Ville brænde jobcenter af !

Oprindeligt indsendt af J.B.

Eller også er de så undertrykte at de har givet op overfor den enevældige overmagt og affinder sig med tingenes tilstand.

J.B enig og måske det er dem vi skal have vækket kontra at brænde jobcentre af

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Razmo jeg ved godt hvordan man tænker om det og har da også selv prøvet at have lyst til at give nogen et lag tæsk ...

Men selvtægt er stadig ikke vejen frem og undskyld mig jeg er ud af en ambivalent familie med min blå bror og min søster som er jobkonsulent på kommunen og så mig...

Men derfor mener jeg at vide at jobkonsulenter også er mennesker og ikke dårlige mennesker men klemte mennesker at de blå mange gange bare ikke har prøvet livet på egen krop og ikke ved hvad de taler om , og jeg tror altså ikke at man kan banke dem til at forstå , lige så lidt som de kan tæske os raske ....

Og det sidste vi har brug for i dette samfund er flere og mere forråelse , jeg er målløs over hvordan samfundet har ændret sig de sidste 20 år fra da jeg var 23 og til nu hvor mine sønner er ved at være i den alder ....

Jeg var lykkelig da min sønner flyttede hjemmefra og jeg så ikke længere ved at de er i byen og hvornår , de risikere stadig at være dem der bliver slået ihjel men nu ved jeg ikke hvornår de er i byen og kan derfor sove trygt .. og har bedt dem om ikke at fortælle mig når de skal i byen ... ...

Jeg kan sq da se hvor yndig det ville blive hvis vi nu også skulle til at brænde jobcentre ned, jeg er stadig af det håb at vi kan opnå noget med dialog ,jeg har ikke lyst til at leve i det voldgie samfund vi har og vil bestemt ikke være med til at gøre det værre og ville aldrig hverken vise forståelse eller accept af at nogen gør det....

syntes det er stupidt og bringer os ned på de andre stupides nivau og der ønsker jeg for min del ikke at være ....

Vi er enige... problemet er, at med dette "ømfindige" emne, er det nogengange MEGET svært at få folk til at forstå forskellen imellem at "Forstå", og "acceptere"...

jeg FORSTÅR at det sker, men jeg ACCEPTERER det ikke... jeg ville bare ønske, at man så lidt mere på HVORFOR det sker, og fik "mobberne" draget ind i problemet, for det ligner ikke noget, at systemet skal slippe udenom hver gang med deres "mobberi" af svage, fattige og syge borgere...

Derfor "rap'er" jeg hver gang jeg ser sådan en diskution, og der kun bliver lagt fokus på reaktionen, men aldrig på årsagen, for det får den der lavede reaktionen til at fremstå som ondskaben selv, og den der lavede årsagen til at fremstå som det store offer.

Jeg er udmærket klar over, at dem det går ud over ikke kan gøre for at systemet er blevet indrettet sådan... og det er tragisk når nogen ser sig nødsaget til at begå selvtægt... men NÅR det så sker, så synes jeg sgu' man skylder at få historien frem fra BEGGE vinkler, og ikke kun den sædvanlige "Psykopat, kontanthjælpsmodtager, fattig, misbruger, nasserøven der ville brænde det uskyldige jobcenter af!" ting... jeg krummer tæer hver gang det sker.

[Tante Ana]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

og nej jeg kan ikke forstå at man kan blive så frustreret at man griber til ekstremer for det hjælper ikke en hujende fis det skader kun....

At forstå at noget sker er ikke ensbetydende med, at man også accepterer det begåede.

Jeg accepterer det ikke som en legitim reaktion, men jeg forstår godt, at det kan ske.

Nøgleordet er "desperation", hvilket kan medføre en grænseoverskridende reaktion på en lige så grænseoverskridende handling (påført een). Jeg undskylder det ikke, jeg accepterer det ikke, men jeg kan godt forstå, at det kan ske.

Når man følger med i den nyere tids lovgivning på det sociale område - er jeg sikkert ikke den eneste, der oplever adskillige lov-tiltag som værende ekstremt grænseoverskridende. Som bekendt - avler tryk modtryk, og grænseoverskridende indstilling over for borgere - må nødvendigvis fremkalde lige så grænseoverskridende reaktioner hos de mindre robuste borgere.

