Adoptionprogrammet sendt på tv2.

[LUM]

Jeg har en helt anden indgangsvinkel end de fleste.

Jeg kan sagtens se hvad der er folk er så vrede over, det er slet ikke det, men for mig at se vendes vreden det helt forkerte sted hen.

Jeg er selv adopteret opg har som voksen fået kontakt til min biologiske familie, og til trods for at jeg er her fra lille DK, kan jeg berette at der de sidste 33 år ikke er sket en ski, ikke det der ligner, tvært om.

For den gang fik mine forældre trods alt noget vejledning, og da de stod med en uregerlig teenager som bla stak af hjemmefra og meget andet knap så nemt, var det meget nemmere at få noget hjælp, end det er i dag.

I dag får familierne stort set kun et eneste tilbud aflastning.. nå i har nok svært ved det, her er lidt aflastning... og en hver idiot med bare lidt mellem ørerne kan da regne ud at et barn der har fået det svigt der nu en gang ligger i at blive "kasseret" af sine forældre, IKKE har brug for endnu en omgang kassering, det er den helt helt forkerte hjælp.

Af hvad jeg kan se rundt omkring her og der, så er aflastning for alt for mange børn begyndelsen til 100% pleje (i kortere eller længere periode) og næsten alle forældre efterlyser mere/andet end bare aflastning, lige som mange af børnene får et svigt af den løsning, frem for et løft, fordi man netop ikke give de voksende ordentlig redskaber til at KÆMPE!

Nå men tilbage til, i gennem tiden har man fundet ud af en del tiltag som børn der er fjernet fra hjemmet, og efterfølgende har mistet kontakten til deres familie, tiltag som de her børn har haft godt af.
Specifikt ved jeg at de, for mange år siden, har opdaget at mindre er en rigtig god ide, jo mindre børnene var jo mere udbytte fik de af at have minder (sikkert fordi de ikke selv kunne huske)
Men jeg ved der er flere ting de gennem tiden har fundet ud af at børnene har gavn af, men ikke en eneste har tænkt så langt at det sagtens kan overføres på adoptiv-børn... ikke en har overvejet hvor kort der faktisk er mellem fjernede børn der har mistet kontakten, og adopterede.

Lige så har man så meget erfaring at man VED at de fleste adoptivbørn på et eller flere tidspunkter i livet udviser problemer der hænger sammen med det svigt de fik ved at blive "kasseret" lige som man ved at langt de fleste adoptiv børn går rundt med en usund/urigtig, forestilling om hvem de er, lagt størstedelen af deres barn og ungdom. men alligevel er der ikke en klaphat der gør noget ved det.... det er op til adoptiv forældrene.

Der er ikke den store tvivl om at der hvor det ikke er en skam at snakke om hvor man kom fra se bileder osv osv (minder) får børnene meget mere fred med dem selv, end der hvor der er fy føj da.

Jeg selv er lidt en kompi, det har aldrig været nogen hemmelighed, men samtidig måtte jeg ikke spørge for meget, der blev aldrig sat at jeg ikke måtte, men den ene gang hvor jeg gjorde (da jeg var barn) blev min mor så drøn ked af det, hun kunne slet slet ikke takle mit behov for at vide hvem jeg var, mit behov for at forstå hvorfor jeg på ingen måde var (er) som dem, af udseene kan jeg sagtens gå for at være min mors datter, men ærlig talt tor jeg faktisk kun det har gjort det hele meget værre for mig, for uanset så er jeg af blod ikke hendes, af sind og alt andet er jeg, men ikke af blod.

For mig var det en KÆMPE befrielse, endelig at finde ud af hvem jeg er, jeg fik så ekstrem meget ro, og forståelse, det at jeg ikke var den eneste af min type, det at stå med en mor (af blod) som kendte mig og forstod min tankegang og være måde, uden at have lagt sine øjne på mig i over 20 år, det var... det er ubeskriveligt.
Der forstod jeg virkelig for alvor hvad forskellen på en rigtig mor, og en adoptivmor er, og jeg forstod hvorfor det er så forbandet vigtigt at børnenes ophav ikke forkastes, men respekteres.

Masho´s forældre blev forkastet, fra første sek, bare det at de vil være "far og mor", det er helt hen i hampen, det er de ikke og det bliver de s q aldrig og forlange at være det, gør kun skællet MEGET større, det er totalt misforstået kærlighed, for jeg er ikke et sek i tvivl om at de har troet at det havde en positiv betydning for tilknytningen, men det er de voksnes uvidenhed... men de er ikke de eneste der går og tror at det er den bedste måde at gøre det på.

