Depression og revalidering - ikke muligt?

[lillemig]

Hej med jer,

Jeg ved ikke om det er det rette sted at henvende mig for hjælp? Sagen er den, at jeg (kvinde, pædagog, 29 år) på 10. måned er sygemeldt med angst og depression. Det har været en utrolig hård tid, idét min sygemelding også har været relateret til min opvækst, at jeg har fået et barn (=begyndende fødselsdepression), ligesom efter barsel at komme tilbage til min arbejdsplads i en institution (er udd. Pædagog) som ikke fungerede hvad angår det psykiske arbejdsmiljø. Sidstnævnte tog rigtig hårdt på mig, og til trods for at jeg forsøgte at "kæmpe på" og holde modet oppe i håbet på ændring/evt. nyt job, så endte det desværre med en sygemelding - fuldtid - deltid - fuldtid ..
Jeg er ”heldigvis” blevet afskediget fra mit arbejde under min sygemelding, men jeg er også, i min bearbejdelse nået til en erkendelse af, at jeg ikke kan/skal være Pædagog længere. Støttet af min praktiserende læge og af min psykolog (går til samtaler 2-4 gange om måneden) tror jeg ikke det er muligt for mig at fortsætte med at arbejde så tæt med andre mennesker, og i relationen til dem, idet det skaber stor angst for mig overhovedet at tænke på at skulle ud i ”feltet” som Pædagog igen.

Jeg er blevet fulgt af jobcenteret siden start; i første omgang én gang om ugen hos stress-/depressions-sygeplejerske og har fået tilbud om at deltage i en ”selvhjælpsgruppe” for stress- og depressionsramte på jobcenteret, hvilket jeg har takket nej til. På et tidspunkt blev det for meget for mig, at gå hos sygeplejersken, idet jeg følte at hun pressede mig og at jeg hver gang gik hjem og var rigtig ked af det – følte at det var helt håbløst nogensinde at komme ovenpå igen. Herefter har jeg været hos sagsbehandleren 1 gang om mdr, hvorefter de følgende dage – og efter sidste møde, i flere uger, har været helt nede og kysse jorden igen. Baggrunden er måske nemmere at læse udfra det følgende, som jeg skrev til hende efterfølgende for at få luft (det er ikke blevet afleveret!):

