Tvangsadoption? Sådan foregår det

[phhmw]

Endnu en mor sagsøger kommune efter tvangsfjernelse: »Det skal have en konsekvens, når man laver lovbrud og magtfordrejning«

https://www.berlingske.dk/samfund/en...t-skal-have-en

Opfundne diagnoser og rettelse i sagsakter med tilbagevirkende kraft. Sandie Hansen er fået sine sønner tilbage, men kræver nu 350.000 i erstatning for uretmæssigt at fået tvangsfjernet sine børn af Langeland Kommune.

Imens hun kæmpede for at få sine to tvangsfjernede sønner tilbage, opdagede Sandie Hansen noget underligt.

I forvejen virkede Langeland Kommunes begrundelse for tvangsfjernelsen tynd. Kommunen havde blandt andet beskrevet diagnoser, som ingen kendte til. Men da Sandie Hansen gennemgik de forskellige aktindsigter, hun havde søgt i sin sag, var der noget helt galt.

Hun kunne se, at kommunen havde ændret i sagen med tilbagevirkende kraft, så sagen stod stærkere i kommunens favør. Det må man simpelthen ikke, en offentlig myndighed må slet ikke, og det fik straks Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, til at melde kommunen til politiet.

Sandie Hansen har fået sine sønner igen, efter 24syv og TV 2 blotlagde den såkaldte Langelandsskandale, og Ankestyrelsen formulerede den hidtil kraftigste kritik i institutionens historie.

Langeland Kommunes familieafdeling har ikke overholdt offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven, og Ankestyrelsen udtrykker »væsentlig kritik«, hvilket er det kraftigste udtryk på skalaen, og så er kommunen blevet bedt om at gennemgå samtlige sager i familieafdelingen forfra.

Men det er ikke nok. Nu har Sandie Hansen sagsøgt kommunen for 350.000 kroner, fortæller 24syv i dag.

»Det skal have en konsekvens, når man laver lovbrud og magtfordrejning som kommune,« siger Sandie Hansen til Berlingske, men det ikke den eneste grund.

Professor forventer flere sager

Sandie Hansen har fået en skriftlig undskyldning fra borgmester Tonni Hansen (SF), men borgmesteren undskylder ikke for det væsentligste.

»Han beklager fejl i sagsbehandlingen, men lægger alligevel vægt på, at fejlene ikke har haft nogen betydning for tvangsfjernelsen,« forklarer Sandie Hansen.

»Jeg savner, at de erkender det justitsmord, som de lavede på mig,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Tonni Hansen), men da kommunen kvitterede for stævningen, oplyste den, at sagen er givet videre til statens advokat, Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten repræsenterer også en anden skandaleramt kommune i en anden erstatningssag fra en mor, der uretmæssigt har fået tvangsfjernet et barn.

Som Berlingske kunne beskrive i sidste uge, sagsøger Jeanette Strauss Frederiksberg Kommune for uretmæssigt at have tvangsfjernet hendes datter tilbage i 2014.

Det er to sager med kort tids mellemrum, men ifølge professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, vil flere følge.

»Kommunerne er ikke egnet til at varetage det her område. De laver fejl på fejl, og når man hører om skandaler i en fattig kommune som Langeland, kan man tænke sit. Men der var også en kæmpe skandale på Frederiksberg. Kommunerne egner sig simpelthen ikke til opgaven,« siger professoren.

Derfor vil det ikke undre hende, hvis der kommer mange flere erstatningssager, og at kommunerne er repræsenteret af statens advokat, Kammeradvokaten, sender et signal om, at kommunerne kunne have samme mistanke.

»Men jeg tror, at vi skal have nogle sager til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som så skal give Danmark en ordentlig en over snuden, før der rigtigt sker noget,« siger Kirsten Ketscher.

»Det var det samme, der skete for Norge,« bemærker professoren, som også er professor i socialret ved Oslo Universitet.

Foreløbig er Langeland Kommune blot blevet stævnet, og Sandie Hansens advokat – som i øvrigt er den samme som Jeanette Strauss' advokat – har lagt op til »forligsforhandlinger«.

Den mulighed er for længst forpasset i Jeanette Strauss sag. Der falder dom i den sag 2. maj.

Ankestyrelsen formulerede den hidtil kraftigste kritik i institutionens historie.

https://www.berlingske.dk/samfund/46...de-foraeldrene

46 børn blev fjernet med tvang. Så klagede forældrene

Mette Thiesen (DF) og tænketanken Justitia vil vende hele anbringelsessystemet på hovedet, men hvor mange tvangsanbragte børn kommer egentlig hjem, når alle systemets klageinstanser har været involveret? Ankestyrelsen har sammen med Berlingske sorteret i tallene for at finde et svar.

Uden for strafferetten er det det mest alvorlige indgreb, staten kan lave i borgernes liv. At fjerne et barn fra forældrene. Med tvang. De fleste forældre vil hellere i fængsel, og det er et indgreb i retten til privat- og familieliv ifølge i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Heroverfor står Børnekonventionens artikel 3 om, at i alle foranstaltninger vedrørende børn skal barnets tarv komme i første række.

Det er helt grundlæggende rettigheder og så alvorligt, som det kan blive. Følelserne kommer hurtigt i kog. Alle fejl virker utilgivelige.

Er 46 børn på fem år mange?

Det er antallet af børn, som er blevet tvangsfjernet fra deres forældre, hvorefter klageinstanserne Ankestyrelsen, byretten og i ganske få tilfælde landsretten efterfølgende ophæver beslutningen. For 46 tvangsfjernede børn.

Midt i en ophedet debat med hidsige udsagn om et dysfunktionelt system har Ankestyrelsen sagt ja til at lade Berlingske få et blik ned i styrelsens talmateriale i jagten på svaret på det grundlæggende spørgsmål:

Hvor mange børn fjernes med tvang, hvorefter beslutningen ophæves, og de kommer hjem til deres forældre?

46 er ikke antallet af fejl. Ej heller sager med fejl i sagsbehandlingen. Det er antallet af sager, der ender med, at der ikke er et anbringelsesgrundlag, som det hedder i Ankestyrelsens omhyggeligt formulerede sprog. Om det er mange eller få, afhænger af perspektivet.

I forhold til antallet tvangsfjernelsessager i Ankestyrelsen er det ikke mange. I samme femårige periode var der præcis 3.500 sager, og selvom de samme børn kan gå igen i disse sager, da tvangsanbringelser er tidsbegrænsede, udgør de 46 børn ikke en voldsom andel.

Men det kan den enkelte familie ikke bruge til så meget.

»Jeg synes, at det er mange. Ideelt set er det da 46 for meget,« siger vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia Birgitte Eiriksson, som i 2018 i en længere redegørelse advarede imod meget ringe retssikkerhed på anbringelsesområdet.

»Hvis vi nu sammenligner med det strafferetlige system, hvor mange uskyldigt dømte ville vi så acceptere? Lige nu er der voldsom debat om varetægtsfængslede i voldtægtssager efter den nye samtykkelovgivning, som så siden bliver frikendt. Vi burde have lige så voldsom debat om de 46 børn og deres forældre,« siger hun.

