Hvad gør jeg?

[challe]

Hej alle kloge hoveder her inde.
Har et - måske flere spørgsmål om hvordan jeg skal gribe min fremtid an.
Mit liv har i de sidste 2-3 år været et ******* af stress, angst og sorg.
Min søn på 22 år er misbruger og i meget stor stil. Han har prøvet alt hvad der er på markedet nærmest men mest benzodiazipiner (20-30 stk dagligt i perioder!) og kokain. Dette har gjort at han har en opførsel som næsten er umulig og beskrive her kort, men meget aggressiv, råbende, smadrer alt omkring sig osv. Ringer ofte til mig og råber, truer med selvmord, tæsk og andre gange græder han bare og vil ud af det ******* han lever i. Nå men nok om det. Alt dette har gjort at jeg virkelig er gået ned med flaget. Stress, angstanfald, depression og har så fået at vide nu at jeg har udviklet PTSD.
Jeg går på dagpenge, men har kun et år tilbage her inden jeg ryger på kontanthjælp. Min læge er klar til at sygemelde mig, men hun siger det er bedst at vente så lang tid som muligt, da dette sygdomsforløb jeg har kommer til at trække i langdrag. Gør det tror i?
Nu har jeg så lige været til et møde på jobcentret og de vil nu have at jeg skal i aktivering inden 5 november, i år. Føler bare slet slet ikke jeg magter noget som helst, da jeg som regel ikke er i stand til noget efterhånden. Bare det at skulle handle eller ringe til nogen er en svær opgave. Jeg græder meget og er ufatteligt bange for at miste min søn hver eneste dag (time,minut) og har også fået at vide at han dør af det hvis han ikke snart stopper. Sover ikke så mange timer om natten, hvis jeg da overhovedet sover. Men han ønsker ikke hjælp og afvænning og det er forfærdeligt hårdt at være vidne til han massive misbrug.
Nå men mit spørgsmål til jer er: Hvordan griber jeg det hele bedst an? Er der risiko for at jeg måske aldrig kommer på arbejdsmarked igen, sådan som jeg har det? Skal nok ikke forvente at min søn kommer ud af dette her foreløbig, siger dem der har med ham at gøre.
Jeg har ikke så meget forstand på sygedagpenge osv.
Håber på at nogen har tid/lyst til at besvare mine spørgsmål. Er i vildrede med min fremtid...

[jjsonn]

Det er meget svært, at råde dig, som så fjler du jo ikke noget

Andet stress over din søn som også er mere end nok, vil nok vente til du skal sendes ud og så sygemelde dig, for det er jo nok mest tid du har brug for og der skal komme ro over din søn.

om der så kommer de er noget helt andet, du bør nok få noget psykolo hjælp til, at aceptere din sitiation og måske skulle du melde dig ind i en støtte forening for pårørende til misbruger, så du komer i kontakt med andre der står i samme sitiation, der er ofte en god hjælp, at snakke med andre der kender angsten.

[Powerkaktus]

Hej Challe
PTSD er en alvorlig tilstand/sygdom, men du kan lære at leve med den. Du bliver aldrig igen den du var før PTSD, men med tiden finder du ud af hvem du så er og hvad du kan, og helt specielt hvordan du kan det du vil.
Mange med PTSD kommer ikke på arbejdsmarkedet igen, da det ikke kun er en stress faktor men en disorder (funktionsforstyrrelse) der er tale om.

Det er vigtigt at du får sovet, og selvom jeg ikke er pro sovemedicin, så er det en god overgangsløsning. Dit hoved kører på højtryk i alt for mange timer, og det du har brug for er at slappe helt af. Afslapningen er basis for at leve med PTSD og komme videre.

Situationen med din søn er mildest taget tragisk, men han er udenfor din rækkevidde. Det er arbejde for profis, du kan ikke vinde den kamp for ham. Selvom det måske lyder hårdt og banalt, kan du kun gøre en ting og det er fortsat at elske ham og fokuser på din egen tilstand, med henblik på at blive stærk igen.

Det er din søns ansvar hvad han gør, og først når han af egen vilje vil ud af det og søger hjælp, kan andre gøre noget for ham. Det er den sværeste del, for betingelserne for at det lykkes er hårde, men det ved sikkert allerede en del om.

Lige nu lyder det som om han bruger dig som skraldespand for sin fortvivlethed, og det gør han selvfølgelig fordi han elsker dig og stoler på at du som mor gør det rigtige for ham. Fortæl ham at du elsker ham og vil være der for ham når han går i behandling. Fortæl ham at du forstår hvorfor han siger dumme ting i sin fortvivelse og at det ikke ændre på din kærlighed til ham, men at han selv må tage beslutningen om en behandling. Fortæl også at det er rigtig svært som mor at se på hvordan han ødelægger sit liv, uden at kunne gøre noget.

