træt af at fortælle gud og hvermand om mine sygdomme- accepter dog

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af c.l.e.o.

Og så er det blevet mit problem.

Og det er jo det det bliver, hvis man af størstedelen af ens omgangskreds (familie og venner) bliver mødt med mistro.

Hvis man ikke kan mødes og være sammen, med hverken familie eller venner, uden at blive mødt med mistroiske spørgsmål og evt. nedgørelse, så kan selv den bedste få et knæk.

Ikke ret mange mennesker kan holde ud, altid at gå for sig selv, og mange har svært ved, at skaffe nye relationer.

Jeg selv var på kh i mange år, de fleste tog mig som den jeg er, men en enkelt person kom med jævne mellemrum med stikpiller, for "der må da være noget du kan klare".
Og ja, jeg kan sg'i da klare det hele, men intet af det uden at ligge brak de efterfølgende 8 dage.

Men netop fordi det kun var en enkelt person, så kunne jeg ryste det af mig og ikke blive særligt påvirket af det, havde det nu været hele familien, så havde den dælme været svær.

Nu hvor jeg har fået fp oplever jeg ingen negative ytringer, det er li'som om, at folk nu tror på det jeg hele tiden har sagt, nemlig at jeg har en tosset ryg og kun magter mig selv og mine børn, så snart der proppes mere på, så knækker filmen.

Jeg har nogle gange haft den tanke, at hvis en stiller ?-tegn ved mine helbredsmæssige problemer, så sku' jeg måske lade personen læse et uddrag af min sidste jobdagbog og efterfølgende spørge, om sådan en tilværelse virker tillokkende.

[Bertha65]

Oprindeligt indsendt af kandelsdorff

at jeg er syg og det aldrig blir bedre eller går over.

jeg er træt af folk der tror at når man har fortalt den en gang at man er varrigt syg, at man ugen efter mirakuløst er blevet rask.

men jeg kan godt se det fra deres synspunkter, det eneste der afslører mig er min langsomme skæve gang, og halten når det er værst. men stik hovedet inden for i mit liv bare en enkelt dag, så kan de se at det ikke bare er det jeg døjer med.

jeg har da overvejet at holde det for mig selv, men problemet opstår igen når folk spør hvad man arbejder med eller er uddannet som. og det er sku svært at undgå netop de spørgsmål. hvad siger i andre??
er i bundløst ærlige eller pakker i det ind eller afviser?

man blir mødt med ligegyldighed og mistro alle vejne. det i sig selv er totalt opslidende. oven i det kommer alle de fysiske og psygiske ting (tror da nok at kognitive ting går ind under psyken, men ret mig gerne hvis jeg tager fejl)

jeg er træt af folk der ikke mener jeg er syg nok, bare fordi jeg har 3 børn på 6,1.5 og 2.5 år. (tro mig alle de løft jeg har om dagen, de sender mig ofte til tælling i sengene ller på sofaen- men folk ser det jo ikke når man lukker ned for gardinet og ligger sig ind under dynen for at tackle smerterne.


jeg håber at i andre har lettere ved at forklare andre folk, at smerter ikke altid er synlige

lige lidt hverdags galle fra mig- håber i bærer over

Hej...... jeg starter lige med at sende dig et

Jeg kan så udemærket følge dig, jeg har samme problem. Jeg har også hørt utallige gange om jeg ikke tror det er psykisk.....om jeg ikke tror det går over igen, om jeg ikke tror ditten og om jeg ikke tror datten......Jeg tror ikke noget.....jeg ved.
Mine smerter er der, dag og nat.....mine smerter er der uanset om de tror det eller ej.
Så nu holder jeg det for mig selv....det er hårdt, fordi jeg har brug for at snakke om det.
Men så har jeg en dejlig person i min omgangskreds som ved hvad jeg snakker om, og ikke mindst som tror på mig. Jeg håber du også har en at dele dine tanker med....for det er guld værd.
Men som syg, er man faktisk ret ensom.....folk har det med at tage afstand, eller forsvinde ud af ens liv....fordi de ikke lige magter at man pludselig er blevet en anden, og ikke kan de samme ting som før. I starten gør det vildt ondt, når ens såkaldte venner ikke mere lader høre fra sig, men med tiden har jeg lært at accepterer det, fordi de i mine øjne ikke er rigtige venner alligevel.