Der er voldsom debat om tvangsanbringelse af børn.

De rigtige børn?

I 2019 dækkede Berlingske den såkaldte Frederiksberg-skandale, som handlede om en kommunal familieafdeling, der ifølge en uvildig gennemgang af revisionsfirmaet BDO ikke overholdt retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven og lov om social service. Stort set hele det lovapparat, som sætter rammerne for en kommunal familieafdeling.

Der måtte efterfølgende sendes undskyldninger ud til 363 familier, og Frederiksberg Kommune måtte sætte 46 millioner kroner af til genopretning af familieafdelingen.

Senest har blandt andre 24syv afdækket tilsvarende lovbrud i Langeland Kommune, og her er politiet involveret i efterforskningen af, hvordan en hel forvaltningsafdeling kunne køre af sporet og tilsyneladende rette bagudrettet i journaler og opdigte diagnoser på forældre.

Mette Thiesen (DF) har præsenteret et beslutningsforslag om at få kulegravet hele anbringelsesområdet, og advokater og organisationer som Justitia lufter voldsom kritik af hele systemet.

Også af Ankestyrelsen, som blandt andet beskyldes for ikke at lytte til familierne og ukritisk lægge for meget vægt på kommunernes sagsbehandling.

»Vi aner ikke, om vi tvangsfjerner de rigtige børn,« sagde en anonym tidligere beskikket i Ankestyrelsen til 24 syv.

Det er den kritik, der har ført frem til de 46 børn på fem år.

Tallet er et forsøg på at besvare det grundlæggende spørgsmål: Hvor mange børn bliver tvangsfjernet af systemet, hvorefter systemet finder ud af, at det var den forkerte løsning?

Kommunale fejl

De 46 børn er det tal, Ankestyrelsen er kommet frem til, efter Berlingske har bedt om en gennemgang og sortering af de tilgængelige tal.

Men de 46 børn er ikke et præcist svar, for der kan være mange grunde til, at en tvangsanbringelse bliver ophævet.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at den oprindelige tvangsfjernelse var grundløs,« understreger Merete Pantmann, som er vicedirektør i Ankestyrelsen.

»Det kan også betyde, at barnets eller forældrenes forhold har ændret sig. Nogle sager kan ophæves af den simple grund, at forældre og børn har forladt landet, og så kan der også være sager, hvor anbringelsesgrundlaget faktisk er til stede, men hvor barnet trives dårligere i anbringelse end hos forældrene,« forklarer Merete Pantmann.

Af samme grund kan der forud for en tvangsanbringelsessag i princippet være begået fejl
i den kommunale sagsbehandling, men hvis der alligevel er et anbringelsesgrundlag, så bliver barnet anbragt.

Forældre kan miste et barn, selvom kommunens sagsbehandling er mangelfuld.

Sådan foregår det ikke i strafferetssager, og at miste et barn kan føles som en ubærlig straf. Men der er en afgørende forskel mellem tvangsfjernelser og strafferet.

»I børnesager er det altid barnet, det handler om,« siger Merete Pantmann.

De 46 børn i en periode på fem år er dog stadig udtryk for, at systemet faktisk fanger og omgør sager, hvis anbringelsesgrundlaget ikke er tilstrækkeligt.

Tvillingerne fra Langeland

Men ligesom Birgitte Eiriksson mener, at det ideelt set er for mange børn, kan man også spørge, om det ikke er mistænkeligt få sager, der bliver omgjort.

Det gør Jeanette Gjørret, som er advokat i nogle af sagerne fra Langeland. Hun mener, at Ankestyrelsen er for tilbøjelig til at give kommuner ret. At der lægges for megen vægt på kommunernes sagsfremstilling og for lidt på vægt på forældrenes oplysninger af sagen.

For eksempel i Sandie Hansens sag. Hendes tvangsanbragte tvillinger blev hjemgivet, da det stod klart, at Sandie Hansen alligevel ikke var så psykisk syg, som Langeland Kommune oprindelig havde hævdet.

Problemet er ifølge Jeanette Gjørret, at nøjagtig de samme oplysninger, som til sidst fik Langeland Kommune til at hjemgive tvillingerne, blev præsenteret i Ankestyrelsen, som blot stadfæstede tvangsfjernelsen.

Sandie Hansens tvillinger er altså ikke en del af de 46 børn fra Ankestyrelsens statistik.

»Og det mener jeg taler sit tydelige sprog,« siger Jeanette Gjørret.

Brud på fire forskellige lovsæt

Ankestyrelsen går af princip ikke ind i enkeltsager og vil derfor ikke svare på, hvordan det kan ske.

Men Ankestyrelsens tilsyn har på baggrund af samme sag og yderligere to sager givet Langeland Kommune en sønderlemmende kritik.

Langeland Kommunes familieafdeling har ikke overholdt offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven, og Ankestyrelsen udtrykker »væsentlig kritik«, hvilket er det kraftigste udtryk på skalaen, og så er kommunen blevet bedt om at gennemgå samtlige sager i familieafdelingen forfra.

Vicedirektør Merete Pantmann kan godt se, hvordan statistikken kan tolkes i Jeanette Gjørrets retning. Ankestyrelsen stadfæster i 99 procent af tilfældene tvangsanbringelser fra kommunernes børn og unge-udvalg, men det er der en særlig grund til.

»Når en sag skal forelægges børn og unge-udvalget, stilles der store krav til kvaliteten af den
indstilling, som forvaltningen skal udarbejde. Mit indtryk er, at selvom der kan være
sagsbehandlingsfejl i den forudgående sagsbehandling, så lever kommunerne op til disse krav, når sagen skal forelægges børn og unge-udvalget. Det skal de også, for det er meget alvorlige indgreb. Til sammenligning omgør vi ca. 36 procent af alle kommunale klagesager inden for serviceloven,« siger Merete Pantmann.

Forældre, der er uenige med Ankestyrelsens stadfæstelse, kan automatisk få deres sag behandlet i byretten, og ifølge Ankestyrelsens tal stadfæster byretten 98 procent af gangene Ankestyrelsens afgørelse.

FAKTA

Fire instanser
En tvangsfjernelse efter servicelovens paragraf 58 indstilles af den kommunale forvaltning og afgøres af det kommunale børne- og ungeudvalg, som består af en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Beslutningen kan ankes til Ankestyrelsen, hvor sagen bliver vurderet af to jurister og to beskikkede, som er en slags lægdommere udpeget af socialministeren, og beskæftigelsesministeren efter indstilling fra FH, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Handicaporganisationer og Kommunernes Landsforening.

Er forældre uenige med Ankestyrelsens afgørelse, kan de automatisk få sagen behandlet ved byretten, hvor en dommer og to domsmænd tager stilling til sagen.

Er forældre uenige i byrettens afgørelse, kan de søge procesbevillingsnævnet om lov til at føre sagen ved landsretten.

Gennem hele processen har både forældre og børn ret til en advokat.

