Er det ok at kunne lidt??

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Viper

Hej alle.

Jeg bliver desværre lige nødt til at gå lidt i rette med dig Andersine85.

Jeg arbejder med syge borgere i en praktik lige i øjeblikket. En af disse er en KOL patient der er svært ramt. H*n har så godt nok fået sin FP.

At lide af KOL er at miste vejret og energien i det store hele. Dette betyder til gengæld ikke at man ikke kortvarigt kan gennemføre en lige så hæsblæsende aktivitet som før man blev syg.

Bemeldte KOL patient var for et stykke tid siden i kiosken og hente lidt mundgodt. Mens h*n venter på betjening bliver h*n tissetrængende men gør alligevel sit indkøb før h*n stiler mod toilettet. Da var h*n blevet MEGET trængende. Samtlige der var på vagt så h* komme spurtende fra kiosken og hele vejen til stuen på sin afdeling og ind på toilettet. Jeg kan love at der var MEGET høj fart på.

Det der er humlen i historien er ikke at h*n faktisk tog en gevaldig løbetur med rollator og iltflaske (som h*n er nødt til at have ved sig også i sit hjem), men at h*n efter denne løbetur var lig resten af dagen.

Jeg har som elev ikke adgang til patienternes journaler med mindre jeg arbejder med pågældende patient, men jeg hørte fra natsygeplejersken at h*n hverken havde været vågen eller havde spist fra h*n foretog turen om formiddagen og indtil næste dags morgen.

At snakke om blandede eller modstridende signaler er derfor misvisende. I ville jo ikke studse over at en KOLpatient satte det lange ben foran hvis der var brand, vel?

Hvad angår at løbe 3 x 40 sekunder på 1½ time kan derfor heller ikke anses for meget selv om man har KOL eller dårlige ben. En krop der er i hvile vil jo selv for lungesyge først begynde at mangle luft i en normal indånding efter 15 - 25 sekunders fysisk udfoldelse.

Og sig mig så lige hvilken forælder der elsker sine børn som ikke vil forsøge at møde dem der hvor de er i stedet for at kræve at børnene skal møde forældrene hvor DE er altid. Jeg har personlig aldrig mødt en. Heller ikke selv om de var syge.

Af de ovennævnte grunde finder jeg at logikken i indlæg nr. 33 halter en del. Uanset om man ser det fra en proffesionel eller privat vinkel. Der er så mange ting der gør sig gældende i enhver alvorlig sygdom.

Nogle af dem snakker man ikke om fordi man måske føler sig som en klods om benet på familie og venner.
Andre kommer ikke frem fordi alle syge som ikke lige har meget tydelige symptomer (hvad Kolpatienter kun har hvis de bruger ilt 24 timer i døgnet eller får luftmangel her og nu) så at sige alle oplever en uhyggelig mangel på forståelse fra omverdenen i almindelighed, og derfor siger de ikke noget om deres sygdom til folk de ikke stoler 100 % på i forvejen.

Bitter erfaring om modstridende signaler hos mig. Stof til eftertanke hos sagsbehandlere?

til alle. Viper

Hej Viper.

Du skriver du arbejder med syge borgere i en praktik i øjeblikket. En af de borgere har KOL og får førtidspension.

Jeg har aldrig hørt at førtidspensionister skal i praktik. Er det kursus eller andet, målrettet førtidspensionister, og som man frivilligt kan vælge til eller fra?

Lyder uhyggeligt hvis førtidspensionister også skal i praktik.

[Connie]

Angående signalværdi.

Et eller andet sted er det skræmmende, at man som borger ikke kan tillade sig at være ærlig omkring sin situation uden det kan betyde, at man samtidig mistænkeliggør sig selv.

Det er uhyggeligt, at man faktisk opfordres til at lyve om sin situation - og endnu mere uhyggeligt, at folk gør det. Så tror pokker, at det er så svært at opnå forståelse i systemet.
Som det er nu, skal hovedet næsten være skilt fra kroppen før man kan opnå pension og selvom jeg synes der er meget fornuft i at snakke om ressourcer og at ressourcer altid skal udnyttes, så kan ressourcer ikke altid oversættes til arbejdsevne.