Mange forældre oplever at deres børn går en vej i livet der ikke er ønsket, og vi føler at vi har fejlet. Men det er ikke altid sådan. Livet giver knubs og vi er nødt til at lære og leve med det. Lyder så enkelt men det er det selvfølgelig ikke, det er en proces fyldt med sorg og bekymring. Der er gode organisationer for forældre til misbrugerbørn, det ved din læge noget om. Søg al den hjælp du kan få.

Hvis du er stærk kan du gøre mest for dig selv og dermed også for din søn. Jeg er sikker på at nogle af dem der bor her på K10 vil hjælpe dig videre med hvordan du skal gribe dit forløb an, jeg har selv fundet megen hjælp her men er selv ny og i klemme i systemet, så på det punkt har jeg ikke noget at melde ud med.

Jeg har en dyb medfølelse for dig og hvad du skal igennem, men du har fundet et sted at bede om hjælp, og det er altid starten på at ændre noget i livet.

Et kram og god vind for din sag

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af jjsonn

Det er meget svært, at råde dig, som så fjler du jo ikke noget

Hvad pokker er det for noget vrøvl.

challe skriver, at h*n har stress, angstanfald og depression, og har fået oplyst, at h*n nu har udviklet PTSD.

Det vil jeg dælme da ikke kalde "ikke noget".

[jjsonn]

må indrømme, at jeg har overset en linie, beklager.

Er blevet ramt af en lille hjerne blødnning og er nok lidt forvigert

Men mener stadig det ville være en hjælp, at snakke med andre i samme sitiaon.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af challe

Hej alle kloge hoveder her inde.

Har et - måske flere spørgsmål om hvordan jeg skal gribe min fremtid an.

Mit liv har i de sidste 2-3 år været et ******* af stress, angst og sorg.

Min søn på 22 år er misbruger og i meget stor stil. Han har prøvet alt hvad der er på markedet nærmest men mest benzodiazipiner (20-30 stk dagligt i perioder!) og kokain. Dette har gjort at han har en opførsel som næsten er umulig og beskrive her kort, men meget aggressiv, råbende, smadrer alt omkring sig osv.

Ringer ofte til mig og råber, truer med selvmord, tæsk og andre gange græder han bare og vil ud af det ******* han lever i. Nå men nok om det.

Alt dette har gjort at jeg virkelig er gået ned med flaget. Stress, angstanfald, depression og har så fået at vide nu at jeg har udviklet PTSD.

Jeg går på dagpenge, men har kun et år tilbage her inden jeg ryger på kontanthjælp. Min læge er klar til at sygemelde mig, men hun siger det er bedst at vente så lang tid som muligt, da dette sygdomsforløb jeg har kommer til at trække i langdrag. Gør det tror i?

Nu har jeg så lige været til et møde på jobcentret og de vil nu have at jeg skal i aktivering inden 5 november, i år. Føler bare slet slet ikke jeg magter noget som helst, da jeg som regel ikke er i stand til noget efterhånden.

Bare det at skulle handle eller ringe til nogen er en svær opgave. Jeg græder meget og er ufatteligt bange for at miste min søn hver eneste dag (time,minut) og har også fået at vide at han dør af det hvis han ikke snart stopper.

Sover ikke så mange timer om natten, hvis jeg da overhovedet sover. Men han ønsker ikke hjælp og afvænning og det er forfærdeligt hårdt at være vidne til han massive misbrug.

Nå men mit spørgsmål til jer er: Hvordan griber jeg det hele bedst an?

Er der risiko for at jeg måske aldrig kommer på arbejdsmarked igen, sådan som jeg har det? Skal nok ikke forvente at min søn kommer ud af dette her foreløbig, siger dem der har med ham at gøre.

Jeg har ikke så meget forstand på sygedagpenge osv.

Håber på at nogen har tid/lyst til at besvare mine spørgsmål. Er i vildrede med min fremtid...

Hej challe,

Jeg har forsøgt at dele dit indlæg lidt op så vi er flere der kan være med på en læser.

Jeg ved ikke lige hvordan du kan håndtere det omkring til din søn, men håber at andre med erfaringer kommer til.

Mht. dit helbred, der syntes jeg, at du omgående skal anmode din læge om, at henvise dig til en psykiater, så du kan komme igang med behandling der. Det din læge kan mene med at der er lange udsigter for din lidelse, har han nok ret i men du skal jo under professionel behandling, hvis du ikke er det pt.

Mht. sygedagpenge, der er det en kort varig ydelse, som du kan læse om på forsiden af K10: http://www.k10.dk/index.php?pageid=sygedagpengestop. Det er klart, at hvis du ikke kan holde til aktivering og det forstår jeg godt, så skal du lade dig sygemelde. Alt dette kan en psykiater også rådgive dig omkring.