FAKTA

Tvangsanbragte børn
Hvert år iværksætter Danmarks 98 kommuner samlet mellem 300 og 400 tvangsanbringelser.

Antallet er faldende. I 2017 var det 412, i 2021 var det 317.

Til gengæld er det akkumulerede antal af tvangsanbragte børn stigende. I 2017 var der 2.504 tvangsanbragte børn, i 2021 var der i alt 2.665 tvangsanbragte børn i Danmark.

Kilde: Danmarks Statistik

Hilsen Peter

[phhmw]

I 17 år har skiftende socialministre været bekendt med ulovlig sagsbehandling i anbringelsessager. Intet sker

Her er hvad vælgerne, børnefamilierne fortsat finder sig i phhmw

https://www.k10.dk/showpost.php?p=374896&postcount=27 med link til artiklens henvisninger

https://www.berlingske.dk/kronikker/...dt-med-ulovlig

Camilla-Dorthea Bundgaard, cand.ling.merc., stud.theol.

»At mange familier får god hjælp af kommunen, betyder ikke, at andre ikke krænkes. Og at sammenstille datosjusk med om forældre bliver hørt i deres barns sag, taler sit eget klare sprog,« skriver Camilla-Dorthea Bundgaard i et svar til Anja Stensgaard, tidligere afdelingsleder i en børne- og familieafdeling.

»Vi har brug for de helstøbte fortællinger. Ikke kun historier fra forældre, som har mistet deres børn, og advokater som tjener stort på, at forældrene har brug for dem, eller fra uvidende som tolker på overordnede tal,« skrev Anja Steensgaard, tidligere leder af en børne- og familieafdeling, sidste måned i Berlingske med udgangspunkt i de mange sager, der har været om børn og familiers manglende retssikkerhed i mødet med kommunen.

Egentlig ville jeg rose en fagperson for at deltage i debatten i stedet for som borgmestre, kommunaldirektører, Ankestyrelsen, Kommunernes Landsforening og Astrid Krag, tidligere minister på området, at have en »vi alene vide«-tilgang, der ikke lader Frederik 6. meget tilbage at ønske. Men Stensgaards indlæg ender, sikkert ubevidst, i det, man i hvert fald i andre sammenhænge kalder »DARVO«: Deny, Attack, Reverse Victim and Affender (benægt, angrib, byt rundt på offer og gerningsmand).

Først benægtelsen. I stedet for at skrive om de store problemer på området, gør hun dem til spørgsmål om formalia, »mindre relevante ting« og »fortrædeligheder«. Hun påpeger, at de fleste familier nok er glade for kommunens hjælp, og mener, at sagerne drejer sig om datosjusk, rækkefølger »eller om forældrene blev partshørt i alle underretninger, uanset relevansen for barnets sag«. Hun modstiller barnets tarv og regelefterlevelse i kommunerne, og hun spørger retorisk: »Skal vi forebygge skader eller lade tvivlen komme forældrene til gode?«

Offerrelationen vendt på hovedet

Men at underkende, at børnefamilier er blevet krænket af kommuner, er ikke o.k. At mange familier får god hjælp af kommunen, betyder ikke, at andre ikke krænkes. Og at sammenstille datosjusk med, om forældre bliver hørt i deres barns sag, taler sit eget klare sprog. Lige så med det retoriske spørgsmål, der modstiller børn tarv og forældre.

I for eksempel en sag fra Hjørring, hvor tre børn uretmæssigt blev tvangsfjernet, fordi en person anonymt havde påstået, at faderen havde tilbudt seksuelle ydelser fra børnene som afdrag på gæld, var det i børnenes interesse at lade tvivlen komme faren til gode. Samtlige af de sager, der har været i medierne om uretmæssige tvangsanbringelser har demonstreret, præcis hvorfor det er forkert at modstille lovkrav og formalia med barnets tarv. Uden retssikkerhed risikerer man vilkårlig magtudøvelse, der går ud over børnene.

Og det er i den forbindelse, Stensgaard også får vendt offerrelationen på hovedet, for ved at insistere på, at medierne fokuserer på »mindre relevante ting« og i stedet bør fokusere på hvor tungt og svært et job, sagsbehandlerne har, når forældre bliver vrede og medierne, angiveligt, jagter dem, så går der whataboutism i den. Selvom sagsbehandlernes job er svært, gør det det ikke okay, at børn og forældre skal frygte den kommune, de søger hjælp hos. Og det betyder heller ikke, at man skylder sagsbehandlere at tie stille om det.

Og således kom vi til Stensgaards angreb. Vi i medierne er »uvidende« og overfladiske. Journalister jagter hårdtarbejdende sagsbehandlere med »ensidig« journalistik, hvilket er »etisk uforsvarligt«, når modparten ikke kan forsvare sig. Forsvarsadvokater, der udtaler sig om børnesager, »tjener stort« på dem. Derfor er det pressen, og ikke kommunernes lovbrud, der gør forældre bange for kommunen og er skyld i, at der måske på sigt er færre, der vil være socialrådgivere.

Men pressens job er at fokusere på problemer. Kritikken af de uretmæssige tvangsanbringelser og underretningskulturen, der udspringer af Folketinget og udøves af kommuner og sundhedsvæsen, er ikke møntet på faggrupper, men på lovgivning, retspraksis og forvaltningskultur. Sagerne tager ikke bare udgangspunkt i tal, men i grundige læsninger af sagsakter, lægejournaler, aktindsigt i forvaltningen med videre og ikke mindst udsagn fra den ene lektor, overlæge, uafhængige jurist og ekspert efter den anden. Og i øvrigt tjener de beskikkede forsvarsadvokater i børnesager elendigt.

Myndigheder svarer ikke

Hvis mediedækningen fremstår ensidig, er det måske fordi repræsentanter for myndighederne og politikere nægter at svare på de spørgsmål, dækningen rejser. Kommunalpolitikere må gerne udtale sig om enkeltsager – og i flere tilfælde har forældre samtykket til, at myndigheder og politikere må udtale sig om deres sag – ligesom de gerne må udtale sig om generelle forhold. De gør det bare ikke.

Og det er altså ikke medierne, men sagerne, der er skyld i, at min telefon ringer, og allerede ringede i 2018, hvor jeg begyndte at skrive om børne- og familiepolitikken, og hvor vores samfund var på vej hen. Den ringer endnu mere nu, ja, men det er virkeligheden – forældrenes møde med kommunen – der skræmmer.

Alt imens har Ombudsmanden i 2017 og Rigsrevisionen i 2020 udtrykt voldsom kritik af Social- og Indenrigsministeriet for siden 2006 at have været vidende om, at loven bliver brudt i den kommunale sagsbehandling i anbringelsessager, uden at gøre noget. Skiftende socialministre har altså gennem 17 år været bekendt med ulovlig sagsbehandling. I Langeland, Frederikssund, Frederiksberg, København, Tårnby, Guldborgsund og Hjørring Kommune, har vi set eksempler på, hvordan børn er fjernet på et usagligt og ulovligt grundlag. Det er ikke småfejl!

