Roen sænker sig

[Wibsen]

Tja, nu er det snart et år siden jeg blev fp i en alder af 36.

Jeg følte min verden gik under, og jeg mistede al værdi. Min arbejdsidentitet var giga stor, og min faglige stolthed enorm.

Jeg kunne slet ikke få øje på noget som helst positivt, overhovedet, ved at komme på fp, tværtimod brugte jeg al min energi på at slå mig selv i hovedet med hvor kæmpe stort et fjols jeg var.

Konsekvenserne af turen gennem systemet var også store, og angst blev en invaliderende følgesvend, som jeg har skullet lære at lytte til og forstå. I dag ser jeg den som noget brugbart, jeg er knap så bange for at få angst. Jeg taler til den (lyder langhåret, ved det godt) når den stikker snuden frem, og mærker hvad det egentlig er den vil. (Panik angst)

Men nu er der så gået nogle måneder, roen har sænket sig lidt over mig, jeg er begyndt at accepterer mig selv og de skavanker mine arbejdsskader har givet. Er endog begyndt at drømme om kreativt hobby arbejde, tuller lidt rundt i min lille have.
Jeg er herinde på K10 hver dag, har ikke sagt et pip i laang tid, men læser med, og finder ro og støtte i at vide i er derude skulle jeg få behov.

Så tak for jer. Og til jer der ikke er igennem processen endnu; det bliver bedre!