Hvornår vendte retorikken? - K10

frida · 08-12-2013, 15:44

Jeg har tit tænkt på hvornår retorikken i Danmark ændrede sig fra "vi måler vores velfærdssamfund på hvordan vi behandler de svageste grupper i vores samfund", en sætning man som dansker sagde med stolthed fordi den i den grad beskrev grundtanken i vores velfærdssamfund.

Nu er retorikken hård og nådeløs. Arbejdsløse, handicappede, indvandrere, kronisk syge og hjemløse er vor tids jøder.
Pludseligt er det blevet fuldstændig legal og accepteret adfærd i alle samfundslag, at man spotter, nedgør, diskriminerer udsatte grupper.

Man har lavet en konsensus om, "at det er deres egen skyld", "de kan bare tage sig sammen", "de dyrker deres sygdom", "de vil ikke arbejde" og "krævementalitet" der gør, at man kan skabe bred opbakning i befolkningen til at fratage disse udsatte mennesker deres forsørgelse.

Hvad blev der af næstekærligheden? Medfølelsen? Empati, barmhjertighed.

Eller bare den mest basale evne til at sætte sig i et andet menneskes sted?

Alting er penge, præstation og bundlinje!

Hvor er mennesket, og hvornår begyndte dette?

Jeg vil nedenunder give et eksempel på hvordan disse menneskefjendske holdninger får magt:

Her et link til filosof Ole Thyssens kronik i information:

Jeg advarer; det er tåkrummende læsning!

http://www.information.dk/285014

"Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag...."

"...Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne...."

"...Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp...

...Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter...."

"I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi."

"De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? "

Nedenstående artikel viser hvor hurtigt en sådanne udokumenterede påstande bliver taget for den pure sandhed hos både politikere og socialrådgiverere.

Det er skræmmende folk er så ukritiske med hvad de videreformidler.

Her er den en artikel fra socialrådgiveren, hvor man hører to forskellige holdninger hos socialrådgiverne:

http://socialrdg.dk/Default.aspx?ID=5867

[B]"– Jo længere tid du går hjemme og fokuserer på din sygdom, jo mere syg bliver du, forklarer Marie Pedersen. Her kan varighedsbegrænsningen være den motivation, som hjælper den sygdomsramte tilbage i job."

Bemærk ordvalget "forklarer", hvilket antyder det er en endegyldig sandhed.

Yderligere udtaler Marie Pedersen:

"Tab af status og selvværd er nogle af konsekvenserne ved en langvarig sygemelding. Presset er stort i et samfund som det danske, hvor vi trykker hinandens hænder, siger goddag og præsenterer os med vores stilling.

– De fleste har jo en enorm stærk faglig identitet. I 30 år har du været Bent, der er murer. Nu er du Bent, der er sygemeldt. Og hvem er du så? siger socialrådgiver Marie Pedersen.
Hun mener, at sygdommen alt for ofte gennemsyrer folks hverdag. Så meget at det næsten bliver en hobby.

– Det kan være ham, der kommer ind med fem tykke ringbind fyldt med lister over alt det, han fejler.

Ud over jobbet mister mange status, når de bliver sygemeldte. De er måske flyttet i en mindre lejlighed, har solgt bilen og droppet sommerferien. Og det forringer selvværdet."

Her hører vi en anden mening, fra sagsbehandler der ikke har reserveret plads i helvede.

"– Vi kommer til at have borgere sygemeldte i længere tid end nødvendigt. Der er derfor ingen tvivl om, at det kommer til at koste rigtig mange penge, siger Marianne Wiemann, der er leder af sygedagpenge-teamet i Frederiksberg Kommune.

Carsten Hansen mener dog, at socialrådgiverne selv kan gøre meget for at undgå, at økonomien løber løbsk.

– Det handler også om, at vi som socialrådgivere skal blive skarpere i vores vurderinger. Vi skal være hurtigere til at afklare, så folk ikke får ydelsen mere end højst nødvendigt."

Jeg har klippet godt og grundigt i artiklerne, for at få de væsentligste ytringer med og tydeliggøre hvor skadelig den selvretfærdige, harmdirrende tonen er i det offentlige rum.

Jeg kunne med denne tråd tænke mig, at starte en debat op om
HVAD, HVORDAN, HVORNÅR, HVORFOR er denne måde at nedgøre sine medmennesker, endda samfundets mest udsatte borgere, blevet dagligdagen og fuldt accepteret på alle niveauer i Danmark?

Og HVORDAN præger det os der sidder på anklagebænken?
Og vores børn, kærester, venner, familie?

Ved de ikke, "de andre", at en dag kan de selv blive "Jøden" i det spil, de i fulde drag nyder, at spille nu?

Jeg håber på en god debat med masser af meninger, og eksempler fra virkeligheden.