Hvis en erkendelse af det betyder, at man bliver nødt til at lade som om man fysisk, psykisk og socialt er helt til rotterne for at opnå pension, så er systemet en smule mere råddent end jeg turde forestille mig.

Signalværdi - rend og hop. Jeg nægter simpelthen at lukke ned for den smule livskvalitet jeg har. Min funktionsevne kan aflæses i mine papirer, og det er da det, der skal vurderes ud fra.
Det er noget af et skråplan det andet, synes jeg.

[Huldra]

Oprindeligt indsendt af Ingrid

Hej Viper.

Du skriver du arbejder med syge borgere i en praktik i øjeblikket. En af de borgere har KOL og får førtidspension.

Jeg har aldrig hørt at førtidspensionister skal i praktik. Er det kursus eller andet, målrettet førtidspensionister, og som man frivilligt kan vælge til eller fra?

Lyder uhyggeligt hvis førtidspensionister også skal i praktik.

Det er Viper som er i praktik som et led i hans uddannelse, Viper er ikke syg.
Viper passer syge borgere..

så der er intet uhyggeligt i det...

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Connie

Angående signalværdi.

Et eller andet sted er det skræmmende, at man som borger ikke kan tillade sig at være ærlig omkring sin situation uden det kan betyde, at man samtidig mistænkeliggør sig selv.

Det er uhyggeligt, at man faktisk opfordres til at lyve om sin situation - og endnu mere uhyggeligt, at folk gør det. Så tror pokker, at det er så svært at opnå forståelse i systemet.
Som det er nu, skal hovedet næsten være skilt fra kroppen før man kan opnå pension og selvom jeg synes der er meget fornuft i at snakke om ressourcer og at ressourcer altid skal udnyttes, så kan ressourcer ikke altid oversættes til arbejdsevne.

Hvis en erkendelse af det betyder, at man bliver nødt til at lade som om man fysisk, psykisk og socialt er helt til rotterne for at opnå pension, så er systemet en smule mere råddent end jeg turde forestille mig.

Signalværdi - rend og hop. Jeg nægter simpelthen at lukke ned for den smule livskvalitet jeg har. Min funktionsevne kan aflæses i mine papirer, og det er da det, der skal vurderes ud fra.
Det er noget af et skråplan det andet, synes jeg.

Dèt har du mere end 200 % ret i, men det kan være nødvendigt - systemet er ikke logik, og efter min mening er det også alt for firkantet. Hele tiden er det enten/eller, sjældent en gylden middelvej.

Man skal ikke lyve eller gøre sig dårligere end man er, hvilket jeg også tror er svært - og det er bestemt ikke den vej jeg har gået.

Men helt fra starten, uanset hvad mine speciallægepapirer sagde, så kunne intet åbenbart, forståes eller anerkendes, medmindre jeg f.x søgte hjælpemidler og senere en § 100 også - begge dele blev omgående bevilget, uden så meget som et grynt fra min kommune. Hold da op, en forskel, en modbydelig jobkonsulent med egne ideer om hvad funktionsevne f.x var - hos ham eksisterer ikke, f.x forståelse for, at jeg tilhører en generation der ikke gerne modtager noget som helst fra det offentlige, det var slemt nok med sygedagpenge og senere et pensionsforløb.

Men de ting, var noget jeg følte mig nødsaget til at søge, for simpelthen at blive taget alvorlig, det var også min soleklare ret, ifølge gældende lovgivning.

Kors, jeg var længe om at vænne mig til min rollator - i dag er den min bedste ven, men ret så pinlig at gå med i starten - jeg syntes jo nok at alene min vilje til at VILLE var nok, om så også jeg skulle kravle, var det mit eget problem.

Men no no - sådan fungerer det ikke - kan en rollator bringe dig nærmere arbejdsmarkedet, fordi du ikke bruger AL din energi på bare, at få krabbet dig afsted sååå. Kan en specialdims lette så meget, at det ligefrem modvirker smerter, så kan det også påvirke din arbejdsevne positivt sååå.

Ikke på vilkår om jeg vil tale med min kommune om enkelte gode dage, eller om de dage jeg sprænger alle grænser og alligevel gør de små ting, de ting der "koster" men kan give uendelig stor glæde social og personligt - "DE" fatter det simpelthen ikke - hele systemet virker, på mig, som om, at enten er det sort eller også hvidt.

