Venner fordufter

[ikh]

Vil gerne vide om der er andre der har oplevet at ellers gode og nære venner er forsvundet ud af jeres liv efter I er blevet syge.... Jeg sidder og sørger over tabet af et par venner, som jeg har kendt i mange år. Indtil jeg blev syg, var vi sammen flere gange om ugen og ringede til hinanden dagligt. Nu er telefonen død. Jeg føler de er blevet trætte af mig og min sygdom. Jeg er ikke mere så sjov at være sammen med.

Det kan da ikke være rigtig at man bliver kasseret fordi man er syg.

Jeg tror de havde regnet med at det gik over efter en tid. Da det ikke er tilfældet har de valgt at droppe mig. Jeg har selvfølgelig også ændret mig efter alt det her, er blevet mere indadvendt og langsom. Kan ikke holde til så meget og er ikke så festlig som før.

Men det gør ondt, næsten som en skilsmisse.

[sourceful]

Oplever fuldstændigt det samme, i mit tilfælde er det dog mig der har isoleret mig fra min tidligere omgangskreds og det gør ondt på mig hverdag, ønsker så brændende jeg får mod og overskud til at kontakte nogle af dem igen, så jeg er ikke direkte blevet afskåret men har mere eller mindre afskåret mig selv. I langtid levede jeg faktisk temmelig isoleret, men det er begyndt at blive bedre i takt med jeg har fået det bedre. Nu skal jeg snart påbegynde uddannelse igen jeg håber det vil føre en masse nye bekendtskaber med sig og jeg samtidig vil få overskud til at kontakte dem jeg har lukket ude.

Hvis du kan finde et værested med andre i samme båd er det en måde at lette smerten og hverdagen på det har ihvertfald hjulpet for mig....

[annagw]

Mit netværk er også smuldret efter 6 års (psykisk) sygdom.

Ja, det gør ondt.
Jeg kan dog godt se hvorfor. Når jeg vender situationen rundt og stiller mig i deres sko. Så jeg bebrejder dem ikke.

Jeg er bare ked af, at jeg ikke har det sociale netværk jeg havde engang.

Heldigvis er der dog stadig nogle som holder ved
Og jeg er ved at få det bedre, så forhåbentlig vil jeg snart komme igang med at (gen)opbygge venskaber.

[Lunasdatter]

Min venne/omgangskreds er også smuldret ret så kraftigt - jeg har simpelthen ikke haft overskud til at være en god ven i de ca 6 år jeg har været syg..
Og det er smadder svært at skulle banke en ny vennekreds op når man ikke er helt ny i alder

Jeg tror at de fleste herinde fra kender til det med mistede venner/bekendte...

Knus Lone

[buster]

Hmmm...der må jeg så tilstå, at jeg er super privilligeret og syns tværtimod at vennekredsen er blevet udvidet -med dejlige nye bekendtskaber -dét må da siges at være en luksus "ting" ikk´

Ting tar tid, også at erkende, at de gode venskaber man har, muligvis må ændres rent fysisk men er og har man altid været tæt på hinanden, ja, så syns jeg at de tværtimod har vist sig at blive endnu stærkere -ikke mindst i ånden

Omvendt rundt, man kan jo ikke gøre ALLE tilfredse, sådan er det og så må de jo falde fra, som ikke føler de har noget at give sin ven -hmm...til gengæld syns jeg jo så også at livet er for kort at bruge på netop de venskaber som ikke formår at blive ved at være der eller at give uden nødvendigvs at mene at de skal have noget igen, pronto

Meeeeen det skyldes måske at jeg er så gammel i gårde at livet har lært mig at det er skrøbeligt og uendelig kort

Jeg syns det kan siges meget simpelt: "Det du gir ud er også det du får igen" og personligt syns jeg det har vist sig at være ganske sandt

[ikh]

Tak for svarene. Kan forstå at flere af jer har prøvet det samme. Og Buster, du er så heldig at dine venner har kunnet rumme dig som du er nu. Du har selvfølgelig ret i at man ikke skal bruge tid og energi på såkaldte venner, som kun er der når det går ned ad bakke.

Skal da også se at komme videre i mit liv. Har lige fået tilkendt førtidspension og skal nu til at nyde roen.Jeg må ud og møde nye mennesker og finde nye græsgange.

Er lykkelig for at K10 findes ! Jeg har brugt siden her de sidste 2 år og det har været en stor hjælp under hele forløbet. Tak til jer alle... I er simpelthen seje !

[walle]

Du skriver rigtige venner er det ikke en fejl
nok nærmesr bekendte

[ikh]

Ja,det har du nok ret i.

[Karo]

Den hjælp som jeg har fået på min kringlet vej , var fra helt fremmede mennesker, som jeg mødte ved et tilfald .
Men jeg fandt ret tidligt i livet, at den sikreste person man kan regne med, er man selv.
Jeg har altid klaret mig selv og ikke bed om hjælp, måske derfor er jeg ikke overrasket over mine vennernes passivitet, dog må jeg indrømme, at lidt skuffet er jeg.

Jeg har sorteret hurtigt fra i min vennekreds og sådan har jeg det bedst med, fordi for mig der værste i livet er falskhed og løgn. Hellere ingen venner end falske venner, sådan har jeg det bedst med.

[annagw]

Oprindeligt indsendt af buster

Omvendt rundt, man kan jo ikke gøre ALLE tilfredse, sådan er det og så må de jo falde fra, som ikke føler de har noget at give sin ven -hmm...til gengæld syns jeg jo så også at livet er for kort at bruge på netop de venskaber som ikke formår at blive ved at være der eller at give uden nødvendigvs at mene at de skal have noget igen, pronto

Alle gav mig ekstremt meget i starten. Men når jeg efter halve og hele år ikke havde overskud til at lytte til DERES problemer, ikke formåede at deltage i sociale aktiviteter, var fjern og sær når de var i mit selskab og var virkelig psykisk syg (inkl. svær selvskade, psykotiske symptomer, manier og depressioner der gjorde mig til zombie), så forstår jeg sådan set godt, at de ikke kunne blive ved med at "føle at de har noget at give" mig uden at få noget igen.
Slet ikke når deres liv fortsatte med uddannelser og jobs og nye interesser og deraf nye bekendtskaber.

Jeg er ikke bitter på nogen.