Tosset eller ej - kender I det?

[Randita]

Håber det er ok, med dette her i kategorien.....

Af og til kan jeg komme helt i tvivl om, om jeg er mere eller mindre "tosset".
(Heh, jo det er jeg - helt sikkert , men her tænker jeg nu "helt forkert på den"....)

Lige lidt baggrunds historie,

Jeg har gået og været sygemeldt og derefter på revalidering siden februar 2008 - først pga depression og siden fordi jeg fik ondt i stort set hele "skroget" under en arbejdsprøvning.
Jeg har været i forskellige virksomhedspraktikker, men min arbejdsevne er sådan set bare blevet mindre og mindre. Der skal mindre til før jeg får ondt, og der skal længere tid til før jeg får det bedre igen.

Sidste år var jeg i en praktik - blev nærmest tvunget ud i 30 timer, selv om det tidligere havde vist sig, at være for meget.
Jeg skulle altså prøve, trods mine bekymringer og kunne så gå ned i tid, hvis det ikke kunne lade sig gøre. Efter 6 uger - ØV og AV - og jeg gik på 20 timer, hvilket ikke hjalp umiddelbart hverken fysisk eller psykisk. Praktikken ophørte - og jeg skulle begynde i en ny - igen på 30 timer, hvilket jeg dog nægtede( hvilket man jo ikke må - og hvilket jeg derfor ikke gjorde direkte ) - startede så på 20 timer, skulle op i tid, hvilket ikke lykkedes ret længe, praktik derfor afsluttet.

Jeg har nu gået hjemme i snart 3 mdr, kroppen er endelig ved at falde til ro - dog slet ikke som inden jeg gik med til at prøve de 30 timer (hvilket jeg af og til banker mig selv i hovedet over at jeg gik med til) - og jeg har ikke hørt andet end, at revalidering fortsættes indtil afgørelse er truffet.
Der er indhentet status hos læge og psykolog - jeg har selv vedlagt papirer fra fysioterapeut og kiropraktor, og har en super god hjælp og støtte hos fagforeningens sagsbehandler.

Der, hvor jeg har på fornemmelsen af at være mere eller mindre "tosset" er, at når jeg skal til samtaler eller behandlinger.
Jeg får det ofte væsentligt bedre, når jeg går ind af døren, end jeg havde det for bare 5 minutter inden, selv om der godt kan være sommerfugle, der rumsterer i maven.

Det er som om, der bliver fundet en skjult ressource, jeg smiler, joker, har ikke så ondt..... jeg udstråler ikke det, som jeg fortæller om, jeg bagatelliserer og er så forbandet god til at se på det positive, være optimist give ting en chance mere; men jeg vil jo ikke så gerne fortælle om det som er svært, sidde og nedgøre mig selv og hverken være et "skrog" eller banke i bordet.

Det er hammer frustrerende at se frisk ud udenpå, og så ikke være det indeni.
Jeg bider mig selv inde i kinden, eller borer neglene ind i hånden, for ikke at miste "kontrollen"; men det kan andre jo ikke se, og det er selvfølgelig svært for dem at se, når jeg ryster bagefter.
"Heldigvis" er jeg efterhånden ved at lær at sige av, når det gør ondt og græde, når jeg er ked af det, men det er svært, jeg helst ikke vil vise den side og slet ikke overfor fremmede.

Men kender I det - at der ligesom kommer nogle skjulte reserver frem, som gør det svært at udstråle og vise hvordan det er hjemme, eller hvordan det er, ikke at have sovet ordentligt om natten i ugevis pga smerter, eller hvordan det har været dagen før - eller bare en time før - fordi det man fejler, ikke viser sig konstant på samme måde; men skifter afh. af hvad man laver - hvordan kroppen bliver brugt og hvor længe?

Nu var jeg f,eks hos en reumatolog, som testede og lyttede; men mine smerter er ikke så markante, ved at jeg laver en øvelse en gang - det er først femte gang, det begynder at gøre ondt og tiende gang, jeg må opgive. Han mærkede på min ryg - med lette sommerfugle tryk og spurgte om det gjorde ondt - næh ikke noget særligt - havde han mærket efter lidt hårdere, og de rigtige steder havde jeg sagt ja - eller havde han afsat længere tid og ikke været bagud og haft venteværelset fuldt af ventende patienter - havde han kunne SE.....
Jeg har iøvrigt intet hørt fra den pågældende - heller ikke min læge - men det er måske godt nok ift min sag.

