Har kommunen tvunget dig til at tage lykkepiller?

[MortenB]

DRs nyhedsmagasin 21 Søndag er ved at undersøge, hvorvidt det er lovligt, at en kommune eller anden aktør kan kræve, at en borger skal tage antidepressiver (også kendt som lykkepiller) for at kunne blive ved med at modtage en bestemt ydelse, som fx sygedagpenge.

Derfor søger vi kontakt til borgere, der har prøvet eller står i situationen.

Vi er også interesserede i sager, hvor folk har fået bud på at tage en anden type medicin for at få den offentlige understøttelse, men udgangspunktet er antidepressiver.

Vi har fuld forståelse for, at sådan en sag kan være svær at snakke om af flere grunde. I første omgang er vi dog kun interesseret i at snakke med dig til baggrund. Det vil altså sige, at hvad vi taler om i telefonen IKKE kommer ud nogen steder. Hvis vi så finder din sag interessant, og du selv synes om sammenhængen, som vi evt. vil sætte den ind i, så kan vi begynde at overveje at lave TV. Men det er først noget senere. I første omgang taler vi bare til baggrund.

Vores interesse går på at finde ud af, hvor udbredt er det, at kommunen kræver, at borgeren skal tage lykkepiller for at få en offentlig ydelse?
Og hvor lovligt er det?
Vi har endda hørt om tilfælde, hvor socialrådgivere foreslår lykkepiller som behandling, selv om hverken læge eller andre sundhedspersoner har foreslået dét. Er du en af dem?

Du kan kontakte:

Researcher Morten Bønke – tlf. 2854 4898. Email [email protected]
Journalist Christian Degn – tlf. 2854 1642. Email [email protected]

[annagw]

Hej Morten.
Kan I som medie ikke bruge den korrekte betegnelse antidepressiv medicin?
"Lykkepiller" eksisterer ikke!
Når det er sagt er jeg overbevist om, at I nok skal få en masse henvendelser.

Se bl.a. disse tråde:
http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...ressiv+medicin
http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...ressiv+medicin

[adbib]

Hej Morten.

Jeg tror mere det er en sagsbehandler fremfor en socialrådgiver, der kan være tale om.

[annagw]

Oprindeligt indsendt af MortenB

Vores interesse går på at finde ud af, hvor udbredt er det, at kommunen kræver, at borgeren skal tage lykkepiller for at få en offentlig ydelse?
Og hvor lovligt er det?
Vi har endda hørt om tilfælde, hvor socialrådgivere foreslår lykkepiller som behandling, selv om hverken læge eller andre sundhedspersoner har foreslået dét. Er du en af dem?

I den sammenhæng kunne det være interessant om I vil tage lovligheden af sådanne vurderinger fra lægmænd op.
Vi har flere gange herinde talt om hvorvidt det når sagsbehandlere m.m. kommer med forslag til diagnoser og medicinering går ind under lovgivningen om udøvelse af lægegerningen.

[Multe]

Oprindeligt indsendt af adbib

Hej Morten.

Jeg tror mere det er en sagsbehandler fremfor en socialrådgiver, der kan være tale om.

Nemli' adbib...

BEGREBSAFKLARING:

Socialrådgiver = Humanisk menneskesyn der leverer en faglig dygtig sagsbehandling.

Sagsbehandler(sagsmishandler) = Kommunens "mand" der implicit leverer en faglig udygtig sagsbehandling, og mange gange er denne tilmed ulovlig.


.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Multe

BEGREBSAFKLARING:

Socialrådgiver = Humanisk menneskesyn der leverer en faglig dygtig sagsbehandling.

Sagsbehandler(sagsmishandler) = Kommunens "mand" der implicit leverer en faglig udygtig sagsbehandling, og mange gange er denne tilmed ulovlig.
.

Var det dog bare så simpelt.

Men det er det altså ikke. Desværre.

Den der lavede mest lo.. i min sag var den, der havde den bedste uddannelse.

Og den, der førte min sag til en pension, var kontoruddannet.

[Tassi]

Hej Morten

Jeg er ikke interesseret i at stille op i medierne, men vil gerne fortælle om min oplevelse, så du har lidt mere erfaringsbaggrund

Jeg blev sygemeldt gr stress (egen diagnose) i 2006. Forgæves bad jeg kommunen om hjælp til at finde ud af, hvad der var galt med mig, men der var ingen hjælp at hente overhovedet. Som om der lå en forventning om mirakuløs selvhelbredelse. Jeg var MEGET ressourcesvag.
Jeg greb i øst og vest for at finde synlige forklaringer, og fandt endelig ud af at henvende mig til en psykiater i 2009. Han havde 10 minutter til mig. Ti minutter til at vurdere et fremmed menneske med nogle meget komplicerede problemstillinger. Alt imens han sad og trippede, da han havde dobbeltbooket tid. Konsultationen afsluttede med at han vurderede, jeg havde en depression, og ville give mig anti-depressiver
Jeg nægtede. Fordi jeg var ganske overbevist om, at jeg ikke havde en depression. Ikke fordi jeg nægtede at blive medicineret, men ville være sikker på, at jeg blev medicineret korrekt!

