Asperger og førtidspension

[sbo]

Oprindeligt indsendt af foetsie

Ved ikke om du har været hos en psykiater, men i Hvidovre har psykiater Klavs Nicholson en klinik, han er specialiseret i autisme spektrum forstyrrelser hos voksne, bl.a. Aspergers syndrom. Jeg synes du ellers skal bede din læge om at blive henvist til ham, så er du i hvert fald i gang med at få det på papir hvad aspergers betyder for dig, det er jo ikke ens for alle med Aspergers.

Og tak for tippet, det vil jeg snakke med min læge om!

[MineBørnsMor]

Oprindeligt indsendt af sbo

Tak for alle jeres hurtige svar, det har helt klart givet mig noget at tænke over. Det er selvfølgeligt et stort valg at skulle tage, når nu jeg er så ung. Men jeg føler også bare, at jeg lige så godt kan starte kampen som ung, nu hvor der i mange tilfælde kan gå flere år, før førtidspensionen går igennem.

Jeg har rigtig svært ved at se mig selv i uddannelse igen.. faktisk ser jeg næsten uddannelse som udelukket. Efter at have gået på fire forskellige folkeskoler (inklusiv en specielskole for børn med Autisme med ekstra støtte, som gav mig min første store depression som 12 årig), 3 ungdomsuddannelser (alle nøje valgt efter mine særinteresser dyr, computer og musik) og 4 job (3 af dem fik mig til at bryde sammen på første arbejdsdag, det fjerde klarede jeg med nød og næppe i en måned, hvorefter jeg fik en depression).

Jeg er lige stoppet på en skole i December 2011, hvor jeg kun skulle have matematik, dansk, engelsk og mit hovedfag, musik. Efter første måned måtte jeg fravælge dansk, engelsk og matematik, og efter tre måneder begyndte min søvnløshed og min hidtil største depression på 6 mdr. med vægttab på 6 kg (jeg vejer i forvejen kun omkring 58 kg. og er 169 cm høj.) og underernæring.

Når jeg ikke kan vedligeholde noget der har så stor interesse for mig som at spille musik, og når jeg tre gange har brudt sammen på første arbejdsdag og ikke er vendt tilbage, giver det mig angst og fobi at skulle ud i arbejdsprøvning.

Jeg har endda prøvet at tage enkeltfag på VUC flex hvor det kun foregik mellem mig og én lære, og hvor jeg "kun" skulle møde op med mine opgaver 2 gange om måneden. Det kunne jeg heller ikke klare fordi der stadig lå et pres på mig når jeg skulle præstere noget.

Jeg har rigtig svært ved at se hvilket flexjob jeg ville kunne vedligeholde.. Den eneste grund til at jeg efter 4 mdr. med søvnløshed sover normalt pt. er fordi jeg har fået udskrevet 30 stærke sovepiller, fordi alt mildt og "sundt" jeg har prøvet ikke virker. Men jeg kan ikke fortsætte på de sovepiller meget længere uden at blive afhængig. Måske er det bare mig der ser sort på det hele, så derfor er jeg også meget åben for at få nogle idéer til hvad jeg skal gøre.

Jeg synes du lyder som et rigtig godt begavet menneske! Det kan være svært at acceptere at være anderledes af den ene eller anden grund. Og hvis de jobs/uddannelser ikke har taget særlig højde for hvad det er du kan og hvad du har svært ved, så kan det hurtigt ende som nederlag. Men det behøver det ikke altid være. Hvis nu en arbejdsgiver vidste hvad du brænder for, viste at du bliver nervøs hvis de forventer en masse, vidste at dine vanskeligheder gør at du skal ha nye opgaver præsenteret på en bestemt måde osv. Tror du så ikke måske det kunne virke?

Tænker at du har mange år foran dig til at 'gå i sump' - og at det måske faktisk kan gøre dine tendenser til depressioner værre? Så var det måske bedre hvis du kunne få hjælp til at få noget positivt indhold i dit liv og ha folk omkring dig, der forstår dig?

