Følelser efter at have fået FP

[0401AMvB]

Jeg har fået tilkendt FP med virkning fra 1/6.
Sidder nu her med nogle underlige rodede reaktioner....
Jeg er selvfølgelig lettet. Og glad. Og har har utroligt svært ved at forstå at det rent fakisk er FORBI...
Men jeg sidder også med en underlig følelse af skyld, for hvorfor gik min sag igennem efter kun 16 md. når så mange andre kører rundt i manegen i både 10 og 15 år?? Jeg tror at det er en form for "survivors´ guilt"...
Hvordan reagerede I andre da I fik BREVET fra kommunen?
Hilsen og
0401AMvB

[BOM]

Jeg drak mig stangstiv, råbte og skreg yehaaa!!! - endelig er det slut, og klatrede rundt på vægge og loft i min lille 2´er!

Du lyder til at ha´ en skyldskompleks, er du en sød, venlig og tilpasset lille dame?

Terapi vil klare det for dig, nyd livet!

[stribe]

tillykke for at du fik fred..

jeg vidste ikke mit var gået igennem præcis den dag før det sketew og jeg fik brevet..jeg vidste godt jeg var indstillet,men brevet var tyk og jeg ka huske jeg tænke åh nej,det var garanteret afslaGG -MEN DET var det saå ikke ..
men jeg var lidt i chok-ærlig..jeg var glad for at ha fået fred fra kommunen,ikke fordi de havde gjort mig noget,men bare fordi man jo ikke vidste hvad de kunne finde på..jeg havde jo heller ikke været i arbejdsprøvning..

på den anden side følte jeg mig stemplet - slut nu dur du ikke..det var med blandede følelser,på den ene side var jeg glad og på den anden side savnede jeg mit arb afsindigt meget - men kroppen ville jo ikke mere..

jeg ka ikke sige hvor mange gange jeg kiggede på det brev de første uger - men det var MANGE GANGE...............

jeg tror det er vigtig,hvis du ikke har det ,at du finder en interesse der passer til din sygdom og tempo - bare for at få tankerne andensteds..
for det ka godt tage tid at finde sig selv -det gjorde det ihvertfald for mig

men vær glad for du fik din sag afsluttet nu og ikke efter den såkaldte reform
god sommer
stribe førtidspensionist 2010

[nocturne]

Stort tillykke 0401AMvB

Jeg fik FP august 2011 efter et lign. kort forløb.

Det var rigtig nok uvirkeligt og følte mig lidt udstødt,
men ser nu at det er godt for mit videre forløb.

Nu er min hustru gået på efterløn.
Det har selvfølgelig stor betydning økonomisk,
men vi har fået en god hverdag og nyder det.

Penge er ikke det vigtigst (bare man har nok)

;-)

[FrkM]

Tja, jeg var / er dybt ulykkelig. Intet mindre end det. Min "sociale deroute" fra souschef til førtidspensionist tog under 1 år. Hvis nogen ifm. pensionstilkendelsen sagde "tillykke" blev jeg vred og ked af det. Følte bestemt ikke at der var noget at ønske tillykke for.

Jeg har kun læst afgørelsen 1 gang. Min samlede ress.profil har jeg aldrig læst. Jeg udfyldte selv samtlige punkter og det eneste min socialrådgiver gjorde var "klippe" udtalelser fra læge, psykiater og virksomhedspraktik ind i profilen. Ud fra dette lavede hun vurderingerne. Hun fortalte mig overordnet om indholdet hvorefter jeg grædende underskrev ress.profilen. So fare har jeg stadig ikke læst den. Magter det ganske enkelt ikke.

Det er snart 2 år siden jeg fik tilkendt min pension men jeg kan på ingen måde glædes ved det. Jeg er meget taknemmelig for at leve i et samfund som kan / vil forsørge mig når jeg nu ikke selv kan. Min pension er givet uden kontrol og det gør også ondt. Det er ligesom en tydelig tilkendegivelse af, at ingen forventer at jeg vil kunne oparbejde en omsættelig arbejdsevne. Min frustration over det var så stor at jeg rent faktisk kontaktede formanden for pensionsteamet, fordi jeg mente, at han havde glemt at give den med kontrol. Gennem telefonen kunne jeg ligefrem høre hvor forundret han blev over min opringning - og han sagde da også at han aldrig havde fået skæld fordi han havde tilkendt pension uden kontrol. Da det gik op for mig at min pensionstilkendelse var en formandsbeslutning brast min verden helt i grus. (Til de som ikke ved det så kan formanden for pensionsteamet træffe afgørelse i sager der er helt oplagte - det vil sige, at teamet ikke behøver bruge tid den - det er "bare" formanden der læser og vurderer sagen. Så min sag har altså peget så entydeligt på pension at formanden ikke engang fandt grundlag for en drøftelse af min sag i pensionsteamet.) Så der sad jeg tilbage. Tilkendt pension, uden kontrol og det var en formandsbeslutning. Som jeg sad der følte jeg mig fuldstændig kasseret, ude af stand til at leve mit liv og uden håb om at jeg nogensinde ville få det bedre. Det var rædselsfuldt. Nu hvor jeg skriver dette indlæg rammes jeg af præcis den samme følelse.

Jeg kan i lighed med dig rammes at dårlig samvittighed. Min dårlige samvittighed er ift. at jeg ikke føler nogen glæde eller lettelse ved pensionstilkendelsen. Føler jeg burde have det sådan når jeg ved hvor mange der føler at de skal kæmpe for at få deres pension. Det gør, at jeg ofte føler mig utaknemmelig men det er jeg altså slet ikke. Min arbejdsidentitet er bare så fremtrædende - og kombineret med en vis portion selvfornægtelse ift. mit funktionsniveau og min arbejdsevne så har jeg stadig ikke forliget mig med min pension.