Jeg mener ikke, at det kan nytte noget som helst, at stille krav til disse mindre robuste, dødstressede og desperate mennesker om, at de nu også skal tænke på de mennesker (og deres pårørende), deres desperate handlinger går ud over.

Hvorfor?

Fordi de samme mennesker, beskæftigede med at forvalte lovene, hvis måde at forvalte deres arbejde på - netop heller ikke tager hensyn til, hvordan deres egen måde at forvalte deres job på - påvirker borgere, borgernes familier og borgernes liv.

Og så får vi desperate mennesker på den anden side af skrænken, som handler lige så desperat som de selv er, og har ikke en skygge af overskud til at stoppe op og tænke sig om.

De kan nemlig ikke lukke deres skuffer, tage tøj på og gå hjem til fred, ro og tryghed i økonomien - som de ansatte kan. Nej, de kan kun vende hjem til det samme, som deres desperation udspringer fra når de er til møde på et offentligt kontor - dvs. de forhold, der gør dem desperate - har en varighed 24/7 - hele tiden. Ingen pause, ingen ro og ingen fred.

Er der så overhovedet underligt, at nogle mister fodfæste, slipper taget i sig selv og begår desperate handlinger? Nej, i min verden er det ikke underligt.

Faktisk er jeg forbavset over, hvor få af den slags desperate reaktioner på en rå og hensynsløs forvaltningsskik vores offentlige instanser har udviklet gennem de sidste år - i virkeligheden sker. Det skal vi kun være glade for, men samtidigt - er der ingen, der kan få mig til at placere ansvaret og skylden for disse handlinger - alene hos de desperate! No way.

Desperation er resultat af en blanding af tanke- og følelsesmæssig kaos frembragt i "fælleskabet" af håbløshed, fortvivlelse, forvirring, sorg, ærgelse og sidst men ikke mindst - en overvældende følelse af mangel på forståelse, ensomhed og ligegyldighed, der omgiver vedkommende i kontakten til myndigheder. Jamen - er denne "suppe" i sig selv ikke overvældende "nok" oven i de selvsamme konkrete problemer, der har tvunget vedkommende ind i kontakt med myndigheder?

Der er kun en "løsning" til forebyggelsen af desperation (i de tilfælde hvor der er grund til den) og denne løsning er opgivelse og resignation. Hvor mange af os havde prøvet at komme igennem urimelighederne ved hjælp af opgivelse og resignation? Mange - tør jeg påstå!

Er det så noget værd at undre sig over, at nogle af os tipper over og i stedet for at overgive sig til opgivelse og resignation - overgiver sig i stedet til desperation?

Det er systemet, der sidder på magten, på midlerne, på bestemmelsesretten til at vedtage (eller undlade at vedtage) værdige måder at behandle borgere på. Ergo: det er også systemet, der skal have fingeren ud og se at få ryddet op i psykopater og brodne kar blandt de ansatte - før vi kan begynde ubetinget at kræve af de i forvejen svækkede borgere - at opføre sig ordentligt, med hensyn til deres medmennesker. Ikke før systemet selv er i stand til at yde de samme hensyn - systemet nu afkræver borgere.

Og så vil jeg afslutte mit indlæg med at gentage, hvad jeg har indledt det med: At forstå at noget sker er ikke ensbetydende med, at man også accepterer det begåede. Jeg accepterer ikke desperate handlinger som en legitim reaktion, men jeg forstår godt, at de kan ske.

t forstå at noget sker er ikke ensbetydende med, at man også accepterer det begåede. Jeg accepterer ikke desperate handlinger som en legitim reaktion, men jeg forstår godt, at de kan ske.

Jamen så kan det godt være mig der er for tung i det , for jeg forstårdet heller ikke ... at historien skal ud fra begge sider det er klart .. men jeg kan stadig ikke forstå det ...

jeg kan forstå at man kan blive så desperat at man slår et andet menneske ihjel hvis det er en trussel for en der er en kær (feks kunne lysten være der da min søn blev jagtet vildt af indvandrebander) jeg kan forstå lysten til selvtægt hvis ens unge er blevet slået ihjel eller skadet ...

men jeg KAN IKKE forstå en trang til at brænde en bygning ned eller skade en medarbejder der gør sit job (uanset hvor dum denne medarbejder må være ) det kommer jeg aldrig til at forstå ...

i mine øjne så gør man det hele værre og nej jeg kan ikke forstå det ....