Frida

08-12-2013, 15:44	#1
frida Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 17-08 2007 Indlæg: 482 Styrke: 17	Hvornår vendte retorikken? Jeg har tit tænkt på hvornår retorikken i Danmark ændrede sig fra "vi måler vores velfærdssamfund på hvordan vi behandler de svageste grupper i vores samfund", en sætning man som dansker sagde med stolthed fordi den i den grad beskrev grundtanken i vores velfærdssamfund. Nu er retorikken hård og nådeløs. Arbejdsløse, handicappede, indvandrere, kronisk syge og hjemløse er vor tids jøder. Pludseligt er det blevet fuldstændig legal og accepteret adfærd i alle samfundslag, at man spotter, nedgør, diskriminerer udsatte grupper. Man har lavet en konsensus om, "at det er deres egen skyld", "de kan bare tage sig sammen", "de dyrker deres sygdom", "de vil ikke arbejde" og "krævementalitet" der gør, at man kan skabe bred opbakning i befolkningen til at fratage disse udsatte mennesker deres forsørgelse. Hvad blev der af næstekærligheden? Medfølelsen? Empati, barmhjertighed. Eller bare den mest basale evne til at sætte sig i et andet menneskes sted? Alting er penge, præstation og bundlinje! Hvor er mennesket, og hvornår begyndte dette? Jeg vil nedenunder give et eksempel på hvordan disse menneskefjendske holdninger får magt: Her et link til filosof Ole Thyssens kronik i information: Jeg advarer; det er tåkrummende læsning! http://www.information.dk/285014 "Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag...." "...Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne...." "...Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp... ...Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter...." "I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi." "De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? " Nedenstående artikel viser hvor hurtigt en sådanne udokumenterede påstande bliver taget for den pure sandhed hos både politikere og socialrådgiverere. Det er skræmmende folk er så ukritiske med hvad de videreformidler. Her er den en artikel fra socialrådgiveren, hvor man hører to forskellige holdninger hos socialrådgiverne: http://socialrdg.dk/Default.aspx?ID=5867 [B]"– Jo længere tid du går hjemme og fokuserer på din sygdom, jo mere syg bliver du, forklarer Marie Pedersen. Her kan varighedsbegrænsningen være den motivation, som hjælper den sygdomsramte tilbage i job." Bemærk ordvalget "forklarer", hvilket antyder det er en endegyldig sandhed. Yderligere udtaler Marie Pedersen: "Tab af status og selvværd er nogle af konsekvenserne ved en langvarig sygemelding. Presset er stort i et samfund som det danske, hvor vi trykker hinandens hænder, siger goddag og præsenterer os med vores stilling. – De fleste har jo en enorm stærk faglig identitet. I 30 år har du været Bent, der er murer. Nu er du Bent, der er sygemeldt. Og hvem er du så? siger socialrådgiver Marie Pedersen. Hun mener, at sygdommen alt for ofte gennemsyrer folks hverdag. Så meget at det næsten bliver en hobby. – Det kan være ham, der kommer ind med fem tykke ringbind fyldt med lister over alt det, han fejler. Ud over jobbet mister mange status, når de bliver sygemeldte. De er måske flyttet i en mindre lejlighed, har solgt bilen og droppet sommerferien. Og det forringer selvværdet." Her hører vi en anden mening, fra sagsbehandler der ikke har reserveret plads i helvede. "– Vi kommer til at have borgere sygemeldte i længere tid end nødvendigt. Der er derfor ingen tvivl om, at det kommer til at koste rigtig mange penge, siger Marianne Wiemann, der er leder af sygedagpenge-teamet i Frederiksberg Kommune. Carsten Hansen mener dog, at socialrådgiverne selv kan gøre meget for at undgå, at økonomien løber løbsk. – Det handler også om, at vi som socialrådgivere skal blive skarpere i vores vurderinger. Vi skal være hurtigere til at afklare, så folk ikke får ydelsen mere end højst nødvendigt." Jeg har klippet godt og grundigt i artiklerne, for at få de væsentligste ytringer med og tydeliggøre hvor skadelig den selvretfærdige, harmdirrende tonen er i det offentlige rum. Jeg kunne med denne tråd tænke mig, at starte en debat op om HVAD, HVORDAN, HVORNÅR, HVORFOR er denne måde at nedgøre sine medmennesker, endda samfundets mest udsatte borgere, blevet dagligdagen og fuldt accepteret på alle niveauer i Danmark? Og HVORDAN præger det os der sidder på anklagebænken? Og vores børn, kærester, venner, familie? Ved de ikke, "de andre", at en dag kan de selv blive "Jøden" i det spil, de i fulde drag nyder, at spille nu? Jeg håber på en god debat med masser af meninger, og eksempler fra virkeligheden. Frida Sidst redigeret af frida; 08-12-2013 kl. 16:56.