Kan være et problem

[inger]

Hm jeg skylder vist at fortælle jer at min søsters side i familien har jeg ingen problemer med forståelsen og opbakningen fra, kun min brors side. Min mor forstår det ikke af den grund at hun er 80 år og senil. Igår troede hun at vi var i april måned så hun er lovlig undskyldt.

Jeg skylder jer også at fortælle at jeg faktisk har fået det bedre af at udskifte en del af mit tidligere netværk.

Jeg kan se at en del har skrevet det som jeg ville skrive tidligere idag, så jeg smutter igen da mine smerter driver mig til vanvid og har gjort det hele dagen.

Men er der noget i vil have uddybet så bare spørg løs.

[Ida]

Hej Trylledyr
Trylledyr skrev; "Men Ida, tag mig det ikke ilde op, please. Den sagsbehandler du omtaler har lige givet mig en aha-oplevelse. Ud fra hendes begrebsverden, kan jeg konstatere, at intelligensen sidder i benene. Så tror pokker, jeg har ondt i knæene. Jeg var jo smådum og troede, at det var fordi jeg tiltede pga glat føre"

Rolig - jeg læste dit indlæg med et smil på læben. Jeg forstår også godt hvad du mener. Nogen gange kan det være lettere at fejle noget synligt. Folk giver gerne en hånd på gaden. men i systemet og blandt venner og familie tror jeg ikke det gør så stor forskel, Det er tankevækkende at det er allersværest at opnå accept i systemet. Der hvor folk faktisk er ansat til at hjælpe/eller i hvert fald til at overholde loven.

Nyd solen allesammen - det er rart når hilmlen er blå!

[Antoniette]

Jeg har læst denne tråd, og blev helt overrasket over at finde andre mennesker som har det ligesom mig.

I min familie går man kun op i status, deres dyre biler og huse, og vi har aldrig talt om noget som mærkeligt som følelser og der er aldrig nogen som spørger "Hvordan har du det?". Jeg har både fysisk og psykisk handikaps, men det er ikke noget man kan se, og derfor har familien draget den konklusion at så må jeg jo være doven.

Jeg har flere gange meldt afbud til familie fødselsdage osv., og har også ved at melde mig ud af familien, da deres mangel på accept kørte mig helt ned psykisk. Lige et eksempel fra den virkelige verden: Min mor havde mødt en af mine barnsdomsveninders mor nede i kiosken (jeg har ikke set denne veninde i 15 år), som havde spurgt min mor, om hvad jeg lavede. Men min mor var flov over at jeg var på førtidspension, så hun snakkede uden om, og barndomsvenindens mor fik aldrig af vide hvad der var sket med mig.
Min mor fortæller mig om dette møde i kiosken, og så spørger hun gudhjælpemig surt "jamen hvad skal jeg da sige til dem, når der er nogen som spørger hvad du laver????"
Æh, du kan jo sige det, som det er, svarede jeg... Du kunne jo evt. sige at jeg var blevet kørt ned, lå i sengen i ca. et år, skulle lære at gå igen osv., og bagefter var blevet opereret for kræft osv....
Men nej, min mor mener, at der er sgu ikke noget galt med mig, det hele (undtagen da jeg blev kørt ned) er bare noget jeg har FUNDET PÅ FOR AT SLIPPE FOR AT ARBEJDE.....

Uhh, den eneste grund til at jeg stadig har kontakt til hende, er pga. min far og min bror (som jeg godt kan lide).

Det er ikke min familie som kommer mig til hjælp når der er noget galt, tværtimod så forværre de situationen. I min familie skal hver person klare sig selv (også økonomisk), og man hjælper ikke hinanden (men at udnytte hinanden er åbenbart helt fint).

Den kæreste som jeg havde, da jeg blev kørt ned var utro til højre og venstre, så det gik ligesom ikke. Og vennerne/veninderne forsvandt en efter en, nogle valgte jeg også selv fra, da de kun talte med mig, når de skulle bruge mig til at hjælpe dem med noget. (Hvis jeg havde brug for dem, havde de aldrig tid).

Jeg var 24 år da jeg blev kørt ned, nu er jeg 31, syg og ensom. Jeg vil gerne have nogen nye venner, men det er lidt svært at møde nogen, synes jeg.

[zuza]

Hej Antoniette

Ja, det er desværre "normalt", at folk tager afstand fra nogen, der ikke kan arbejde. Frustrationen bliver jo dobbelt, da alle selvfølgelig hellere ville være sunde og raske og passe et arbejde og familieliv på normale vilkår.

Men "udstødningen" er desværre blevet værre, fordi der "råbes og skriges på arbejdskraft", så ergo må folk jo være "dovne", hvis de ikke arbejder.

Virkeligheden er bare ikke sådan, som du jo også kan se her på siden.

Der er MANGE, der ikke kan få job, selvom de har søgt og søgt i årevis.

