jer syge med børn..et spørgsmål

[Ninja]

Der er jo også forskel på psykiske lidelser, og grader af dem. Der er lettere tilstande, der er middel og der er tunge og meget svære lidelser, så derfor kan man ikke skære alle over én kam.
Hvad der er nemt for den ene, kan være umuligt for den anden og INGEN ved hvordan de reagerer FØR end de står med barnet.

Ved nummer 4 fik jeg selv en major depression og blev svært psykotisk, det var der ikke én der kunne have forudset, og nej, så kan man ikke passe sit barn!

Ved de tre første gik det som en drøm og jeg var virkelig overskudsagtig. Nogen bliver svært syge efter den første, nogen efter den anden, og nogen slet ikke. Og engang i mellem kommer det bare pludseligt efter flere år med ro.......men man gambler jo når man er psykisk syg, ikke blot med sig selv og sin psyke, men også med børnenes. Der er arvelighed, der er det socialt tillærte og en masse andet, som ikke altid kan være gavnligt for et barn.

Der kommer også en masse ekstra opgaver når man har børn, man skal være præcis mht mødetider, man skal være social og deltage i forældremøder, forældre komsammen, maddage, legegrupper, fødselsdage og andre events, så ens barn aldrig kommer til at lide afsavn og kan deltage på lige fod med alle de andre børn. Og dét kan være hårdt, når man selv ikke angang kan tage bussen, tale i forsamlinger, passe et arbejde, ved hvad morgendagen bringer osv osv...med andre ord, man skal kunne ofre sig uanset hvor syg man ellers føler sig, og det er dér kæden hopper af for rigtig mange psykisk syge.

Det er heller ikke altid sjovt for et barn med en ''sofa-mor'' der ikke orker at spille spil, ikke kan overskue en biograftur, ikke kan rumme kammerater, og som dårligt kan rumme sig selv - der er noget uværdigt i det overfor et barn.
Så der er det vigtigt man har en god Far til barnet/børnene som kan tage over, og som kan gøre alle de ting med børnene som man ikke selv kan rumme - jeg har fx aldrig været i biografen, Tivoli og den slags med mine unger, for jeg kan ikke! Men deres Far eller voksne bror tager dem med et par gange om måneden, og imens bager jeg dejlige kager til de kommer tilbage, og så går kabalen op alligevel.

Når man gerne vil have børn, så skal man ikke tænke på alt det man forestiller sig man kan. Man skal tage udgangspunkt i de perioder hvor man ikke kan en skid og spørge sig selv, og hvad gør jeg så med et barn på armen? For det er sådan hverdagen nemt kan komme til at se ud, og det er i den tankegang svaret ligger om man har den rette Far til børnene, den rette familie. Og om ens aller værste dage i det hele taget er forenlig med børn.....

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Lunasdatter

Og jeg fortsætter lige i Annas fodspor... ( sådan næsten gg)

Hvis du kan køre igennem en graviditet uden at ha oplyst læger/jordmoder om at du har en psykisk diagnose, så er der sundhedsplejersken som kommer i dit hjem og ser hvordan du har det med din baby.. og hvordan baby trives..

Og du kan ikke før du selv får børn sige hvordan du vil blive som mor...
så det du kommer med om de 2 fra de unge mødre.. det er unfair.. du træder på nogen som ligger ned i forvejen..

En ting så støder mig er at du skriver om den forkælelse dit evt barn vil få... pga farfars mange penge.... Nu er det jo ikke farfar der får barn.. men dig og din kæreste.. og et barn kan godt blive forkælet selvom forældrene er ludfattige... kærlighed..

Hvor kan jeg dog kun være enig.

Da jeg var gravid første gang var der mange, der fortalte hvor skønt og hvor hårdt det er med et barn, men selvom man er "advaret", så ved man jo ikke helt hvordan det er hårdt.
Jeg havde det sådan, at jeg vidste, at når først barnet var der, så var mit liv forandret for altid, det ville aldrig blive det samme igen, men jeg havde svært ved, at forstille mig helt hvordan det ville være forandret.