Jeg tog et valg, jeg omgik mine egne principper, jeg bøjede af - og jeg fik min pension.

Løjet har jeg ikke, ej heller gjort mig dårligere - jeg ville ha`min kommune nøjagtig forholdt sig til mig, min sag, mine sygdomme - nøjagtig som de var.

Bevisbyrden var min, sådan følels det for mig.

Sakset fra allersidste lægeskøn som lå til grund for min pensionsbevilling.

Som diagnoser.

Fibromyalgi - kronisk muskellidelse
Deg. Disci.Interv. Lumb. C spondylosis - Afsmalning af flere bruskskiver i lænden med slidgigtforandringer.
Scoliose - Rotations.
Sheuermann - 4 ryghvirvler.
Distorsio col. Cerv. Seq - følger efter forstuvning af halshvirvelsøjlen (følger efter whiplashtraume)
Middelsvær KOL.
Svær gigt i mindst 10 fingerled.
Depression mentis l gr. - lettere depression.
Disordi anxiosus - panikangst.

Så joo, man skal nærmest have hovedet under armen. Hvad jeg dog ikke har haft af uanede arbejdsevner, i systemet.

[Hyanna]

Nej, nej, Ingrid ..... Viper er i praktik på et plejehjem for syge borgere, og det var der det skete, så du skal ikke være nervøs i den retning

Det var bare for at pointere at selv om man er meget syg, så kan man godt noget man egentlig ikke kan, hvis omstændighederne kræver det; men så betaler man også prisen!!!

Jeg kan så forstå at når man venter og venter på udredning og har børn, så må man ikke prøve at gøre noget der virker bare nogenlunde normalt, sådan som man gjorde før man blev syg, for ikke at sende 'forkerte signaler' hvis en sagsbehandler tilfældigvis kommer forbi

Jeg har nu aldrig kendt nogle forældre, der ikke vil gøre så meget som muligt for at det ikke skal gå for meget ud over deres børn at de er blevet syge, OGSÅ selvom det koster både på den ene og den anden måde!

Man kan jo ikke det samme som før; men børnene er jo stadig børn og glæder sig, når forældre viser noget (bare lidt) der var en selvfølge før i tiden!

Det ved forældre instinktivt godt, og prøver langt hen ad vejen at signalere til deres børn: "Hallo, kære børn, der er stadig 'krummer' i mig, selvom det hele, for det meste, er kommet gevaldigt ned i tempo!"

Jeg er også overbevist om, at LYSTPRINCIPPET udløser endorfiner i hjernen, så at man præsterer mere end man egentlig kan; men så er der sq også kontant afregning ved kasse ét bagefter!

Hvis nogen skal vente så længe på at blive afklaret, som vi har set adskillige eksempler på her på K10, så er jeg bange for at børnene er nået at blive voksne med en trist og kedelig opvækst bag sig pga. denne 'sindelagskontrol'

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Hyanna

Nej, nej, Ingrid ..... Viper er i praktik på et plejehjem for syge borgere, og det var der det skete, så du skal ikke være nervøs i den retning

Det var bare for at pointere at selv om man er meget syg, så kan man godt noget man egentlig ikke kan, hvis omstændighederne kræver det; men så betaler man også prisen!!!

Jeg kan så forstå at når man venter og venter på udredning og har børn, så må man ikke prøve at gøre noget der virker bare nogenlunde normalt, sådan som man gjorde før man blev syg, for ikke at sende 'forkerte signaler' hvis en sagsbehandler tilfældigvis kommer forbi

Jeg har nu aldrig kendt nogle forældre, der ikke vil gøre så meget som muligt for at det ikke skal gå for meget ud over deres børn at de er blevet syge, OGSÅ selvom det koster både på den ene og den anden måde!

Man kan jo ikke det samme som før; men børnene er jo stadig børn og glæder sig, når forældre viser noget (bare lidt) der var en selvfølge før i tiden!

Det ved forældre instinktivt godt, og prøver langt hen ad vejen at signalere til deres børn: "Hallo, kære børn, der er stadig 'krummer' i mig, selvom det hele, for det meste, er kommet gevaldigt ned i tempo!"

