1000 tanker

[lone t]

Oprindeligt indsendt af larsj

jeg tilslutter mig kender hele turen, men mit ægteskab holdte ikke til det, hun flytter på søndag....
lars

Og det her gør mig da bare så ondt at høre.
Håber du kommer godt ud på den anden side, når det hele har lagt sig lidt.
mange tanker lone

[lone t]

Oprindeligt indsendt af Lise W

Kære Lone

Det med at blive fejet af af familie og nære venner har jeg også prøvet. Jeg går hos den skønneste og sødeste psykolog (efter eget ønske) og fortalte hende om følelsen af at blive fejet af, især over telefonen. Hun rådede mig til at være mere direkte, og f.eks ligeud sige: " Jeg har det rigtig rigtig skidt, og jeg har brug for du lytter til mig" eller "lige nu har jeg det så dårligt at jeg har brug for du synes det er synd for mig og at du giver dig tid til at lytte til mig"

Ja, jeg ved ikke med dig, men dengang hun sagde det, sagde jeg: NEJ, om jeg vil sidde og "tigge" efter andres sympati!!


De bedste tanker fra Lise

Ja jeg sad da også lige og tænkte ikke på vilkår om jeg vil tigge om deres sympati , men fik faktisk det samme afvide af min psykolog dengang.

Og er prøvet er bare som om de glemer det, og måske endda tror jeg nok skal blive rask, jeg er jo deres stærke lillesøster.

Tak for de søde ord de varmer

Knus lone

[Antoniette]

Oprindeligt indsendt af Lise W

Kære Lone

Jeg læste dit indlæg allerede d 17/10 og følte virkelig med dig, og havde den største lyst til at sende dig et stort Desværre havde jeg bare ikke overskud til det - jeg var for dårlig og havde for mange smerter

Jeg kan virkelig sætte mig ind i alle dine tanker, for jeg er selv i samme situation - dog ikke samme sygdom, men samme frustration over pilleindtagelse og bivirkninger, smerter og følelsen af at være Palle alene kl bæ om natten.

Det med din forfængelighed trak jeg genkendende lidt på smilebåndet af, for jeg har det præcis lige sådan, og selvfølgelig har vi ret til at være forfængelige, og vi skal, med alt hvad vi magter, holde fast i den - den skal sygdommen søren jensme ikke også tage fra os, vel

Det med at blive fejet af af familie og nære venner har jeg også prøvet. Jeg går hos den skønneste og sødeste psykolog (efter eget ønske) og fortalte hende om følelsen af at blive fejet af, især over telefonen. Hun rådede mig til at være mere direkte, og f.eks ligeud sige: " Jeg har det rigtig rigtig skidt, og jeg har brug for du lytter til mig" eller "lige nu har jeg det så dårligt at jeg har brug for du synes det er synd for mig og at du giver dig tid til at lytte til mig"

Ja, jeg ved ikke med dig, men dengang hun sagde det, sagde jeg: NEJ, om jeg vil sidde og "tigge" efter andres sympati!!
Hun overtalte mig nu alligevel til at give det en tester, og jeg kan kun sige til dig: Prøv det - det var og er nemlig noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.

Den respons jeg har oplevet fra både familie og venner har været fantastisk. Der er ikke een som ikke har reageret positivt, forstående og lyttende efter jeg er begyndt at sige ligeud af posen hvad jeg har brug for

Jeg håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet, og hvis ikke, så er det også ok

Jeg ønsker dig alt det bedste, og frem for alt, så ønsker jeg dig lidt modvind i sejlene

De bedste tanker fra Lise

Jeg har også gået hos en rigtig sød psykolog, som fortalte mig, at jeg også skulle sige det rent ud at jeg havde brug for at snakke osv. Jeg har heller ikke meget for at "tigge om andres sympati, hjælp og forståelse", men noget måtte der jo gøres, så jeg bed det i mig, og gjorde som psykologen sagde. Desværre havde det ikke helt den samme virkning, som du oplevede. Mit forhold til forældre er meget anstrengt, og jeg har flere gange tænkt på at "melde mig ud" af familien. Jeg føler at de svigter mig igen og igen (ligesom de gjorde gennem hele min barndom) og det påvirker mig utroligt meget. På trods af at vi bor i den samme by (ca. 10 minutters kørsel) besøger de mig max et par gange om året, og selv det volder store problemer. Bare et eksempel: I sidste måned havde jeg fødselsdag (32) og jeg inviterede min bror og mine forældre, men min mor ville heller blive hjemme hos sin nye hund!!

[Lise W]

Aj Lone - det må du altså undskylde:

Har lige set at jeg har tastet forkert på tastaturet og har fået skrevet:

og frem for alt, så ønsker jeg dig lidt modvind i sejlene

Jeg mener selvfølgelig MEDVIND i sejlene

Stort knus fra Lise
__________________________________________________ ____________

Til alle som forgæves har forsøgt at spørge om hjælp og forståelse over for familie og venner (inkl. mig selv):

Hvor er det sølle at mennesker som står os nær ikke formår at lytte til os og støtte os når vi har allermest brug for det - men så må vi støtte hinanden her i forumet, ikk´.......jeg melder mig gerne som støtte og lytte ven. Jeg har desværre ikke et super overskud at give af, men det jeg har, deler jeg gerne ud af

Smilende hilsner fra Lise

[cl8]

Jeg tror ikke udenforstående KAN sætte sig ind i hvor opslidende det er, at skulle overlade sit liv (og fremtid) til diverse offentlige instanser. Jeg tror ikke man kan forstå magtesløsheden, afmagten, panikken, frustrationerne - for ikke at tale om den reelle sygdom - som ingen har VALGT at have.

