Årh, for fa'en...

[annagw]

Jeg fik samme idé for et lille år siden. Vupti, så startede jeg på pædagoguddannelsen med handicaptillæg og søgte mentor.
Røg lige lukt i en ordentlig nedtur - og har så endnu et nederlag med i bagagen.
Jeg vil naturligvis ikke afskrive idéen, men nu tror jeg lige, at jeg skal fokusere på at finde ud af, om jeg overhovedet kan håndtere en arbejdsprøvning.
Hvis ikke jeg kan møde op og holde fast i tilknytningen til noget selv når motivationen daler, så er det jo helt urealistisk at kunne klare en uddannelse...

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af annagw

Jeg vil naturligvis ikke afskrive idéen, men nu tror jeg lige, at jeg skal fokusere på at finde ud af, om jeg overhovedet kan håndtere en arbejdsprøvning.
Hvis ikke jeg kan møde op og holde fast i tilknytningen til noget selv når motivationen daler, så er det jo helt urealistisk at kunne klare en uddannelse...

Annagw, har du ikke nogle der kan hjælpe dig med motivationen/koncentrationen til at møde op, når det kommer til det ? Det er jo højst sandsynligt en del at din sygdom og noget du måske ikke selv er herre over ?

Jeg var/ er i en helt anden bold gade, jeg møder op for en hver pris, koste hvad det vil og det har kostet, men for dit vedkommende lyder det klart som noget du ikke selv er i stand til at styre, er det når du bliver presset at du evt. slår "møde-pligten" fra ?

EE

[annagw]

Jeg ved ikke helt hvad der sker. Jeg er ret sikker på, at der er en form for angst involveret.

Jeg bor ikke sammen med nogen der kunne hjælpe mig ud ad døren, og jeg ved heller ikke, om det ville være nok.
Jeg tænker, at en nødvendighed i forbindelse med job vil være at jeg har flextid oveni stærkt nedsat tid.

Jeg er svingende i mit overskud i alle henseender, deriblandt at være mellem andre mennesker og i mit selvbillede. På dage hvor jeg helst ikke vil interagere med andre er det virkelig svært at komme afsted.

Faktisk er det også tilstede i min hverdag nu hvor jeg ikke skal andet end ned og træne mindst tre gange om ugen.
Den samme ulyst eller følelse af ubehag dukker op en gang i mellem - og det kan også dreje sig om dage hvor det er en overvindelse bare at komme ud ad døren for at komme ned og handle. Verden er bare for stor en gang i mellem.

Det irriterer mig grænseløst at jeg har det sådan.

Der er jo dage hvor jeg ikke har nogen problemer i den henseende og er fuld af overskud.

[ReneChr]

@Annagw

Jeg er helt ny herinde, men er allerede temmelig "rørt" efter at have læst det meste af din situation i denne tråd. Det er rystende, at høre et andet menneske sætte ord på lige præcist, hvordan man selv har det, og de følelser man render rundt med. Du rammer det perfekt, og jeg har gennegående de fleste af dine diagnoser også.

Jeg er selv lige blevet tildelt min førtidspension efter mange år i systemet, hvor de har kastet mig rundt i diverse, som desværre aldrig har bragt noget brugtbart med sig. Endelig endte det så med, at min psykiater fik slået tingene fast én gang for alle, så systemet endelig fattede, at jeg havde brug for en førtidspension, og at det handlede om, at mit liv blev bedst muligt levbart.

Jeg er blevet tilkendt min pension fra d. 1-12, og det betyder ALT for mig. Det kommer til at give mig en ro, og det fjerner mange bekymringer omkring økonomi. Nu bliver det reelt til at kunne overleve, og det vil uden tvivl forbedre min livskvalitet. Alle problemerne forsvinder naturligvis ikke, blot fordi man har fået en førtidspension, men jeg er overbevist om, at det letter rigtigt mange ting, som plejer at give grund til bekymring.