Jeg er også overbevist om, at LYSTPRINCIPPET udløser endorfiner i hjernen, så at man præsterer mere end man egentlig kan; men så er der sq også kontant afregning ved kasse ét bagefter!

Hvis nogen skal vente så længe på at blive afklaret, som vi har set adskillige eksempler på her på K10, så er jeg bange for at børnene er nået at blive voksne med en trist og kedelig opvækst bag sig pga. denne 'sindelagskontrol'

Man må da gøre præcis som man vil, orker og syntes - men JEG syntes det er smart, at have in mente - at kommunen måske syntes noget andet. Som en sagsbehandler hèr, lige har sagt, så kan en afgørelse b.la være på grundlag af de ting der ses her og nu. Hvorfor i alverden skulle en tilfældig sagsbehandler/konsulent forstå mere, end f.x familie og venner. På k10 har jeg i al fald set flere tråde om omverdens uforståenhed, en omverden der trods alt ikke, OGSÅ, har en lovgivning der skal følges.

[Maj-Britt]

Oprindeligt indsendt af Ingrid

Dèt har du mere end 200 % ret i, men det kan være nødvendigt - systemet er ikke logik, og efter min mening er det også alt for firkantet. Hele tiden er det enten/eller, sjældent en gylden middelvej.

Man skal ikke lyve eller gøre sig dårligere end man er, hvilket jeg også tror er svært - og det er bestemt ikke den vej jeg har gået.

Men helt fra starten, uanset hvad mine speciallægepapirer sagde, så kunne intet åbenbart, forståes eller anerkendes, medmindre jeg f.x søgte hjælpemidler og senere en § 100 også - begge dele blev omgående bevilget, uden så meget som et grynt fra min kommune. Hold da op, en forskel, en modbydelig jobkonsulent med egne ideer om hvad funktionsevne f.x var - hos ham eksisterer ikke, f.x forståelse for, at jeg tilhører en generation der ikke gerne modtager noget som helst fra det offentlige, det var slemt nok med sygedagpenge og senere et pensionsforløb.

Men de ting, var noget jeg følte mig nødsaget til at søge, for simpelthen at blive taget alvorlig, det var også min soleklare ret, ifølge gældende lovgivning.

Kors, jeg var længe om at vænne mig til min rollator - i dag er den min bedste ven, men ret så pinlig at gå med i starten - jeg syntes jo nok at alene min vilje til at VILLE var nok, om så også jeg skulle kravle, var det mit eget problem.

Men no no - sådan fungerer det ikke - kan en rollator bringe dig nærmere arbejdsmarkedet, fordi du ikke bruger AL din energi på bare, at få krabbet dig afsted sååå. Kan en specialdims lette så meget, at det ligefrem modvirker smerter, så kan det også påvirke din arbejdsevne positivt sååå.

Ikke på vilkår om jeg vil tale med min kommune om enkelte gode dage, eller om de dage jeg sprænger alle grænser og alligevel gør de små ting, de ting der "koster" men kan give uendelig stor glæde social og personligt - "DE" fatter det simpelthen ikke - hele systemet virker, på mig, som om, at enten er det sort eller også hvidt.

Jeg tog et valg, jeg omgik mine egne principper, jeg bøjede af - og jeg fik min pension.

Løjet har jeg ikke, ej heller gjort mig dårligere - jeg ville ha`min kommune nøjagtig forholdt sig til mig, min sag, mine sygdomme - nøjagtig som de var.

Bevisbyrden var min, sådan følels det for mig.

Sakset fra allersidste lægeskøn som lå til grund for min pensionsbevilling.

Som diagnoser.

Fibromyalgi - kronisk muskellidelse
Deg. Disci.Interv. Lumb. C spondylosis - Afsmalning af flere bruskskiver i lænden med slidgigtforandringer.
Scoliose - Rotations.
Sheuermann - 4 ryghvirvler.
Distorsio col. Cerv. Seq - følger efter forstuvning af halshvirvelsøjlen (følger efter whiplashtraume)
Middelsvær KOL.
Svær gigt i mindst 10 fingerled.
Depression mentis l gr. - lettere depression.
Disordi anxiosus - panikangst.

Så joo, man skal nærmest have hovedet under armen. Hvad jeg dog ikke har haft af uanede arbejdsevner, i systemet.

