Aner jeg et lille lys.

[Pixeline]

Jeg havde besøg igår på mit arbejdsprøvningssted af min JB.

Jeg ved ikke hvor meget han må sige, men det jeg fik ud af det var at: *vi nu arbejder på at få en mere stabil ordning*, og da fleksjob blev nævnt var svaret:
*ja det kan der arbejdes hen imod*.

Men som nævnt, var han ikke så nem at blive klog på. SB er på ferie, og det er jo hende der har det fulde ansvar, så spændingen er nu blevet ekstra stor her hos mig. Hun kommer tilbage om en uge, JB kommer på besøg om 14 dage igen, og så håber jeg meget på et svar om hvad søren det er det skal ske.

Har jo faktisk ikke noget at klage over i forhold til mange andre brugere af k10.
Jeg har ikke gået sygemeldt *så længe* (2 år), det er jo ikke meget i forhold til mange andre herinde. Jeg er ikke blevet stoppet i SDP. Men alle det bekymringer og lange nætter jeg har lagt vågen, kan jeg levende forestille mig hvordan mange af jer har det. Det er jo ligesom en maskine der køre i kroppen 24/7.

Jeg håber på det bedste, og sender hermed en tanke til alle på k10, med håb om fortsat god kampgejst.



God weekend
Pixeline.

[AAA]

Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke ..
Jeg kom selv gennem systemet på 18 måneder, så det kan lade sig gøre .. jeg er tilkendt flex i dag, og det har betydet rigtig meget for mig

[Pixeline]

Tak AAA.

Det er egenligt underligt. Nu ved jeg godt jeg ikke er tilkendt noget endnu, og at alt kan ske. Men når jeg kigger tilbage til da jeg blev syg var verden en helt anden.

Læger og psykologer lovede at jeg var da rask om et år. Havde jeg vist hvad jeg skulle igennem, ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Det har været en rejse i 4 år i mit indre univers.

Jeg har været så pligtopfyldende i forhold til mit gamle arbejde. Så blev jeg fyret. Først nedtur, derefter spirende drømme om at jeg kunne komme til at lave noget andet. Ny uddannelse, lave mit liv om og få det bedre. Har hele tiden gået og ventet på at depressionen skulle lette og lyset skulle komme. Men der skete ingen ting. Fagpersoner bliver dog ved at love: *at du skal nok blive rask*, og *du skal bare tage det roligt. Problemet var bare at tiden gik. Op og nedture hele tiden. Lyset kom ikke.

I sommers kom så dommen (speciallægeerklæring). Kronisk depression. Du bliver aldrig rask. Jeg skal følges med den resten af mit liv, uanset hvor meget jeg hader den. Mit liv skal så handle ro, renlighed og regelmæssighed. Er det så flexjob der er min fremtid.? Hvad så med alle drømmene om et bedre liv, hvor blev de nu af.? Kommer de igen og hvad indeholder de så.?

[Pixeline]

Joooo. Der er faktisk drømme. Trode slet ikke de kunne gro i depressionens klamme hånd. Men de sidste dage er dukket drømme op som handler om min lille families fremfærd. Det er vel og mærket drømme som kan realiseres hvis jeg bliver anerkendt til flekjob. Troede faktisk at de var helt væk,. Men efter at være dukket op til overfladen efter en ordentlig nedtur, kan jeg alligevel føle lidt.

Mærkeligt at jeg kan komme så langt ned hver gang. Kan slet ikke se ud over min næsetip. Også alligevel dukker jeg op i min egen hverdag med ny forbløffelse hver gang. Og denne gang er der faktisk kommet en drøm ud af det.

Men det der med fremtidig karriere, ja de er forduftet. måske kommer de når jeg ved hvad fremtiden bringer. det håber jeg.

Håber virkelig på et svar i næste uge.

[Mama]

Jeg ønsker for dig at du kan få fleks! - Det fik jeg selv tilkendt i juni måned, og jeg siger dig, det er en lettelse uden lige!!!
Jeg har været i systemet i godt 3 år (og mange sygemeldinger før det) - og det er virkelig ubeskrivelig rart nu at vide, at jeg ikke skal presses ud over kanten igen og igen...
Jeg lider selv af tilbagevendende/kronisk depression.