Kan ikke acceptere min situation

[Sød]

Hej, jeg er midt i tredvierne og jeg har fået flere kroniske diagnoser. Jeg har altid haft store ambitioner, som er nu helt urealistiske.

Har i nogle gode råd til en som mig som ikke kan acceptere min situation? Hvad har i selv gjort? For mig er det både økonomisk (har tjent ok før) samt udadtil (føler jeg er uduelig).

Det piner mig meget at jeg ikke kan arbejde og det hjælper ikke just på mit helbred.

Jeg går i behandling på psyk på sygehuset en gang om ugen.

Kh.
Sød

[Pip]

Det er en proces man skal igennem, og det tager bare tid..

En god ting er at få indrettet sin økonomi så den hænger sammen, så man ikke er udfordret på daglig basis der. Det kræver naturligvis en omstilling i forhold til hvad man foretager sig hvis det koster penge.

Man kan hjælpe frivilligt og yde en indsats hvor og når man magter det.

Bare det at deltage i en gruppe, hvor man måske kan komme med råd om bagning/strikning/planter/whatever, kan være en hjælp, så man føler at man yder lidt.

Hvis man har overskud er der også mange frivillige i foreningsarbejde, hvor det er vigtigt fra start at melde ud, at ens energi nok kan svinge, så man er en af de der yder når de har overskud, men ikke hænger på noget, hvis man pludseligt ikke kan i en periode.

Alle kan et eller andet.. måske kan man finde en ny hobby at kaste sig over. Det er også et godt sted at møde nye mennesker, hvor man ikke er defineret via et arbejde, men via en fælles interesse.

[jjsonn]

man skal jo have de kære penge til at passe, når det er i orden, så skal man have acept selv,
jeg har selv haft svært med det.

I mange år sagde jeg ikke til folk jeg bar syg, hvilket betød at jeg tit stod med ansvar på ting med vores børn skole og sports klubber.

Da jeg var ved at gå ned, fik jeg åbnet munden og fik fortalt omkring os, hvor træt jeg blev af mit fleks job, og hvor lidt energi der var tilbage, det gav mig fred og ro i mig hverdag da folk stoppede med at lægge alt over på mig.

Da min mand blev syg og kom på kh, var vi åbne med at fortælle at der ikke var penge til ting mere, det kostede os nogen venner men det var letter end at skulle forklarer at vi ikke havde råd til at deltage i ting

[sortepigen]

Hej Sød
udover de andre rigtig gode indlæg til dig, vil jeg sige at du skal spørge dig selv;

Hvad får jeg ud af at jeg ikke acceptere min situation?
hvad får jeg ud af at stræbe efter ting der ikke kan lade sig gøre mere?

for mig gjorde det at jeg blev mere stresset, stresset af ikke at kunne acceptere , hvad jeg ikke kunne lave om. det er SVÆRT at accetere sin sygdom, funktionstab, omgivelsernes reaktion på at man ikke kan det samme man kunne før mv. mv-

jeg lærte af en psykolog at forsøge at være i nuet, acceptere det jeg ikke kunne ændre på, samt finde ud af med mig selv hvad jeg kunne bruge mit liv til på trods af min sygdom, og på trods af at min tid på arbejdsmarkedet er slut. det har hjulpet mig at følge anbefalingerne fra min psykolog.

accepter at det er en længere proces at acceptere sine nye livsvilkår.
mange hilsner til dig
sortepigen

[Jetted]

I begyndelsen kunne jeg ikke fatte, at det var mig der kunne så lidt og jeg planlagde meget mere end jeg kunne magte - hvilket endte i det ene lederlag efter det andet. Men som tiden gik og uden at jeg bevidst gjorde noget for det, så lidt efter lidt tilpassede jeg mig til det nye niveau. Så nu ved jeg hvad jeg kan og hvad prisen er, vist jeg overskrider grænsen. Men jeg har stadig svært ved at forstå at det er mig (og ikke naboen)

[MistyMiss]

Jeg kender godt problematikken. Jeg havde alle de her drømme og idéer om, at jeg skulle have gymnasiel uddannelse, så på uni, og så ud i fuldtidsjob.
Forskellen er dog at jeg ikke nåede så langt. Jeg nåede til at måtte sygemelde mig 2 gange efter forsøg på hf (begge gange klarede jeg ½ år).
Nu ser det ud til at jeg ender i fleksjob, på omkring 6 timer om ugen.
I en alder af 25 år, er det ret svært at måttet indse, at det nok er sådan det er.

