Hvor er min passion blevet af?

[Ditten]

Hej med jer. Jeg er en pige på 25 år med svær fibromyalgi (daglige smerter, kronisk træthed, højsensitivitet på alle områder, angst med mere). Jeg fik min længe ventede pension sidste år og var endda en af de heldige der "kun" måtte vente 1½ år på den, og ikke nærmest et halvt liv, som ellers lader til at være normalen, når man læser om folks beretninger her på k10.

Jeg har været meget passioneret omkring det at male og lave skulpturer og spille klaver, og de ting giver på mange måder stadig stor mening for mig at bruge tid på. Men efter et opslidende forløb i systemet med en masse mistillid fra mennesker som ikke troede på at jeg levede i et smertehelvede og var angst omkring mange ting - og desuden et opslidende liv før forløbet med skiftende studieforløb og splid og splittelse i familien - ja, så virker det som om jeg ikke rigtigt brænder for særlig meget mere.

Jeg har ikke den samme "ild" i mig som før, og jeg bliver mere og mere træt hver dag, både fysisk og psykisk. Jeg har prøvet med psykologsamtaler, men kun med det resultat at jeg blev mere rastløs og irritabel, selv om jeg virkelig VILLE have det bedre.

Under udredningsforløbet i systemet havde jeg det på samme måde, men jeg havde en forestilling om, at når jeg fik min pension, så ville jeg ikke bruge så meget krudt på at stresse over hvad de nu kunne finde på at udsætte mig for - men efter at have fået "fred", er det som om min krop sidder fast i den tilstand af "kriblende" stilstand, for på den ene side vil jeg enormt gerne mange ting - men på den anden side har jeg hverken det fysiske eller psykiske overskud, og jeg kan ikke finde den samme gejst for noget som før. Jeg kan ikke engang læse bøger mere, for rastløsheden sørger for at jeg er nødt til at læse den samme side 10 gange for at absorbere hvad der egentlig står.

Ved at der er mange herinde der også døjer med ekstrem træthed og daglige smerter, og der er måske også nogen der sidder med en lignende følelse af at der bare ikke rigtigt er noget ved noget, fordi livet har budt på så mange kampe - og kroppen og sindet er blevet træt.

Der er måske nogle der vil foreslå flere forsøg med psykolog eller psykoterapeut, men det har jeg ikke rigtigt mod på - og det handler heller ikke om at jeg søger flere interesser, for dem har jeg egentlig nok af. Jeg søger egentlig bare andre at tale med om denne ubegribeligt vanskelige apatiske tilstand og stilstand.

Ditte

[zolskin]

hey Ditte *s*

Godt at du har fået pension!

Jeg kan sagtens følge dig - lever også selv i et smertehelvede - skal på smerteklinik snart, kognitive problemer, ekstrem udmattelse ved den mindste aktivitet...har kigget i nogle pjecer om fibromyalgi og har også alle punkterne der - og det er vist almindeligt at det er følgesygdomme også til andre lidelser..

har også været glad for at læse ...lytter indimellem til lydbøger - må nogle gange går nogle kapitler tilbage

Jeg har prøvet et hav af alternative behandlinger de sidste 5 år - intet hjælper, har også gået til se-terapi (traumebehandling) hos en psykolog

jeg fik tilkendt pension sidste sommer og jeg må indrømme, at jeg tænkte, at når det var på plads, så ville jeg få flere kræfter..desværre gik det ikke lige sådan
det gør ondt at være alene og så begrænset, netværket forsvinder, livet går forbi ..har også nogle dage, hvor jeg ikke orker at leve på den her måde og har lyst til at hoppe ud af vinduet, fordi smerterne er ulidelige..men så tænker jeg på alt det dejlige ved livet
jeg fokuserer på de små ting - køber friske blomster til mig selv, giver mig selv en ansigtsbehandling, glæder mig til at kunne sidde på altanen, prøver at lade være med at slå mig selv oven i hovedet - alting er jo svært!
knus fra zolskin

[Pinny]

Jeg troede jo, at jeg ville få lysten tilbage til, at male, tegne og skrive. Men det gjorde jeg ikke.
Idéerne og lysten er dog så småt ved at komme igen. Men- jeg gider ikke, det tager en krig i min optik at tegne sig op igen, bemærk: Nu er det at tegne sig op til en standard, ikke tegne fordi, det er sjovt, og jeg har gjort det mit halve liv.

Man skal måske indstille sig på- at turen over det høje gærde- ikke er en mulighed mere.
Og lave det man kan/har lyst til- og glemme, hvad man kunne. Men det er dæleme svært!

