Spørgsmål til unge under 35 på førtidspension - fra socialrådgiverstuderende

[Semja]

Hej alle jer på denne side

Vil først komplementere denne side - må være rart og have et forum med ligestillede som man kan spørge til råds.

Vi er en gruppe socialrådgiverstuderende fra Metropol i København som er igang med at skrive en mini bachelor, hvor vi har valgt at kigge nærmere på om hvorvidt en førtidspension er med til at forværre livet i forhold til det psykiske og sociale eller om det gør, at man får mere overskud til livet?

Statestikkerne siger, at antallet af unge psykisk syge på førtidspension stiger. Er førtidspension med til at stigmatisere personen ved at fratage dem muligheden for at skabe sig en arbejdsidentitet.

Vi har valgt emnet fordi, vi mener det er relevant lige pt. da der jo er stor medieomtale omkring unge og førtidspension - og at det nu ikke skal være muligt og få pension før man fylder 35/40 (de er lidt uenige om alderen). Men vi tænker - hvor vil de skaffe pengene fra til at hjælpe denne store målgruppe? Vi tænker om forebyggelsen ikke skulle starte meget tidligere og måske mere intensiv? Man snakker meget om det rummelige arbejdsmarked - men er det rummeligt nok, når der ikke er plads til alle - omend man er syg eller ej?

Vi vil meget gerne høre fra nogle af jer derude. Vi har også kontaktet Sind ungdom og håber vi kan få et interview igennem der og også kontakt til SUF - herunder Erimitterne. Men sidder nogle af jer og vil dele ud af jeres erfaringer så vil vi blive meget glade.

Jeg ved ikke om man kan se mailadressen herinde men ellers er den [email protected] . Jeg er tilbage på studiet efter 3 års sygeorlov til min datter - så derfor, ved jeg ikke om vi har en mailadresse igennem Metropol, så derfor oplyser jeg min hotmail - håber dette er ok.

Mange hilsner

5 studerende ved Metropol, Semja Lindsted

[MTVRV1]

det kan jeg godt svare på
efter en førtidspension, tager kommunerne sig ikke af dem
de bliver overladt til sig selv, uden noget social netværk
bor selv på bosted og har fået opbygget et netværk
de fleste der er syge mere et år, mister meget hurtig deres netværk.

har selv arbejdet en del år og har været turen igennem ned ad bakke

arbejdsidentitet.
sjovt som det ord bliver brugt af raske
grunden til man har fået en førtidspension, er fordi man ikke fungere på en arbejdsplads
nogen psykisk syg har dog et skånejob. men ikke direkte for en arbejdsidentitet, men mere socialt
mange unge har aldrig prøvet at være på en arbejdsplads, så de kender intet til arbejdsidentitet.
kommunerne skulle gøre meget mere for at psykisk syge foreksempel væresteder og snakke med andre og lave noget sammen. samt støtte personer
men kommunerne lukke dem istedet for og giver færre timer til støtte personer

virksomheder vil jo heller ikke have psykisk syge på deres arbejdsplads og slet ikke i disse tider.
der er masser af raske arbejdsløs og tage.
nogen ganske få gør dog noget for de syge

[Semja]

Hej MTVRV1

Tusind tak for dit hurtige svar.

Du skriver at mange mister deres netværk - er det fordi folk ikke kan forstå, hvad det er man går igennem? eller trækker man sig fra folk?

Ja vi har også snakket om, at mange aldrig har haft en tilknytning til arbejdsmarked - hvilket man så kan sætte sprøgsmål ved, hvordan regeringen har tænkt at få flere væk for førtidspension/ikke tildele den.

Ja vi er enige om, at man bør bruge flere penge på væresteder og lign. Har selv arbejdet på et værested og ved vigtigheden af, at der er et sted man kan gå hen og være aktivt deltagende eller blot bare til stede sammen med andre.

mvh semja

[ASR]

Jeg har først lige fået min pension pga min psyke. ADD og PTSD

Jeg er 32, singlemor til 3 på 4½, 8 og knap 10. Der er hos mig 12 dage ud af 14 og jeg har ingen ydre familie.

Stigmatisering.. Den er langt værre som langtidssygemeldt i kh systemet. Sidst jeg var på det ordinære arbejdsmarked var i 2006. Gik fra pga bækkenproblemer og derefter direkte på barsel. Så først fra 2008 jeg gik igennem afprøvningsmøllen.