Held og lykke.

[Ukken]

Kære du.

Som forældre til en ung misbruger er man sat på sit livs prøve. Du reagerer og selvfølgelig gør du det. Men du skal passe på for alle hans problemer forskydes over til dig og ødelægger dit liv - og det er selvfølgelig måske lidt uforståeligt for dig. Så du skal have hjælp og du skal have den der hvor specialisterne er - andre forældre som har været igennem det samme som dig.Du vil sikkert stritte over det jeg nu siger til dig men du er ikke syg men står i en totalt umulig situation fanget i frygt for din søn og frygt for hans liv. Og med god grund - det er farligt det han har gang i og det kan skade hans liv for evigt og dit med. Du skal ringe til det lokale misbrugscenter og blive guidet hen hvor hjælpen er - hvis du skriver til mig via mail skal jeg guide dig.

[challe]

Tusinde tak for jeres svar! Det gjorde mig varm om hjertet..

Jeg går til psykolog, jeg går i selvhjælpsgruppe for pårørende til misbrugere og jeg går til samtaler med min læge oveni også. Det hjælper lidt men føler ikke jeg "rykker" fremad overhovedet.. Jeg løber og styrketræner. Det var en vane for mig inden alt det her med min søn startede og det har jeg (næsten) formået at overholde. Ved ligesom at hvis jeg først dropper det, så rammer jeg bunden og bliver i min seng hele tiden.

Jeg er godt klar over alle de ting jeg skal gøre ang. min søn og er kommet meget langt. Før accepterede jeg at se og tale med ham når han var påvirket. Det gør jeg ikke mere. Nægter at se/tale med ham når han er påvirket. Har indset jeg ikke kan redde ham :`(

I starten -for et par år siden - fik jeg det godt når han havde gode dage. Det gør jeg ikke mere... Jeg kører op og ned og er ikke bevidst om når jeg havner i et kæmpe sort hul, før jeg sidder og græder og græder. Det varer 2-4 dage, når jeg har det sådan.

Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver den samme som jeg var før, men håber på at få det bedre end jeg har haft det sidste år. Før var jeg en ufattelig stærk person - det føler jeg ikke, at jeg er mere. Føler jeg er blevet en helt anden person. Nogen der har erfaring med det?

Det ender nok med jeg sygemelder mig og min læge har sagt når jeg gør det, får jeg en henvisning til en psykiater. Mon ikke det er bedst?
Kan man få en midlertidig førtidspension på fx 2-3 år? Føler også det er ro jeg skal have, som der også er en der skriver. På den anden side kan det jo godt være at jeg kan klare et arbejde, men bliver bare helt stresset indeni af at tænke på at skulle starte op et nyt sted jeg ikke kender og skal til at forholde mig til fremmede folk og skulle til at snakke med dem... Kan næsten ikke holde ud at tænke på det.

Det betyder virkeligt meget for mig at i kære mennesker her inde har gidet at svare mig. Tak for det!

Hov! Lidt uhøfligt ikke at præsentere mig...

45 årig kvinde, uddannet klinikassistent men arbejdet med vindmøllestyringer i 8 år. Blev fyret da min afd. lukkede for 2 år siden...

2 voksne børn som er fløjet af reden. Så bor sammen med 2 stk. hunde nu..

[tumnus]

Jeg tror du må starte i aktivering, og så sygemelde dig, hvis du ikke kan klare det.

Pension med kontrol om 2-3 år er nok lige højt nok at satse på på nuværende tidspunkt.

For at få pension skal:

Din tilstand være stationær, helt uden muligheder for behandling ved diverse tiltag.

Din arbejdsevne skal være nedsat til det absolutte nul - i ethvert erhverv.

Som du kan se er der lang vej endnu - hvis du er "helt ukendt" på jobcenteret, er der nok lang vej.

Skriv her når du igen har brug for råd, vi hjælper gerne

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af challe

Tusinde tak for jeres svar! Det gjorde mig varm om hjertet..

Jeg går til psykolog, jeg går i selvhjælpsgruppe for pårørende til misbrugere og jeg går til samtaler med min læge oveni også. Det hjælper lidt men føler ikke jeg "rykker" fremad overhovedet.. Jeg løber og styrketræner. Det var en vane for mig inden alt det her med min søn startede og det har jeg (næsten) formået at overholde. Ved ligesom at hvis jeg først dropper det, så rammer jeg bunden og bliver i min seng hele tiden.

