træt af at fortælle gud og hvermand om mine sygdomme- accepter dog

[mette thorsage]

Hvor er jeg glad for at have fundet dette sted til at "læsse af".....

Til jer alle:

[flora]

Jeg kan også til tider blive ualmindelig træt af at have et usynligt handicap, på trods af at jeg bestemt ikke misunder folk med synlige handicap.
Jeg har ikke noget problem med åbent at fortælle om at jeg er førtidspensionist, hvorfor, eller hvilke funktionsnedsættelser jeg har.
Men har efterhånden måtte erkende, at uanset hvor åben jeg er, eller hvor meget jeg forklarer stolpe op og stolpe ned om hvad jeg kan og ikke kan, så er der bare ikke meget forståelse eller accept at hente.
Jeg kan godt forstå det er svært for andre at forstå mine funktionsnedsættelser, jeg har selv svært ved at forstå dem.
Men det er dybt frusterende når folk ikke vil acceptere, at jeg rent faktisk er handicappet og ikke kan de samme ting som en rask.
En ting er når det er fremmedes uvidenhed og/eller fordomme jeg skal trækkes med, men folk der kender mig, familie osv, der vedbliver at komme med, selvfølgelig velmenende, råd om, hvordan jeg kan løse en masse ting ved "bare lige" at dit og dat.
Hvis der var en "bare lige" løsning, så havde jeg sgu da nok løst det forlængst!
Mange af deres "bare lige" løsninger er på niveau med at fortælle en blind at de skal da bare lige tage nogle køretimer, så kan de køre bil igen, eller du kan da bare cykle!
Eller hvis en i rullestol har yderligere helbredsproblemer pga en inaktiv hverdag, så skal de da bare tage at løbe sig en tur!
Eller hvad med forslaget om at forbedre en trængt økonomi, ved at tage sig et arbejde?
Jamen løsningsmodellerne er uanede for andre mennesker over for en førtidspensionist med usynlige handicaps. Og hvis jeg ikke selv kan se det, så er jeg da også selv ude om det!

[Enteneller]

Det vil til hver en tid og altid være sådan at de fleste "raske" mennesker ALDRIG kan og vil kunne sætte sig ind i hvordan en længere varende sygemeldt har det.

Er man sygemeldt går det nok over, er man fleksjobber er man sikkert bare "heldig"(fordi man jo så nok har ønske jobbet og er man ftpér er man vel nok bare lidt en samfundsnasser, der ikke vil ud af "pap-kassen" eller tror at man ikke kan.

Jeg prøver også at holde mig at forklare for meget, men man ender jo ofte ud i de længere varende af dem eller også ingenting, måske bør man bare for evigt holde sig til ingenting.

Når man bliver spurgt om job, kan man sige: fritids forsker, om hvor: i kommunen. Finder de ud af at man er syg/sygemeldt og belemres med: "Jamen du ser jo ikke syg ud", så kan man hvis man er rimelig træt af samtalen og personen svare: "Jamen du ser da heller ikke dum ud." (Hentet direkte fra K10)

[Kelle]

Der er ikke noget værre, end når man møder en gammel bekendt, og det typiske spørgsmål kommer "Nå jamen hvad laver du så for tiden?" "Øh, bøh... jeg var i gang med en HF, men det er på pause fordi jeg lige er syg for tiden" - uden at fortælle, at det har været "på pause" i over et halvt år efterhånden og man sikkert ikke vender tilbage. "Nå, hvad fejler du da?" spørger vennen, og så det der undersøgende blik og de der øjne, der siger "du ser da ikke spor syg ud." Og så bliver man nødt til at forklare hvad man fejler og hvad man måske fejler, for man er ikke engang færdig med at blive udredt endnu. Og så kommer hele den lange livshistorie. Derfor jeg har besluttet, at dem jeg ikke har ret meget med at gøre, dem fortæller jeg ikke noget. Basta. Så er der dem, der ved jeg er syg, men stadig ikke forstår det. "Jamen det er jo bare lige... det kan du da godt klare." Og når man så forklarer dem, at man ikke kan, og forklarer konsekvenserne af det, så virker det som om man jamrer, og så siger de straks "Tænk positivt, så får du det meget bedre." Ih, tak for rådet. Og dem der bare synes, man altid ser så frisk og glad ud. Ja de ser jo også kun en, når man har det godt nok til, at tage nogen steder. Og resten af dagen, eller de følgende dage, foregår så liggende i sengen eller på sofaen, for at genoplade det døde batteri. Og det er der ingen der ser. Og det er der heller ingen der skal vide noget om, for man vil jo heller ikke være til besvær eller have en masse ubrugelig medlidenhed, eller få identiteten som "den syge." Man vil ikke have de skal vide en hel masse, de skal bare forstå og respektere et nej...

[Lunasdatter]

Jamen, I bestemmer jo selv hvad og hvor meget I vil fortælle dem der spørger..
Giv dem en sludder for en sladder hvis I ikke mener at de skal ha noget at vide ... Men lad være med at være flov over den situation I er i .... ♥

Jeg blev sygemeldt nov 2005 - blev visiteret til flexjob i 2008 og her april 2011 førtidspension... Da jeg var sygemeldt og nogen spurgte, så fortalte jeg at jeg var sygemeldt ... og så var den ikke længere... og da jeg ventede på at få min pension og folk spurgte hvad jeg så ville bagefter, så svarede jeg at jeg ville til at danse .. med et stort grin for på det tidspunkt gik jeg meget dårligt på min venstre ben/fod...