Så fortvivl ikke, op med hovedet....og luk de mennesker ind som vil dig det godt....

[charles]

folk har mange fordomme fordi de tror at man ikke gider lave noget men det er svært at få førtidspension i danmark og de kan jo ikke se at jeg har kronisk smerter fordi min ryg er ødelagt ville være nemmer his jeg manglede en arm

[MissMurphey]

Ja jeg kender også udemærket probemet med at folk flygter.
Både fordi de ikke kan sætte sig ind i usynlige sygdomme men også
fordi jeg pga. min sygdom, bliver hurtigt vred over nogle ting, og
så siger jeg bare hvad jeg tænker.

Så det er faktisk "rart" at kunne dele denne type problem med andre herinde.

Jeg kan godt tildels forstå omgivelserne, men ville ønske at de havde større forståelse.
Håber det kommer engang.
Og ellers er det den tunge vej, at bygge en ny omgangskreds op.

Knus og kram til jer alle

[kandelsdorff]

siden mine første indlæg i denne tråd er der kommet afslag på alt- på nær hjælp til bad 2 gange om ugen( som ofte kun bliver til et pga smerter og træythed)

min mor r her stadig som heltidshjælper og det samme er min kæreste-

og jeg har fået stilet i udsigt at min udredning nemt kan tage et år før jeg for 2 gang kan søge førtidspension-

men de kan spare sig- jeg har givet op- nu må vi se hvor længe jeg holder før det hele vælter....

jeg har det som om min luft bliver tynder eog tyndere- til sidst er det som om man kvæles.

jeg skal gang på gang forklare min sygdomshistorie overfor div læger der ikke har gidet at læse min journal, fordi den er flere alen lang- og min ødelagte hukomelse ør at jeg ikke kan huske hvad jeg har forklaret een gang og hvad jeg ikkehar fået sagt.

det er ikke nemt med en korttidshukommelse på 15 min- og s¨å skal udfrittes 3 stive timer, fra tid til anden... om det samme over and over again. ja jeg har ondt 24/7- og i kan ikke gøre jer herre over om det passer til mine skader eller ej.- for så kan det jo være i har overset noget- fx mine led? har haft ondt i dem siden 2010- og der er stadig ingen de rved hvad det er...

mit piskesmeld som har resulteret i slid i nakkehvivlerne, samt min astma negligeres- jeg anklages for at være lavt begavet- trods at der stod ordret fra psykoligen at jeg lå i den lave ende af normalområdet.( det er i min verden ikke at være lavt begavet)

jeg har de ondeste migrene anfald i øjeblikket samt store huller i min hukommelse jeg ikke plejer at have. jeg kan fx ikke husske hvor jeg bor, mit cpr nr, og kan nogle gange ikke genkende min kæreste. det er meget ubehageligt. min ptsd er gså inde under den kategori- blot fordi at jeg ikke er i behandling for det- men man skal vel have stillet diagnosen fra andre end en neuropsykolog der kun skule udrede mine problemer samt min arbejds procent- hvilket han fandt var lig nul- og at der kun kunne ske forbedring i min livskvalitet hvis jeg var heldig -

al livskvalitet er væk- der er intet tilbage efter de sidste måneder i kommunens kløer, hvor man gang efter gang bliver mistænkeliggjort, udmattet og tilsidst forlangt det umulige af.

de er gået så langt som at ringe til min læge efter et møde de aflyste ( samme dag) og påstå at jeg nægter at samarbejde.

det var strået der brækkede kamelens ryg.... jeg orker ikke at slås mere. jeg vil bare ha lov at være i fred. og kan jeg finde en rute uden om kommunen- så tager jeg denne- for kommunens cirkus overlever jeg ikke.
jeg orker ikke at slås- jeg har stået i den her situation io 13 år nu- og den er kun blevet værre af utallige formålsløse arbejdsprøvninger.....

min krop siger stop- ogjeg er den eneste der kan sige nej - det kan ingen andre gøre for mig-

men når vi siger nej- så rammes man af trusler om at de vil luke for ens ydelse- og så jages man rundt igen... jeg kan ike mere................