Hvad er det som sker, når man træder ind af den dør - er det en maske, eller det er sådan som det kunne være hele tiden, hvis man formåede at fokusere " på de rigtige ting" og kunne ignorere det som gør ondt ?

Eller er der mon en effekt, som den ved blódtryksmåling - hvor det er kendt, at hos nogle mennesker stiger blodtrykket hos lægen, mens derhjemme er det ok.
Kan det ikke også tænkes, at nogle mennesker på samme måde udskiller nogle stoffer, der giver et skud "smertestillende energi" i uvante eller utrygge situationer - noget i stil med adrenalin, som virker en tid, og så derefter "normaliseres".

Men hvad er så "rigtigt", det derude i korte perioder, eller det der mærkes i dagligdagen over tid - og er det fordi der hjemme produceres for lidt af dette "pepstof".

Jeg har valgt, ikke at tage ret meget smertestillende, fordi jeg tror at min krop er klog, og gør ondt, fordi der er en grund til det; men når der ikke er målinger og undersøgelser, der viser noget forkert - er det så forkert, at jeg lytter til min krop, og fastholder at den ikke kan holde til at arbejde på en måde, som provokerer smerter og ikke vil give den "mundkurv" på med medicin, når det nu heldigvis kan lade sig gøre næsten at undvære?

Hvad tænker I om det, at have det anderledes hos behandler end hjemme?

[Randita]

Vil lige tilføje, at jeg for mange år siden fik diagnostiseret hypermobillitets syndrom, er ikke helt ny mere (47) og er så "priviligeret" nu, at jeg kan høste frugterne af at have været over smidig tidligere. Nogle led har åbenbart fået nok af at være på overarbejde, selv om jeg absolut ikke er noget slangemenneske - og hvor det dog kan mærkes også i musklerne.
"Heldigvis" har både læge, kiropraktor og fysioterapeut set mig, når det har været rigtigt slemt - så det er ikke altid det "lykkes" at se friskere ud

Måske "bare" for bevægelig og dermed i stand til tilpasning i både i krop og sind - hvor det havde været bedre at stå fast

Er for iøvrigt begyndt hos en fysioterapeut, der arbejder muskuloskeletalt - han kan se og mærke - og har sat mig på arbejde ift at bruge min krop mere hensigtsmæssigt, min nye læge er selv hypermobil, kender til det på egen krop, så han ved, hvad jeg snakker om.

Er i gode hænder nu, men fy for den, som det har været svært med jobcentret
Der har jeg jo, som mange andre, mødt flere nye sagsbehandlere, og det med at udlevere sig selv til fremmede, samt erkende at jeg længere ikke er, som jeg var for 4 år siden, og ikke bare lige kan vende tilbage til ordinært arbejde - den synes jeg altså er svær, og har nok ikke helt accepteret det endnu.

Tak for dette sted - og for jer, som er her

[Pip]

Det hedder adrenalin....

Det var det der gav krigeren lidt ekstra, når han skulle i krig....

Det dæmper smerter, og klarer hjernen så vi kan yde vores bedste lidt tid.

Og når vi går ind til sagsbehandleren eller lægen, er vi lidt i krig.. det handler om at udnytte tiden og kæmpe for sin sag, så adrenalinen går lige i vejret... wusccchh...

Så træder lov 2 i kraft... og det er den barrierre man har i forhold til at erkende at man er blevet dårligere.

Man har ikke lyst til at fremstå dårligere end højst nødvendig overfor nogen mennesker, så man gør sit bedste til at leve op til almindelige sociale krav... om man så skal fake den lidt....

Slam.....

Så det ender med at virke mod hensigten, og det lykkedes en at bruge de sidste kræfter på at fremstå rask og normal....

Ikke hensigtsmæssig overhovedet lige i den situation.... men svær at bekæmpe.

[gunvor]

Godmorgen Randita.

Ja, jeg er også en af de "tossede". Kan genkende en del i din tråd.

Da jeg jo ikke kan give dig dit svar, kommer jeg m. mine egne overvejelser i den forbindelse, måske det kan lede dig til dine svar.

Jeg tror, som du selv er inde på, at der er en del forklaringer på fænomenet for mit eget vedkommende er jeg opdraget i ånden Keep up the ... på flere måder, man må yde for man må nyde, giv aldrig op, præsenter dig pænt ect. Alle disse mekanismer fra helt lille giver en ballast til at forsætte længere end jeg burde. Så er jeg samtidig psykisk sammensat på en måde, hvor tænkningen går pænt hurtigt og derpå rettet ind på at ville handle mig ud af problemerne. En af grundene til at cirkussystemet ikke bekommer mig særligt godt.