[MTVRV1]

synes du skulle snakke med din sagsbehandler omkring noget støttet undervisning
som netop har fokus på asperger
http://www.aspergerforeningen.dk/asp.aspx?id=4&aid=2

http://www.spsu.dk/

[Tassi]

Desværre er vores samfund ikke gearet til at inkorporere Aspergere, og der tabes en masse på gulvet ganske unødigt. Vi Aspergere er født med nogle begrænsninger, men ofte følger også nogle særlige talenter, og får vi de rigtige rammer er der ikke grænser for hvor vidt vi kan føre det

Du lyder til at have fået en uheldig start på livet, så du slet ikke er rustet til at klare de udfordringer voksenlivet bringer. I forvejen modnes vi gerne senere på visse punkter, og det er derfor umådeligt svært at leve op til de krav og præmisser man mødes med

Jeg tænker på Aspergere som det modigste folk af alle. Livet er stressfyldt og angstprovokerende for os, og alligevel kaster vi os ud i det. For gør vi ikke, har vi kun alternativet med at forsumpe
Men jeg ser også tendensen blandt unge med AS i dag. De går helt i stå når de møder voksenlivet. Jeg skal ikke kloge i, hvad der sker, men det er som om I mangler noget i bagagen. I er ikke robuste nok. I giver op. Lader angsten dominere jeres valg - eller mangel på samme

Som foetsie er jeg også i 40'erne. Jeg har taget universitetsuddannelse og arbejdede i en årrække i et ønskejob. Indtil jeg til sidst klappede sammen af den massive stresspåvirkning. Vi voksne er stadig en forholdsvis usynlig gruppe, for vi bliver først synlige når vi i 30/40'erne knækker sammen. Indtil da har mange af os klaret os

Nu er der ikke to med AS der er ens, da mange faktorer giver det samlede billede. Jeg synes bare jeg ville lade dig vide, at AS pr definition ikke udelukker er selvstændigt liv. Jeg tror en afgørende faktor er hvor godt man lærer at håndtere angst og stress, for det er dem der bringer os i knæ - ikke AS'en i sig selv

PS - hvis du ikke allerede er klar over det, så findes der flere aktive AS grupper på Facebook, blandt andet Aspergerforeningen

[sbo]

dette indlæg skal slettes , jeg kom til at sende dobbelt.

[sbo]

Oprindeligt indsendt af MineBørnsMor

Jeg synes du lyder som et rigtig godt begavet menneske! Det kan være svært at acceptere at være anderledes af den ene eller anden grund. Og hvis de jobs/uddannelser ikke har taget særlig højde for hvad det er du kan og hvad du har svært ved, så kan det hurtigt ende som nederlag. Men det behøver det ikke altid være. Hvis nu en arbejdsgiver vidste hvad du brænder for, viste at du bliver nervøs hvis de forventer en masse, vidste at dine vanskeligheder gør at du skal ha nye opgaver præsenteret på en bestemt måde osv. Tror du så ikke måske det kunne virke?

For at gøre en lang historie kort, så sidder jeg godt og grundigt i klemme. Som du skriver er jeg en begavet pige.. Jeg har en kæreste, nogle tætte veninder, og går endda af og til i byen. Alt sammen noget der er usædvanligt. Jeg er en køn pige som er vellidt og altid har været det. Jeg er god til at formulere mig, og viser ingen fysiske tegn på at have et handicap. Jeg ligger så fint på grænsen mellem at have Asperger syndrom og at være "normal" at jeg ikke fungere på normale vilkår, og heller ikke under specielle forhold. Udadtil lever jeg et normalt liv, men kun min kæreste og min familie ved hvad jeg egentlig kæmper med. Jeg har ikke tidligere fået noget godt ud af at fortælle andre om mit handicap, fordi man ikke kan se det på mig. Jeg har endda været oppe imod lærere, som ikke troede på min mor. Jeg kæmper for at leve et "normalt liv" og det ville være et kæmpe nederlag at gå i en klasse eller en skole, hvor andre har autisme og asperger. Jeg har også prøvet en pigegruppe for piger på min alder med asperger, men bare det at komme til en psykolog får mig til at lukke mig inde.
Jeg vil så gerne leve som andre på min alder, og når jeg bliver spurgt hvad jeg laver, fortæller jeg ikke at jeg er på kontanthjælp, men bare at jeg får nogle penge lige nu indtil jeg skal noget, fordi jeg flover mig over at jeg ikke er færdig med gymnasiet, som folk i min omgangskreds. Det samme ville jeg nok sige hvis jeg fik førtidspension. Det er ikke noget jeg ville reklamere med i hvert fald. Derfor bliver jeg også set som den lidt mystiske pige, fordi folk aldrig helt kan finde ud af hvad jeg laver. Jeg bliver set som hende der er ligeglad med det hele og gør hvad der passer hende og ikke rigtig gider gå i skole eller have et arbejde. Og det har jeg lært at leve med, fordi den titel er bedre for mig end "hende med Asperger". Jeg vil gerne have en lejlighed, se min kæreste, mine veninder og bygge et liv op og føle mig som et menneske. Men det er jeg ikke i stand til at gøre for mig selv, og det er det største nederlag for mig. Så blev det en lang historie alligevel..

