Tusindvis fleksjobbere går ledige

[Stella]

der er mere end 12.000 nu men det aner journalisten ikke men der er lidt om om i dag i nyhederne.


Tusindvis fleksjobbere går ledige

http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyhede.../26/065845.htm

26. nov. 2007 07.06 Hovedstadsområdet Dr nyheder.

De står og tripper af utålmodighed og venter bare på at få tilbudt et arbejde. De 12.000 ledige fleksjobbere. Men de når ikke ud på arbejdspladserne, og det er de kede af.

De 12.000 ledige kommer fra 14 landsdækkende handicap- og patientorganisationer. Og at fleksjobberne har den lidt anderledes baggrund, det har mange arbejdsgivere berøringsangst overfor, siger direktøren for Jobcenter Østdanmark, Tommi Strandgaard til Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg mener, den afgørende faktor er, at man ude på jobcentrene og i virksomhederne mangler viden om de forskellige sygdomme, som kan ligge bag en nedsat arbejdsevne. For eksempel hvilke hensyn man kan tage på arbejdspladsen, når en fleksjobber har en psykisk lidelse, forklarer han.

Hans eget jobcenter har i dets fire leveår fundet fleksjob til 300 mennesker, som kommunerne og andre jobcentre ikke har kunnet. 83 procent af de mennesker er stadig i arbejde efter et år. Tommi Strandgaard mener, at det skyldes den viden, jobcentret har om handicap og sygdomme, derfor er de gode til at finde den rigtige fleksjobber til det rigtige job.

Og det lader til at være spild af god arbejdskraft, at de handicappede går ledige. Tommi Strandgaard anslår, at de 12.000 fleksjobbere har en arbejdsevne, der svarer til 4-6.000 fuldtidsstillinger.

I et fleksjob får den ansatte mindstelønnen, mens virksomheden får udbetalt en ydelse, der skal kompensere for at fleksjobberen ikke arbejder fuld tid.

[Stella]

Hey her er en kronik jeg lige har læst som er god...læs...

http://jp.dk/arkiv/?id=1167443

Kronik: Det såkaldt rummelige arbejdsmarked

Af Lisbeth Riisager Henriksen, cand. mag., Århus

Offentliggjort 14.11.07 Jyllandsposten.

Det danske arbejdsmarked er ikke godt nok til at integrere handicappede. Dagens kronikør zoomer ind på et felt mellem social- og dagpengelovgivningen, som ikke er koordineret, og som kan sætte en gruppe af handicappede i et vakuum, hvor de stilles i en umulig situation.

Vi har i Danmark siden midten af 1990'erne haft en arbejdsmarkedspolitisk tradition, der sigter på at gøre arbejdsmarkedet så rummeligt som muligt. Ideen blev politisk manifesteret i initiativet "Det rummelige arbejdsmarked", hvor man både lovgivnings- og aftalemæssigt ønskede at opfordrede til at forebygge udstødning, fastholde udstødningstruede og integrere/rekruttere udstødte på det almindelige arbejdsmarked.

Tanken var altså, at et udvidet samarbejde mellem lovgivning, offentlige myndigheder, virksomheder, personalepolitik, arbejdsmiljø og de udstødningstruede medarbejdere alt sammen kunne generere nye muligheder, hvor disse medarbejdere så fik lejlighed til at kunne bidrage aktivt til samfundet i en eller anden form. De grupper, som man typisk har tænkt på i denne forbindelse, er folk, der har en funktionsnedsættelse af social, fysisk eller psykisk art. Med andre ord handicappede samt flygtninge/indvandrere.

Som resultat af dette politiske initiativ blev der skabt muligheder for job på særlige vilkår. Blandt typerne af job på særlige vilkår er to hovedtyper med offentligt løntilskud: Fleksjob og skånejob.

Fleksjob kan etableres, hvor en ansat ikke har fuld arbejdsevne målt i forhold til et normalt fuldtidsjob på almindelige vilkår, og skånejob kan etableres til folk, der i forvejen får førtidspension.

Men hvordan er det så gået med at gøre arbejdsmarkedet rummeligt?

I en tid som den nuværende anno 2007, hvor arbejdsmarkedskonjunkturerne overordnet betragtet er særdeles positive med lav ledighed og voksende arbejdsmangel kunne det være endda økonomisk relevant at overveje dette endnu engang.

Ude i samfundet kan tanken om det rummelige arbejdsmarked nemlig sine steder synes som en floskel - fine ord, der afleder opmærksomheden fra, at arbejdsmarkedet måske ikke altid er så rummeligt endda.

I denne kronik vil jeg fokusere på én af de grupper, som principielt rummes af tanken om det rummelige arbejdsmarked, men somvi i Danmark ifølge kilder fra DPU faktisk ikke er så gode til at giverum og plads til på det almindelige arbejdsmarked: De handicappede.

Det blev for nylig lanceret i nyhederne, at handicappede i Danmark ofte bliver holdt ude fra det almindelige arbejdsmarked og reelt set lever i et parallelsamfund eller på særinstitutioner og særordninger. Det var resultatet af et nordisk forskningsprojekt, "Nordisk Inklusion", hvor forskere fra både Danmark, Norge, Sverige og Island havde undersøgt forholdene for handicappede i de forskellige lande. Lektor, ph.d. Charlotte Ringsmose fra DPU stod for den danske del af undersøgelsen og stod frem i dagspressen med nogle af konklusionerne. De var ikke ligefrem opløftende set i forhold til ønsket om et rummeligt arbejdsmarked.