Det er så barskt, at jeg har svært ved at forlange forståelse fra omverdenen. Jeg er nået til det punkt hvor vennerne er stået af, kæresten er stået af, familien forsøger at forstå.... men med kommentarer som "jamen hvorfor søger du ikke bare noget arbejde?", "skal du ikke snart igang med noget?" - så står JEG af.

Ingen forstår hvordan ens personlighed smuldrer i takt med at man bliver mistænkeliggjort af det offentlige, alt falder væk under én og efterhånden begynder man sgu selv at tro på, at man OGSÅ ER psykisk syg. Ensomheden og isolationen æder én ganske langsomt.
Hvad skal det ikke ende med...........???

Ja, vi må stå sammen herinde. Det hér er uden tvivl det værste jeg nogensinde har måttet stå igennem og det paradoksale er, at jeg ikke har haft et valg - intet alternativ.

Tænk at man slider sig selv op i kampen om retten til et værdigt liv.....

[lone t]

Oprindeligt indsendt af Lise W

Aj Lone - det må du altså undskylde:

Har lige set at jeg har tastet forkert på tastaturet og har fået skrevet:

og frem for alt, så ønsker jeg dig lidt modvind i sejlene

Jeg mener selvfølgelig MEDVIND i sejlene

Stort knus fra Lise
__________________________________________________ ____________
Smilende hilsner fra Lise

HeheLise jeg læste der stod medvind ;-) så slet ikke den tastaturfejl.

Vil også som du sige godt vi har hinanden herinde, det kan være så opslidende at ingen forstår en.

lone

[lone t]

Oprindeligt indsendt af cl8

Jeg tror ikke udenforstående KAN sætte sig ind i hvor opslidende det er, at skulle overlade sit liv (og fremtid) til diverse offentlige instanser. Jeg tror ikke man kan forstå magtesløsheden, afmagten, panikken, frustrationerne - for ikke at tale om den reelle sygdom - som ingen har VALGT at have.

Ja, vi må stå sammen herinde. Det hér er uden tvivl det værste jeg nogensinde har måttet stå igennem og det paradoksale er, at jeg ikke har haft et valg - intet alternativ.

Tænk at man slider sig selv op i kampen om retten til et værdigt liv.....

Jeg tror heller ikke nogen udenforstående kan forstå det er så hårdt og opslidende, puha jeg har også hørt den der, du kan bare søge et job.

Ja tak det havde jeg nok gjort hvis jeg kunne søge på almindelige vilkår, det kan godt nok gøre en rasende medde bemærkninger, især fordi man ikke selv har valgt det "nye" liv, man lever

[lena]

Det er lige netop kernen her, vi har ikke noget valg!!!!

Før hen har vi altid kunnet "Skride" hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, underforstået vi havde en mulighed for at handle på de elementer i vores liv som vi ikke brød os om, f.eks. skifte job.

Nu skal vi finde os i diverse nederdrægtigheder, herunder uforskammede sagsbehandlere, lovovertrædelser osv OG VI HAR INGEN MULIGHEDER/VALG!

Det er svært

Men hold ud derude, jeg har endnu ikke opgivet at få systemet til at anerkende deres fejl



Lena

[zuza]

Prøv at læse, hvad denne psykolog fra PTU har skrevet om, hvordan NORMALE reaktioner er ved FYSISK sygdom.

Det er befriende læsning, når man længe har rendt panden imod en mur og mødt manglende forståelse i længere tid.

Det starter med en FYSISK sygdom, som pga. tab af arbejde, smerter osv. fører videre til ensomhed og depression.

Mistilliden er en hård belastning

Mistroen og følelsen af ikke at blive troet er noget af det værste for os mennesker. Især hvis selv vores nærmeste begynder at tvivle på os, siger PTUs foreningspsykolog Pia Bilde fra Landsforening af Polio, Trafik og Ulykkesskadede.

Af journalist Jakob Willadsen

Læs mere her:

http://www.ptu.dk/default.asp?WebdataID=

[Antoniette]

Oprindeligt indsendt af cl8

Jeg tror ikke udenforstående KAN sætte sig ind i hvor opslidende det er, at skulle overlade sit liv (og fremtid) til diverse offentlige instanser. Jeg tror ikke man kan forstå magtesløsheden, afmagten, panikken, frustrationerne - for ikke at tale om den reelle sygdom - som ingen har VALGT at have.

Det er så barskt, at jeg har svært ved at forlange forståelse fra omverdenen. Jeg er nået til det punkt hvor vennerne er stået af, kæresten er stået af, familien forsøger at forstå.... men med kommentarer som "jamen hvorfor søger du ikke bare noget arbejde?", "skal du ikke snart igang med noget?" - så står JEG af.

Ingen forstår hvordan ens personlighed smuldrer i takt med at man bliver mistænkeliggjort af det offentlige, alt falder væk under én og efterhånden begynder man sgu selv at tro på, at man OGSÅ ER psykisk syg. Ensomheden og isolationen æder én ganske langsomt.
Hvad skal det ikke ende med...........???

Ja, vi må stå sammen herinde. Det hér er uden tvivl det værste jeg nogensinde har måttet stå igennem og det paradoksale er, at jeg ikke har haft et valg - intet alternativ.

Tænk at man slider sig selv op i kampen om retten til et værdigt liv.....

Ja, jeg er helt enig i det du skriver. Min familie kan/vil ikke forstå at jeg har mén efter mit brækkede ben, jeg har også hørt den med, at jeg kan da bare gå ud og søge et job! Jeg føler virkelig med dig, det at kæreste og venner forsvinder, kan være medvirkende til, at man også knækker psykisk.

Hvis det havde været mit job at kæmpe mod kommunen, så havde jeg sgu sagt op for længst.

Men som sagt, har jeg ikke haft noget valg.