Jeg har gennem de sidste år, arbejdet på at ændre mine mål og drømme. Hvor det før var uni og fuldtidsjob, er det nu et fleksjob, hvor jeg arbejder det jeg kan, og får råd til en lejlighed der er større end de 27 kvm jeg har nu.
Men noget jeg jævnligt minder mig selv om: Man behøver ikke have en god uddannelse, et fuldtidsjob og en masse penge, for at have det godt.
At have det godt, kan jo sagtens være at men gør det bedste man kan, om det er 20 timer, 5 timer, eller måske 0 timer og så nogen gode hobbyer. Så længe man selv er med i det, og ikke gør tingene på bekostning af sit helbred.

Det jeg så tilgengæld prøver på, er at drømme i detaljer.
Jeg har skrevet mig op til nogen super dejlige 70 kvm lejligheder, som jeg har råd til når jeg engang bliver fleksjobber. Jeg går og drømmer om at have et rigtigt køkken. At have plads til alle mine køkken-ting :P At måske købe en motions-cykel (har jeg ikke plads til nu). At have mere plads. At ikke sove i stue/køkken. At bo i en bolig der er permanent fordi den ikke er en ungdomsbolig.
At komme ud i et arbejde der kan bruge min glæde ved ensformigt administrativt arbejde. At få en afklaring/afslutning på mit kommunale forløb. At være en del af en arbejdsplads, selvom det er få timer.
Osv osv.
Prøv at finde nogen ting du kan glæde dig over og glæde dig til. Det er ingen skam i at det ikke er et fuldtidsjob med en god løn. Alle mennesker er ikke ens. Hvor nogen kan have et fuldtidsjob, så er jeg sikker på at du har nogen andre værdier. Samfundet lægger meget op til at vores identitet er vores arbejde, men det behøver det ikke være. Vi er ikke vores arbejde. Vi er alle noget værd, også selvom det ikke er i form af et arbejde og en høj indtægt

Et tip jeg fik af en engang i noget aktivering:
Han var førtidspensionist, og vi snakkede om: Hvad gør man når folk spørger: "Hvad laver du så?". Man ved jo at man normalt svarer med sit arbejde. Men hans trick var, at svare med sine hobbyer. "Jamen jeg går til rollespil og bygger modelfly". Så har man et svar på spørgsmålet, og man behøver ikke sige arbejdsløs, førtidspensionist, sygemeldt eller lignende
Hvis nogen spørger mig, så kan jeg f.eks. pt sige "jeg er i praktik på et rådhus". Jeg behøver jo ikke sige "jeg er i arbejdsprøvning 6 timer om ugen, det er hårdt, men det er hvad jeg kan klare, og jeg ender nok som fleksjobber". Så på den måde kan man give samtalen en nemmere retning, og undgå at fremlægge hele sin sygehistorie for at forsvare sin situation
Og nej, det er ikke nemt. Hverken at nedskalere sine mål/drømme, at finde glæden i nogen andre ting, eller at acceptere sin situation.
Som Sortepigen skriver, så er det en længere process, men det er ikke umuligt

[Sød]

Tusind tak for jeres rigtig gode svar! Dem sætter jeg virkelig pris på. Jeg har aldrig før været i nuet. Det kunne blive mit nye mål. Det er noget jeg virkelig godt kunne tænke mig. Det bliver en svær process for mig, men ja, livet er så meget mere i har fuldstændig ret

Knus fra mig