30.000 overvejer selvmord på grund af smerter.

[Stella]

Chokerende læsning...men jeg må sg indrømme at jeg godt kan forstå det. men gør det ikke hvis der er nogen herinde der har overvejet det


30.000 overvejer selvmord

http://jp.dk/indland/article1323571.ece

Offentliggjort 21.04.08 kl. 07:51

Omkring hver syvende af de 200.000 danskere, der lider af nervesmerter, har overvejet selvmord.

Det viser en ny undersøgelse, som sundhedsportalen Netdoktor.dk har foretaget blandt 1.530 danskere med nervesmerter, ifølge metroXpress.

»Undersøgelsen viser, at mange har fået ødelagt deres liv på grund af nervesmerter eller andre kroniske smerter. Angst, usikkerhed og depressioner er hyppige følger, som undersøgelsen bekræfter. Men samtidig gør disse psykiske følger, at smerterne opleves værre. Så hvis man ikke får hjælp i tide, risikerer man at ende i en ond spiral af smerter, psykiske og måske sociale følger,« fortæller Niels Henrik Jensen, der er overlæge på Tværfagligt Smertecenter ved Herlev Hospital, til avisen.

Den onde spiral gør, at cirka 30.000 danskere med nervesmerter har overvejet at tage deres eget liv på grund af smerterne og bivirkningerne.

»Det er chokerende. Selvmord er jo ikke for sjov. Det er virkelig alvorligt at gå rundt med sådanne tanker. Det viser, at der er en hel masse mennesker, der har behov for hjælp,« siger Rikke Esbjerg, som er læge og redaktør på Netdoktor.

Hun mener, at det er vigtigt, at danskere med nerve-smerter søger hjælp. Der er nemlig en lang række af muligheder for hjælp.

For det første kan man besøge et af landets smertecentre. Her kan lægerne hjælpe med at fastslå, hvordan smerterne kan behandles. Derefter kan fysioterapeuter løsne mange af de smertefulde spændinger.

Men samfundet kan også gøre mere for at forstå de danskere, der kæmper med smerterne, mener læge Rikke Esbjerg.

»Det sociale system har svært ved at forstå, at man ikke kan arbejde, hvis ikke man kommer med en brækket arm eller andet, som man kan se. Nervesmerter er en usynlig smerte. En patient fortalte mig, at han får pludselige anfald af smerter. Derfor sidder han i en lille elektrisk vogn. Når folk på gaden ser, at han rejser sig, så tænker alle, at han er hypokonder,« siger hun.

Kilde: metroXpress

[fiemie]

Ja, det er rystende!
Og det er næsten lige så rystende at læse at man skal søge hjælp på en smerteklinik eller som det formuleres "besøge en af landets smertecentre". HA! Der er op til to ÅRS ventetid på de få smerteklinikker der findes.

Har selv nervesmerter i hele kroppen, det er nogen gange virkelig ad H... til. Heldigvis har jeg en supergod fysioterapeut, som kan holde smerterne i skak (for det meste).

[fix20]

Jeg er en af dem som lever i et smerte helved og tro mig jeg vil ikke bytte med noget.for så ond er jeg ikke.

Jeg kan godt forstå folk som ikke ønsker at leve.Der går ikke en dag uden at man ikke tænker at nu kan det være nok.Og nej jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig.Alle har prøvet at komme til skade,okay så langt så godt.Prøv at forstille ja at i aldrig ville kun slå smerter fra mere.det er den beste måde at forstå det på.

Jeg ved ikke om det hjælper lidt til at forstå at det,men aldrig mere sove mere end 2 timer og så er du våen 1 time og sove 2 timer.det er min nattesøvn,som sagt jeg prøve ikke få folk til at forstå hvad helve man lever i.håber det giver lidt lys og det.

hilsem

Flemming

fix20 velkommen til siden...

Jeg tror desværre at mange herinde kan følge dig i hvordan det er at have de nætter, rigtig mange har oplevet det på den ene eller den anden måde i kortere eller længere perioder ...

Og det er et helvede jeg ville selv blive sindsyg af sådan nætter hver evige eneste nat, jeg er en af de heldige der for det meste kan sove og kan jeg ikke så skal man godt nok holde sig ti skridt på afstand...

Men noget af det værste er også den nonchalante indstilling der er til det både i sygehus væsen og kommunalt system , det er bevist at hvis ikke du får din søvn så fungere hverken krop eller sind som det skal ...

kender selv en der ikke kan sove pga både smerter og samtidig har søvnapnø ...