[sbo]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Nu er der ikke to med AS der er ens, da mange faktorer giver det samlede billede. Jeg synes bare jeg ville lade dig vide, at AS pr definition ikke udelukker er selvstændigt liv. Jeg tror en afgørende faktor er hvor godt man lærer at håndtere angst og stress, for det er dem der bringer os i knæ - ikke AS'en i sig selv

Tak, det vil jeg tage til mig :-)

[MineBørnsMor]

Oprindeligt indsendt af sbo

For at gøre en lang historie kort, så sidder jeg godt og grundigt i klemme. Som du skriver er jeg en begavet pige.. Jeg har en kæreste, nogle tætte veninder, og går endda af og til i byen. Alt sammen noget der er usædvanligt. Jeg er en køn pige som er vellidt og altid har været det. Jeg er god til at formulere mig, og viser ingen fysiske tegn på at have et handicap. Jeg ligger så fint på grænsen mellem at have Asperger syndrom og at være "normal" at jeg ikke fungere på normale vilkår, og heller ikke under specielle forhold. Udadtil lever jeg et normalt liv, men kun min kæreste og min familie ved hvad jeg egentlig kæmper med. Jeg har ikke tidligere fået noget godt ud af at fortælle andre om mit handicap, fordi man ikke kan se det på mig. Jeg har endda været oppe imod lærere, som ikke troede på min mor. Jeg kæmper for at leve et "normalt liv" og det ville være et kæmpe nederlag at gå i en klasse eller en skole, hvor andre har autisme og asperger. Jeg har også prøvet en pigegruppe for piger på min alder med asperger, men bare det at komme til en psykolog får mig til at lukke mig inde.
Jeg vil så gerne leve som andre på min alder, og når jeg bliver spurgt hvad jeg laver, fortæller jeg ikke at jeg er på kontanthjælp, men bare at jeg får nogle penge lige nu indtil jeg skal noget, fordi jeg flover mig over at jeg ikke er færdig med gymnasiet, som folk i min omgangskreds. Det samme ville jeg nok sige hvis jeg fik førtidspension. Det er ikke noget jeg ville reklamere med i hvert fald. Derfor bliver jeg også set som den lidt mystiske pige, fordi folk aldrig helt kan finde ud af hvad jeg laver. Jeg bliver set som hende der er ligeglad med det hele og gør hvad der passer hende og ikke rigtig gider gå i skole eller have et arbejde. Og det har jeg lært at leve med, fordi den titel er bedre for mig end "hende med Asperger". Jeg vil gerne have en lejlighed, se min kæreste, mine veninder og bygge et liv op og føle mig som et menneske. Men det er jeg ikke i stand til at gøre for mig selv, og det er det største nederlag for mig. Så blev det en lang historie alligevel..

Du skal da ikke være flov over at du lever et næsten normalt liv. Det er da kun positivt. Altså at du går i byen osv. Det er da skønt at du kan klare det.