Lad os bare tage Sofie fra Frederikssund, hvis fødsel kommunen bad et hospital sætte i gang, så man kunne fjerne barnet inden juleferien. Kommunens vurdering af hendes forældreevne påstår, at hun drikker energidrik i et omfang, der svarer til 60 kopper kaffe om dagen og 10.000 kroner om måneden. Hvordan overlever man det?

At hun ryger. At hun har svære psykiske problemer og ADD, selvom en grundig psykiatrisk udredning har vist, at det ikke er tilfældet. At hun har tics. Hvordan påvirker det forældreevnen? At hun, under observation, ikke fik skoldet sutter ofte nok, ikke skiftede babys bluse efter gylp, ikke altid fik smidt bleer ud med det samme, ikke fik noget særligt ud af at klæde baby fint på og ikke tog et dagligt bad lige efter fødslen – ting jeg og 95 procent af min kedelige middelklasse-omgangskreds også gør os skyldige i efter en fødsel.

Problemet er, at Sofie, som har fået fjernet sit barn, overhovedet ikke er alene om at opleve den type sagsbehandling. Hun synes nærmere repræsentativ for de sager, hvor man opdigter samtaler og diagnoser og samler og sammensætter elementer fra social- og sundhedssystemet i en uhæderlig pærevælling.

Ankestyrelsen svigter

Læg hertil, at borgernes klageinstans, Ankestyrelsen, ikke virker. Trods Rigsrevisionens kritik stadfæster styrelsen 99 procent af kommunens afgørelser; den finder ikke anledning til at ændre i afgørelser, selv når den fastslår, at en sag indeholder urigtige oplysninger; og trods 500.000 behandlede klagesager gennem de seneste ti år har den ikke igangsat én tilsynssag eller sanktioneret én kommune.

Læg dertil vidnesbyrd fra tre tidligere beskikkede medlemmer hos styrelsen, med tilsammen 20 års erfaring og mere end 1.000 ankesager i bagagen. De omtaler blandt andet tvivl om retfærdigheden af afgørelsen i op til halvdelen af sagerne.

De har et klart indtryk af, at forældrene er dømt på forhånd, at de selv har haft svært ved at få lov at afgive »dissens«, og at de har fået besked om, at styrelsen ikke må bede kommunerne om at få udredt tvangsfjernede børn for udviklingsforstyrrelser, fordi det er »udgiftsdrivende« for kommunerne – selvom loven netop pålægger Ankestyrelsen belyse alle sager ordentligt.

Men det kan selvfølgelig også være lige meget, når loven er sådan indrettet, at de to beskikkede medlemmer er kransekagefigurer. Siger de nej til at fastholde en tvangsanbringelse, men Ankestyrelsens jurister siger ja, så gælder det sidste. Ankestyrelsens vicedirektør har, som Stensgaard også påpeger i sin kronik, begået et skriv i maj 2022, men det adresserer styrelsens formelle rammer, ikke dens praksis, og det er det sidste, der er problemet.

Camilla-Dorthea Bundgaard er cand.ling.merc., stud.theol. og freelance kommunikatør

TAK til Camilla-Dorthea Bundgaard og Tante Berlingske

Hilsen Peter

[phhmw]

Socialdemokratiet mener IKKE vi har et problem med børn, der bliver fejlagtigt anbragt i Danmark.

Socialordfører Camilla Fabricius mener, ligesom socialminister Pernille Rosenkratz-Theil, at der er for meget fokus på "enkeltsager", når de gælder de lovbruds- og fejlbehæftede anbringelsessager, som vi på 24syv har afdækket det seneste år.

Heller ikke selvom en lang række førende juridiske eksperter og tre tidligere beskikkede medlemmer af Ankestyrelsen siger, at vi ikke aner, om der er et anbringelsesgrundlag i mange af landets anbringelsessager.

Heller ikke selvom, at Langeland Kommune har hjemgivet flere børn og skal gennemgå 285 børnesager på grund af fejl og lovbrud efter vores afdækning.
Heller ikke selvom Ankestyrelsen selv har stadfæstet mindst 4 af de 10 lovbrudsbehæftede tvangsanbringelsessager, som førte til den genoptagning af sagerne.

Heller ikke selvom, at Frederiksberg Kommune måtte undskylde til 365 familier for systematiske, årelange lovbrud og fejl i deres børne- og anbringelsessager.
Heller ikke selvom kommunerne i 2020 fejlbehandlede over 50% af børnehandicapsager, men altså angiveligt havde en træfsikkerhed på hele 99% i tvanganbringelsessager.

Heller ikke selvom tre gange så mange børn med autisme bliver tvangsfjernet som børn uden diagnosen, ifølge Socialministeriets egne tal.

Vidunderligt interview med socialordfører (A) Camilla Fabricius på Reporterne i dag, hvor vores dejlige vært August Stenbroen roligt og kyndigt guider Socialdemokratiets ordfører gennem nogle af de vigtigste fakta, vi har afdækket på Reporterne det seneste år.
LYT LYT LYT - det er vigtigt:

https://open.spotify.com/episode/3SV...ACEhmwXTwPvoHc

Hilsen Peter

Bilag

""Således fortsætter nedturen for statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Hvis der var valg i morgen, ville partiet miste hver fjerde vælger siden folketingsvalget i november sidste år.

Det viser en ny Gallup-måling foretaget af Kantar Public for Berlingske.

I målingen står Socialdemokratiet til 20,7 procent af stemmerne og 37 mandater. Ved valget i november fik partiet 27,5 procent af vælgernes krydser og 50 mandater.""
https://www.berlingske.dk/politik/me...er-virkelig-en

[phhmw]

https://www.folkeskolen.dk/autisme-s...autisme/868590

Stadig flere forældre oplever, at kommunen truer med at anbringe deres svært autistiske barn uden for hjemmet. Det har fået børne- og socialminister Mai Mercado til at tage fat i KL med en opfordring om at diskutere problemet med autismeforeningen.

Når forældre til børn med svær autisme beder om en ydelse som aflastning eller behandling af angst, så taler kommunerne om deres forældrekompetencer og om anbringelse af barnet for at få dem til at tie stille. Det fortalte Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme, til TV2/Fyn for en måned siden.
Indslaget fik Karina Adsbøl og Pernille Bendixen, henholdsvis handicapordfører og børne- og familieordfører i Dansk Folkeparti, til at indkalde børne- og socialminister Mai Mercado (K) i samråd.
Cirka to ud af tre anbragte børn og unge med autisme bor på en døgninstitution eller et opholdssted.

ANNONCE:
"Vi anbringer helst børn og unge i familiepleje, så jeg tolker, at mange børn og unge med autisme har så stort behov for socialfaglige kompetencer, at de er svære at rumme i en familie", sagde Mai Mercada

Læs også

Ekspert: Alle i PPR bør kende til børn med ufrivillig tavshed

Elever blev kørt i specialskole i usynede busser i op til 47 dage

Debat: Bliver vi snydt, så vandet driver?

Lyt til lærerne, drop besparelserne - for autistiske skolebørns trivsel

Hun gentog, at hun ikke kan sætte tal på antallet af anbringelser i de seneste måneder, hvor familier er kommet på banen med kritik af deres kommuner.