Og på kommunerne har de RIGELIG DOKUMENTATION i form af arbejdsprøvninger og ressourceprofiler på, at borgerne GERNE VIL ARBEJDE, MEN IKKE KAN.

Det er desværre ikke helt gået op for alle.

Nogle gange tror jeg, at skræmmekampagnen har betydet, at folk er BANGE for at havne i din situation og derfor "vælger" at lukke øjnene for dine barske realiteter.

Og for din mor - og andre nære - gør det måske særlig ondt at skulle se realiteterne i øjnene og erkende, hvordan din situation er.

Det ville være dejligt, hvis du kunne få støtte her på siden og efterhånden finde nogle mennesker, der udviser større forståelse for dig og din situation.

Og det er IKKE DIG, der er noget galt med.

Du har bare været uheldig.

Jeg håber, du kan få nogle tips og ideer her på siden, så du efterhånden kommer ud af din ensomhed.

Knus

[Antoniette]

Oprindeligt indsendt af zuza

Hej Antoniette

Ja, det er desværre "normalt", at folk tager afstand fra nogen, der ikke kan arbejde. Frustrationen bliver jo dobbelt, da alle selvfølgelig hellere ville være sunde og raske og passe et arbejde og familieliv på normale vilkår.

Men "udstødningen" er desværre blevet værre, fordi der "råbes og skriges på arbejdskraft", så ergo må folk jo være "dovne", hvis de ikke arbejder.

Virkeligheden er bare ikke sådan, som du jo også kan se her på siden.

Der er MANGE, der ikke kan få job, selvom de har søgt og søgt i årevis.

Og på kommunerne har de RIGELIG DOKUMENTATION i form af arbejdsprøvninger og ressourceprofiler på, at borgerne GERNE VIL ARBEJDE, MEN IKKE KAN.

Det er desværre ikke helt gået op for alle.

Nogle gange tror jeg, at skræmmekampagnen har betydet, at folk er BANGE for at havne i din situation og derfor "vælger" at lukke øjnene for dine barske realiteter.

Og for din mor - og andre nære - gør det måske særlig ondt at skulle se realiteterne i øjnene og erkende, hvordan din situation er.

Det ville være dejligt, hvis du kunne få støtte her på siden og efterhånden finde nogle mennesker, der udviser større forståelse for dig og din situation.

Og det er IKKE DIG, der er noget galt med.

Du har bare været uheldig.

Jeg håber, du kan få nogle tips og ideer her på siden, så du efterhånden kommer ud af din ensomhed.

Knus

Hejsa
Takker for støtten og forståelsen. Det er rart at høre at det ikke er mig som den er helt gal med, for nogle gange kan jeg da godt komme i tvivl.

Jeg tror at du har ret i, at mine omgivelser bare ikke vil se realiteterne i øjnene, især ikke min mor. Men hun hjælper mig jo ikke op, ved at nedgøre mig på den måde. Jeg tror nu mest at hun er bekymret for sig selv, og om hvad hvad resten af familien skal sige om HENDE. Da jeg blev førtidspensionist, fik jeg af vide, at det måtte jeg ikke fortælle resten af familien.

Det selv samme fik jeg af vide af min vicevært, her hvor jeg bor. Vi havde været gode venner i 6-7 år, men da jeg fortalte ham at jeg omsider havde vundet kampen mod kommunen og fået førtidspension, så fik han ondt i røven over at jeg "fik penge for at lave ingenting". Han sagde også direkte at det skulle jeg nok ikke fortælle mine andre naboer, for de kunne ikke lide sådanne nogen som mig (=førtidspensionister).
Jeg leder i øvrigt efter et nyt sted at bo nu.

[Antoniette]

Hov glemte lige at skrive noget.

Ja angående råben og skrigen på arbejdskraft. Jeg så lige i nyhederne i går, hvor man fortalt at der var monster meget mangel på arbejdskraft, og at man blev nødt til at få halvdelen af den polske befolkning op for at Danmark kunne klare den og bla. bla. bla.....

Hmm tænkte jeg... Hvad med alle de førtidspensionister og andre, som hjertensgerne vil arbejde. Ok, vi kan ikke klare 37 timer om ugen, men hvis der virkelig er så meget mangel på arbejdskraft, hvorfor så ikke lade os arbejde og klare, det som vi nu kan? Jeg fatter det ikke, det er fuldstændig ulogisk.

Så sent som sidste uge ringede jeg til kommunen og spurgte om jeg ikke kunne komme i flex el. skånejob (ved ikke hvad forskellen er?), men fik det sure svar, at det kunne ikke betale sig at skrive mig op, fordi jeg ikke ville få noget tilbudt alligevel. Så skulle jeg selv kende nogen med et firma som ville ansætte mig... (Hm, og jeg havde lige forklaret at jeg ikke kendte nogen folk, en af grundene til at jeg gerne ville ud, og så var det sådan set ligemeget hvad jeg skulle lave, bare min krop kunne klare det)...