Jeg er godt klar over alle de ting jeg skal gøre ang. min søn og er kommet meget langt. Før accepterede jeg at se og tale med ham når han var påvirket. Det gør jeg ikke mere. Nægter at se/tale med ham når han er påvirket. Har indset jeg ikke kan redde ham :`(

I starten -for et par år siden - fik jeg det godt når han havde gode dage. Det gør jeg ikke mere... Jeg kører op og ned og er ikke bevidst om når jeg havner i et kæmpe sort hul, før jeg sidder og græder og græder. Det varer 2-4 dage, når jeg har det sådan.

Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver den samme som jeg var før, men håber på at få det bedre end jeg har haft det sidste år. Før var jeg en ufattelig stærk person - det føler jeg ikke, at jeg er mere. Føler jeg er blevet en helt anden person. Nogen der har erfaring med det?

Det ender nok med jeg sygemelder mig og min læge har sagt når jeg gør det, får jeg en henvisning til en psykiater. Mon ikke det er bedst?
Kan man få en midlertidig førtidspension på fx 2-3 år? Føler også det er ro jeg skal have, som der også er en der skriver. På den anden side kan det jo godt være at jeg kan klare et arbejde, men bliver bare helt stresset indeni af at tænke på at skulle starte op et nyt sted jeg ikke kender og skal til at forholde mig til fremmede folk og skulle til at snakke med dem... Kan næsten ikke holde ud at tænke på det.

Det betyder virkeligt meget for mig at i kære mennesker her inde har gidet at svare mig. Tak for det!

Hej challe,

Godt at høre fra dig.

Du går til psykolog, skriver du, men det er så dig i forhold til din søn og ikke i forhold til dig selv og dit evt. arbejde!!?? Du har så din læge, men jeg tænker stadig på en psykiater, som jo er professionel på dit/vores område, dette foruden en psykolog som du måske også kan få bevilget eller har råd til??

Jeg startede selv med psykolog, men burde havde været ved en psykiater langt forinden da. Jeg havde helt klart brug for medicin for at holde mig "oven vande". Måske har du det samme?? Jeg er ikke ude i det du er, men "pillerne" holder mig i balance. Jeg løber og træner også en del, det er min "overlevelse" i livet, mit "kick". Min psykolog kalder det overspringshandlinger, men fred være med det.

Hvad du lige har brug for af behandling udover det du yder for dig selv i forhold til din søn, skal jo kortlægges!! Din læge er måske ikke nok i dit tilfælde i forhold til dig, så jeg ville bede om en henvisning til en psykiater og hvis du kan få dækket eller betale for en psykolog ligeså, så er det måske også det værd.

Fedt at du har motion i "årerne", det bærer os et langt stykke hen ad vejen, bliv ved med det. Prøv også at tænke mere på dig selv. F.eks se om du kan ligge på sofaen efter løb og bag og restituere, din krop har mega godt heraf. Prøv at koble fra alle de tanker du har og bare tænk på at din krop slapper af. Jeg lærte det først i en alder af 37 år da jeg blev syg af stress, men det er mit livsmærke den dag i dag.

Jeg syntes at kunne kan mærke, at du gerne vil leve og overleve i forhold til de hårde odds du har mht. din søn. Det er dælme svært for man ofre jo ALT for sine børn. Dog tror jeg at du kan opnå en balance hvis du samtidig tænker på og går igennem din egen behandling. Vær dog opmærksom på at de praktiserende læger ikke altid har indsigt i psykiske lidelser uanset hvor fortrolig man er med dem.

I forhold til om du skal sygemelde dig eller ej, så er det kun dig der bestemmer hvornår det er. Du ved jo godt hvornår nok er nok, men spørg undervejs hvis du er i tvivl ;-)!!

Altså når jeg så læser det første af dit sidste indlæg igen, så syntes jeg jo ikke at du er så forfærdlig stillet endda!!!!!:

Oprindeligt indsendt af challe

Min veninde med PTSD fik faktisk pension ret hurtigt og hun havde aldrig gået arbejdsløs..

Det er heller ikke sikkert jeg vil have pension men vil bare gerne have fred og ro fra jobcenter og fagforening. De stresser mig, synes jeg..

Skal lige sige at jeg ikke er til medicin.. Lykkepiller er afprøvet og lagt på hylden igen. Min læge mente på et tidspunkt jeg skulle prøve Lyrica.. Det ønskede jeg heller ikke.. Jeg har ikke lyst til at dæmpe mine følelser og gå rundt som en zombie, og det gør jeg i hvert fald på antidepressive. Problemerne går jo ikke væk fordi man spiser piller. Men det er måske en forkert indstilling at have. Ved det ikke..

Pension ved du så ikke lige om du VIL??? HVEM TROR DU LIGE DER VÆLGER, der gør du mig gal.. Ingen medicin helst, fint nok, vi er mange der selv arbejder mod at kunne vælge til og fra...