Og alene bare det at vi skal vænne os til at gå med en rollator, skyder argumentet: den kan enhver købe for 500 kr. i Harald Nyborg.. totalt ned.

Der findes altså ikke normale mobile mennesker, der frivilligt tuller rundt med rollator.

Men dag 3 gik og jeg nægtede at sidde på en stor Pilates bold og klappe kage i 10 min., og på spørgsmålet om, hvornår jeg sidst havde leget med en bold, var mit svar: Da jeg var 4 år.

Jeg var på køkkenholdet i dag, 2 personer ( jeg den ene) gik i Fakta for at handle og i det køkken var der 5 mennesker, der skulle lave discountkyllingoverlår ( frosne), lidt salat og flutes til 12 personer.

Vi falder over hinanden.

Ud af 3 timer var jeg aktiv de 20 min. vi var i Fakta.

Ergo, spildtid på 2 timer og 40 min.

For første gang i LANG tid måtte jeg tage smertestillende, da jeg kom hjem, mine ben, lænd og hofte holder slet ikke til at være så inaktiv og bare sidde på en stol og glo ud i luften.

Jeg er KUN placeret der for at kommunen kan hæve refusion, jeg bliver ikke arbejdsmarkedsparat ved at gå i Fakta.

[Ninja]

- så skulle du måske sige på kommunen, at du skal aktiveres et sted hvor der er mere knald på, for du får smerter når du skal sidde stille for lang tid af gangen.

Den slags steder har de nemlig også...

[Maj-Britt]

Oprindeligt indsendt af helenekr

- så skulle du måske sige på kommunen, at du skal aktiveres et sted hvor der er mere knald på, for du får smerter når du skal sidde stille for lang tid af gangen.

Den slags steder har de nemlig også...

Jeg fik beskeden at jeg da bare kunne gå lidt rundt.

JA, det kan jeg satme også hjemme, og der kan jeg også gå i Fakta ( kunne ikke drømme om at handle det sted til mine unger), og der kan jeg også sidde og klappe kage på en bold.

Oprindeligt indsendt af Andersine85

Jamen jeg har faktisk også lidt kendskab til KOL fra en bedsteforælder, så ved godt, at det både kan svinge mv.

Men jeg vil stadig holde fast på, at man skal passe på, hvilke signaler man sender, for det er jo ikke sikkert, at sagsbehandleren ved noget om lidelsen (gælder for alle lidelser) og så kan det stadig se forkert ud. Også fordi, hvis sådan en kraftanstrengelse koster hele sagen, så er det jo heller ikke en fantastisk ting, ift. hvad man ellers skulle kunne vise...

I min verden viser det så bedre end noget andet at sagsbehandler skal afholde sig fra at dømme noget som helst der har med sygdom at gøre !

De er ikke læger og skal heller ikke agere som sådan og borger skal vel ikke overspille deres sygdommen fordi der sidder en ikke kyndig og vurdere ??

Og selvfølgelig ville man ikke undre sig over at nogen som helst kan løbe fra en brand, men der er også noget der hedder stressudløst adrenalin som kan giver overmenneskelige kræfter til alle.

Som sagt, så synes jeg bare at man skal passe på signalværdien, især så længe man søger pension, for det søger man jo, fordi man ikke kan holde til ret meget.

Jeg ved godt at der er noget der hedder signalværdi men jeg ville godt nok blive grimt pissoff hvis jeg fik afslag på en pension fordi en sagsbehandler (uden nogen forudsætning for at vide det overhovedet) mente at jeg kunne lidt for meget ud fra hvad denne mente jeg skulle kunne ud fra en diagnose..

Jeg for min del bliver lidt chokket over sådan en udtalelse fra en sagsbehandler i sær da jeg selv lider af en af de sygdomme hvor man ikke kan se noget og hvor jeg nogen dage har det meget bedre end andre

Som sagsbehandler så kender man jo kun til det som borgeren fortæller, lægerne fortæller og det man ser. Man ser jo ikke hvordan personen så har det indenfor hjemmets fire vægge.

Det er jo derfor man må og skal tro på hvad læger og borger fortæller en om hvordan man har det og ikke vurdere ud fra hvad man ser i løbet af en samtale