Hjælp til spørgeskemaundersøgelse..

[GitteJ]

Jeg kan se, at der er flere der har brugt dette forum til at blive lidt klogere på nogle specifikke områder - og nu har jeg brug for jeres hjælp. I er lige den målgruppe jeg ønsker at undersøge på.

Jeg er igang med en Diplomuddannelse, hvor jeg er ved at undersøge lidt omkring det, at miste kontakten til arbejdsmarkedet !

Med undersøgelsen ønsker jeg at få belyst, hvad det gør ved folks selvopfattelse, pludselig ikke at have en tilknytning til arbejdsmarkedet !

Er der nogle af jer, der har fået tilkendt en førtidspension, der har lyst til at fortælle lidt om hvordan det er, at have mistet kontakten til arbejdsmarkedet, så er jeg meget interesseret i at høre fra jer.

Til orientering, så er undersøgelsen kun til skolebrug !

På forhånd tak for hjælpen !

Gitte J.

[carolines]

Hej GitteJ,


jeg er netop blevet tilkendt pension - pr. 01-11-2012. Min sag blev indsendt sidste mandag og igår fik jeg så besked om at den var gået igennem.

Personligt syntes jeg det er ualmindelig trist, at man i min kommune hellere vil placere mig på en førtidspension, end man vil hjælpe mig til eks. uddannelse og dermed selvforsørgelse i en eller anden grad, på sigt.

Jeg føler mig presset over på førtidspension, efter at jeg igennem en årrække har kæmpet imod det og forsøgt at få dispensation til at studere på kontanthjælp/revalidering eller lign. - uden held!

Jeg erkender blankt, at for rigtig mange er en førtidspension den eneste rigtige løsning - for dem, men jeg må også konstatere at for mig ville det ha givet SÅ meget mere mening med et job, evt. færre timer etc.

Jeg føler mig i den grad amputeret, og jeg mangler en vigtig del i mit liv - muligheden for dygtiggørelse, kommunikation, karriere, socialt liv osv. osv.
Dette tror jeg dog ikke er enestående for mig, jeg tror det gælder for alle som tidligere har haft et job, og en karriere.

Min selvopfattelse fejler ikke noget, som sådan, fordi jeg ved at jeg har været dygtig til mit arbejde, men alligevel sniger de negative tanker sig ind på mig alligevel - for er det mig der er noget galt med, eller er det systemet?

Er jeg nu værdiløs - på flere fronter end på arbejdsmarkedet?

Vil mennesker til- og fravælge mig pga. førtidspensionen?

Førtidspensionen, har for mig, betydet at jeg er nød til at stille nye spørgsmål - til mig selv, og til mine omgivelser.
D
et er svært at acceptere at det kommunale system anser mig for komplet og varigt uarbejdsdygtig, grundet mine diagnoser (alle fysiske) - men igen, er det mig eller systemet den er galt med?

Jeg er i øvrigt "kun" 32 år - og netop derfor indvilligede jeg i, at ansøgningen blev sendt, inden de nye regler træder i kraft.
For er der noget jeg ikke ønsker, så er det tovtrækkerri med kommunen (og dennes håndlangere) indtil jeg bliver 40 + år.

Hvis du har behov for mere info, er du velkommen til at skrive.

[Pip]

Der er også en anden version..

Hvis man bliver kastet igennem et 10 år eller længere forløb med operationer, afklaring, ny afklaring, attester, nye attester osv med lang uvis ventetid.. tænker jeg det til sidst må være en befrielse at få en førtidspension..

Den resterhvervsevne der var, er blevet spist op af det lange forløb undervejs...

[carolines]

Pip - jeg er helt enig, og mit indlæg skal og bør ikke opfattes som andet end hvad det er - netop Min version.

Jeg anerkender til fulde din version, og ville ønske at systemet ikke var så trægt og mangelfuldt, som det er.

[GitteJ]

Tak for svar, jeg arbejder selv på et projekt hvor vi har folk i arbejdsprøvning, men efter endt arbejdsprøvning, ser vi ikke mere til borgerne, så jeg har ikke mulighed for at komme i dialog med dem efterfølgende !

Jeg er fuldt ud klar over hvad det gør ved folk, at skulle igennem forløbet - min hypotese er, at mange får en følelse af, at miste identitet - at man mangler anerkendelse, motivation mv fordi man ikke som andre "kan yde noget for samfundet". Jeg håber ikke jeg spørger for direkte, og har også forståelse for hvis ikke I ønsker at svare !