Reaktionen på det er fra søvnklinikken vi kan desværre ikke hjælpe dig før du sover flere timer i træk., det kan han bare ikke pga smerter der vækker ham , og når så han snakker med de andre læger er svaret uden søvn forstærkes dine smerter ..og så er det hele jo en ring det køre i ...

når man ikke får sin søvn påvirker det meget mere end man tror man kan både få diabets , for højt blodtryk, depression, og meget andet...

Så man burde tage det meget alvorligt også meget mere alvorligt end man gør i dag ...

Og jeg kender også til en del som har været ved at opgive det hele netop fordi de aldrig får deres søvn...

Prøv at læse det her, men selvfølgelig når man lider af søvn mangel så hjælper det ikke meget at vi andre godt kan forstå det, for det er meget værre at opleve det på egen krop...


Amerikanske forskere holdt forsøgspersoner vågne i 35 timer. Herefter blev de vist billeder, der skulle afføde glade eller triste reaktioner. Det viste sig, at hjerneaktiviteten på netop de områder blev kraftigt forøget i forhold til i veludhvilet tilstand.

Ifølge oplysningerne, som er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, reagerede de dele af hjernen, som forbindes med følelsesmæssige reaktioner 60 procent kraftigere end hos normalt udhvilede personer.

Matthew Walker fra Harvard Medical School fortæller til BBC:

”Det er næsten som om, at hjernen uden søvn vender tilbage til mere primitive aktiviteter. Den bliver ude af stand til at sætte følelsesmæssige oplevelser i perspektiv og aflede kontrollerede passende reaktioner.”

Tidligere forskning har vist, at søvnunderskud spiller en rolle i mange psykiske lidelser.

[Banjo]

Jeg har brugt mange penge på fysioterapeuter og må bare se i øjnene at det overhovedet ikke hjælper, vil så lige sige at det bestemt ikke er fysioterapeutens skyld som er meget kompetent og i øvrigt har hjulpet med mange andre "skavanker" så de "mange penge" er givet godt ud alligevel, men når det kommer til nervesmerter har der ikke været noget at hente for mig.

Det der med selvmord får jo os til at lyde psykisk syge hvilket jeg ikke lige kan se passer. Feks. kan man sige at de mennesker som bliver udsat for tortur kæmper for at overleve så længe de tror på at de kommer ud af det igen, men hvis nu at de viste at torturen aldrig holdte op og at det ville vare ved til deres dages ende ville de nok overveje om et selvmord ikke var en bedre løsning (er det ikke det?) i stedet for at fortsætte torturen 10-30 år mere (det er sq lang tid!!).
Jeg tror egentlig bare at man kommer til et punkt hvor man gør tingene op, altså hvis man har prøvet alt og der ikke er flere muligheder tilbage så syntes jeg faktisk det er en ok løsning, man skal i hvertfald ikke skamme sig over at man tænker på det.

Vi afliver dyr som lider fordi det er synd for dem.

Og hvis det stod til regeringen behøvede vi ikke at have de tanker, det skulle de nok klare for os.. hehe

[Falkes]

Hej.
Jeg er ny her på siden, - en side som jeg allerede nu, efter noget tids læsen i forskellige tråde, kan se måske vil kunne hjælpe mig lidt på det mentale plan, i den process jeg her går igennem

Jeg er 27 år og har været sygemeldt siden jeg var 21. Det er 6 år jeg har været igennem diverse kurser som led i en forrevalidering, foruden alle de forskellige behandlingsmetoder, der har været forsøgt, men til intet held.

Jeg kan snart ikke mere. Jeg lider ikke af nervesmerter, men af kronisk spændingshovedpine og hyppige migræneanfald, samt depression, angst, socialfobi og andet i den dur. Jeg har en diagnose fra 2004 som placerer mig i kategorien emotionelt ustabil af borderline typen, men uden nogen bedring og jeg synes det over årene er blevet forværret, men føler mig opgivet af behandlersystemet.

Jeg tænker desværre efterhånden også på selvmord som en mulig afslutning på den utrygge og konstant angstprovokerende hverdag jeg føler mig fanget i, pga. frygt for kommunen og alle offentlige instanser.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har svært nok ved at overskue et liv med hovedsmerter og manglende overskud og energi, samt alle de dertilhørende onder, men også samtidig at skulle kæmpe med en kommune, der behandler en som en mistænkt, det kan tage modet fuldkommen fra mig og min angst og socialfobi forværres i stigende takt med at jeg føler mig presset af kommunen.

