Er jeg en dårlig datter :(

[Fie]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

Nej, Suncil du gør ikke noget forkert, tværtimod synes jeg at du skal sætte nogle helt klare grænser over for din mor. Det lyder som om du kører rundt med dig og du gør hvad du kan for at gøre hende tilfreds?

Jeg har selv haft store problemer med min egen familie og har valgt ikke at have kontakt til dem længere. Det var ikke nogen nem beslutning, og jeg prøvede ALT, for jeg måtte være sikker på om der var noget som kunne forbedre vores forhold. Men min mor, som styrer familien, kunne jeg ikke gøre noget ved. Vi kunne ikke have en helt almindelig samtale. Altid brok og negative kommentarer, hun mistænkte mig for at lyve bl.a. om min sygdom, alt var min fejl, og imens hoppede (okay så meget man nu kan når man er invalid) rundt, tilsidesatte alle mine egne behov for at gøre hende tilfreds. Men hun bliver aldrig tilfreds.

Jeg havde det ligesom du, dårligt flere dage efter jeg havde været sammen med familien. Og det blev værre og værre. Jeg havde det også dårligt før jeg skulle til familiekomsammen.

Så sæt grænser og pas godt på dig selv.

Som en klog ældre dame sagde til mig: Du kan ikke bestemme hvordan andre mennesker skal være, men du kan bestemme, hvor meget **** du vil finde dig i!

kan godt lide de sidste 2 linier Fie

[Suncil]

Åh tusind tak i skønne mennesker. det luner at vide det ikke er helt galt med mig.....

Er også kommet dertil, hvor nok er nok. Hun må jo egentlig have det svært. Har før prøvet at fortælle, hvordan det påvirker mig, men hun "glemmer" det. Men nu læser jeg det op for hende, og lader brevet ligge. Så må jeg se, hvad der sker.

Det letter at få snakket om det........TAK

[Fie]

Oprindeligt indsendt af Suncil

Åh tusind tak i skønne mennesker. det luner at vide det ikke er helt galt med mig.....

Er også kommet dertil, hvor nok er nok. Hun må jo egentlig have det svært. Har før prøvet at fortælle, hvordan det påvirker mig, men hun "glemmer" det. Men nu læser jeg det op for hende, og lader brevet ligge. Så må jeg se, hvad der sker.

Det letter at få snakket om det........TAK

Var så lidt

[tije]

kære søde Suncil

jeg ville have svaret dig den anden dag da jeg læste tråden, men havde simpelthen ikke overskud til det.

Jeg har selv været igennem et ******* med mine forældre, og nej man er ikke en dårlig datter fordi man siger fra og ikke finder sig i deres dårlige sider.

Jeg tror på at hvis ikke man kan klare mere, er man nødt til at sige fra og det er uanset grunden. Hvis ikke du siger fra går det ud over dig selv psykisk, og det er hverken din mand eller dine børn tjent med.

Da jeg var 7 år døde min mor af kræft. Jeg tror min far tog en beslutning om at drikke sig ihjel der, han gjorde ihvertigfælde et ihærdigt forsøg, at det så tog ham over 20 år er en anden sag.

Jeg var ikke så gammel, men så snart jeg kunne klare mig selv stak jeg af hjemmefra, jeg havde lige rundet de 16 år. Jeg var sådan set kun hjemme hos min far når der skulle ryddes op efter ham, når han atter var røget på syghuset pga druk.

Da jeg så fik mine dejlige unger, kunne jeg godt mærke at det her går bare ikke, han kører mig ned psykisk, og derfor tog jeg og min bror en beslutning om at stille ham stolen for døren. Hans børn og børnebørn eller flaskerne.

Jeg ved godt din mor ikke drikker, men det er for at sammenligne, det med om man kan sige SLUT til sin egen familie, og ja det kan man, og man er i sin gode ret til det. Mange fordømmer det, men man er nødt til at være stærk og tænke på sin egen lille familie, hvad er bedst for dem og mig selv. Hvis ikke du lytter til dig selv, ender du selv nede i kulkælderen.