Når jeg ikke gider at fortælle ret meget, så siger jeg bare at det skyldes en arbejdsskade .. og det er ikke engang løwn .. bare ikke hele sandheden

Kan andre ikke acceptere mig med de skavanker jeg nu har raget til mig og at jeg er førtidspensionist, så er det deres problem .. det kan sgi aldrig blive mit.....

Knus Lone

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af Lunasdatter

Kan andre ikke acceptere mig med de skavanker jeg nu har raget til mig og at jeg er førtidspensionist, så er det deres problem .. det kan sgi aldrig blive mit.....

Knus Lone

Kunne jeg bare sige sådan,jeg har altid selv forsøgt at,se bort fra mine skavanker,prøvet at følge med "de andre" tros smerter,nu kan jeg bare ikke følge med længer,og syntes jeg sidder med problemet selv
, ikke at blive accepteret,alle har så travlt,travlt,med at du skal da bare dit og dat,hvad tænker folk,som om man ikke har prøvet flere ting,for at få det bedre,og jeg har fundet min løsning på hvordan jeg får det best og har lige som accepteret mine skavanker,
det går kun galt når jeg skal afprøves igen og igen,og føler virkelig at folk flygter fra mig når jeg har det værst, så jeg nok heller ikke så festlig at være sammen med jo.,og jeg har så svært ved at tilgive at folk svigter,når jeg har mest brug for det.
Og så er det blevet mit problem.

[alanabith]

der giver jeg Lunasdatter ret.
man bestemmer jo selv hvor meget man vil fortælle. i mit tilfælde er jeg bedøvende ligeglad med hvad folk mener,kan de ik tåle jeg er fp nå ja så må de om det, jeg har det fint med det selv og det er det vigtigste

[FrkNorden]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

"Jamen du ser jo ikke syg ud", så kan man hvis man er rimelig træt af samtalen og personen svare: "Jamen du ser da heller ikke dum ud." (Hentet direkte fra K10)

HAHAHAHAHA Mon jeg skal sige sådan til min SB'er næste gang? Hun siger til hvert møde at jeg jo ikke ser syg ud og at hvis man ikke kendte mig, ville man ikke tro der var det miiiiiiindste galt med mig

[Chas]

Jeg er diagnosticeret kronisk depressiv, bipolar 2 og har generaliseret angst - og det kan bestemt ikke ses! Når jeg er sammen med venner kan jeg godt "lade" som om for en kort stund at jeg er på toppen, men når vi så går derfra, så er det sengen der kalder...

Det værste jeg har oplevet er en af vores venner som gav mig en ordentlig "røffel" : at det maåyye da være sidste udvej og jeg skulle da bare ud og arbejde, så jeg ikke groede fast derhjemme for det har ingen godt af.
Og nej : det er ikke godt at have faste balle-mærker i sofaen, men det har jeg heller ikke, bare fordi jeg søger ftp! Jeg har valgt familien frem for karrieren

[Lunasdatter]

Oprindeligt indsendt af c.l.e.o.

Kunne jeg bare sige sådan,jeg har altid selv forsøgt at,se bort fra mine skavanker,prøvet at følge med "de andre" tros smerter,nu kan jeg bare ikke følge med længer,og syntes jeg sidder med problemet selv
, ikke at blive accepteret,alle har så travlt,travlt,med at du skal da bare dit og dat,hvad tænker folk,som om man ikke har prøvet flere ting,for at få det bedre,og jeg har fundet min løsning på hvordan jeg får det best og har lige som accepteret mine skavanker,
det går kun galt når jeg skal afprøves igen og igen,og føler virkelig at folk flygter fra mig når jeg har det værst, så jeg nok heller ikke så festlig at være sammen med jo.,og jeg har så svært ved at tilgive at folk svigter,når jeg har mest brug for det.
Og så er det blevet mit problem.

c.l.e.o... jeg kan sgi heller ikke følge med de andre... men hvis de vil "følge" sammen med mig, så må vi tage hensyn til hinanden...

Jeg kan nemt følge dig i det der med at det går galt når man skal afprøves... også selvom jeg kun har været i arbejdsprøvning 2 gange...

Men sidste gang, da brændte jeg alle mine kræfter + reserver af mens jeg var et par timer på "jobbet" - der var slet ikke overskud til noget som helst når jeg var herhjemme hos mig selv... Bare at skulle i bad var næsten et dagsprojekt .. og mad blev til noget som satte sig på sidebenene.. en pappizza eller noget lign... (øv.. kæmper så med de skie kg nu )

Jeg brugte ikke mig selv .. jeg misbrugte mig selv... jeg ville jo ikke ha at der var nogen der skulle sige "hun kan heller ikke noget" !!

Heldigvis så skrev jeg det i min dagbog.. der var jeg hudløs ærlig... og lederen hvor jeg "jobbede" havde også øjne i hovedet.... så jeg blev stoppet 1 mdr før jeg ellers skulle slutte af min sagsbehandler og jobkonsulent... og det mundede så ud i en pension..

Og det der med at folk flygter fra dig når du har det værst.... det gør bare så ondt...

Jeg har skrevet det til dig før og gør det igen.... husk at passe godt på dig selv... du skal ikke bevise hvor mange smerter du kan udholde .. du skal finde en balance mellem evt 1-2 timers job og så stadig kunne være til i fritiden...

Jeg håber at du får en god livskvalitet.. og så kommer det overskud at du som noget naturligt fortæller.. jeg har det ikke så godt idag.. så jeg er lidt langsom... ♥

Knus Lone