Da jeg fik kontakt, valgte jeg i første omgang ikke at fortælle noget, mest for ikke at såre dem, for også i mit hjem, var/er det der med mor og far ekstrem vigtigt (og misforstået... hvilket det er af alt for mange adoptivforældre desværre) men da det så viste sig at jeg ville få mere kontakt end bare at finde ud af hvem jeg er, følte jeg også en forpligtigelse til at lade mine forældre være en del af mit fulde liv, akkurat som de alle dag har været på godt og ondt, i stedet for at leve et dobbeltliv, det syntes jeg ærlig talt ikke jeg kunne være bekendt.

Og mor grad og grad i flere dage og far var RASENDE (vist mest fordi mor blev så ked af det) men igen har de totalt misforstået, min biologiske familie bliver aldrig min familie på den måde, det er 2 MEGET forskellige ting, det er lidt lige som håndbold og fodbold, det er bække 2 sportsgrene der indeholder en bold, men det er stadig 2 meget forskellige ting der opfylder hvert sit behov.

Jeg er ikke blevet hel af at få kontakt, men jeg havde et gigantisk hul, som nu er blevet meget lille, det svigt der ligger i at ens mor (og far, men han er en lidt anden historie i mit tilfælde) "vrager" en er så grundlæggende at det ikke kan heles, uanset, det kan gøres til et lille bitte ar, men aldrig heles.

Om det bliver et stort åbent sår som for Masho, eller om det bliver en mellemting, som for mig, eller om det bliver ubetydeligt som for min adoptiv søster, er der rigtig rigtig mange ting der spiller ind på, det er ikke alene adoptivforældrene.

I mit tilfælde har det en kæmpe betydning at jeg på ingen måde er som mine forældre, jeg har en helt helt anden tilgang til livet, det ligger helt dybt i mig, nok så meget opdragelse, og prægning kan ikke ændre at jeg nu en gang bare tænker og fungere på en anden måde, det er ikke noget nogen kan forudse, fordi vores lovgivning forbyder det, havde man kunne tage noget med, ville jeg også bedre kunne være plaseret i et hjem, der mere lignede det jeg kom fra, og det vil have gjort en kæmpe forskel, det kan jeg SÅ meget se på min søster, hun tænker og fungere nemlig lige som vores far, og hun har derfor heller ikke det samme hul som jeg har, hun har alle dage haft en i hendes nærhed der er meget som hun selv er, helt grundlæggende, det har jeg aldrig haft.

Adoptions berugerne er helt generelt gode til at "pare" forældre og børn, især de lidt større børn (der hvor der har været tid til at lære barnet at kende) og gud ske tak og lov for at de der med tiden har fået noget erfaring, lige som man i dag opfordre til at tage barnet med til dets hjemland, til at være åbne og ærlige, og forsøger at få forældrene til at forstå at børnene ikke spørger for at såre, men spørger fordi de har et behov for at vide hvem de er og hvorfor de er (det er så bare ikke alle der evner det når det kommer til stykket, der er jo store følelser involverede) ... lidt har de trods alt lært de sidste 33 år

Men det ændrer ikke på at lovgivningen helt grundlæggende er den samme forældede udgave af misforstået "kærlighed" og det ændrer ikke på at vore politikere ikke syntes de gider høre på de som ved hvad det handler om... men det er der jo ikke noget nyt i *s*

Jeg syntes det er SÅ ærgerligt hvis denne historie skal føre til at man i lille DK bare lukker for adoptioner til Etiopien, eller fører til at man forbyder adoption af børn der har forældre, eller forbyder adoption af børn over fx 2 år... det er den alt alt for nemme måde at løse det på, og desværre også den billigste, i stedet for at sørge for at høre lidt på dem der ved hvad det handler om, og giver børnene og deres (kommende) forældre ordentlige muligheder for at det handler om barnets tarv som helhed og ikke med snævre briller på inden det ene eller det andet.