Ang. det at andre for det meste ikke kan se, hvor slemt jeg har det enten fysisk el. psykisk, mener jeg, er en kombination af opdragelse og evne til at tage sig sammen og fremtræde bedre end jeg har det. Dette har givet pote i min barndom, og en del af mit voksenliv, hvorfor jeg ikke hidtigdig har stillet spørgsmål ved om det var en god strategi. Nu volder denne strategi mig problemer i systemet, ja, gjorde det vel også lidt på arbejdsmarkedet, idet der jo ikke var den man frøst tog hensyn til. Nu er jeg så kommet til kort.

Egentlig synes mener jeg, at det er en god strategi at have, så længe den kan anvendes godt. F.eks. tror jeg, at gode skuespillerere har en sådan evne for ellers ville de ikke kunne gå på scenen, de dage hvor de ikke havde det godt. Så når du taler om en slags maske, ja, så ser jeg det som denne teatermaske, man kan sætte op for at præstere noget i kortere el. længere tid. Og dette skuespil går jo, så lang tid, der er balance på kontoen, dvs. tager sig sammen og fremtræder og trækker sig tilbage og henter fornyet kræfter til at gøre det igen. Når denne balance forrykkes, ja, så begynder tiden, hvor man trækker sig og samler kræfter at blive længere og længere, hvor man til sidst ikke kan restituere sig før man skal "performe" igen.

Jeg har også været hybermobil, hvilket også har givet mig noget respite på flere fronter. Men jeg har dog været heldig, at møde gode behandlere, som har kunne se de små signaler, der er udtryk for at smerterne slemme. Dem, der er nærmest på mig har erfaret at mine øjne skifter svagt farve, når jeg enten er helt flad (fysisk el .psykisk) el. vred, da kroppen så giver de øvrige signaler for de 2 sitautionener er det knap, så let på "hjemmebane" at foregive at jeg er ok./fino.

Brug af selvironi og morbid humør kender jeg også, og er jo også en god evne at have, men hvis den bruges som at lægge distance til sig selv el. andre for ofte kommer også den i ubalance ved at den ikke mere fungere som lim til enten at se det komiske i det sørgelig el. overkomme en vanskelig situation.

Og så er der jo den meget velkendte flinkeskole, som også kan indvirke. Dvs. hvornår vil man ikke være til besvær, ect.

Når mine behandlere har lært mig at kende, er de udmærket klar over klar over at der skal kigges en ekstra gang, at jeg kan lave joke m. min elendighed for at overleve den dag, ja nogle gange griner vi befriende sammen, og derved skabes der jo også en kontakt, som er brugbar i behandlingen. Eller jeg har bidt smerterne i mig under behandlingen, men snøften og tårer taler sig eget sprog om niveauet. Så får vi talt om hvor længe efter jeg må have smerter, således at behandling og smerte afstemmes til en niveau, som er produktiv for mine behandlinger og mulige fremskridt. El. hvor der må siges stop for behandling, fordi smerter og effekt ikke giver resultat. Og gennem årene er jeg da heldigvis blevet langt bedre til at sige højt både på dette område og på hvordan jeg har det generelt. Men jeg tror aldrig jeg kommer ud over at nogen mennesker, som har ringe evne el. lyst til at se hele mennesket vil se den "maske", der virker velfungerende og slet ikke i dette system, der er helt fokuseret på ressourcer, og gerne vil lukke øjnene for barrierer. Så der skyder man sig i foden ved at have for mange af den slag strategier el. maske på.

Håber mit skriv også kan vække genklang hos dig ligesom dit gjorde hos mig.

Gunvor

[hboegelund]

Jeg kan også godt genkende mig lidt selv, og så er det man får den der smidt i hovedet " du ser jo frisk og rask ud"

For mit vedkommende er det dog samtidig sådan at hvis SB så vil snakke x-mand og børn, så er det med at finde en rist i gulvet for så åbnes sluserne

Det sker jo selvfølgelig ikke hele tiden, men det er virkelig en overvindelse at skulle se alt sort på hvidt, og ting skal pensles ud! MIT privatliv, roddet op i af fremmede!! Ikke lige noget der er rart!

Men nu er jeg som menneske ret åben, og bliver jeg spurgt så svarer jeg som regel hudløst ærligt! Men jeg kender den der med at de lige spørger på et tidspunkt hvor man egentlig har det rimelig godt, og så kan man jo erobre verden Måske det er det med adrenalinen, har jeg ikke tænkt på før.