”””Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg specielt efter sidste møde gik hjem og var rigtig ked af det.
Det første du spurgte mig om, var hvordan det gik - selvfølgelig! Men jeg føler at det er i et mistroisk tonefald, så jeg skal forklare HVORFOR jeg har det som jeg har det! Hvis jeg kunne det, så sad jeg ikke i denne situation. Jeg har ikke selv valgt at komme i denne situation - måske jeg kunne have set advarselslamperne tidligere, men jeg forsøgte at klare det ligesom jeg virkelig forsøger at komme ovenpå igen nu. Men når jeg sidder hos dig, føler jeg ingen som helst forståelse for min situation. Jeg tvivler meget på mig selv, specielt når jeg bliver presset, fordi jeg har svært ved at sige fra.
Når jeg sidder her ved jeg godt at agendaen er at jeg kommer tilbage i arbejde - det vil jeg også VIRKELIG gerne, men det eneste jeg føler at jeg får ud af den hjælp du siger du giver mig, er at jeg føler at jeg bliver forsøgt presset ud i noget jeg ikke er klar til. Deraf bliver jeg utrolig stresset, ked af det og frem for alt opgivende.
- Det gør utrolig ondt på mig at jeg ikke føler at jeg bliver lyttet til, når jeg siger at jeg ikke er klar til at præstere på en arbejdsplads under normale vilkår. Jeg føler mig SÅ forkert når jeg her får at vide at jeg skal raskmelde mig og søge job - at det er MIT valgt fortsat at være sygemeldt! Måske - men jeg føler at det er det rigtige; bakket op af både læge og psykolog! Jeg føler ENDELIG at jeg kan begynde at passe på mig selv, og sige fra - og så skal jeg igen og igen forklare min sygemelding! Jeg KAN ikke på 5 min forklare hvorfor jeg er end her - og det gør så ondt hele tiden at skulle forsvare at jeg er sygemeldt!
Forrige gang gav du tydeligt udtryk for at du ikke forstod hvorfor jeg ikke havde sat mig ind i hvordan I kunne hjælpe mig/hvilke tilbud I havde.. For det første har jeg ikke haft overskud til at indhente de oplysninger selv - og for det andet så har jeg levet i troen på at jeg nok skulle få det godt igen/få et normalt arbejde så jeg kunne/kan forsørge min familie.. Det har været svært for mig ikke at vide HVORNÅR dét er - og det gør det ikke nemmere at blive spurgt om hernede én gang om mdr - og forventes et svar! Jeg ved det ikke - jeg har som sagt ikke selv valgt at have det sådan her - og jeg ved ikke hvad udsigten er, eller hvordan jeg nogensinde skal få et 100% normalt liv igen!
Det påvirker hele min hverdag at være i denne situation; nogle dage har jeg mere overskud/energi end andre, nogle dage kan jeg godt tåle lidt modgang eller at skulle kæmpe for noget, andre dage slår det mig helt ud! Jeg ved ikke hvor langt jeg er i "processen" af at få det bedre - men jeg ville ønske at jeg vidste det! Jeg har ikke prøvet at ”være her” før, og deraf ved jeg ikke hvad der kommer til at ske.
.. Ved sidste møde havde jeg ressourceprofilen med udfyldt, men jeg kendte/kender ikke dens "funktion" og brugte derfor rigtig lang tid og mange kræfter på den, hvorfor det gjorde mig rigtig ked af det at du ikke engang kiggede på den! .. Jeg føler at jeg sidder her og med udfyldelsen af den vender fuldstændig vrangen ud på mig selv i håbet om en håndsrækning, men jeg føler MIG slet ikke set eller anerkendt for min situation, hvilket bare kører mig helt i knæ igen!
.. Jeg satte mig ind i hvilke tilbud I havde hjemme - optil sidste møde, og fik konkretiseret min forstsatte drøm om at blive advokatsekretær! Dette fortalte jeg dig om - men jeg følte at jeg blev mødt at en mur: "det kan ikke lade sig gøre".. Du sagde; du er ikke syg nok til en revalidering + det er dit valg ikke at ville arbejde som pædagog, men det kan godt være at du kommer til det alligevel, det kan jeg ikke garantere! .. Dette slog fuldsstændig benene væk under mig - jeg føler ikke at jeg har bedt om eller krævet noget! Tværtimod!
- Det er IKKE mit valg at jeg er kørt ned! Og det er ikke et valg at jeg ikke kan arbejde som pædagog mere; jeg har fundet ud af at jeg ikke egner mig til at være pædagog, og at jeg derfor vil omskoles - det handler KUN for mig om ikke at ende i denne situation igen hvis jeg kan undgå det, og det fik jeg ved forrige møde indtryk af at I kunne hjælpe med, men at jeg selv skulle undersøge tilbud/muligheder fra JC side! Det har jeg gjort - og en af de sidste bemærkninger ved sidste møde; "til næste gang skal du finde udaf hvad du vil", kendte jeg allerede svaret på dér; jeg vil omskoles/tage en anden uddannelse - med eller uden jeres hjælp, men nu er jeg nødt til at holde fokus på at blive rask og forsøge, også efter dette møde at kæmpe videre!
Det gør mig så enormt ked af det, at hver gang jeg kommer her på JC, så brister mine drømme og du kritiserer de aktører der VIRKELIG hjælper mig/som jeg føler forstår mig! . Det virker som om, at det hele for dig/jer handler om bare at få mig ind i statistikerne og ud på arbejdsmarkedet, uanfægtet at jeg højest sandssynligt ender samme sted igen når jeg bliver presset! ;(”””..

