Psykolog hvornår, hvordan og hvorfor.

[Enteneller]

Hej,

Jeg starter dette indlæg fordi at jeg har lyst til at få lidt positiv og /eller "diskussion" omkring psykolog behandlinger.

Jeg har selv gået en del til psykolog og gør det stadig, jeg holder af det, men det er også hårdt, for man skal rimleligt hurtigt have ridset op hvad der foregår i ens liv. Nogle gange skal man bore tilbage i fortiden og det er jo også svært.

Jeg får kognitiv terapi for angst og grænsesætning og jeg har svært ved at overskue hvilken slags psykologi, der er godt for hvad, men føler selv at jeg har meget gavn af den kognitive del, selvom jeg ikke havde sat mig ind heri på forhånd. Jeg føler, at min psykolog og jeg har et formidabelt samarbejde, jeg bruger hende som min ventil´og hun er god til at give mig ping pong, hende jeg kan sige alt til og som jeg kan opnå de mest formidable løsninger på mit liv. Hun har i mange situationer været min livsline !!

Jeg tænker lidt hvordan har andre det med psykolog behandlinger, hvilke former for behandling går I til, hvornår holder man pause osv. ?. Jeg holder nogen gang pause når jeg tror at jeg er "oppe at køre", men det holder jo ikke, egentlig bør måske jeg gå til psykolog kontinuerligt?. For mange sætter økonomien naturligvis også begrænsninger (hvis man ikke har en helbredssikring) og andre gange får man nok og må bare prøve at udøve det man har talt med psykolog om.

Hvordan gør I andre ?
Naturligvis er det afhængigt af ens tilstand, men bliver man ved eller er det godt med pauser ? For dem der har afprøvet dette!.

I øvrigt kan jeg fuldt ud anbefale psykologer, jeg vil bare gerne høre andres erfaringer hermed i forbindelse med kontinuerlige behandlinger, pauser og behandlings typer.

Kh. EE

[Ninja]

Min familie og jeg, har nok brugt omkring de 250.000 kr på psykologbehandlinger til mig. ALLE former for psykologbehandlinger der kan tilbydes inkl psykologbehandlinger der også bruger drømmetydning og farveterapi, samt psykolog fra fobiskolen, samt kommunens og REVA's....alt i alt har det sgu nok kostet omkring en halv million kroner hvis man skulle regne det hele ud, over så mange år.

Men det har aldrig hjulpet mig. Jovist var det hyggeligt nok at få en sludder for en sladder, men jeg har aldrig følt jeg fik noget (jeg ikke vidste i forvejen) at vide. For mig har psykologer mere været nogen der har 'mindet mig om' hvordan man kan tackle forskellige ting, men nogen helbredelse eller markant bedring har jeg aldrig fået.
Og dette skal ses i lyset af, at jeg ikke har psykiake problemer, men derimod har psykiske SYGDOMME som man ikke kan sludre sig ud af, men som har noget med signalstofferne i hjernen at gøre, og derfor KUN kan dirrigeres medicinsk.
Så grundlæggende kan JEG ikke bruge en psykolog til ret meget andet end en sludder for en sladder.

Men jeg er mægtig glad for at jeg har prøvet det, at jeg har prøvet MANGE og mange forskellige metoder. Omvendt har alle psykologer så også sagt, at de ikke kan hjælpe mig med de diagnoser jeg har, så de har været fair nok.

Men det er bare skønt hvis andre kan få noget ud af det, og godt de prøver det, for vi er jo ikke ens alle sammen. Det er jo også dejligt at få belyst om man har et psykisk problem, eller en psykisk sygdom (og skal videre til psykiater)....

[Enteneller]

Hej Helene,

Ja jeg ved godt, at du hverken får medicin eller psykolog behandlinger, du må været blevet stærk efter alle de år med det hårde liv.

Jeg går nu både til psykolog og psykiater. Sidstnævnte har også været god til ,at give syn på sagen fra en anden behandler for så i sidste ende, at se om han og min psykolog er nogenlunde enige. Endvidere er det rart at få diskuteret medicin og diagnoser med ham, men har jo ikke meget tid de psykiatere der.