Jeg har også HMS, men en læge der ikke "tror" på det kan give så mange problemer. Men ham om det :P

[Karo]

Jeg har dyrket sport i mange år og det kan man også se på mig i dag.
På mange virker jeg lidt arrogant især i Danmark , men det er ikke på grund af at jeg er nedledende over for folk, men fordi jeg er selvbevist og har altid været det.

Når man er i krisesituationer og også når man er syg, ens selvbevidsthed og kendskab til sig selv er guld værd fordi man finder styrke i sig selv og kan forsvare sig hvis noget prøve at trampe på en.

Jeg har aldrig levet om på mig selv fordi jeg skulle til en samtale med en sagsbehandler eller med en læge som skulle vurdere det ene med det andet.
Men muligvis hvis jeg har gjort det, ville jeg have fået min førtidspension lidt før.
Men omvendt hvis jeg har gjort det så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med mig selv. Ikke så godt, tror jeg nok.

Jeg har konstante smerter som jeg lindrer ved hjælp af meditation og jeg er total modstander af alm. medicin.
Men natur medicin er noget som jeg bruger og har brugt næsten hele mit liv.

Men hvis smerter er ikke til at holde ud så tager jeg smertestillende.
Jeg tager også smertestillende nå jeg er stresset, fordi ved stres få jeg ond i mine nerver i hele kroppen og jeg føler at jeg har nerver på overfladen.

Det hvad Pip skrev om adrenalin er fuldstændigt korrekt.

[Mella]

Nej Randita, det er ikke tosset at reagere sådan.

Vi reagerer jo alle forskelligt og ja, det kan også være at blodtrykket og adrenalinen hvæser rundt i årene, når man træder ind ad sådan en dør og man skal udlevere sig sig totalt langt inde fra sjælen og måske ud i knoglerne.

Det er oveni endda meget svært, hvis man har haft trauma(tiske) oplevelser, at skulle gøre det, for så er der jo at skanserne er meter og skyhøje og facaden skal holdes i bar overlevelse...

Jeg gik helt blåøjet ind i systemet dengang for flere år siden og det blev netop fatalt for mig, at alle skanser, parader og facaden var i orden, men dengang forstod jeg ingenting af, hvordan de vurderer mennesker.
Det kostede d y r t.

Nu har de overskredet mine grænser så meget, at jeg er fuldstædig ligeglad med, at nogle indenfor kommunen måske kan sidde og hygge sig med min soapopera barndom, konsekvenserne og deraf endnu mere Se & Hør ( men lad være med at forstå - og spar mere).

Det tog lang tid, at nå dertil, hvor jeg nu synes, at det er ligemeget, hvad der står om mig.
Bla.a en psykolog, som forlangte, at jeg skulle fortælle om hele min opvækst på bånd - fordi hun evt. skulle bruge det, hvis hun kom i tvivl, om nogle testresultater.
Det ville hun så slette bagefter.

Det har hun sikkert også gjort.
Bare det at hun skrev det hele næsten ordret ind i den psykologiske rapport, så især min barndom ligger til evig tid frit til skue.
Hvis jeg havde haft mere indsigt og overskud dengang, så havde jeg nok klaget til psykolognævnet.
- Men igen. Jeg er virkelig ligeglad med, at det er sket nu, for det har ikke nogen betydning for mig mere.
Jeg synes, det fortæller mere om systemet end om mig, at man kan gøre den slags mod mennesker.

[gunvor]

Hej Mella.

Du skriver helt rigtigt flg.:

Det er oveni endda meget svært, hvis man har haft trauma(tiske) oplevelser, at skulle gøre det, for så er der jo at skanserne er meter og skyhøje og facaden skal holdes i bar overlevelse...

Og lige så rigtigt:

Jeg synes, det fortæller mere om systemet end om mig, at man kan gøre den slags mod mennesker.

[Mella]

Okay Gunvor

og tak for forståelsen

[Randita]

Øv, nu havde jeg lige skrevet en masse - blev jeg logget ud - da jeg ville sende svar, og jeg havde glemt at kopiere

Nå, men det vigtigste var et kæmpe tak til jer, som har svaret

Jeg blev så glad, at der vist blev sendt en bunke endorfiner rundt, for JA, det er jo det, som adrenalin og forsvarsmekanismer blandt andet gør.
Det hjælper jo, når vi er i knibe - eller tror vi er det.

Hvor er det dog skønt ikke at være alene - selv om det var bedre, om der var andet vi var fælles om - synes jeg da.

Knus til jer.