"Mange af sagerne skyldes dårlig kommunikation. Her må kommunerne stramme op, for det må ikke må være sådan, at forældre til børn med et handicap ikke tør bede om hjælp, fordi de er bange for at blive truet. Derfor har jeg opfordret KL til at tage en dialog med autismeforeningen om de alvorlige anklager fra forældre", sagde ministeren.


Kommunen skal sætte sig ind i familiens situation

Karina Adsbøl er glad for, at Mai Mercoda kalder truslerne uacceptable.
"Ministeren siger samtidig, at mange børn bliver anbragt, fordi de har et stort behov for hjælp og støtte. Ja, men hvis de ikke kan få den hjælp, der er bedst for familien, så forværres barnets tilstand. Det handler om empati og om at sætte sig ind i familiens situation", sagde DF-politikeren.

"Det er positivt, at børn med autisme bliver opdaget, for så er det muligt at give den nødvendige støtte, så de kan klare sig godt. Nogle går i almen folkeskole, mens andre kommer i specialtilbud, hvor de tidligere fik lov at passe sig selv, fordi vi accepterede, at børn kom igennem folkeskolen uden at lære at læse og skrive. Jeg begræder ikke, at vi får flere børn med diagnoser", sagde Mai Mercoda.

Du kan høre hele samrådet via dette link:
https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/sou/tv#pv

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.berlingske.dk/kommentato...t-og-systemisk

Det socialdemokratiske børnesyn er koldt og systemisk

Hvad vil det egentlig sige at ville børnenes bedste? Det er et dybt politisk spørgsmål, som i disse år bliver stadigt vigtigere at tage stilling til.

Af Amalie Lyhne

»Der er forskel på børnesynet i dansk politik i disse år. Efter min mening har et barn ret til at skabe sin egen livsbane,« skrev social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på sin Facebook-profil i forbindelse med behandlingen af den såkaldte »Barnets Lov« i Folketinget i sidste måned.

Loven udspringer af den efterhånden to år gamle aftale »Børnene Først«, som blev indgået af et meget bredt, politisk flertal med den hensigt at forbedre indsatsen for udsatte børn og familier. Men »Barnets Lov« har mødt hård kritik fra eksperter blandt andet på grund af den øgede brug af tvangsbortadoption, som loven lægger op til – som noget nyt også før fødslen. https://www.berlingske.dk/kronikker/...ore-tiltro-til

Loven gør heller ikke op med den chokerende ringe retssikkerhed i forhold til tvangsfjernelser, som er blevet dokumenteret igen og igen i medier og rapporter.
https://justitia-int.org/rapporttvan...utningsproces/

Måske er det netop den meget alvorlige kritik, som fik ministeren til at fordreje og voldsomt overdrive tallene for grov vold og seksuelt misbrug af børn, da hun fra Folketingets talerstol forsvarede loven. https://www.berlingske.dk/samfund/pr...eil-misforstaa

Hun havde brug for at understrege, at der kritikken til trods er brug for at fjerne flere børn fra deres forældre. Siden har ministeren måttet indrømme fejlene, men hun har ikke undskyldt, fordi, som hun siger, pointen er »den samme«. https://www.berlingske.dk/samfund/so...oern-der-staar

Den politiske hensigt er altså ikke til at misforstå: Uanset tal og fakta ønsker regeringen at stramme grebet om danske børnefamilier, så flere børn og forældre bliver skilt fra hinanden – enten med eller uden mulighed for efterfølgende kontakt. Det er i øvrigt et ønske, som statsminister Mette Frederiksen også udtrykte meget klart i sin nytårstale i 2020, og det er et ønske, som allerede er i fuld gang med at blive opfyldt: Antallet af både tvangsfjernelser https://www.berlingske.dk/politik/me...este-ti-aar-er og tvangsbortadoptioner https://jyllands-posten.dk/indland/E...giske-familie/ er stigende, og loven om skærpet underretningspligt har ført til langt flere underretninger om børn i mistrivsel.

Samtidig med kommunernes hang til i stadigt stigende omfang at bruge dette ultimative magtmiddel over for familierne, er det dokumenteret, hvordan der sker stribevis af meget grove fejl og deciderede lovbrud i sagerne. https://www.berlingske.dk/kronikker/...istleblowerens

I øvrigt spiller forældres voldelige eller seksuelle overgreb mod børnene kun en rolle i 5,6 procent af anbringelsessagerne, ligesom kun 4,8 procent af sagerne handler om forældrenes misbrug. I stedet bliver der i det store flertal af sagerne brugt mere vage grunde som for eksempel »anden bekymrende adfærd hos forældre« eller »anden bekymrende adfærd hos barn«.

Der er en meget stor overrepræsentation af forældre, der selv er tidligere anbragt, har kort skolegang, står uden for arbejdsmarkedet eller har været i kontakt med psykiatrien, ligesom der er tre gange så stor risiko for at få fjernet sit barn, hvis barnet er diagnosticeret med autisme. https://www.statistikbanken.dk/ANBAA..._dbD5bhYtXtIIs

Derfor har Pernille Rosenkrantz-Theil fuldstændig ret i, at der i disse år sker noget med synet på børn i dansk politik, og at der er forskel på det socialdemokratiske børnesyn og det borgerlige. Selvom – og det er meget vigtigt at understrege – at mange af de nye tiltag er sket med flere (såkaldt) borgerlige partiers velsignelse.

Når ministeren skriver, at et barn har »ret til at skabe sin egen livsbane«, udtrykker hun det socialdemokratiske børnesyn meget præcist. Barnet ses som et individ helt løsrevet fra sine forældre. Moren og farens celler og gener, kvindens kropslige og følelsesmæssige forbundethed med barnet, mens det ligger i maven, og det helt særlige følelsesmæssige og sjælelige bånd mellem barn og forældre bliver ikke tillagt den store betydning. Ja, det lyder næsten som om, at alle børn er produceret på samme fabrik og så tilfældigt uddelt til de kvinder, der efter endt graviditet skal have et barn i armene. I sidste ende tilhører barnet staten. Er forældrene ikke gode nok – ud fra nogle bekymrende vage og tilsyneladende diskriminerende kriterier, er det bedst for barnet at få nogle nye forældre.

Men man kan ikke bare tage krop og sjæl ud af ligningen. Vi er mennesker, vi er uperfekte, vi er fejlbarlige, vi gør hinanden ondt. Og alligevel betyder vi alt for hinanden. Man kan med magt fjerne barnet fra de biologiske forældre, men man kan aldrig fjerne forældrenes betydning for barnet.

Det betyder naturligvis ikke, at tvangsfjernelse aldrig er den rigtige løsning. Det er det nogle gange. Men det betyder, at samfundet skal være meget varsom med dette redskab. Sådan er det desværre ikke i dag, tværtimod går udviklingen i den helt forkerte retning.

For kommunerne handler det om økonomi, men det handler også om det socialdemokratiske børnesyn, som vinder terræn i disse år.