Jeg får tanken om, at jeg måske kan have ADHD og henvender mig til anden psykiater (i en by langt væk) for udredning. Denne konkluderer at jeg ikke har ADHD, og selvom jeg svarer positivt i fht depressionsskemaet, må han konkludere, at jeg i alle fald ikke har en typisk depression. Han vidste ikke lige, hvad han skulle gøre med mig, da det lå fast, det ville kræve at samtaleforløb at afgøre, hvad mine problemer var. Da han bor langt væk, kan det ikke foregå hos ham, og han kan derfor ikke hjælpe mig mere. Han tilbyder mig en recept på antidepressiver, men lader det være helt op til mig at vurdere om jeg har brug for den. Understreger at det er vigtigt med et samtaleforløb for at finde frem til en diagnose

Jeg er på dette tidspunkt i arbejdsprøvning og fortæller dér om mine frustrationer over ikke at være kommet et skridt videre, og blot få en recept i hånden. Fortæller dem at jeg ikke vil medicineres mod depression, når jeg nu VED at der er noget andet fat. At jeg synes det må være ganske væsentligt at finde ud af, hvad årsagen til mine problemer er, istedet for at parkere mig på en depressionshylde, jeg slet ikke høre hjemme på

Det meste af mit arbejdsprøvningsforløb er jeg sygemeldt i både kortere og længere perioder (er der stort set ikke). Da det har stået på et halvt år, får jeg så den barske besked; at jeg forhaler egen raskmelding ved at nægte at tage anti-depressiver, som nu to psykiatere har tilbudt at give mig. Da det også er tydeligt at jeg ikke formår at få styr på mit eget liv af mig selv, lever jeg derfor ikke længere op til kravene om at få sygedagpenge
(arbejdsprøvningen havde godt nok sendt mig til arbejdspsykologisk undersøgelse, men udover selve undersøgelsen, stadig ingen hjælp til at identificere/afhjælpe mine problemer)
Jeg har under arbejdsprøvningsforløbet udviklet panikangst, og da jeg får denne besked mister jeg den sidste kontrol. Går fuldstændig ned med flaget. Henvender mig igen til '10-min-psykiateren' og beder om at blive medicineret (som vel at mærke nu medicinerer mig mod angsten. Depression bliver overhovedet ikke nævnt). Systemet er nu 'tilfreds', og jeg bibeholder mine sygedagpenge

Yderligere 8 måneder går der, før jeg endelig kommer til en ordentlig udredning. Det viser sig - som jeg var ganske klar over - at jeg ikke lider af en depression. Jeg har neurasteni (kronisk stress/belastningssyndrom), udviklet gennem et liv ved at forsøge at klare en normal tilværelse med handicappet 'Aspergers syndrom'.
Jep, jeg er asperger (velfungerende autist). Havde ingen anelse. Fik også diagnosen 'angst', som er en almindelig komorbid tilstand af aspergers syndrom

At jeg følte håbløshed og modløshed skyldtes ikke en behandlingskrævende depression, men det faktum er jeg havde siddet fast i systemet i flere år, uden at modtage hjælp, og opleve hvordan jeg knækkede mere og mere under det pres, der konstant blev lagt på mig, og som jeg ikke kunne honorere. I sådan en grad at jeg udviklede panikangst til sidst. Det er noget ethvert menneske vil føle sig håbløs og modløs over - depression eller ej

Havde jeg ikke nægtet at blive medicineret dengang, kunne jeg have siddet på 'depressionshylden' i dag. Medicineret med en medicin, som slet ikke ville have nogen effekt på mine problematikker

For selvom det ikke var sagsbehandleren, der fik ideen til anti-depressiverne, var det alligevel dem, der besluttede at mine sygedagpenge ville stå og falde på om jeg tog dem eller ej - uanfægtet at jeg ikke var blevet diagnosticeret korrekt
Det har jeg været meget rystet over

PS - mine diagnoser kan ikke afhjælpes med medicin. Det eneste, jeg skal medicineres mod er hvis angsten går ud af kontrol. Hvilket den - ironisk nok - kun har gjort af det pres systemet har lagt på mig

[Spørgeren]

De tvinger ingen, det frivillig tvang, såfremt en person ikke vil tage imod den tilbudte behandling, anses det som at personen modarbejder afklaringen og derved må sagen bortfalde!

Så det findes ikke i deres verden.. for borgerne tager jo medicinen frivilligt vil de til enhver tid sige!

Misforstå ikke mit indlæg, jeg er stærkt imod 'frivillig' tvang.

Trist trist trist... øv da.

[L.S.]

Oprindeligt indsendt af MortenB

DRs nyhedsmagasin 21 Søndag er ved at undersøge, hvorvidt det er lovligt, at en kommune eller anden aktør kan kræve, at en borger skal tage antidepressiver (også kendt som lykkepiller) for at kunne blive ved med at modtage en bestemt ydelse, som fx sygedagpenge.
.....................
Vores interesse går på at finde ud af, hvor udbredt er det, at kommunen kræver, at borgeren skal tage lykkepiller for at få en offentlig ydelse?
Og hvor lovligt er det?

Vi har endda hørt om tilfælde, hvor socialrådgivere foreslår lykkepiller som behandling, selv om hverken læge eller andre sundhedspersoner har foreslået dét. Er du en af dem?
Du kan kontakte:
Researcher Morten Bønke – tlf. 2854 4898. Email [email protected]
Journalist Christian Degn – tlf. 2854 1642. Email [email protected]

Paragraffer, der understreger, at det er hamrende ulovligt!

Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16736

[buster]

NETOP L.S

-kan vist ikke siges tydeligere, det syns mig som om rigtig mange accepterer den "udvanding" af faglighed og kompetence der snart er sket igennem mange år -og det vel at mærke uden at det har nogen konsekvenser for de ansvarlige for dette -når det går galt

Håber da at nogen kan og vil deltage i denne research

Ps: måske jeg må henvise til sagen fra Slagelse Jobcenter? Måske denne sag kan bruges, men det vil jeg lade være op til journalisternes afgørelse...