GitteJ

[FrkM]

Spændende undersøgelse du skal i gang med .

Pr. 1.8.2010 blev jeg tilkendt førtidspension efter en forholdsvis kort og meget sober sagsbehandling. Faktisk gik hele processen så hurtig at jeg næsten ikke kunne "finde mine ben i det".

Blev færdiguddannet socialrådgiver i 2000 - tog diplomuddannelse i ledelse 4 år senere. Har henholdsvis arbejdet som socialrådgiver i jobcenter, som socialrådgiver på et privat afklaringssted og endelig som souschef i en privat virksomhed.

Det var - og er fortsat - et meget stort tab og savn at jeg ikke længere er en del af arbejdsmarkedet. Det fylder meget for mig i det daglige, og jeg føler i dén grad et meget stort identitetstab. Jeg fik utrolig meget anerkendelse på mine arbejdspladser.... med fare for at lyde meget selvcentreret så savner jeg den anerkendelse! Min "selvtillidstank" bliver ikke mere fyldt op...tværtimod.

Frivilligt arbejde er godt at udføre, og giver mig en følelse af at gøre en forskel, men det kommer aldrig til at udfylde det kæmpe store tomrum som min manglende arbejdsmarkedstilknytning har efterladt.

Her 2 år efter min pensionstilkendelse følger jeg fortsat mit fag meget nøje - i håbet og forventningen om at jeg engang kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og gøre anvendelse af min faglighed!

Held og lykke med uddannelsesforløbet.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Pip

Der er også en anden version..

Hvis man bliver kastet igennem et 10 år eller længere forløb med operationer, afklaring, ny afklaring, attester, nye attester osv med lang uvis ventetid.. tænker jeg det til sidst må være en befrielse at få en førtidspension..

Den resterhvervsevne der var, er blevet spist op af det lange forløb undervejs...

Lige præcis.

For mig har det værste ikke været, at miste kontakten til arb.markedet.

Det værste jeg nogensinde har oplevet/været igennem var den mistillid, nedgørelse og "undergravning" jeg blev udsat for det meste af tiden i min 15 år lange kamp med systemet.

Efter min mening burde det være strafbart for mennesker, som foregiver at være ansat til at hjælpe andre mennesker, at gøre direkte det modsatte.

På de 15 år oplevede jeg en eneste sagsbehandler, som mødte mig som et menneske.
Og hun blev selvfølgelig hurtigt flyttet til en anden afdeling.

[popiae]

Jeg mener at der dels er flere trin, og dels udfra hvilke sygdomme oa, dette kan betragtes.

Man taber i høj grad sin identitet, dels fordi ens arbejde, før sygdom jo var 1/3 del eller ens halve liv, dels fordi det er i tidens ånd, at man nu istedet bliver samfundsnasser, hvilke forværre punkt 1.

Det tager tid at skulle forholde sig til, at man pludselig ikke kan, hvad andre, i samme aldersgruppe kan. Dette gælder dels arbejdsliv, men jo også i fritid, da man jo ikke bliver rask efter kl.16, eller fordi det er weekend eller ferie.

Og omvendt er det jo en lettelse, at det anerkendes at man ikke kan arbejde, når man jo ikke kan, selv om det evt var ganske få timer.

VH Popiae

[Harpen]

For mit vedkommende er det ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt det omgivende samfund ser ned på mig.
Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, hvordan jeg accepterer at være afhængig af at blive forsørget.

Jeg har altid set mig selv som et "stærkt" menneske, og havde da
aldrig forestillet mig ikke at være i stand til at forsørge mig selv.

Jeg er dybt taknemmelig over at have fået pension,
men dybt frustreret over at det skulle være nødvendigt.

På spørgsmålet om hvordan det har påvirket min selvopfattelse,
kan jeg kun svare, at det har været et hårdt slag.

[Abraxus]

Det er frustrerende. Har stået på magtens tinde og faldet så dybt, så dybt. Man mister meget af sin identitet og netværk. Oven i dette mister man muligheden for at kunne realisere sine drømme og tanker, og man må finde på nye. Det har ødelagt min identitet som arbejdende menneske.

Flexjob som det bliver nu, virker totalt uværdigt og er desværre bare en spareøvelse, ikke rigtigt tænkt som nogen nævneværdig hjælp til os på førtidspension.