[stribe]

sådan kan man heller ikke behandle folk...og så mange år...alle ka klare et vist pres en vis tid - men det her er sgu umenneskeligt..ka godt forstå du blir træt af det..kan heller ikke forstå de vil være bekendt ikke at få afsluttet en - så mam ka< få fred..stakkels dig,ville ønske jeg kunne hjælpe

[æbleplukkeren]

Oprindeligt indsendt af kandelsdorff

jeg har det som om min luft bliver tynder eog tyndere- til sidst er det som om man kvæles.

jeg skal gang på gang forklare min sygdomshistorie overfor div læger der ikke har gidet at læse min journal, fordi den er flere alen lang- og min ødelagte hukomelse ør at jeg ikke kan huske hvad jeg har forklaret een gang og hvad jeg ikkehar fået sagt.

det er ikke nemt med en korttidshukommelse på 15 min- og s¨å skal udfrittes 3 stive timer, fra tid til anden... om det samme over and over again. ja jeg har ondt 24/7- og i kan ikke gøre jer herre over om det passer til mine skader eller ej.- for så kan det jo være i har overset noget- fx mine led? har haft ondt i dem siden 2010- og der er stadig ingen de rved hvad det er...

mit piskesmeld som har resulteret i slid i nakkehvivlerne, samt min astma negligeres- jeg anklages for at være lavt begavet- trods at der stod ordret fra psykoligen at jeg lå i den lave ende af normalområdet.( det er i min verden ikke at være lavt begavet)

jeg har de ondeste migrene anfald i øjeblikket samt store huller i min hukommelse jeg ikke plejer at have. jeg kan fx ikke husske hvor jeg bor, mit cpr nr, og kan nogle gange ikke genkende min kæreste. det er meget ubehageligt. min ptsd er gså inde under den kategori- blot fordi at jeg ikke er i behandling for det- men man skal vel have stillet diagnosen fra andre end en neuropsykolog der kun skule udrede mine problemer samt min arbejds procent- hvilket han fandt var lig nul- og at der kun kunne ske forbedring i min livskvalitet hvis jeg var heldig -

al livskvalitet er væk- der er intet tilbage efter de sidste måneder i kommunens kløer, hvor man gang efter gang bliver mistænkeliggjort, udmattet og tilsidst forlangt det umulige af.

de er gået så langt som at ringe til min læge efter et møde de aflyste ( samme dag) og påstå at jeg nægter at samarbejde.

det var strået der brækkede kamelens ryg.... jeg orker ikke at slås mere. jeg vil bare ha lov at være i fred. og kan jeg finde en rute uden om kommunen- så tager jeg denne- for kommunens cirkus overlever jeg ikke.
jeg orker ikke at slås- jeg har stået i den her situation io 13 år nu- og den er kun blevet værre af utallige formålsløse arbejdsprøvninger.....

min krop siger stop- ogjeg er den eneste der kan sige nej - det kan ingen andre gøre for mig-

men når vi siger nej- så rammes man af trusler om at de vil luke for ens ydelse- og så jages man rundt igen... jeg kan ike mere................

Lidt god vind til dig herfra ved selv hvor hårdt det er, man føler bare at man bliver syltet og ved ikke altid hvad der er op og ned hos sagsbehandleren.

[nocturne]

Du skal ikke godtage alt de serverer for dig.

At du skulle være svagt begavet kan man jo læse sig til, at du ikke er.

Ens hjerne bliver frygteligt påvirket af depression, jo længere jo værre.

Håber du magter at kæmpe de sidste slag.

[æbleplukkeren]

Oprindeligt indsendt af nocturne

Du skal ikke godtage alt de serverer for dig.

At du skulle være svagt begavet kan man jo læse sig til, at du ikke er.

Ens hjerne bliver frygteligt påvirket af depression, jo længere jo værre.

Håber du magter at kæmpe de sidste slag.

Kan ens sagsbehandler egenligt kræve at man tager lykkepille? Kom jeg lige til at tænke på?

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af æbleplukkeren

Kan ens sagsbehandler egenligt kræve at man tager lykkepille? Kom jeg lige til at tænke på?

Hvis din læge har skrevet, at du vil kunne få det bedre ved at tage lykkepiller, så kan de kræve, at du afprøver det.

Det vil jo være en behandlingsmulighed og for at få fleks eller fp skal alle beh.muligheder være udtømte.