Måske har du og andre et godt netværk hvor I kan få tacklet de problemer I måtte have. ?. Jeg bruger ikke kun min psykolog til en sludder for en sladder, jeg føler, at hun hjælper mig i forhold til min egen selvtillid til at klare og forstå min angst, samt få "værktøjer´" til at håndtere situationer der for mig er belastende og uoverskuelige. Jeg forventer ikke, at hun eller min psykiater og medicin skal helbrede mig, men jeg håber og føler, at det hele i et sammensurium, kan være med til at forbedre min livskvalitet.

Som sådan er jeg nok bare i tvivl om hvornår man holder pauser ved psykologen og det er nok fordi, at jeg er i tvivl om jeg er stærk nok der til. Det er jo noget jeg må gøre op med mig selv, jeg vil dog gerne høre fra andre hvad de har gjort ?.

Endvidere kunne det være interessant, at høre om hvilke psykologi former andre med angst og/eller depression er blevet behandlet under.

Måske kan vi stadig holde tråden ved lige, og hvis ikke, jamen så er det jo bare det.

Kh. EE

[hla72]

Jeg har gået ved den samme psykolog siden ultimo april 2007 og får hovedsageligt kognitiv terapi. Vi har også prøvet visualiseringsøvelser og vi har prøvet hypnose 2 gange. Jeg lider af generaliseret angst (GA), depressioner, har PTSD (har også enkeltfobier og socialfobi, men er ikke direkte diagnosticeret med sidstnævnte, da både psykolog og egen læge mener de problemer jeg har i den retning hænger sammen med GA og min PTSD) og jeg har nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og reagerer bl.a. med at vil have kontrol.

Jeg er meget længe om at reagere på behandling og det er gået langsomt fremad i den tid jeg har gået hos min psykolog. Jeg gik først 1½ år hos en helt ubrugelig psykolog der kun var interesseret i at medicinere mig og så ellers bare snakke om sig selv, så min tillid til at jeg kunne behandles skulle først bygges op igen og der gik mere end ½ år før jeg begyndte at reagere nævneværdigt på behandlingen.

Mange mener jeg har gået alt for længe ved psykolog uden der er sket STORE fremskridt, men der ER sket ting og sager.... også selvom der er lang vej endnu. For jeg har oplevet 2-3 gange nu, at det fundament min psykolog og jeg har bygget op og som jeg skal bygge videre på, bliver nedbrudt af udefra kommende ting.... og så kan vi starte næsten forfra igen med at bygge op.

Der er både fordele og ulemper ved at gå ved den samme psykolog så længe, men den allerstørste er, at jeg har 250% tillid til ham og at han kender mig og mine reaktionsmønstre. Han er formidabel til at få mig til at falde ned igen, til at vende tingene om og se anderledes på tingene... desværre er jeg selv ikke så god til at fastholde mig selv. Det er også en af hovedårsagerne at det går så langsomt med min terapi.

Jeg har fået 2 x 12 depressionsbehandlinger via sygesikringen, resten har jeg selv betalt i de snart 3 år og det er efterhånden rigtig mange penge. P.t. har jeg knapt råd til at gå en gang om måneden, men gør det alligevel, selvom det er alt for lidt. Der burde max gå 3 uger imellem, men for mit vedkommende er det klart økonomien der styrer.

Jeg har prøvet at holde "sommerferie" fra min psykolog 3 gange, nemlig når han selv er på ferie og det har været alt mellem 5 og 8 ugers pause... og det er ALT for lang tid. Der kan jeg godt nå at lave rigtig mange "ulykker", så der er som regel godt med arbejde når vi starter op igen. Vi har også holdt en pause hvor jeg synes det gik ok og jeg var inde i en god periode, der var jeg ikke hos ham i lidt over 2 måneder og det gik absolut ikke godt. Så siden da, har vi kun holdt pauser når han har ferie.

Jeg er på medicin, 10 mg Cipralex. Det er den dosis jeg har fået længst og som holder mig nogenlunde stabil når jeg er inde i en god periode, men jeg svinger meget ind og ud af gode og dårlige perioder, men får så ikke øget min medicin når jeg får forværring. Har ellers prøvet andet medicin også, uden særlige gode resultater, blev bl.a. mega syg af Efexor.