[JP2610]

Hej Ditten
Jeg tror desværre der er rigtig mange der får varige ar på sjælen efter/under kampen mod systemet. Den mistro oven i kampen med de daglige smerter, er næsten ikke til at bære, når man har allermest brug for hjælp og forståelse.
Jeg tror som zolskin det er vigtig at focusere på de små ting i livet, for man får ikke det liv tilbage man havde før sygdommen. Jeg forsøger også at arbejde mig "op igen" efter næsten 4 år fanget i kommunens syge sagsbehandling, fik tilkendt fleks i januar, og netop startet i fleksjob, men jeg er skrøbelig, stresset og stadig meget påvirket af alt det jeg har været igennem. Jeg forsøger at glæde mig over dagene er blevet lidt længere, at foråret er kommet, de små forårsbebudere der pibler op af jorden, fuglene der kvidre osv. men jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg aldrig bliver som før, og smerter der er steget den sidste uge pga. jobbet

Jeg håber for dig du har en god familie og venner der kan støtte dig, og en læge du kan tale med også (kan det være en lille depression du har?) det er i hvert fald vigtigt du får talt med nogle om alle dine tanker og følelser, så det ikke sætter sig og bliver en ond . Kunne det være en ide at melde dig til et kreativt kursus måske, så du mindst en gang om ugen skal afsted og på den måde møder nye mennesker og kommer lidt væk fra det derhjemme..

Rigtig meget held og lykke, håber du snart får lidt livsglæde og gejst tilbage i hverdagen. Kram fra JP2610

[nocturne]

Hej
Du er bestemt ikke alene om at føle sig træt og udbrændt.
Det hjælper heller ikke hvis verden ligner løgn og bedrag.
Jeg har selv haft glæde af at læse om Antipsykiatrien og psykiateren Laing:
http://www.teorier.dk/tekster/antipsykiatrien.php

Det giver lidt mening i et langt meningsløst forløb...

[Ditten]

Tusind tak for jeres søde svar allesammen. Det varmer rigtig meget, at jeg ikke er den eneste der har det på den måde. Jeg vil ind og læse om antipsykiatrien. Zolskin, har skrevet en mail til dig

[Pinny]

Nu har jeg læst Laing, Carlos Castaneda, Stanislav Grof ("Pimalskriget") og alt mulig ude på det alternative/okkulte overdrev. Og det blev jeg muligvis klogere af, på den måde at, jeg ikke kunne bruge det til noget. Det er da meget sjovt, som at læse om von Däniken. Men det er ikke sandt.

Men som Carl Sagan sagde: "Det er da meget interessant, men det ville være mere interessant, hvis det var sandt!" (min oversættelse.)

Efter jeg læste den der bog, hvor manden fravalgte psykiatri, og nærmest selv slog sin kone ihjel (hun begik selvmord) med hjælp fra Laing, har jeg været meget forsigtig med "antipsykiatri", det lyder godt, men..! Jeg tror den hedder "Annas bog" eller noget derhenad.

[nocturne]

Oprindeligt indsendt af Pinny

Nu har jeg læst Laing, Carlos Castaneda, Stanislav Grof ("Pimalskriget") og alt mulig ude på det alternative/okkulte overdrev. Og det blev jeg muligvis klogere af, på den måde at, jeg ikke kunne bruge det til noget. Det er da meget sjovt, som at læse om von Däniken. Men det er ikke sandt.

Men som Carl Sagan sagde: "Det er da meget interessant, men det ville være mere interessant, hvis det var sandt!" (min oversættelse.)

Efter jeg læste den der bog, hvor manden fravalgte psykiatri, og nærmest selv slog sin kone ihjel (hun begik selvmord) med hjælp fra Laing, har jeg været meget forsigtig med "antipsykiatri", det lyder godt, men..! Jeg tror den hedder "Annas bog" eller noget derhenad.

- nu kunne jeg faktisk godt tænke mig et link til Annas Bog ?
- Laing og Däniken er vist lidt fjernt fra hinanden, eller har du noget konkret ?
- den kloge måde man ikke kan bruge til noget, kaldes det ikke tro ?
- Jeg tror ikke på gud, men aksepterer at andre gør det !

[Æternitet]

Jeg tegnede også meget før jeg fik FP og var mere aktiv socialt...

Efter jeg fik FP gik jeg helt i stå alt socialt stoppede undtagen på nettet og jeg kan ikke overskue at tegne mere... jeg aner ikke hvorfor jeg regnede også med at jeg ville få det bedre når jeg fik ro... men indtil nu har det ikke virket sådan =(

Nu har jeg kun været på FP 1 år så måske jeg bare er inde i en eller anden slags fase som jeg ikke selv er klar over =) og måske en dag kommer det hele tilbage... who know.

[stribe]

hej jeg var også helt smadret da fp-en kom i hus og det har taget tid at blive normal og finde sig selv..man har været helt oppe og det er svært pludselig at falde ned - uanset hvor meget og hvor længe man har set frem til det..oven i fp-en ville min søn prøve at bo v.sin far og det fik han lov til,men oveni alt det andet blev der også tomt..jeg tror det er vigtig at snakke m.nogen om det el.finde sig nogen interesser og hobbys,,i ens eget tempo