Jeg kan tilføje, at et andet forhold også påvirker problemstillingen, nemlig den mærkelige danske tankegang, at man enten er 100 pct. arbejdsdygtig eller 100 pct. invalid.

Ideen manifesterer sig langt ind i hele det bureaukratiske system, som administrerer sociallovgivningen. Således kommer folk, som er delvist syge eller handicappede på kronisk eller anden basis, meget let i klemme mellem dagpengereglerne og sociallovgivningen, hvor der simpelthen er en gråzone, som ingen af de to lovgivninger reelt rummer. I dette gråzonefelt kan man, hvis man måske har nogle funktionsmæssige nedsættelser, befinde sig og opleve sig kastet mellem de to lovgivninger, som ikke arbejder helt optimalt sammen.

Er man fx kun delvist arbejdsdygtig på grund af sygdom, kan man komme til at stå med håret i postkassen og miste sin dagpengeret, eftersom man i praksis må siges ikke at være100 pct. stående til rådighed for arbejdsmarkedet. Men hvis man omvendt henvender sig til staten og kommunen for at få behandlet sin sag, kan der gå lang tid, før man får defineret sin situation og eventuelle funktionsnedsættelse - og nogle får heller ikke mulighed for at blive hjulpet af de sociale myndigheder, hvis sagen afvises.

I dette felt oplever nogle mennesker at blive kastet frem og tilbage og frem og tilbage, hvor ingen vil tage ansvaret for at placere personerne i én af kasserne, og dermed bliver de i praksis definerede som hverken syge eller raske. Men da kassesystemet reelt ikke rummer ret mange kasser, hvor folk kan være både delvist syge og delvist arbejdsdygtige, kan det ligefrem være en belastning at stå i en hverken-eller-situation.

Så længe disse definitionsmæssige usikkerheder eksisterer, kan man risikere at stå i et vakuum uden forsørgelsesgrundlag - med mindre man vælger at gå på dagpenge eller at lade sig sygemelde 100 pct. og altså igen definere sig som enten 100 pct. rask eller invalid.

En mulighed, som reelt sætter et moralsk og retsligt dilemma op, da personen i denne situation ikke står hundrede procent til rådighed for arbejdsmarkedet eller er hundrede procent syg eller invalid.

Det virker umiddelbart som en grotesk problemstilling, at man ikke har koordineret dagpengelovgivningen og sociallovningen, så de kan samarbejde og give reel plads til almindelige mennesker, som af forskellige årsager er delvist handicappede / syge, men ikke er helt invalide og derfor virkeligt ønsker at bidrage med et deltidsarbejde.

I en tid som vores med relativt lav ledighed og voksende arbejdsmangel kunne en mere hensigtsmæssig koordinering af de to lovgivninger lette tilværelsen for mange mennesker, der befinder sig i dette gråzonefelt, og give dem mulighed for at bidrage til arbejdsmarkedet på deltids-/fleksible vilkår, også mens sagen bliver afprøvet, men uden at de derved bliver stillet i en både juridisk, moralsk og økonomisk umulig situation.

Jeg vil hermed opfordre politikerne til at udrede gråzonen mellem de to lovgivninger og eksempelvis lave en lovgivning, der rummer dette mellemrumsfelt - som et felt, hvor det er lige så legalt at befinde sig i som i de to øvrige felter. Hvis ikke lovgivningen rummer alle tænkelige situationer, bliver det svært for arbejdsmarkedet at rumme dem, som befinder sig i dette midterfelt.

Et tredje forhold er så, at denne mærkelige danske tankegang med, at man enten er hundrede procent arbejdsdygtig eller hundrede procent invalid, også i høj grad præger dele af virksomhedskulturen. Her er der mange usagte normer, som er så indgroede, at de tilsyneladende ikke står til at ændre.

Normer om, at en professionel måde at bestride et job på kun kan foregå på fuldtidsniveau, og at man ikke ønsker at inddrage fleksible arbejdsvilkår i den udstrækning, at det kunne betyde et deltidsjob.

Det præger en hel del brancher, men ikke mindst mange akademiske jobs, hvorfor det eksempelvis gøres ekstra svært for veluddannede med videregående eller mellemlang uddannelse at få et fleksjob eller bare et deltidsjob, hvor de kan bidrage med deres faglige kvalifikationer og kompetencer. Der er ganske enkelt ikke så stor tradition for at tænke anderledes end i fuldtidsbeskæftigelser.

Dette afholder efter sigende bl.a. læger, andet sundhedspersonale og mange andre folk med en videregående uddannelse, men som af sygdomsmæssige grunde ikke kan klare et fuldtidsjob på almindelige vilkår, fra at besætte stillinger inden for sundhedsbranchen og andre akademisk traditionsbundne beskæftigelsesområder.

Derimod er der mere tradition for at tænke fx fleksjob for folk, der ikke har nogen eller kun meget kort uddannelse.

Mon ikke det i en periode som i dag med stor jobmangel snart er på tide, at man også rundt omkring i virksomhederne forsøger at besinde sig på, at alting ikke nødvendigvis behøver at foregå sådan, som det plejer, og at man måske kunne åbne op for at etablere fleksjob og deltidsjob i flere brancher end i dag? Uanset hvor meget lovgivningen måtte blive optimeret til at kunne rumme, så er det jo ikke nok, hvis ikke virksomhederne også vil være med. Her mener jeg, det er vort fælles ansvar i samfundet, at ideerne om rummelighed på arbejdsmarkedet bliver andet og mere end floskler.

[Buller1]

Kunne/ville dette dog kunne bruges som arbejdsredskab af Karen Jespersen.

Hilsen Randi