Jo jeg ser godt at forældrene i programmet bummer den totalt, men jeg ser samtidig nogle voksende som slet slet ikke har fået nogen fornuftige redskaber på noget tidspunkt, og så er de lidt nød til at følge deres misforståede kærlighed, hvad skal de ellers gøre?? vi der har vores egne børn gør da det samme, har vi ikke andet at gribe i, griber vi i det første og det bedste vi som voksne tror der det mest rigtige for barnet, og det er s q ikke alt tid det er det rigtige, vi har bare den fordel at vi kender barnet på en helt helt anden måde end adoptivforældrene, os der selv har skidt vores unger ud, har blodet med os, det har adoptivforældrene ikke, de har kun deres gen opvækst og deres egen TRO på hvad der er det mest rigtige, de har intet belæg for at vide, på samme måde som os andre.

Det er ALT for nemt at dømme forældrene, det er ikke dem der skal dømmes, det er det forkerte sted at ligge kræfterne, der skal i stedet pres på for at ændre de forhold der serveres i dag, både inden for selve adoptionsbrancen (den lovgivning de skal rette ind efter) men så sandelig også inden for vores sociale lovgivning i forhold til hvordan vi hjælper familier i vanskeligheder... lige nu ses der på at lave sær, forhold til adoptions familier, men for mig at se er det slet slet ikke den rette løsning, igen er det at hoppe over hvor gæret er lavest.

Men sådan er det jo, tingene koster penge og de vokser desværre ikke på træerne.

Ps: Det vil IKKE være den rigtige løsning for Masho at komme hjem, sådan bare lige, det løb er kørt, mest fordi hun sendes hjem til et fattigt land hvor de ikke for hjælp til at håndtere det traume hun har været udsat for, men så sandelig da også fordi tøsen jo knapt kan sproget.
Men kontakt til hendes forældre, vil bestemt være en god ting for hende.... det håber jeg sådan for hende at hun snart får, for det har hun desperat behov for, i en hvis fart.

[Carmen]

Oprindeligt indsendt af Carmen

Både søster og bror skal hjem til deres biologiske forældre hurtigst muligt, efter min mening - hvis de skal have en chance for at blive hele mennesker igen!

Udfra TV2's mandagsudsendelse kl. 20:00 fik jeg opfattelsen af, at pigen var 6 år - dvs. hun havde levet en trediedel af sit liv i Dk.

Efterfølgende forstår jeg, at hun nu er 9 år - dvs. hun har været her i mere end halvdelen af sit liv. Det gør sagen endnu mere kompliceret og en umiddelbar hjemsendelse er mere tvivlsom...

Er enig med Helenekr - alle er ofre i denne sag!
Minus adoptionsfirmaerne!

Der er så en del andre lande, bl.a. Australien, som ikke længere samarbejder med Etiopien, netop pga. lignende "triste" sager.
Hvordan kan DanAdopt være uvidende om dette? Eller handler de mod bedre vidende?

[Enteneller]

Problemet er "worldwide", tidligere på ugen genudsendte DR et program fra USA om nogle søstre, vidst nok fra Somalia, som var blevet adobtere til en amerikansk familie under påskud af at de skulle på studie ophold. Programmet fra tilbage fra 2010 og da jeg så lidt af det igen kunne jeg godt huske at have set det. Familien var vidst bosat i Ohio.

Den store pige måtte flytte over til mormoren da familien slet ikke kunne håndtere hende. Pigen var stadig sur da tv. talte med hende, hun var blevet bestjålet følte hun og var ikke kommet sig efter alle de år. På daværende tidspunkt var hun vel 17 år eller så.

Så der foregår nok rigtigt meget rundt omkring i verden og det lyserøde billede vi alle har omkring adoption, holder vidst næppe desværre. Håber der kommer nogle retningslinier herhjemme ikke mindst.

[supersus]

Oprindeligt indsendt af Carmen

Udfra TV2's mandagsudsendelse kl. 20:00 fik jeg opfattelsen af, at pigen var 6 år - dvs. hun havde levet en trediedel af sit liv i Dk.

Efterfølgende forstår jeg, at hun nu er 9 år - dvs. hun har været her i mere end halvdelen af sit liv. Det gør sagen endnu mere kompliceret og en umiddelbar hjemsendelse er mere tvivlsom...

Er enig med Helenekr - alle er ofre i denne sag!
Minus adoptionsfirmaerne!

Der er så en del andre lande, bl.a. Australien, som ikke længere samarbejder med Etiopien, netop pga. lignende "triste" sager.
Hvordan kan DanAdopt være uvidende om dette? Eller handler de mod bedre vidende?

Hun var løjet yngre end hun var for at hun bedre kunne adopteres bort. Så adoptivforældrene troede at de overtog en 6 årig, men hun var 8 - 9 år... Sjældent det går godt, at adoptere så store børn når forældrene lever.