Siden det sidste møde, for en måned siden, har jeg fået det tiltagende dårligt, og jeg kan overhovedet ikke overskue min ”fremtid”.. Jeg var egentlig begyndt at have dage hvor jeg kunne fungere, og havde overskud til at gøre nogle ting for mig selv ligesom at klare nogle af de daglige gøremål herhjemme. - Og jeg var begyndt at drømme/have håb for at fremtiden ville lysne og at jeg kunne tage den uddannelse der altid har været min 1. prioritet. .. Nu føler jeg bare at jeg er helt nede og vende igen, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg kæmper og kæmper, og hele tiden trædes jeg på og ryger ned igen.. - Hvad skal der dog blive af mig? Som sagsbehandleren på JC siger; ”dét kan jo ikke blive ved”! Jeg føler mig på én eller anden måde bare SÅ forrådt; først bebrejdes jeg for ikke at have undersøgt mine muligheder for hjælp på JC, og når jeg så undersøger muligheden for revalidering ift. omskoling til Advokatsekretær får jeg at vide at jeg ikke er ”syg nok” – på hvilket grundlag? Hun har modtaget en status fra min læge, hvori der står at jeg ikke regnes for at være klar til arbejdsmarkedet pt.. Hun ønsker ikke en udtalelse fra min psykolog; han kan jo alligevel ikke fortælle noget vi ikke allerede ved – og ham skal jeg i øvrigt ikke blive afhængig af! (<-- hendes ord!)
Jeg er bare sådan i vildrede – på sigt er det måske en mulighed at søge noget ufaglært arbejde, så jeg ikke behøver at arbejde som Pædagog, men sådan er min situation jo bare ikke ligenu – og i øvrigt ville det problematisere vores økonomi mere end den allerede er nu på Sygedagpenge! Desværre har jeg heller ikke selv mulighed for at tage en anden uddannelse, rent økonomisk – årh mand! Jeg føler bare: jeg har overhovedet ikke brug for dét pres! Jeg føler mig til besvær, jeg føler at jeg nasser på samfundet, jeg føler mig fuldsstændig overladt til mig selv - jeg VIL så gerne! Jeg vil klare mig selv - jeg kan bare ikke ligenu, det hele synes bare at være ét stort nederlag!

- Kan man kontakte nogle andre for at ansøge om revalidering; eller hjælp til at komme videre i et andet fag - stille og roligt! Alt har jo kun fungeret mundtligt, så jeg kan ikke engang foreligge mit "afslag", for der er jo ikke noget! ..

(Undskyld hvis det er lidt rodet! Håber du/I kan forstå hvad jeg skriver )

[Vovse]

Jeg skriver ikke så meget nu, måske kommer der også andre med gode bud.

Men hvis din sb (sagsbehandler) siger noget der lyder mystisk, så bed om at få det på skrift.

Du kan evt. gøre det, at når du har været til møde, så sætter du dig og skriver en mail til din sb hvori du refererer til de ting hun sagde på mødet, og så slutter dum mailen af med, at spørge om du har forstået det korrekt.

Så vil jeg love dig, at hun med stor sandsynlighed vil gøre dig opmærksom på, at du husker forkert hvad angår hendes mystiske udtalelser.

Sørg for at få alt på skrift, og når du afleverer noget på kommunen, så aflever det personligt ved skranken og bed om en kvittering på, at de har modtaget det.

Du har ret til at få aktindsigt i den sag i kommunen, du kan benytte denne til det (fundet under nyttige links): http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt.pdf
Så kan du se hvad der ligger i din sag, og du kan f.eks. tjekke om de relevante lægepapirer nu også er der.
Ting har det med at forsvinde.

Velkommen til K10, jeg er helt sikker på, at du vil få stor glæde af siden.

[gunvor]

Hej Lillemig

Forstår til fulde at du føler dig presset, og synes det er fint du siger fra, når det bliver for meget. Ligesom det er helt urimeligt at blive SB beder dig om at finde ud af hvordan de kan hjælpe dig, når det er SB lovmæssige pligt at hjælpe dig tilbage til en velfungerende arbejde.

Du skriver at du har opbakning fra din prak. læge og går hos en psykolog. Desværre er det sådan i SDP-systemmet at psykiateres ord vægtes langt mere end psykolog, hvorfor jeg (ud voer Vovses foreslag) vil foreslå dig, at få en henvsining fra din prak. læge til en psykiater. Men gerne en også har nogen psykoterapeutisk erfaring. Men en sådan, hvor du også her føler der er rum for dig og den sitaution du står i pt., har du bl.a. mulighed for, hvis det bliver nødvendigt, at få en udtalelse til at støtte dig i forhold til SB/Jobcenter sammen m. din prak. læge.

Og så vil jeg ikke mindst anbefale dig, at få dig en bisidder, gerne fra din fagforening, går ud fra du er i BUPL. Som kan hjælpe dig med at være tovholder på din sag, tage med til møder m. SB, så vedkommendes spydige bemærkninger stopper. Hvis du må tage alene afsted, så optag skjult, enten via mobil el. MP3, og ellers sørg få at have så meget på skrift, som muligt.