Amalie Lyhne er politisk kommentator, skribent og foredragsholder som skal have stor TAK for denne kronik som giver dokumenteret overblik.

Hilsen Peter

Bilag bør læses

Systemisk??
https://www.google.dk/search?q=syste...client=gws-wiz

[phhmw]

https://24syv.dk/episode/fik-fjernet...cad8ZY-bCNuGKI

Beskrivelse
Næsten et år efter, at Sandie Hansen fik sine børn hjem igen, efter det som flere eksperter kalder for en kritisabel og ulovlig tvangsanbringelse, modtager hun en rykker på de 30.000 kroner i egenbetaling, som kommunen mener, at hun skal betale for opholdet i plejefamilien.

Et plejeophold der ifølge Langeland Kommunes egne papirer medførte, at drengene blev udsat for både psykisk og fysisk vold i plejefamilien.
Både oppositionen i Langeland Kommune og ekspert i socialret er uforståelige overfor, at kommunen insisterer på at indkræve pengene.

Gæster:
Sandie Hansen, mor til tidligere tvangsanbragte tvillinger i Langeland Kommune
Eva Naur, lektor i socialret på Aarhus Universitet
Jesper Skovhus, byrådsmedlem for Venstre i Langeland Kommune og næstformand i udvalget for børn og unge.
Tilrettelægger:
Alexander Brøndum
Vært:
August Stenbroen
Producer:
Jeppe Aamand Øvig
Redaktør:
Mille Ørsted

Hilsen Peter

[phhmw]

https://fyens.dk/nyborg/voldsom-krit...-Q64HCNQZI4Wk4

NYBORG

Fejl i hundredevis af underretningssager og forråelse blandt ansatte - kommunaldirektør beklager: - Vi har ikke taget os godt nok af børnene

Artiklen er opdateret med citater fra kommunaldirektør Tim Jeppesen og direktør på socialområdet, Lone G. Lorenzen.
Nyborg: "Kommunens håndtering af underretninger er særdeles bekymrende."
Det er dommen af socialområdet i Nyborg Kommunes i en netop offentliggjort rapport på knap 100 sider.

Her beskriver revisionsfirmaet BDO, hvordan der er fejl i en lang række underretninger på børneområdet. Det viste sig blandt andet ved, at kommunen i hver fjerde underretningssag ikke foretager en partshøring, som man er forpligtet til.
I 210 af de 380 underretningssager var der heller ikke afholdt en børnesamtale - heller ikke i 17 sager, der omhandler mistanke om fysisk og psykisk overgreb.
I foråret hyrede Nyborg Kommune revisionsfirmaet BDO til at finkæmme socialområdet, hvor der skal spares op mod 30 millioner som følge af en stor stigning i omkostninger - penge, som kommunen ikke selv kunne finde.
Undervejs ændrede fokus sig i rapporten dog drastisk, fortæller direktør på socialområdet, Lone G. Lorenzen.
- Vi kunne se, at antallet af underretninger var faldet med 15 procent i forhold til året før. Altså tilfælde, hvor en lærer, en pædagog, en nabo eller et familiemedlem slår alarm, fordi man har mistanke om, at et barn mistrives, forklarer hun.

- Der kan være mange årsager til, at tallet falder. Det kan for eksempel være, at vores forebyggende arbejde fungerer godt. Men det kan også være udtryk for et almenområde, der oplever, at der ikke bliver reageret på underretningerne. Det er med til at skabe en afmagt hos lærere og pædagoger, som gør, at man holder op med at underrette i det omfang, som man burde gøre, tilføjer direktøren.
Uforbeholden undskyldning

Det er netop det sidste, der har gjort sig gældende i en lang række tilfælde, fremgår det af BDO-rapporten, der peger på en forråelse blandt medarbejderne på socialområdet som en del af forklaringen på den manglende opfølgning.
Kommunaldirektør i Nyborg Kommune, Tim Jeppesen, tøver da heller ikke med at sende en uforbeholden undskyldning til de berørte børn og deres familier.

Sagen kort
Udgifterne på det specialiserede socialområde vokser med stor hast, og det sætter Nyborg Kommunes økonomi under pres.

Tidligere på året kom det frem, at man styrede mod et overforbrug på helt op mod 30 millioner kroner i 2023 i forhold til indsatsen overfor sårbare voksne og handicappede samt udsatte børn og unge.

Kommunen egen forvaltning var ikke i stand til at pege på forslag til besparelser i denne målestok. I stedet vedtog politikerne på et byrådsmøde i juni besparelser for 3,2 millioner kroner - altså cirka en tiendedel af beløbet. Det betød blandt andet et farvel til kommunens idrætskoordinator.

Derfor hyrede kommunen i foråret det eksterne revisionsfirma BDO til at finkæmme hele socialområdet i jagten på de manglende millioner.

Det er den analyse, der nu er blevet præsenteret.

- Det er den største fejl hos os, som BDO-rapporten dokumenterer: Vi får simpelt hen ikke talt nok med børnene og taget os godt nok af dem. Det er rigtig skidt, og det vil jeg godt beklage. Når BDO bruger begrebet 'forråelse', så handler det om, at der hos nogle af vores medarbejdere har været en oplevelse af, at det ikke er nødvendigt at følge op på underretningerne.

Det er en forkert adfærd, fastslår han.

Af analysen fremgår det dog, at det også er kommet til udtryk ved, at fagligheden trådte i baggrunden, sagerne blev omtalt negativt, og at medarbejderne manglede ansvarsfølelse overfor børnene og familierne.

Ifølge kommunaldirektøren giver rapporten ikke et entydigt svar på, hvor ansvaret skal placeres. Han tøver dog ikke med at lade pilen pege indad.

- I sidste ende er det ledelsens ansvar at lægge en klar linje og for at få fulgt op på, at vi arbejder på den måde, som loven foreskriver. Det ansvar har den tidligere ledelse på området ikke levet op til. Men jeg har tillid til, at den nye ledelse vil tage hånd om de problemer, som rapporten beskriver, siger han.
Lone G. Lorenzen, der blev ansat i stillingen som direktør for socialområdet i august, er fast besluttet på at gøre netop det.

- Rapporten dokumenterer, at vi skal have justeret vores bekymringsniveau i forhold til børnene. Det er også det klare budskab, som vi allerede har signaleret ud til vores ansatte på socialområdet. Ud fra de tilbagemeldinger, som vi får fra lærerne, så kan de også se en forandring til det bedre, siger hun.

Læs hele rapporten her:

https://www.nyborg.dk/media/yxmkmiss...r-05122023.pdf

360 GRADERS
ANALYSE AF DE
SPECIALISEREDE
SOCIALOMRÅDER
RAPPORTERING TIL NYBORG KOMMUNE DECEMBER 2023

Hilsen Peter

[phhmw]

Vi måtte ikke selv holde hende til dåben

Tirsdag 13. sep. 2022 kl. 06:30
Joan Andersen [email protected]

Efter en opslidende kamp for retten til at kalde sig mor og far for deres ønskebarn, har Amanda og Henrik kastet håndklædet i ringen. De ved godt, at de aldrig får Luna hjem.

https://avisendanmark.dk/danmark/ama...LmmAfDRd2vDhs4

Luna var et ønskebarn. Hun var planlagt, og hverken Amanda eller Henrik havde set kampen komme. Den lange kamp mod systemet.
Kampen begyndte, allerede da Amanda opsøgte sin egen læge i starten af graviditeten. Den privatpraktiserende læge sendte den første underretning til kommunen.
- Hun var bekymret, fordi vi er mental retarderede, men der er jo mange grader af det, siger Amanda Rohweder Nielsen.