Jo, jeg savner en arbejdsidentitet! Jeg vil utroligt gerne kunne arbejde, jeg vil gerne være en god rollemodel for mine børn.

Men.. jeg vil også gerne være rask. For snart 2 år siden måtte min dengang knap 8 årige ringe 112 fordi jeg fik et stress udløst krampeanfald. Han troede jeg skulle dø og aligevel fik han sat de 2 små ind foran fjernsynet så de ikke blev bange. Det var ikke første gang min krop satte fysisk ud af stress, men første gang ungerne oplevede det.

Det er ikke pensionen der har kostet på netværkskontoen, det er sygdomsforløbet op til.


Forebyggelse er en ting, noget andet er et mere humant sikkerhedsnet. Man skal virkelig være stærk for at være svag. Tænk hvis nogle af de resourcer man bruger i systemet kunne bruges på at få det bedre istedet. Jeg kan stadig ikke selv ringe til min kommune, det abselut mest angstprovokerende jeg kan udsætte mig selv for er at skulle ind på kommune kontoret.

Netværk.... Jeg er ikke godt til det, til dels pga min ADD og dermed manglende sociale færdigheder når det kommer til facader som alle bruger. Til dels fordi jeg er så vandt til vi kun er os 4, så er elendig til at lukke andre ind hvor jeg er sårbar. Pension... nærmere det selvværds knæk det var at indse det ikke var en midlertidig livskrise mere til samlingen, men en varig lidelse.

Nu hvor der skal bygges et netværk op er prioteringen børnene. De har legeaftaler, de dyrker sport, de passer deres skole. Vi deltager i de sociale arengementer der er på skole og i børnehave. Der er bare ikke meget tilovers til at være mig derefter. Men ungerne er små nu, der er ikke mange år til de er så store at de ikke har samme behov for mig. At priotere dem nu øger deres chance for at bryde den sociale arv. Noget der var en ulempe undervejs, det her med at havde velfungerende børn passede ikke ind i billedet. Burde havde børn med udprægede psyko-sociale problemer ( noget en social rådgiver engang brugte som argument for mine problemer ikke kunne stikke så dybt igen)


og nu blev der ringet fra en børnehave med en feber dreng. Så mere må komme senere

[0401AMvB]

Der er også et andet aspekt af diskussionen: Mange langtidssygemeldte udvikler psykiske problemer undervejs i deres forløb pga. en meget firkantet lovgivning og administration.
Folk, hvis problematik i udgangspunktet har været fysisk, får derfor kompliceret deres liv med en psykisk lidelse oveni. Der var på et tidspunkt en rundspørge her på siden om denne problemstilling. Det viste sig at over halvdelen af svarerne (kan ikke huske %en
præcist) havde udviklet psykiske problemer undervejs i deres forløb, som i udgangs-
punktet var fysisk. For folk med et sådant forløb må en førtidspension være en lettelse,
og et betingelse for at komme videre i livet!
Hilsen 0401AMvB

[Rie82]

Oprindeligt indsendt af Semja

Hej alle jer på denne side

Vil først komplementere denne side - må være rart og have et forum med ligestillede som man kan spørge til råds.

Vi er en gruppe socialrådgiverstuderende fra Metropol i København som er igang med at skrive en mini bachelor, hvor vi har valgt at kigge nærmere på om hvorvidt en førtidspension er med til at forværre livet i forhold til det psykiske og sociale eller om det gør, at man får mere overskud til livet?

Statestikkerne siger, at antallet af unge psykisk syge på førtidspension stiger. Er førtidspension med til at stigmatisere personen ved at fratage dem muligheden for at skabe sig en arbejdsidentitet.

Vi har valgt emnet fordi, vi mener det er relevant lige pt. da der jo er stor medieomtale omkring unge og førtidspension - og at det nu ikke skal være muligt og få pension før man fylder 35/40 (de er lidt uenige om alderen). Men vi tænker - hvor vil de skaffe pengene fra til at hjælpe denne store målgruppe? Vi tænker om forebyggelsen ikke skulle starte meget tidligere og måske mere intensiv? Man snakker meget om det rummelige arbejdsmarked - men er det rummeligt nok, når der ikke er plads til alle - omend man er syg eller ej?