Well, vil egentlig bare ønske dig held og lykke! Jeg tror, at en førtidspension også vil være det bedste for dig. Det jeg har læst her, kunne næppe passe bedre på mig, end det gør, så derfor vil det være min anbefaling til dig! Det er ikke holdbart at blive ved at rende panden ind i muren og evindelige nederlag, fordi man er eller andet sted jagter noget, som reelt ikke kommer til at ske - forstår du? Det bedste er, at livet bliver bedst muligt levbart

[Enteneller]

Hej René,

Velkommen til K10 og tillykke med din pension, super fedt.

Håber at du Anna stadig er ved godt mod. Selvfølgelig skal det da prøves om du kan komme i en form for job eller uddannelse. Det kan man så også ved en ftp. hvis det ender med det for dit vedkommende.

Det lyder også godt med flekstid I må jo se hvad det bliver til. Du vil sikkert først møde skriften på væggen i den kommende arbejdsprøvning, men husk på at for "sådan nogle som os", der tager der flere måneder, ja måske år, før vi har vænnet os til et evt. nyt liv på arbejdsmarkedet. Så det hele kommer ikke på 3 mdr. der skal arbejdes med processen både den ene og den anden vej.

Kh. EE

[annagw]

Tjo, jeg er ihvertfald ved nogenlunde mod.
Jeg er klar til at skulle afprøve det.
Nogengange tænker jeg, at selvfølgelig kan jeg klare det, for man kan hvad man vil. Andre gange tænker jeg, at eftersom min bremseklods allerede er trådt til ved tanken om at skulle deltage i et eller andet meningsløst i Springbræt er det helt umuligt.
Jeg vil så gerne og har meget svært ved acceptere det jeg ikke kan. Det er ris til egen røv.

Ironisk nok tror jeg, at en del af problemet er, at der gennem året har været så lang ventetid på at kommunen har sat nyt i værk efter diverse ting er afsluttet.
De evner jeg når at få trænet op når at forsvinde igen inden jeg kommer videre.

Finder det meget uhensigtsmæssigt, at man først kommer til samtale når et forløb udløber, i stedet for fx. tre uger før, så det næste kan starte så snart det forrige afslutter.

Rene -
Jeg vil så nødigt på pension. De dage jeg trods alt anser det som det mest realistiske, tænker jeg, at hvis jeg ender der, så pakker jeg en kuffert og tager langt væk for at tænke over hvad jeg skal bruge mit liv på...
Hvor gammel er du og hvor længe var du i systemet inden pension?

[ReneChr]

@Enteneller,

Tak for den pæne velkomst

@Annagz

Jeg bliver 29 år her til Januar, og har været i systemet on and off, siden jeg blev 18 år. Jeg har forsøgt mig med uendelige udannelser, og diverse elevpladser er det også blevet til. Du skriver selv, at du så gerne vil, og har svært ved at acceptere det faktum, at man faktisk ikke kan - Sådan havde jeg det selv, og derfor blev jeg også ved og ved med at forsøge. Desværre endte det bare hver gang med endnu et nederlag, og livet blev blot værre og værre at holde ud.

Det er stadig ikke gået op for mig selv, at jeg nu er førtidspensionist. Det er så svært at acceptere, at det endte med det. Mit hovede har aldrig fejlet noget bogligt og jeg har haft flere elevpladser på hånden - mulighederne har ligget lige foran mine fødder, men de blev desværre aldrig realisteret. Det er pisse svært, men jeg vil selv nu forsøge at forlige mig med, at jeg er endt på den førtidspension, og så få det bedst mulige ud af det. Det bliver uden tvivl en hård kamp, men jeg er omvendt overbevist om, at det bliver lettere, end hvis jeg havde forsat med at kæmpe for det "normale live", hvis du forstår

/René

[annagw]

Great... Nu har jeg fået konstateret Laktoseintolerans.

Men så må jeg prøve mig med en vegansk periode (det eneste animalske jeg indtager nu er mælk og ost).

Vil nu en gang være rart at få orden i maven.

[malofa]

Var det ikke bedre at undvære mælk og ost? Det er jo netop i de produkter, der er masser af mælkesukker... Men træls oveni alt det andet!

[annagw]

Vegansk kost er helt fri for animalske produkter.

Indtil nu har jeg været vegetar med mælkeprodukter som eneste animalske kost.

Så det jeg mente var, at jeg nu må holde op med at spise mælkeprodukter