Jeg har overvejet at komme til psykiater, men der er sindssyg lang ventetid. Min egen læge har på det kraftigste anbefalet kommunen at der bliver lavet en psykiatrisk speciallægevurdering på mig, men den har kommunen ikke taget til sig, så jeg overvejer stadig at blive henvist til psykiater af egen læge. Mest for at få styr på diagnoserne, min medicin OG for at have det i baghånden, selvom kommunen har vedkendt, at jeg har skånebehov og problemer i den retning.

Håber jeg fik svaret på dine spørgsmål EE, ellers må du lige sige til

[gh72]

Jeg går også hos en psykolog og har gjort det i meget lang tid (flere år). I øjeblikket er vi igang med en lidt dybere terapi, det er ekstremt hårdt, men jeg kan virkelig mærke at det hjælper! Det har hjulpet mig med at sætte grænser i forhold til mit samvær med andre, det har hjulpet mig med at se med mere positive briller på mig selv og ikke mindst så hjælper det mig stadig med at finde hoved og hale i hele mit liv og det hjælper mig også med at vælge de gode ting til og de dårlige ting fra og ikke lade mig styre af andres meninger og holdninger.

Ja, det er svinedyrt og måske økonomien på et tidspunkt sætter nogle grænser, men indtil videre klør jeg på, fordi jeg kan mærke at det giver mig meget.
Den kognitive del har helt sikkert været godt for mig. Det har hjulpet mig meget. Jeg har altid været den pæne pige, der har haft svært ved at sige fra og sætte grænser, det er jeg blevet langt bedre til nu. Desværre falder det ikke altid i god jord i familien/omgangskredsen, men da jeg kan mærke, at det virkelig hjælper mig, så fortsætter jeg ad den sti!

[Ninja]

Jeg ved nu ikke om jeg er blevet stærkere, men jeg er måske blevet en lille smule klogere på mig selv. Man skal også huske på, at jeg har lidt af OCD siden jeg gik i børnehave, og altid har lidt af forskellige former for angst. Jeg har aldrig kendt til andet, og aner ikke hvad det vil sige, at være rask, uden nogen former for symptomer...

Og når man har haft det sådan ALTID og ikke har nogen erindringer om et liv der er 'normalt' (uden angst, ocd, psykoser mm), så ER man på en eller anden måde bare sådan. Jeg lever efter det, ved hvad der forværre mine symptomer, ved hvad der kan holde det nogenlunde i skak, hvad der forværre det osv....

Min læge har altid sagt til mig,, det er sgu så synd for dig!
Men når jeg tænker over det, så er det måske endnu mere forfærdeligt for mennesker, der går fra at være raske, til at blive enormt angste. Forandringen betyder måske man indelukker sig, isolerer sig fra omverden, mister forhold til nære, venner mm.
Alt det der har jeg jo LEVET altid, jeg har simpelthen indrettet mig efter mine diagnoser helt fra barnsben af.
Jeg har altid været enspænder, så jeg har ikke mistet noget. Så det kan måske bedst sammenlignes med at være blind fra fødslen, man kender ikke til andet.
Men at miste synet når man er 30, kan være fuldstændig forfærdeligt. Folk spørger måske den blind-fødte om de ikke godt kunne tænke sig at kunne se, men når man altid har været blind, så aner man jo ikke havd det er. Hvor imod dén der er blevet pludselig blind, måske går med en stor sorg i sig selv, over ikke mere at kunne se dem de elsker og holder af, naturen, solopgangen mm mere....jeres medicin kan måske gøre at i kommer til at se igen, men for mig er der ingen håb om at synet vender tilbage. Men når jeg har det slemt, så kan jeg tage medicin så jeg ikke går helt i panik over alt det sorte, og holde depressionerne lidt i skak indtil jeg igen kan slippe medicinen og fortsætte i mørket.

Og for mig kan psykologen ikke gøre noget, de fortalte mig i sin tid hvordan jeg kunne færdes udenfor, uden at ramle ind i biler, andre mennesker og trafikken. De værktøjer var udmærket, og jeg bruger dem den dag i dag, og har selv fundet på en masse nye som virker endnu bedre, lidt som at udvikle en 6 sans, fordi nogle andre er sat lidt ud af spil.