Jeg læser stadig jobannoncer og håber at jeg på sigt vil få det sådan at jeg rent faktisk vil kunne være i stand til at søge arbejde. Mit absolut allerhøjeste ønske er at blive 100 % selvforsørgende. Alt det jeg gør, gør jeg, for at forbedre mine muligheder for at genindtræde på arbejdsmarkedet. Hvis det nogensinde sker, så må man gerne sige tillykke til mig! For det vil være en lykke.

Nu håber jeg ikke at nogen føler sig trådt over tæerne. Det er på ingen måde min hensigt. Jeg er lidt bekymret for om mit indlæg kommer til at lyde som om at jeg ser ned på dem der føler anderledes end jeg gør. Vil gerne lige understrege at det gør jeg så ingenlunde. Jeg ved hvor mange der kæmper gennem mange år og jeg kan godt forstå at andre kan føle glæde og lettelse ved en pensionstilkendelse - det er bare ikke sådan jeg selv føler det.

Håber og ønsker for dig, at du finder ro og glæde ved din pensionstilkendelse. Held og lykke med din nye tilværelse.

[Debutanten]

Jeg fik min fp efter at jeg uden held havde prøvet at få et fleksjob.
Så jeg var glad og lettet over at få fred. Efter et stykke tid forsvandt glæden dog og jeg følte mig lidt som en foræder.
Nu føler jeg at der kommet mere balance i mit liv. Jeg laver lidt frivilligt arbejde og har fået en andel i et kolonihavehus, så jeg er begyndt at se lidt mere afslappet på det hele. Jeg havde så heller ikke nogen stor arbejdsmæssig karriere. Så jeg føler ikke der er så meget jeg går glip af ude på arbejdsmarkedet. Og arbejdsmarkedet kan nok også godt klare sig uden mig

[joka]

Først tillykke med din ftp.

Min sag var også oplagt, så fra jeg blev sygemeldt sidste gang, gik der kun 13 mdr.

Jeg var i en arbejdsprøvning, fordi jeg gerne ville blive ved med at forsørge mig selv, efter 40 år på arbejdsmarkedet.
Men det gik ikke, der var ikke rigtig noget tilbage af erhvervsevne

Jeg føler ikke dårlig samvittighed, men synes stadig jeg mangler fælleskabet på arbejdsmarkedet.

Jeg har ikke helt vænnet mig til tanken endnu. F.eks.:
Lønsedler, har været vant til at få en lønseddel hver måned, nu kommer der kun en når der er forandringer i pensionen.

Skal ikke afsted hver morgen kl 7

Men samtidig kan jeg godt se, når jeg ikke engang kan klare tingene herhjemme, hvordan skulle jeg så kunne klare at arbejde mere.

Håber at du hurtig får ro på, så du kan komme videre med dit liv.


Mvh. Karin

[Ninja]

Min førtidspensionssag tog også ca 16 mdr fra ansøgning til tilkendelse. Men de 12 mdr gik faktisk kun med, at sagsbehandleren havde syltet sagen og hang sig i en arbejdsprøvning jeg ikke måtte deltage i.
Da de flyttede sagen fra Skelbækgade til Task force Musvågevej, gik der kun et par måneder. Og jeg kom selvfølgelig heller ikke i arbejdsprøvning.

Jeg modtog brevet med ydmyghed, glæde, mistro og frustration. Min ydmyghed skyldtes jo nok det faktum, at vi har et velfærdssamfund hvor det i det hele taget kan lad sig gøre, at man kan være syg, og samtidig få penge at leve for.
Det er et faktum jeg ofte tænker over, og takker for. specielt når jeg vender øjnene ud, og ser på resten af verden....

Glæden bestod i at min kamp var slut, og jeg kunne sige definitivt farvel til et bundløst system der trak mig længere ned psykisk og som fejlede mig totalt.

Min mistro handlede om en angst for, at de igen havde lavet fejl, så pensionen alligevel ikke var berettiget og/eller at de IGEN havde byttet rundt på personnumre eller læst en hel andens sag ect

Frustrationen meldte sig, da det gik op for mig, at den var god nok (pensionen), og jeg synes det gjorde voldsomt ondt at give slip på de tråde og drømme, der på én eller anden måde var et bærende element hos et menneske der hellere ville have lavet så meget andet, end at ende som førtidspensionist.

Så jeg syntes det var et mægtigt følelses register der blev åbnet for, da jeg stod nede i gården med den der tilkendelse i hånden og læste det sort på hvidt, og jeg kan huske min mor spurgte mig, om jeg græd af glæde, og at jeg svarede, at jeg græd af både glæde, lettelse og en enorm vrede. For jeg var faktisk også enormt vred.

Min tilkendelse var 1 Juni 2009. Så jeg har haft 3 år til at vænne mig til det hele i. Jeg var 39 år og er 42 år nu.
Og der er dage hvor det hele giver rigtig god mening, og hvor jeg synes det fungerer fint. Men der også dage hvor jeg får angstanfald, fordi jeg pludselig ikke kan holde det ud og føler jeg spilder de bedste år af mit liv når jeg erkender, at jeg ikke kan en skid.

Jeg er frivillig over på plejehjemmet 1 time om ugen, og måtte opgive et frivilligt arbejde i en genbrugsforretning på 2 timer om Fredagen, fordi det var for meget