Hun bor i et hus i Helsingør med sin kæreste Henrik Ole Hansen. Hjemmet er blottet for legetøj og børneting, for deres datter Luna har aldrig været her. Alene det, at Luna på papiret stadig er deres datter, har været en hård kamp, for Familierådgivningen i Helsingør Kommune har hele tre gange forsøgt at tvangsbortadoptere hende – indtil videre uden held.

Men mor og far ser kun Luna tre timer om måneden i et lokale, kommunen stiller til rådighed, og en familiekonsulent er med til samværet som støtte.

Nu åbner Amanda og Henrik døren og fortæller om den kamp, der har slidt dem begge helt ned.

Brød sammen

- Det var skønt at blive forældre. Det er det jo stadigvæk, siger Henrik.

Hans øjne lyser op, når han fortæller om Luna. Om hvordan far og datter elsker at lege tagfat i haven, og hvordan Luna laver mad til mor og far i legekøkkenet.

Men lykken kommer kun i glimt.

Graviditeten var præget af undersøgelser, der skulle kortlægge Amanda og Henriks kompetencer som forældre. Her fik de blandt andet en babysimulator, en dukke, der skulle vise, hvordan de ville klare forældreopgaven.

Aflæsningen af simulatoren viste, at parret opfyldte 48 procent af dukkens behov. Den største udfordring var at give mad og understøtte hovedet. Men simulatoren havde tekniske vanskeligheder, batteriet fungerede ikke, dukken var i stykker, og forsøget blev afbrudt en dag før tid. Både i Ankestyrelsen og i byretten er de 48 procent brugt som bevismateriale.

- Jeg har en fingermotorik, som gør, at jeg er langsommere med nogle ting, og det havde simulatoren svært ved at opfange, forklarer Amanda.
Det ændrede ikke på, at kommunen planlagde at tvangsfjerne Luna få timer efter fødslen. Parret fik en advokat på sagen, og det gav dem fem dage på hospitalet med Luna, inden de blev tvunget til at aflevere hende.
- Jeg så familierådgiveren gå ned ad hospitalsgangen med Luna i dynen. Det syn glemmer jeg aldrig, siger Henrik og gemmer hovedet i hænderne.

- Det er derfor, jeg har det svært med Helsingør Kommune i dag. Jeg hader at være til møder hos dem, siger han.

Han ved godt, at vreden ikke er rationel, men smerten sidder dybt i ham, og da Luna var tre måneder, forsøgte kommunen for første gang at bortadoptere hende.
- Der væltede muren for mig. Jeg blev rasende, fortæller Henrik stilfærdigt.

Mentalt retarderende

Både Amanda og Henrik får i dag førtidspension.
Amanda er blevet fulgt af systemet gennem hele sit liv, og hendes mor har kæmpet for, at hun fik den rette hjælp.

- Jeg har en lille, organisk hjerneskade. Jeg udvikler mig hele tiden, jeg går ikke i stå, forklarer hun.
Eksempelvis har Amanda en talefejl, som er blevet meget bedre gennem årene, og på samme måde bliver finmotorikken i hendes fingre også hele tiden bedre. I dag har hun et job som kassemedarbejder i Fakta ved stationen i Helsingør fire dage om ugen.

Hos Henrik er det anderledes.
- Jeg er normalt fungerende, jeg har bare indlæringsvanskeligheder, siger han.
Det er de ting, der sammenlagt har fået kommunen til at reagere.
Kæmpede imod

Det første forsøg på at bortadoptere Luna blev afværget med hjælp fra en advokat, som påpegede, at parret ikke havde fået den støtte, som de havde krav på, og Børne og -Ungeudvalget afviste sagen.
- De har aldrig givet os en chance, siger vores advokat. De har været opsat på en bortadoption fra starten af, siger Henrik.

Amanda og Henrik bad om at komme på et familiehjem for at bevise, at de er gode forældre og villige til at samarbejde, men de fik afslag med den begrundelse, at de ikke ville være i stand til at udvikle sig tilstrækkeligt.
I forældrekompetenceundersøgelsen står der også, at parret ikke har noget netværk.

- Men netværk er noget, vi har meget af, slår Amanda fast.
- Vi har mange venner, en stor familie og Amandas mor hjælper også meget, indskyder Henrik.

Netop gennem deres netværk forsøgte de at finde en alternativ løsning til bortadoptionen. De forsøgte at få Luna i netværkspleje.

- Min mor er 80 år, så hun er for gammel, men en af min forældres venner har en datter, som gerne ville have Luna i pleje. Hun har store børn og er en god mor. Men det afviste kommunen, de havde jo allerede fundet en plejefamilie, tre måneder før jeg skulle føde, som var helt ny. De har aldrig haft plejebørn før, fortæller Amanda tydeligt frustreret.
Luna flyttede til en anden by i Nordsjælland og blev en del af en anden familie.
Kun lidt samvær

I starten så de Luna to timer om ugen, men det blev sat ned til to timer hver tredje uge. Ifølge observationerne under samværet var de frustrerede, når deres datter sov under samværet, og de viste ikke forståelse for, at en baby har behov for at sove meget.

Amanda og Henrik fortæller en anden historie.
- Luna sov i seks ud af de 10 samvær, vi havde ude hos plejefamilien. Vi måtte ikke løfte hende, kun holde hende, andre gange gik vi en tur med hende i barnevognen. Èn gang gemte plejefamilien hende i barnevognen omme bag huset. Det var meget underligt, og de kan jo ikke vurdere vores forældreevne, når vi ikke er sammen med hende, siger Amanda og forklarer, at de hverken måtte made Luna eller skifte hendes ble.

- Vi måtte ikke engang selv holde Luna til hendes dåb, fortæller hun.
Efter en ny psykologisk vurdering af forældrene, da Luna var tre år, blev samværet sat op igen. I dag ser de Luna halvanden time hver anden uge, og familiekonsulenten, der støtter samværet, er begyndt at give dem mere frirum, så de nu får noget, der minder om alenetid med deres datter.

- Sidste gang var vi i haven. Der sad hun nede i den anden ende af haven, mens vi legede fangeleg med Luna, fortæller Henrik.
Opsat på bortadoption

Mellem samværene har de kæmpet en lang og sej kamp.
- Det har været helt åbenlyst, hvad kommunen ville. De vil bare bortadoptere hende, siger Amanda.

Inden Luna fyldte et år, forsøgte kommunen for anden gang at bortadoptere hende. Denne gang nåede sagen helt til Ankestyrelsen, som anførte at Børne- og Ungeudvalget ikke havde argumenterne i orden og sendte den tilbage til kommunen.