Men for jer, så er psykologen måske de årer der kan ro jer ind til breden, for når man tager medicin, så sidder man jo godt og tørt i jollen, men kan ikke komme videre uden årerne....
Medicin og psykolog BØR hænge sammen og følges ad. Medicin - mener jeg, kan IKKE stå alene i en behandling.

[hla72]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg ved nu ikke om jeg er blevet stærkere, men jeg er måske blevet en lille smule klogere på mig selv. Man skal også huske på, at jeg har lidt af OCD siden jeg gik i børnehave, og altid har lidt af forskellige former for angst. Jeg har aldrig kendt til andet, og aner ikke hvad det vil sige, at være rask, uden nogen former for symptomer...

Og når man har haft det sådan ALTID og ikke har nogen erindringer om et liv der er 'normalt' (uden angst, ocd, psykoser mm), så ER man på en eller anden måde bare sådan. Jeg lever efter det, ved hvad der forværre mine symptomer, ved hvad der kan holde det nogenlunde i skak, hvad der forværre det osv....

Min læge har altid sagt til mig,, det er sgu så synd for dig!
Men når jeg tænker over det, så er det måske endnu mere forfærdeligt for mennesker, der går fra at være raske, til at blive enormt angste. Forandringen betyder måske man indelukker sig, isolerer sig fra omverden, mister forhold til nære, venner mm.
Alt det der har jeg jo LEVET altid, jeg har simpelthen indrettet mig efter mine diagnoser helt fra barnsben af.
Jeg har altid været enspænder, så jeg har ikke mistet noget. Så det kan måske bedst sammenlignes med at være blind fra fødslen, man kender ikke til andet.
Men at miste synet når man er 30, kan være fuldstændig forfærdeligt. Folk spørger måske den blind-fødte om de ikke godt kunne tænke sig at kunne se, men når man altid har været blind, så aner man jo ikke havd det er. Hvor imod dén der er blevet pludselig blind, måske går med en stor sorg i sig selv, over ikke mere at kunne se dem de elsker og holder af, naturen, solopgangen mm mere....jeres medicin kan måske gøre at i kommer til at se igen, men for mig er der ingen håb om at synet vender tilbage. Men når jeg har det slemt, så kan jeg tage medicin så jeg ikke går helt i panik over alt det sorte, og holde depressionerne lidt i skak indtil jeg igen kan slippe medicinen og fortsætte i mørket.

Og for mig kan psykologen ikke gøre noget, de fortalte mig i sin tid hvordan jeg kunne færdes udenfor, uden at ramle ind i biler, andre mennesker og trafikken. De værktøjer var udmærket, og jeg bruger dem den dag i dag, og har selv fundet på en masse nye som virker endnu bedre, lidt som at udvikle en 6 sans, fordi nogle andre er sat lidt ud af spil.

Men for jer, så er psykologen måske de årer der kan ro jer ind til breden, for når man tager medicin, så sidder man jo godt og tørt i jollen, men kan ikke komme videre uden årerne....
Medicin og psykolog BØR hænge sammen og følges ad. Medicin - mener jeg, kan IKKE stå alene i en behandling.

Mit stammer også fra barndommen, men det er først som voksen at tingene er kollapset for mig.
Hele mit liv har drejet sig om at være perfekt, at dække over min angst, utilstrækkelighed, ængstelighed og at jeg følte mig uelsket og uønsket i min egen familie. Mobning i skolen og trøstespisning fra jeg var 9-10 år og deraf overvægt har heller ikke hjulpet på hverken selvbillede eller selvværd. Problemer på hjemmefronten fra ca. da jeg var i samme alder har heller ikke hjulpet.

Jeg har altid været ængstelig, nervøs og meget genert. Men jeg har gjort ALT for at dække over det, og det har kostet rigtig mange menneskelige ressourcer. Jeg har følt mig SÅ forkert i mit eget liv, at jeg ikke kendte mig selv, for jeg spillede altid roller for at passe ind. Det har så også betydet, at da hele ****et væltede for mig, blev folk som har kendt mig hele mit liv eller i mange år virkelig overraskede, for jeg var jo sådan en stærk pige der vidste hvad jeg ville, med gåpåmod der ikke var bange for noget. Det hele var bare EN stor løgn jeg levede på og jeg kunne ikke holde til presset mere.