[Tante Ana]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

i mine øjne så gør man det hele værre og nej jeg kan ikke forstå det ....

At du kan se og overskue det, betyder netop at du har det fornødne overskud til netop at formå at se tingene fra denne rette vinkel. Det skal ikke ligge dig til last. Tværtimod.

Men du kan der ikke forvente, at alle mennesker er ens, lige rationelle og lige stærke, vel? Iblandt os findes alle slags mennesker - også de mindre robuste end du og jeg. Det er en kendsgerning og så kan det nytte lige så lidt at bebrejde/fordømme dem - som at bebrejde den blinde hans/hendes blindhed. Dette er min pointe.

[Maj-Britt]

Heidi, du skriver:

Men selvtægt er stadig ikke vejen frem

Jeg svarer så:

Jagtvej 69 og et nyt ungdomshus.

Det var da om noget selvtægt og de fik, hvad de ville have, ikke?

Igen, min den ældste, der er et fredeligt menneske, siger igen og igen:

Mor, hvor mange indlæg har du / I lavet?? hvor mange har du / I skrevet til?? hvor mange møder har du / I rendt til??

Hvad har det hjulpet?? Du fortæller mig om Benny, hvad har det hjulpet?

Skulle du / I så ikke snart overveje andre veje, som f.eks at give et par i regeringen et par flade, det har de sq nok respekt for. Hvad gør rockerne, hvad gør indvandrerbanderne, det virker, ikke?

Joooooooooooo, og jeg kan godt følge ham, men jeg kan nu ikke se mig selv stå og stikke Hjort / Karen flade, men jeg kunne godt se mig selv stikke nåle i voodoodukker af dem

Nå, spøg til side, jeg forstår fuldt ud mandens handling, stod mine ungers forsørgelse på spil, så kunne jeg finde på det samme i afmagt.

[annasen]

Tjaee. - Da jeg midt i hele skraldegøjemøjet ikke fik respons på det jeg skrev til div instanser, da truede jeg med at brænde en container af foran indgangen til rådhuset.
SÅ fik jeg svar. Ikke noget jeg kunne bruge til noget, men nok til at lukke munden på mig et stykke tid.

Om jeg nogensinde ville have antændt den ved jeg ikke, men frustration - raseri og det at man føler sig ringeregjort, kan få sider op i en man end ikke selv kender.

Det er et svært spørgsmål. Jeg forstår godt frustrationen, men synes ikke det er ok at sætte andres liv på spil.

Og Maj-britt. Din søn har nok ret. Vi forsøger det bedste vi har lært, men de er nok fuldstændig ligeglade.

Der skal mere og anderledes ting til for at det batter noget.

Anna

[Maj-Britt]

Nej, det er ikke ok at sætte andres liv på spil, det giver sig selv, MEN.....sætter de ikke vores liv på spil hver dag??

Ja, der skal andre metoder til, hvilke ved jeg så ikke lige, mest fordi vi er spredt over hele landet, ikke mobile, syge og sårbare.

Se nu de studerende, SU trues med beskæringer og straks er de på dupperne med blokader, demoer og protester.

Hvad gør vi?

Oprindeligt indsendt af Maj-Britt

Nej, det er ikke ok at sætte andres liv på spil, det giver sig selv, MEN.....sætter de ikke vores liv på spil hver dag??

Ja, der skal andre metoder til, hvilke ved jeg så ikke lige, mest fordi vi er spredt over hele landet, ikke mobile, syge og sårbare.

Se nu de studerende, SU trues med beskæringer og straks er de på dupperne med blokader, demoer og protester.

Hvad gør vi?

Ingenting... fordi vi er så lille en gruppe, som det meste af samfundet misforstår i lyset af folks egen egoisme og Hjort's konstante løgne overfor befolkningen.

Vi vil kun blive opfattet som grådige nasserøve, der ingenting fejler, og blot vil sørge for at de ikke får skattelettelser til næste skattereform, ganske som de plejer det.