Men jeg kan godt se problemet i det. Du har levet et liv, så tæt på normal, men så alligevel ikke. Det betyder jo at du skal misforstås. Hvis du nu havde været mere 'ramt' og fx havde haft en tungere autismediagnose, så havde du gået på specialskole osv. Nu er du 'for god' til den del af systemet, men det ændrer ikke på at der er ting der er svære for dig. Men fordi du er så velfungerende er du meget mere 'on your own'.
Jeg tror det vil være rigtig godt for dig hvis du får formuleret (enten selv, eller med en forældre, god veninde, lærer, sagsbehandler...?) hvem du er, hvad du kan og ikke kan. Så får du sat ord på det og andre kan læse en 'manual' om dig.

Du har nogle problemer med at finde din identitet tror jeg. Du er så ung, at dine nederlag fra din skoletid mm stadig forstyrer dit liv. Du skal på en eller anden måde nå frem til at du ER et dejligt menneske, at du KAN en hel masse ting og at du skal være glad og stolt over hvem du er!! Det er klart at hvis alle folk har set dig ud fra en kontekst om at du er normal og du ikke er det, så er du dømt til at blive misforstået. Forstår du hvad jeg mener med det? Det du skal er jo at finde din plads i verden med de udfordringer du har, de vilkår du har. Det er jeg sikker på du kan - måske med hjælp!

For jeg er ret overbevist om at du kan en masse, og med lidt hjælp og støtte kan du da -som jeg læser det - med temmelig stor sandsynlighed få egen lejlighed og alt det du drømmer om. Det kan være du skal have en kontaktpædagog i dit voksne liv - en du kan spørge om de ting du må komme i tvivl om, og en som kan hjælpe med at sikre at der er styr på dit liv (regninger, indkøb osv). Den slags bostøtte er der masser af mennesker der har. Graden af støtte afhænger af graden af behov for hjælp. Og det behøver overhovedet ikke være et sted hvor du er omgivet af tungere handicappede.

Jeg synes du skal glemme ideen om førtidspension lige nu. Som jeg læser det vil det ikke være spor godt for dig. Du vil blive mere ensom, isoleret og få lettere ved at få depressioner igen. Du skal finde ud af hvad dine drømme er her i livet, og så må du igang med at undersøge om nogle af de drømme kan blive til virkelighed på den ene eller anden måde. Det er ikke flovt at du har brug for hjælp til nogle ting. DEn hjælp kan hjælpe dig mod dine mål!!

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af sbo

Jeg ligger så fint på grænsen mellem at have Asperger syndrom og at være "normal" at jeg ikke fungere på normale vilkår, og heller ikke under specielle forhold. Udadtil lever jeg et normalt liv, men kun min kæreste og min familie ved hvad jeg egentlig kæmper med.

Vi skal ikke så langt tilbage før Aspergerdiagnosen slet ikke eksisterede i Danmark (1992). Vi blev kaldt excentrikere, nørder, egenrådige - altså personlighedsdefinitioner
Med diagnosens indførelse har vi fået et handicap
- altså to vidt forskellige måder at se det på. Man kan nu klart adskille os fra normalgruppen - hvor vi før var en del af den

Da jeg fik diagnosen blev jeg chokeret over at læse videnskabens beskrivelser. Der stod nærmest at det ikke havde været muligt for mig at leve det liv, jeg havde gjort
Det viser sig så at Aspergers syndrom i vid udstrækning er beskrevet på drenge. Det er først nu man er begyndt at finde ud af, at piger med AS er anderledes skruet sammen. At der rent faktisk også er mange piger med AS. Problemet er at vi piger generelt nemmere glider ind med normalsamfundet. Vores omgivelser ved ikke at vi er anderledes. Omend de nok undrer sig over vores excentrisme til tider. De ser ikke hvor hårdt pressede vi er, fordi vi bruger så meget energi på at overkompensere - netop så vi kan leve i normalgruppen