Jeg kender så stadig ikke mig selv og spiller også stadig roller fra tid til anden, men min psykolog har virkelig fået mig til at indse nogle ting, bl.a. at jeg ikke kan gøre for at jeg er som jeg er. At det er helt ok at jeg har en skrøbelig personlighed og har haft det siden barns ben, men at jeg har gjort alt for at skjule det for selv min allernærmeste familie. Det var virkelig en øjenåbner for mig, da jeg fandt ud af, at angsten er mit hovedproblem og det var så mærkeligt at få sat ordet angst på alle de følelser jeg har rendt rundt med siden jeg var 5-6 år gammel. Der gik der virkelig en prås op for mig.

Jeg har lært rigtig meget om pålagte mønstre og videreførte mønstre. Jeg viderefører mange mønstre fordi jeg aldrig har lært andet. Der er rigtig meget **** at rydde op i i mit liv, bl.a en voldsom skyldfølelse og en følelse af at have følt sig forkert helt fra barnsben.
Jeg tror også en af årsagerne til jeg har så svært ved at udtrykke hvordan jeg har det kommer af, at når jeg prøvede på at sige noget som barn, blev jeg affærdiget med, at det var noget pjat. Nåh, men så var det vel det og så var jeg jo nok forkert siden jeg havde det sådan. Derfor reagerer jeg også VOLDSOMT i dag når folk mener det jeg gør og siger er noget pjat og jeg skal se at komme videre.

Nogle gange kan jeg da godt tænke om jeg får den rigtige form for terapi fordi det går så langsomt som det gør. Andre gange tænker jeg på om jeg i det hele taget kan "reddes". Men ser jeg tilbage på da jeg startede til psykolog og hvor jeg er i dag, så kan jeg godt se der er sket noget. Men nok ikke så meget som menigmand synes der skal... men det kan de så være fløjtende ligeglad med

Jeg er helt enig i din betragtning omkring medicin, helenekr, den kan ikke stå alene, det er vigtigt at man får den form for behandling der passer til en. Men det kan også være rigtig svært at finde ud af, og jeg synes desværre at alt alt for mange får alt for overfladisk behandling. Værsgo, her er nogle piller... spis dem og du får det bedre. Desværre er det også meget den gængse mening i samfundet... nåh du får lykkepiller... jamen, så må du da snart få det godt

[Ninja]

Jeg kan ikke tåle lykkepillerne, jeg får det markant værre, måske netop fordi jeg er så fintfølene. Selv små ændringer, kan ende i totalt kaos, hvis ændringerne ikke kommer fra MIG men måske som et led i medicinbehandlingen...
Jeg kan ikke overskue hvis jeg ikke har den fulde kontrol, og når jeg tager medicinen, føler jeg jeg mister den kontrol, for jeg aner ikke om jeg gør, hvad jeg gør, pga pillerne eller om det stammer fra mig selv som menneske. Det bliver hurtigt et MEGA problem for mig når jeg tager medicin.
Når jeg ikke tager noget, så ved jeg at alt kommer fra MIG, så synes jeg det er langt lettere at rende rundt med 'skruenøglen' og justerer lidt i mit liv. Den dæmper medicien i mange tilfælde giver, kan jeg slet ikke forsone mig med, den gør mig utryg, for jeg véd, at den ikke kan fjerne roden til alt det onde, den dæmper den bare falsk.
Men når jeg står nøgen foran mine udfordringer, uden medicinen, så kan jeg meget lettere finde et par bukser at tage på, en t-shirt, strømper osv...så jeg kan klæde mig på til de opgaver der ligger i at være syg, for mig - gælder nok ikke for andre, føles det mere rigtigt, og efter et liv fyldt med angst, piller, sprut mm, så er det først NU mit liv føles ægte. Det er en lettelse at være clean, og det hele føles på en eller anden måde lidt lettere nu, eller mere acceptabelt.
Medicinen tog jeg mere for at passe ind i de kasser 'nogen' mente var de korrekte for mig.
Men summa summarum er, at jeg KUN fik bremset hele min udvikling i de 15år + jeg tog medicien, jeg stod simpelthen i stampe. Og da jeg stoppede med medicinen, så kom røvturen af dementioner, 15 års røvture kom bare væltende ned fra oven. Og EJ hvor var det nærliggende at tro, at jeg fik det sådan pga medicin ophøret og at jeg sikkert skulle fortsætte, så jeg igen kunne komme ind i kasserne i 'trygheden'.