Vi demonstrerer ikke fordi det er en kamp der vil være tabt på forhånd... blot det at vi magter at strejke vil være næring nok til bålet om at vi sagtens kan arb. og straks er vores sygdom og fattigdom og alt andet dårligdom blevet selvforskyldt.

Ved ikke hvad det er der er sket med samfundet... om det altid har været sådan, men det er et faktum åbenbart, at vi ikke er ønsket... som før sagt, så er den film "Hvordan vi skiller os af med de andre" desvære en højaktuel film, der blot viser fysisk, hvad der foregår mentalt i det arbejdende folks hoveder anno 2009.

Jeg finder det utroligt, at når Danmark er rigt, og mennesker får så meget mere imellem hænderne som de har fået under opsvinget, at de så bliver mere egoistiske og grådige end nogensinde før. Jeg må tolke, at det nok bare altid har været sådan, at folk bare ER grådige, og vil have mest muligt på den nemmeste måde... da der var krise før i tiden, og man følte der var sympati, handlede det nok bare om, at sympati'en gav flere klejner i kassen for de fleste... altså igen enhver står sig selv nærmest.

I opsvinget vi har haft, har Fogh bare sørget for, at lokke folk med penge, frem for en lavkonjukturs lokken med sikkerhed og fællesskab...

Derfor... igen igen... jeg hilser krisen velkommen, og håber den bliver værre end aldrig før, så danskerne igen kan være grådige ved at være solidariske og sociale, da det jo så åbenbart giver de fleste kroner i pengepungen.

I dag handler alting om kapital... ære er noget man får fra omgangskredsen, når man har bevist at man kan skrabe 3 fladskærme, en firhjuler og et samtalekøkken sammen, og ikke længere når man er solidarisk, hjælper andre der har det svært. Der er ingenting at hente på os, man får intet ud af os andet end udgifter igennem statskassen.

Jeg tror desvære at de fleste arbejdende danskere tænker sådan. Samfundet har set en markant drejning under kapitalismens og liberalismens i særdeleshed, som hælder til at alle skal have alle muligheder, som så til gengæld også skal klare sig selv 100%... enhver er sin egen lykkes smed rent ud sagt... det er blevet inn at være unik, og at være noget i sig selv. Derved står vi så også overfor, at måtte klare os selv 100% som før skrevet, og hvis noget kan sætte sving i egocenteret, så er det når man skal klare alting selv, og aldrig må bede om hjælp af et fællesskab... ordet "power of the many" findes ikke i liberalismens verden... med mindre den handler om at man vinder noget selv ved det... og så er vi der igen.

Jeg tør væde på, at denne unik-trend er med til at skabe meget af alt den svindel, humbug, kriminalitet og andet, for der findes snart ingen fælles codecs mere, ingen fælles mantra, blot dig selv, og dit eget ego... og jo mere magt du har, jo mere føler du at du har ret til at have dine egne regler... det ses på politikerne, det ses hos de krimminelle... alle mulige steder...

Der var engang det var mode, at alle gik i denim bukser... det var i 80'erne... i dag er det inn at have sin helt egen stil, og jo mere du kan vise at du er en fandens unik karl, jo mere populær bliver du åbenbart. Og jo flere penge du har, jo mere "OK" er det i tilskuernes øjne at overskride grænserne og enda lovgivningen... som om penge relativt tillader borgere at hæve sig selv over både lov og anstændig moral.

Det er ikke længere moral, ære, medlidenhed eller andre emotionelle tilstande der skaber lovene, det er PENGE der skaber lovene... lovene er til for at vinde mere for dem der skaber dem, og ikke for fællesskabet længere eller samfundet, for fællesskabet er ikke ønsket af regeringen... socialisme fremstilles som djævelen selv der kommer og ripper dig for dit ego når man hører VKO tale om bla.a. SF...

Desværre har VKO haft et økonomisk opsving at ride den bølge ind over landet på... og de har revet mange med sig i den kraftige strøm... men krisen vil ændre dette billede før eller siden, og jeg venter med længsel på at samfundet bliver harm, når det finder ud af, at det blot var et midlertidigt fatamorgana...