Jeg ønsker naturligvis at leve og at have det godt og jeg ville være utroligt ked af at forlade denne verden, i forhold til min familie og venner, som jeg ved ville blive frygteligt kede af hvis jeg gjorde alvor af mine tanker, men nogle gange er fortvivlelsen så altoverskyggende og så forblændende at jeg glemmer at tænke på alle grundene til ikke at gøre det.

Jeg ønsker sådan at jeg snart kan få fred. Fra systemet i det mindste. Jeg tror at jeg, ved at få tilkendt en førtidspension, ville kunne finde mere ro i sindet og slippe for de bekymringer, der er forbundet med at være bundet af systemet. (selvom det at være bundet af en førtidspension også skræmmer mig lidt, men i det mindste skal jeg så ikke bekymre mig om kommunen og kan måske finde fred og ro til at forsøge at få det bedre psykisk og fysisk - det føler jeg ikke at jeg kan nu)

Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere. Jeg er ikke indstillet til ftp og jeg ved heller ikke om jeg bliver det, da der er mange ting i min sag, der er kompliceret. Fx. ved at jeg i en periode ikke havde kontakt til min læge, fordi jeg følte mig svigtet af hende og afvist når jeg forsøgte at få hjælp og jeg kunne ikke finde overskud eller magte at skulle skifte læge også af hensyn til hvad min gamle læge ville tænke og jeg ville ikke såre hende ved at skifte til en anden.

I følge min forrige sagsbehandler syntes hun at det var meget underligt at jeg ikke havde haft kontakt med min læge og jeg ved da også selv, set i bakspejlet, at det ikke har været spor godt for mig, da min angst og smerter er tiltaget over de sidste 2 år. - men pga dette og pga at jeg har svært ved at stole på "systemet" og dets metoder, såsom behandling med medicin, som jeg er bange for vil fratage mig min personlighed (og som jeg derfor ikke altid er lige god til at tage) så er jeg bange for at man ikke engang vil indstille mig til en ftp.

Når dette er sagt, så er jeg heller ikke klar over hvordan alt det praktiske foregår, hvis jeg søger om pension. Jeg ville ønske at jeg kunne blive indstillet til det, men det virker ikke som om at de sagsbehandlere jeg -har- haft (lige nu ved jeg ikke hvem der er min sagsbehandler, da jeg er blevet rykket til en ny afdeling) ikke har virket som om det overhovedet kunne komme på tale, da jeg er så ung som jeg er og de ikke rigtigt har haft nogen afklaring på min situation.

Den afklaring er jeg så heldigvis kommet i gang med nu, da jeg endelig turde at se min læge, (ledsaget af min kæreste, ellers var jeg aldrig kommet afsted) som godt kunne se at den var fuldkommen gal og som sygemeldte mig fra Revacentret, som jeg ellers lige var blevet tilknyttet.

Jeg er pr. torsdag d. 22 maj påbegyndt en afklaring hos en psykiater, som min læge har henvist mig til og jeg håber sådan at hun kan hjælpe mig i forhold til at få kommunen til at stoppe med at presse mig.

en uvisheden og vejen dertil synes så ufatteligt lang og jeg ved ikke om jeg kan magte det meget længere. :'(

Jeg er så glad for at have fundet denne side, som kan give mig svar på nogle af mine spørgsmål vedr ftp. og så håber jeg at jer herinde kan finde den støtte og svar på spørgsmål jeg måtte have.

Jeg er så glad på alle jers vegne, som har opnået den førtidspension I har haft brug for. Det er dejligt at se at det kan lade sig gøre.

vh
M

[Peacock]

Jeg tænkte på om du kender Borderlineforeningen http://www.borderlineforeningen.dk/c...page/Itemid,1/

der er forum og chat

[Falkes]

Nej, jeg har aldrig rigtigt opsøgt disse sider på nettet. Det vil jeg prøve, tak Peacock!

[Peacock]

det var så lidt Mitten

håber du kan bruge siden når du får kigge på den

[christuns]

Hej jeg er helt ny her på siden.Har levet med meget meget stærke smerter i mere end 13 år. har fået af vide på smerte klinikken,som havde 5 års ventetid, at de ikke kunne hjælpe mig.Og tro mig de smerter jeg har har ingen diagnose.Og er i sig selv ikke farlige.Men får mig har de til tider været livs farlige.De har styret hele mit liv.Jeg kunne aldrig sove eller slappe helt af.Det fyldte hele mit liv.Jeg er mor til fire og de smerter har stjålet så meget af min glæde og energi alt alt for længe... Har overvejet selvmord så mange gange,,, jeg vil ikke have det sådan her,,, men jeg kan ikke vælge andet end smerter eller døden...