Med en tovholder vil der også være en der så vidt muligt kan skærme dig for eks. mod at du selv skal lave din RP helt alene ect., da vedkommende kan støtte op om at du i tide får en løsning for hjælp, når du nu er i 10 mdr. for dine SDP, og falder for varighedsgrænsen, hvis du ikke forlænges om ca. 2 dmr. Det er derfor meget vigtigt, du får en sådan NU, således at der straks bliver kigget fremadrettet i forhold til evt. forlængelse, og en handleplan for hvad der kan gøres, for at du ikke mindst får det bedre, men ikke skal udsættes for unødige set back, nu når du arbejder på at få det bedre.

Mange hilsner

Gunvor

[Ingrid]

Lillemig.

Hvis den eneste lægeudtalelse siger at du ikke er parat til arbejdsmarkedet p.t - så er det alt for lidt at basere en revalidering/fleksjob/pension på. Dèt p.t siger jo, at det er lige her og nu, du ikke er arbejdsmarkedsparat. Din tilstand/sygdom skal vare varig og uden muligheder for behandling og uden udsigt til at tilstanden/sygdommen forbedres. Er revalidering mulig, så skal man ikke forvente at man "bare" får en helt anden uddannelse, efter eget ønske og hvad man sådan selv brænder for. Måske ses der på en viderebygning af den uddannelse du allerede har, sådan at det kan bruges i en administrativ stilling inden for dit pædagogfag - en revalidering er absolut IKKE ensbetydende med en ny uddannelse, revalidering kan være alt fra et enkelt kursus eller en uddannelse af 5 års varighed.

Men hvad siger din læge og psykolog, og hvad mener de om din fremtid på arbejdsmarkedet, kan du behandles og er der udsigter til at du bliver helt rask igen, når din behandling hos psykologen er helt færdig?

Sagsbehandleren har sådan set ret, tiden går og noget skal der findes ud af, INDEN du falder for sygedagpengefristen. Dine lægepapirer bør indeholde prognosen for din fremtidige tilstand, er den varig og stationær og uden behandlingsmuligheder? Uden disse ord/lignende ord, så har du desværre en dårlig sag i forhold til revalidering.

Men jeg syntes det er fint med det brev til din sagsbehandler, man føler jo det man føler og nogengange er det bedre med papir. Men alfa og omega i din sag lige nu, er dine læge/psykologudtalelser om din tilstand, dèt ikke arbejdsmarkedsparat p.t, siger intet om din tilstand i fremtiden og er alt for lidt at basere en afgørelse om hele din fremtid på.

Så mit råd, flere lægeoplysninger om din tilstand/sygdom og regner lægen/psykologen med, at du med den rette behandling får det bedre/bliver rask igen?

Måske du skal genoverveje det stress/depressions tilbud du har fået, kan de ikke hjælpe dig dèr så vil en udtalelse derfra, alt andet lige, måske være gavnligt i din sag om revalidering og medvirke til, at få lukket et muligt behandlingsmuligshedshul.

[Håber]

Jeg forstår til fulde din situation da jeg selv har stået det - jeg havde endda papirer på, at jeg aldrig kan vende tilbage til tidligere erhverv, men det har ikke gjort nogen forskel. Jeg endte på egenforsørgelse da kommunen efter varighedsbegrænsningen mente, at jeg iøvrigt burde have været forbi en psykiater, uden de på noget tidspunkt har haft stillet krav herop tidligere.

Så mit råd til dig vil klart være, at få en henvisning til en psykiater og hvis du ikke allerede er på medicin, så kom i gang med det. Før de to ting er sat i gang kommer du ikke videre og bliver formentlig heller ikke forlænget.

Mht revalidering, så va sb's ord til mig omkring det at reglerne i dag er sådan, at du ikke får en revalidering hvis du kan klare et hvilket som helst job på arbejdsmarkedet uden - om det så er flaskedreng i Bilka, så er det sådan det er! Der bliver heller ikke set på overhovedet hvordan chancerne er for overhovedet at få noget at lave som ufaglært eller indenfor et nyt fag ej heller på, hvordan en lang periode med ledighed og gentagende afslag formentlig vil medføre en ny depression....det er de kortsigtede løsningeres tid!!!!

Ovenstående er ikke skrevet for at tage modet fra dig, men fordi det bare er så vigtigt at få øjnene op for realiteterne!!!

[Solnedgang]

Hej lillemig

Vil starte med at sige at der er masser af håb endnu.