Det var nok i dén periode jeg skulle kæmpe mest for retten til at blive medicinfri. Tankerne sejlede og om natten kunne jeg holde mig vågen i en blanding af tankemylder, angst og vanvid, der var endnu værre end den gang jeg begyndte på medicinen, og oven i hatten fik jeg en depression der varede næsten 1 år og som gjorde mig TOTALT handlingslammet fordi jeg samtidig også fik psykoser der kom og gik. Og alt det kæmpede jeg med uden medicin! Men jeg klarede den - jeg overlevede! Og siden da har jeg følt at jeg er kommet ud på den anden side som et klogere og mere helt menneske. Nedturen startede i Juni 2006 og opturen begyndte i April 2007, og December 2007 søgte jeg førtidspension, som så gik igennem i 2009. Det hele har jeg mestret uden medicin, og derfor er jeg på dén måde blevet stærkere!

Men det var ekstremt hårdt arbejde at stoppe med medicinen efter 15 års brug, og for katten da hvor var jeg i tvivl om det nu også var den rigtige beslutning, specielt da jeg blev voldsomt syg igen.
Men nu hvor vi skriver 2010, så ved jeg at beslutningen var den rigtige. Jeg har ikke haft depression siden 2007, og har ikke længere tankemylder og tanker der sejler, jeg er i konstant indre balance og har meget lettere ved at overskue min situation, sover godt om natten, hygger mig og trives om dagen osv, og har det meget meget bedre nu, end den gang jeg tog lykkepiller. Men jeg kan dæleme godt forstå, at nogen vælger at tage pillerne resten af livet, for for en i hede hule XXX hvor er det stygt at skulle stå alene uden medicin det første år, og sikke nogle kampe der skal kæmpes, når man har taget dem i så mange år....

[hla72]

Helenekr... det du skriver beviser jo netop hvor vigtigt det er ikke bare at give piller til folk! Nogle reagerer på dem, andre ikke. Nogle reagerer som du på selv små doser, andre skal have store doser.

Jeg tåler heller ikke al medicin, noget virker ikke, andet giver enormt mange bivirkninger. Jeg har også prøvet at være af medicin, gik faktisk fra en stor dosis Efexor og så til ingenting i et helt år. Det gik også ok, indtil jeg fik et monster dyk og min daværende nævenyttige socialrådgiver ville have mig på medicin igen. Og jeg var blåøjet (selvom de er brune) og gjorde som der blev sagt.

Det er SÅ uhyggeligt vigtigt i spørgsmål om psykiske problemer og psykiske sygdomme, at man ikke bare bliver proppet med medicin og så færdig. Jeg har dælme STOR respekt for din beslutning om at kæmpe kampen på din måde da!

Jeg kan SÅ godt forstå når du skriver, at du var i tvivl om det var den rigtige beslutning. Jeg er også personligt i tvivl om jeg burde tage min medicin, det har jeg været meget meget længe.

Det handler handler jo om hvordan man hver især reagerer på medicin OG på behandling hos enten psykiater eller psykolog. Ingen er jo ens, men jeg har oplevet på egen krop, at det må da være ligegyldigt.
Tag nogle piller, få 10 samtaler hos en psykolog og så har du det bedre. Jeg møder stadig i systemet undren over, at jeg har gået 1½ år ved psykiater, været on/off medicin siden marts 2003 og gået til psykolog i snart 3 år og jeg er STADIG ikke parat til at komme ud og arbejde.

Jeg ved godt tråden handler om psykolog osv, men må jeg lige spørge om hvad kommunen sagde til alt det? Måtte du også kæmpe med dem omkring det at du ikke tog medicin?

Stort til dig, helenekr, for at vise det så åben og ærligt, det kræver sgu boller

[gh72]

Skal vi ikke lave en ny tråd om medicin, hvis det er? Der har for nyligt været en lang tråd og medicin; nu er det jo psykolog, EE gerne vil høre lidt om