Ja man vil altid have en dårlig samvittighed der siger, kunne jeg have gjort mere osv, men det nytter ikke at dunke sig selv oven i hovedet.

Alt efter hvad din mor svarer på det brev, så syntes jeg du skal lytte til din fornuft og tage en beslutning, hvad du vil og kan holde til i fremtiden. Du bliver ikke en dårlig datter af det, men en voksen der tager ansvar for sit eget liv, og sine børns, istedet for at lade en forælder diktere

[Ninja]

Jeg havde svært ved at svare, fordi min Far er død, og min Mor og jeg er så nær, så jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ville være med sådan en Mor.

Men når jeg læser de andres svar, så synes jeg det lyder korrekt.
Man skal ikke finde sig i hvad som helst - heller ikke fra en mavesur forælder der forpester mere end forsøder!
Synes det er fint du har skrevet et brev, det fortæller at du er et empatisk menneske der egentlig vil din Mor det godt og gerne vil give hende chancen for at være med, såfremt hun kan finde ud af at stikke piben ind og begynde at sprede lidt optimisme omkring sig.

Desværre bliver syge mennesker ofte pisse onde i sulet, og det kan være enormt træls at være vidne til. Tror faktisk det er noget psykisk, det er deres eget liv de forbander, og så skal det så gå udover alle i nærheden, så de på dén måde kan blive endnu mere ensomme og selvforhadte, for de skaber selv situationen og har nemt ved at kamme over, så alt bliver endnu værre, for tilsidst at ende med de sidder alene og graver i selvmedlidenheden. De er da oplagte lækkerbidskner for en psykolog!!

Jeg kender iøvrigt godt typen, men har en evne til at ignorere deres luner, min onkel var også sådan. Så jeg var mere ,,jaja, sæt dig nu dér og hold kæft og æd din kage....eller du siger ikke et ord, hvis det skal være negativt!!!

Vi blev faktisk som pot og pande, og når der var noget galt, så var det altid mig han ringede til
Tror godt han kunne lide at jeg aldrig føjede ham, og altid fik sat ham på plads. De andre stod nærmest på pinde for at behage ham...og det gjorde det hele meget værre.

[Hyanna]

Kære Suncil .... Jeg afskedigede min mor allerede da jeg var i beg. af tyverne, for hvorfor skulle jeg blive ved med at prøve på at få et menneske til at elske mig, der kun brugte mig som boksebold op gennem min opvækst, og da hun ikke kunne tæve og sparke mig sønder og sammen mere, kun gad mig, når hun havde brug for hjælp?

Vipers gamle far har altid været en tyran over for ham, og det har jeg sq sat en stopper for, for selvom han er 89, kan man godt opføre sig ordentligt over for sin søn!

Det har gavnet Viper noget så grundigt, og han siger nu selv fra over for sin far, der så spiller ynkelig og forvirret gammel mand ... men han er sq ikke forvirret når han ellers ruller sig ud; men Viper stråler nu langt væk af sundt selvværd og sund selvtillid, hvilket han ved gud ikke gjorde da jeg mødte ham ... Så sæt du bare grænser.... Det hjælper

[Tanja]

Jeg bliver nok enormt upopulær når jeg skriver det her, men for kort tid
siden var der en tråd om en person, som var bange for at hendes datter
hadede hende, hun skrev at hun godt vidste, at hun burde ændre sig,
men at det var psykisk, at hun ikke kunne/ville ændre sig.

Jeg har ikke før hørt om en sådan lidelse, men jeg kender personer som
elsker at rakke andre ned, som vil have det sidste ord, som kommer med
sårende bemærkninger, og gerne vil irettesætte en, man kan godt fortælle
dem, hvordan man har det med dem, men det hjælper som regel ikke, og
så er mit spørgsmål, skal man have ondt af med dem, betragte det som en
lidelse, og prøve at være ligeglad, ikke at tage det for nært, sige til sig selv,
at vedkommende er smækfuld af mindreværdskomplekser og ikke kan nåes?

Eller skal man sige vi kan ses 4 gange om året, da jeg ikke kan klare din
væremåde, og du ikke vil ændre dig?