Hej jeg syntes det er et rigtig spændende emne i har valgt

Jeg er selv en ung mor til 2 og er 29 år gammel. Jeg har ikke været tilknyttet arbejdesmarkedt siden 2004. Jeg blev syg i 2003 med den første depression. hvilket så kun er akselreret efter 2 fødsler. Jeg har en diagnose der hedder periodiske depression samt blandt personlighedesforstyrelser. Jeg har som mange andre et kæmpe ønske om at have tilknytning til arbejdesmarkedt. Men desvære er jeg så syg at jeg kun kan møde op engang imellem. så hvis man kunne finde en rummelig arbejdes sted ville det være dejligt, dette er bare ikke særlig realistisk da det for en arbejdesgiver er for dyrt og ustabilt.

Derfor ønsker jeg at blive tilkendt en førtidspension gerne hvor man om 3-5 år kigger på om der er kommet ændringer i situation der gør jeg
kan komme ud at arbejde.
Man ser ofte at mennesker med psykiske problemer for mere overskud i deres liv efter endt afklaring. med en begrændset pension. er der større mulighed for at for dem at komme ud i igen. Men det er vigtig at det ikke sker via. en masse press evt. skal det alene være en lægeattest at der tager stilling her til. for skal man igennem hele afklaringen systemet igen. vil man ikke kunne nå at få det bedre i løbet af de 3-5 år, man ville være i konstant angst om hvad der så ville ske. om de par år.

I modsætning til politikkerne tro jeg på at de fleste er interesseret i at yde noget til samfundt. hvis det er muligt. men det press der er både tidsmæssigt og økonomisk i forbindelse med en afklaring er kun med til at gøre syge mennesker mere syge.
Derfor syntes jeg det ville være en katostrofal, hvis man sætte regler ang. hvornår man kan få en førtidspension. sygedom kan ikke gøres op i alder. Og det er i forvejen alt for svært at være syg i Danmark

Håber det gav lidt menning ellers er i velkommen til at stille flere spørgsmål

[Semja]

Hej alle jer som har svaret.

Tusind tak for jeres svar - rigtig rart, at nogen er villige til at fortælle sine historier.

Ja man skal være stærk for at klare sig i systemet - ellers kan man blive mere syg! Det er en stærkt system som kræver meget og når man reelt er syg, så er det ikke også der man vil kæmpe, men det er jo regelsættet som er opbygget således.

Vi skal selv i vores opgave lave en handleplan, hvor vi skal komme med et løsningsforslag til hvad man kunne ændre - og vi har selv snakket om en "frede" førtidspension, hvor man får tid til at "komme" sig, så man måske kan få en lille arbejdsevne igen og derved komme ud på arbejdsmarked. Vi har også snakket om, at der skal være en slags efterværn - flere steder, hvor man som syg kan komme og være og snakke. Vi ved der er steder men mange er også blevet lukket ned.

Tænker I, at I mister noget af jeres sociale identitet? og i så fald - har det så indflydelse på jeres hverdag? Vores antagelse er, at DK i dag er opbygget omkring arbejde - det vil sige, at rigtig mange er på arbejdsmarked og får udviklet deres identitet derude - fordi vores samfundsstruktur har ændret sig. Man går ikke længere hjemme og "passer" familien - man arbejder og får en stor social tilknytning derude - har I nogen tanker omkring dette?

Endnu en gang tak for jeres velvillighed.

Mvh semja

[Ninja]

Jeg synes selv jeg har formået at vende det til noget positivt, men det tog lang tid og kunne ikke have gjort det uden min psykiaters hjælp....

Han fik mig faktisk til at tro på, at man også kunne have en fin identitet i at være Mor, og i følge ham, var det en meget fin og fornem identitet og en identitet mange hårdt arbejdende ikke engang mestrede..

Synes også tilbage meldinger fra fx børnehaver, vuggestuer og nu skole, har været mere end gode, for de lægger altid vægt på, at jeg har tid, og derfor har enormt rolige og kloge børn der altid har orden i deres sager, aldrig hopper over lektierne, altid møder til tiden, altid møder op udhvilede, holder gode fridage under sygdom (fordi jeg ikke skal tænke på at skulle hurtigt tilbage på arbejde) og har tid til at ungerne bliver ordenligt raske osv. Så min psykiater havde ret, jeg HAR stadig opgaver og kan stadig opnå succes - dog ikke på arbejdsmarked, men i privatlivet.