Her strandede sagen, indtil den blev taget op igen, kort tid inden Luna blev tre år.
- De ville bortadoptere hende til en helt anden familie, plejefamilien ville ikke, som aftale med Familierådgivningen, adoptere hende, fortæller Amanda.

Også tredje gang besluttede udvalget, at Henrik og Amanda fortsat kan være Lunas forældre.
I mellemtiden har forældrene brugt over 35.000 kroner på advokater.
- Jeg spurgte dem, om de har lukket sagen nu, men jeg kunne ikke få et svar, fortæller Henrik.


Tvangsbortadoptioner stiger
Før 2015 blev stort set ingen børn tvangsbortadopteret. I 2016 blev et barn tvangsbortadopteret. I 2019 var det tal steget til 19 børn, og i 2020 og 2021 blev hhv. 30 og 29 børn bortadopteret mod forældrenes vilje.

Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale den 1. januar 2020 sagde, at hun vil have flere børn bortadopteret.

- I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk, sagde hun og fortsatte:

- Det vigtigste, det helt afgørende for et lille barn, er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.

Statsministeren mener, at der tages for meget hensyn til de biologiske forældre, og når man ser på de grusomme sager fra blandt andet Brønderslev, Tønder og Rebild, så er det ikke udelukkende et massivt svigt fra forældrene. Det skyldes også at samfundet ikke har handlet korrekt og i tide.

- Jeg ved godt, at det ikke er alle, der vil være enige med mig. Nogle vil sige, at vi skal forebygge mere, passe mere på familierne. Det skal vi, men det vil ikke være nok. Vi må entydigt tage børnenes parti, sagde hun.

Ny lov på vej

I maj 2021 indgik regeringen en bred politisk aftale; ’Børnene først’, der blandt andet gør det lettere at bortadoptere et barn uden forældrenes samtykke. Tidligere skulle forældrenes forældreevne være varigt nedsat. Med den nye lov kan barnet bortadopteres med tvang, hvis forældreevnen er nedsat i et ’betydeligt tidsrum’.

Barnets Lov skal træde i kraft 1. januar 2023.

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/721

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.facebook.com/photo/?fbid...08093111781378

Jeg har fået tilladelse af min klient til at komme med et par bemærkninger til tv2 s dokumentar “Fjernet”:

Som nævnes i dokumentaren, så er der to store problemer i sagen.

1) kommunens sagsfremstilling og materiale var fyldt med fejl og mangler
2) William havde ikke fået den støtte fra kommunen som han var berettiget til.

Hvis jeg lige vender mig mod den første problemstilling. Kommunen havde mildest talt lavet karaktermord på min klient og skrevet direkte urigtige oplysninger om min klient og hans familie. Forinden børn og Ungeudvalget var der en kamp i forhold til at få de oplysninger berettiget, hvilket kommunen nægtede.

Tager vi de oplysninger som var forkerte ud af sagen, så var der slet ikke en sag. Og det var det som min klient og mange af mine andre klienter er op imod!

Det vil sige, at min klient er en almindelig god og stabil familiefar som havde spurgt om hjælp til hans søn fordi de havde mistanke om at han måske havde en diagnose

Det føre til problemstilling nr 2. Min klient havde efterspurgt hjælp men kommunen havde syltet sagen og det ender med at min klient går til det private system for at få udredt William.
Kommunen får kritik og istedet for at anerkende at de mildest talt ikke havde passet deres job, så begynder de at skyde på familien.

Kommunen har IKKE noget på familien så de opfinder ting - de ting som er nævnt i problemstilling 1.

Jeg vil gerne slå fast;
- min klient er en ressourcestærk og god far
- han kæmpede for hans søn ift udredning

Min klient “ flygter” heller ikke til Tyskland. Han vinder enstemmigt i børn og ungeudvalget - fordi det lykkedes os, at dokumentere at kommunens sagsfremstilling var baseret på direkte løgne.

Min klient mister herefter tilliden til det danske system og drager mod Tyskland, så William kan få den rigtige hjælp og støtte.

Som det fremgår sidst i dokumentaren har min klient valgt at stævne kommunen - netop fordi at han og familien har været udsat for krænkende injurier som kunne have kostet at hans søn blev taget fra ham.

Min klient tog kampen og årsagen til at han lukkede journalister ind var for at sætte fokus og hjælpe andre familier som bliver udsat for karaktermord af kommunen

TV2 "Fjernet" Dokumentar
https://play.tv2.dk/serie/fjernet

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.tvsyd.dk/hedensted/ankes...nqIcfABxzwBSus

Kommunen tog fejl. Det er ankestyrelsens vurdering, efter at Janie Ryberg af Hedensted Kommune blev frataget den tabte arbejdsfortjeneste, hun fik for at passe sin søn.
Der var ikke belæg for, at Hedensted Kommune kunne stoppe med at betale Janie Ryberg lønkompensation i forbindelse med, at hun passer sin 8-årige søn.

Det står klart, efter ankestyrelsen har givet Janie Ryberg medhold i klagen mod Hedensted Kommune og hjemvist sagen.

- Det er en fed følelse, siger Janie Ryberg.

Hun har de seneste tre år modtaget lønkompensation i form af tabt arbejdsfortjeneste for at tage sig af sin 8-årige søn Niklas, som har infantil autisme og ADHD, og derfor går i skole 11 timer om ugen, og ellers passes hjemme.

Den kompensation ville Hedensted Kommune fratage Janie Ryberg, da de ikke vurderede, at hun var i stand til selv at passe sin søn.

I stedet ville kommunen tilbyde barnepigetimer, som kunne varetage pasningen af Niklas.

Men selvom ankestyrelsen har givet Janie Ryberg medhold i klagen, så er sagen ikke nødvendigvis slut endnu.

Håber på et bedre samarbejde
Ankestyrelsens afgørelse betyder, at Hedensted Kommune skal indhente bedre bevis og belæg for deres beslutning, inden de kan ændre i Janie Rybergs kompensationsordning.

Det betyder dog ikke, at Janie Ryberg er sikret fremover. For kommunen kan vælge at genoptage sagsbehandlingen.

- Det er lidt en blandet følelse, for vi har vundet slaget, men ikke hele krigen endnu, siger hun.

Afgørelsen er dog ikke uden betydning.

For udover, at den giver Janie Ryberg lønkompensationen tilbage, så håber hun også på, at kommunen fremover vil kommunikere mere med hende.

- Jeg håber, de tager ankestyrelsens ord til efterretning og vælger at samarbejde mere, end det jeg har oplevet tidligere, siger Janie Ryberg.

Det er ikke første gang, at ankestyrelsen sender sager tilbage til Hedensted Kommune. En Facebookgruppe for borgere, der mener, de har fået dårlig sagsbehandlingen i Hedensted Kommune, har fået over 350 medlemmer.

I afgørelsen fra ankestyrelsen til Janie Ryberg, giver de hende ret i, at Hedensted Kommune ikke havde belæg nok til at fratage lønkompensationen.

Hilsen Peter