Om du vælger at se AS som et handicap eller et personlighedstræk er op til dig. Uanset, så er du anderledes skruet sammen, og skal lære at indrette dit liv efter det. Du skal kende dine begrænsninger, så du ikke provokerer dig selv forkert, hver gang du bevæger dig ud i normalsfæren. Du skal lære hvordan DU kan overleve på de præmisser du har fået. Og siden det ikke er de samme som størstedelen af dine jævnalderende, har du en stor udfordring. Men sådan er det, og du er bare nødt til at finde ud af det

Du behøver ikke rende rundt med et stort skilt over dit hoved, hvor der står "Aspergers", så alle kan se du er anderledes. Jeg trækker sjældent Aspergerkortet, men siger i stedet fx: "Jeg er bare hammer dårlig til at organisere noget socialt, men hvis du giver mig en konkret opgave, er jeg med". Folk er jo vant til at tage hensyn til hinandens personlighedstræk, og styrker og svagheder, og der er ikke nogen grund til hvorfor de ikke skulle tage hensyn til dine. Det kræver bare en støre selvbevidsthed fra din side af. At du kender dine styrker og begrænsninger, og kan melde dem ud til dine omgivelser. Og at du IKKE forsøger at være noget du ikke er.
Du skal lære at agere i et samfund der ikke er indrettet på dine præmisser. Det er din livsopgave. Og jo mere bevidst du bliver om det, des nemmere vil det også blive for dig med tiden

PS - forøvrigt så er Pernille Aalund for nyligt sprunget ud som Asperger. For mig at se er hun et typisk eksempel på den kvindelige AS'er, og beviset på at man godt kan skabe et succefuldt liv trods sine begrænsninger

[MineBørnsMor]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Vi skal ikke så langt tilbage før Aspergerdiagnosen slet ikke eksisterede i Danmark. Vi blev kaldt excentrikere, nørder, egenrådige - altså personlighedsdefinitioner
Med diagnosens indførelse har vi fået et handicap
- altså to vidt forskellige måder at se det på. Man kan nu klart adskille os fra normalgruppen - hvor vi før var en del af den

Da jeg fik diagnosen blev jeg chokeret over at læse videnskabens beskrivelser. Der stod nærmest at det ikke havde været muligt for mig at leve det liv, jeg havde gjort
Det viser sig så at Aspergers syndrom i vid udstrækning er beskrevet på drenge. Det er først nu man er begyndt at finde ud af, at piger med AS er anderledes skruet sammen. At der rent faktisk også er mange piger med AS. Problemet er at vi piger generelt nemmere glider ind med normalsamfundet. Vores omgivelser ved ikke at vi er anderledes. Omend de nok undrer sig over vores excentrisme til tider. De ser ikke hvor hårdt pressede vi er, fordi vi bruger så meget energi på at overkompensere - netop så vi kan leve i normalgruppen

Om du vælger at se AS som et handicap eller et personlighedstræk er op til dig. Uanset, så er du anderledes skruet sammen, og skal lære at indrette dit liv efter det. Du skal kende dine begrænsninger, så du ikke provokerer dig selv forkert, hver gang du bevæger dig ud i normalsfæren. Du skal lære hvordan DU kan overleve på de præmisser du har fået. Og siden det ikke er de samme som størstedelen af dine jævnalderene, har du en stor udfordring. Men sådan er det, og du er bare nødt til at finde ud af det

Du behøver ikke rende rundt med et stort skilt over dit hoved, hvor der står "Aspergers", så alle kan se du er anderledes. Jeg trækker sjældent Aspergerkortet, men siger i stedet fx: "Jeg er bare hammer dårlig til at organisere noget socialt, men hvis du giver mig en konkret opgave, er jeg med". Folk er jo vant til at tage hensyn til hinandens personlighedstræk, og styrker og svagheder, og der er ikke nogen grund til hvorfor de ikke skulle tage hensyn til dine. Det kræver bare en støre selvbevidsthed fra din side af. At du kender dine styrker og begrænsninger, og kan melde dem ud til dine omgivelser. Og at du IKKE forsøger at være noget du ikke er.
Du skal lære at agere i et samfund der ikke er indrettet på dine præmisser. Det er din livsopgave. Og jo mere bevidst du bliver om det, des nemmere vil det også blive for dig med tiden

Fantastisk indlæg, Tassi!!