Du har kun været sygemeldt i ti måneder. En depression varer faktisk et helt år sådan kemisk set, så du er slet ikke hverken rask eller klar til at komme igang med noget nyt.

Jeg vil foreslå at du bliver henvist til et langvarigt psykoterapeutisk forløb, men det er der lang ventetid på de fleste steder.

Inden da skal du have dine sygedagpenge forlænget, så du ikke skal spekulere over det økonomiske.

Og ellers skal der egentlig ikke foregå mere end at du vender langsomt tilbage til din hverdag (hverdag skal her forstås som: At stå op, gå i bad, spise morgenmad, lave små aktiviteter, slappe af).

Det er en del af depressionen at tænke at man er til besvær, ikke noget værd, aldrig kommer i gang på arbejdsmarkedet igen osv. Så du er helt normal.

Tiden vil gå sin gang og det vil vise sig om du skal omskoles når du er klar til det.

Indtil da skal du efter loven kun møde op i Jobcentret hver tredje måned til en samtale, og her skal der tales om job og ikke din sygdom. Lad dem ikke få dig til at udlevere dig selv mere. Sygdommen taler du med din læge og din psykolog om.

Jeg ville ikke aflevere det brev du har formuleret, da det desværre nok ikke bliver taget imod i den ånd som du forventer.

God bedring.

[Håber]

Oprindeligt indsendt af Solnedgang

Indtil da skal du efter loven kun møde op i Jobcentret hver tredje måned til en samtale,

Det kommer vel an på, hvilken matchgruppe hun er i?

[Anne Mette]

Er helt enig med flere af de andre, få den udtalelse på skrift!

Det virker tit rigtig godt at lave en slags referat eller lign. og bede om kommentarer. Eller simpelthen skrive: Er det korrekt opfattet at du sagde sådan og sådan og skal det forstås på denne måde?

Og lad mig lige slå fast med det samme: Man kan godt få revalidering med en depression. Men det er nok desværre afhængig af kommune og sagsbehandler, som det jo så ofte er

Du skal tænke meget over hvordan du formulerer dig, for hvis du lyder for dårlig eller de syntes du lyder som om du "bare hyler" så kan det blive opfattet meget negativt og det er der ingen grund til.

Prøv at holde dine følelser ude af det du skriver, ved godt det kan være svært, men det kan være nyttigt at gøre forsøget! Ved godt det lyder lidt barskt, for man har jo mest lyst til at hælde det hele i hovedet på dem, men de kan opfatte den slags meget negativt og dermed kan det være en bremse ifm. fremtidige tiltag!

Er der indhentet oplysninger fra din egen læge og psykolog til din sag? Ellers var det en idé at foreslå sagsbehandleren dette. Det kan nemlig være en god ting ifm. at vurdere hvordan din situation ser ud og hvordan de vurderer dine muligheder for tilbagevenden til arbejdsmarkedet!

KH
AM

[Chas]

INdrømmer jeg ikke har læst det hele - kan ikke koncentrere mig om så lange indslag.

Vil bare sige at du skal få en henvisning til en psykiater. Ved ikke om du er på medicin, men ellers se at komme det - ellers vil kommunen aldrig gå visere med din sag.

Sidst : Når man er deprimeret forvrænger man tit andres ord, så de bliver negative i dit eget hoved. Man nærmest "søger" (ubevidst) at få udtalelserne til at "nedgøre" en selv. Man føler at man heletiden er nødt til at forsvare sig pga den skyld og skam man ofte render rundt med. Måske er SB ikke helt så negativt indstillet som du tror

Mvh Chastine -diagnosticeret kronisk dep efter snart 6 år i psykiatrien

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Solnedgang

Jeg ville ikke aflevere det brev du har formuleret, da det desværre nok ikke bliver taget imod i den ånd som du forventer.

God bedring.

Dette er jeg enig i.

Det er en anden sag hvis du på et tidspunkt har nogle reelle klagepunkter, så kan du skrive en klage, men heri bør man også udelade alt om følelser og holde sig til fakta.

Med brevet vedr. dine følelser risikerer du blot, at sb ryster på hovedet af dig.

I systemet er det de røde tal på bundlinien det hele handler om, intet andet end økonomi, endda kortsigtet økonomi.

Oftest (for ikke at sige altid) er sb dikteret ovenfra hvordan de skal gebærde sig i div. situationer, og det hele er ud fra et økonomisk perspektiv, der er ikke plads til følelser, desværre.