Nu har jeg så 4 børn, den ene er flyttet hjemme fra, så jeg indrømmer at jeg har rigeligt at se til. Der skal vaskes, gøres rent, købes ind, laves mad, læses lektier, bades, leges og læses godnathistorier osv. Og så er der altid nogle aktiviteter på skolen, forældremøder, forældre-hjem samtaler, ungernes fritidsinteresser, fødselsdage mm, hvor man er i dialog med de andre forældre, dertil kommer venner og bekendte, samt familie. Så jeg føler jeg har fyldt tiden ud med så meget jeg nu engang kan rumme.

Desværre er der også mange ting jeg ikke kan, hvor deres Far må tage over og lige som udfylde den der rolle med oplevelser. Jeg magter ikke biografer, stor centre, mange mennesker, restauranter, Tivoli, Bakken, Zoo osv, så der må han træde hjælpende til. Tiltider får jeg tilbagefald og kan ikke handle, så det der sociale kan ikke ret godt fungerer for lige MIG - jeg kan ikke tage ud og møde folk, eller bare sætte mig ind på ''pensionist caféen'' og sludre, da jeg også lider af OCD og ikke kan spise/drikke af andres service, kan ikke gå på offentlige toiletter, kan ikke røre ved håndtag, bordplader og den slags som der jo er en del af ude i verdenen....

Så der er mange ting involveret i min hverdag, som ikke altid er lige lette.
Men det med børnene, DET kan jeg finde ud af, og jeg er faktisk rigtig god til det.

Så jeg ser ofte mig selv som sådan en gammeldaws husmoder der laver maden fra bunden, bager mit eget brød, og er én som ungerne altid kan finde og som altid står klar i døren til at modtage dem, uanset hvad tid på dagen de kommer. Og nu hvor det ikke kan være anderledes, jamen så synes jeg faktisk at jeg har indfundet mig med identiteten og jeg kan faktisk også glæde mig lidt over, at mine børn ikke skal passes i institutioner fra 7 - 17, og komme hjem til aftensmad, for at blive hældt lige direkte i seng.
Jeg har tid til mine børn, altid. Og meget større bliver det nok ikke for mit vedkommende.

Må hellere tilføje, at jeg ikke er under 35, men er 41.

[ASR]

Ja, det føler jeg.

Når man møder fremmede mennesker er det et normalt small talke emne, det her hvad laver du?? At svare pensionist er dog rarere end sygemeldt.

Men jeg føler mest jeg mister noget som rollemodel, nok også fordi det er der mit fokus er nu. At argumentere for de skal lave de sure pligter når det er dem jeg selv er udfordret omkring. Der er en social konsekvens for børnene, selvom det er få legekammeraters forældre der fravælger pga min sociale status så findes de.


Men jeg ved også at det kan jeg ikke, det har været en hård anerkendelse og langt det meste af tiden kan jeg finde ro i den situation jeg er i. Jeg håber da min pension er midlertidig, men er samtidig realist nok til ikke at planlægge mit liv efter det.


Mit forslag som del af jeres løsning. At man som sygemeldt får en tovholder. Om det er en bisidder, en bostøtte, en støtte kontakt person eller noget 4 er egentlig ikke så vigtigt. Bare en der har styr på hvem man skal snakke om hvad. Istedet for man når at møde en bunke socialrådgivere der alle sammen starter ud med, kan du ikke give mig et kort oprids af hvorfor vi sidder her idag?? Jeg har haft utrolig stor glæde af min støtte kontakt person, hun har virkelig kunne skære igennem + det hun med hendes titel kan komme hurtigere igennem og at der bliver ringet tilbage til hende langt hurtigere end der gør til brugere.

[Semja]

Endnu en gang tak!

Ja når man sidder og læser indlægget om at have identitet som mor - så selv om jeg er mor, så kan jeg ikke sætte flueben ved alle de ting du kan - det må være en gave til børnene og især hvis du har fundet glæden i det, ja men igen vores samfund er jo nu strikket sådanne sammen, at det som oftest kræver, at vi er på arbejde i rigtig mange timer - og kan det ikke også være med til at skabe stressede børn - det tror jeg.

Ja en tovholder ville være en rigtig god ide - netop det og skulle møde mange forskellige socialrådgivere - og netop skulle starte forfra hver gang. Det er opslidende gang på gang og skulle rippe op i hele historien.

Tak for svar