Håber du finder den rette vej, det er meget svært at holde til al den negativitet!

[Tino]

Hej Suncil
Det er bestemt ikke dig, den er gal med. Hvor er det trist at nogle forældre tror de har ret til hele livet at bestemme over/styre deres børn. Hvorfor kan de ikke se, at voksne børn kan være en god (og ligeværdig) ven og ikke blot automatisk er en skraldespand for al deres galde. Jeg håber du får bekrevet dine grænser for din mor, så du kan have et godt liv - og med god samvittighed. Og så må din mor jo overveje om hun ønsker at være en del af det.
Håber det bedste.
Vh Tino

[Suncil]

Jeg var som fortalt inde med brevet en uge for jul.....og der fik jeg læst brevet op i en god tone... men hun havde det meget værre end mig og alt det gode hun havde gjort for os, så burde jeg være evig taknemelig

Jeg fortalte mine børn elskede jeg overalt på jorden og de var ikke fejlfrie, hvilket ingen mennesker var. Hun sagde og har aldrig sagt hun elskede os....

Min ældste datter kørte ind til hende juleaften med gave, men hun åbnede ikke, hun har siden snakket med hende, at hun var syg....hm telefonen er opfundet.

Jeg har indtil dato stadig ikke hørt fra hende.....og kan mærke det går mig vildt på...men samtidig er det jo underligt, for sagde jeg ikke var sur, men det fyldte så meget at hun altid brokkede sig over mine børn.

Så skal jeg vente på hun tager kontakt, hvilket jeg ved hun ikke gør....hun har kun haft kontakt til min søster for nylig efter 6 års tavshed

Jeg vil gerne høre, hvad I mener........

[Enteneller]

Hej Suncil,

Jeg føler med dig og forstår hvordan du har det. Jeg har og har haft det på samme måde med min eksmand som jeg har været skilt fra i 3 år, men været sammen med i 15 år i alt.

Jeg måtte igår sætte stolen for døren, da jeg ikke holder ud at se eller høre fra ham for meget. Vi er dog nødt til at have lidt kontakt da han har vores fælles børn boende idet jeg ikke magter dette og både mine børn og eksmand syntes det er fint. Min eksmand har i gennem lang tid søgt at opretholde vores kontakt og brugt børnene som en del påskud til at vi måtte mødes og drikke kaffe sammen. Min krop og psyke holdte simpelt hen ikke til, at han var i nærheden og til at jeg hele tiden skulle tage stilling til at om jeg ville give kaffe eller ej. Specielt da han blev fyret for 1 måned siden eskalerede det og min krop hev og sled i mig når han ringede eller kom forbi.

Så igår, kom skriften på væggen, der er ingen morgen kaffe ved mig og ingen kontakt, med mindre det er nødvendigt omkring børnene osv. Han blev rystet og beskyldte mig for at være syg og mærkelig igen igen, det var frygteligt og jeg hader iden grad at sætte grænser, men jeg var nødt til det for han slider på mig psykisk.

Jeg tror at det er det samme din mor har gjort på dig. Har du tænkt over at hendes opførsel han have noget at gøre med din sygdom ?. Ved ikke om den psykisk, men i så fald kunne det være ganske sikkert. Jeg syntes at du skal opretholde dine rammer og grænser, du skal ikke kontakte din mor, lad hende være, hun må komme til dig hvis hun har brug for hjælp, men det bliver på dine præmisser.

Min eksmand ringede så lige medens jeg skrev indlægget, han vil høre om jeg kan hjælpe ham med at formulere en ansøgning, det kan jeg da godt, men jeg tror han ved hvor skabet står, ellers fortæller jeg ham det igen. Det er nogle der skal have det ind med suppe skeer, men denne gang er jeg sikker på at jeg har brugt en solid en af slagsen og det samme har du gjordt overfor din mor. Hun skal nok kontakte dig, hvis hun har brug herfor, jeg ved at du spekulere som en gal, men vær glad for at du har sat din grænse og så må hun tage den derfra.

Koncentrer dig om hvad det er godt for dig og din familie, tiden læger alle sår.

Kh. EE