Den ny Sygedagpengelov af d. 6. juli 2009

[Tante Ana]

"Dansk Socialrådgiverforening pegede i sit høringssvar på, at, hvis en læge har vurderet, at en borger er for syg til at arbejde på fuldtid eller på deltid eller til at være i et aktivt tilbud, skulle dette respekteres. Også i refusionen. Men det blev ikke imødekommet af regeringen."

Refusion

De nye regler, som nu træder i kraft, betyder, at staten de første fire uger refunderer 100 procent og de efterfølgende fire uger 50 procent.

Efter den 8. uge refunderes 65 procent, hvis den sygemeldte aktiveres, og 35 procent hvis den sygemeldte ikke kan aktiveres." Kilde...

***

Sagen er, at jeg er under opsyn for tarmpolypose, hvor adskillige polypper er blevet fjernet mens den største og ældste af dem forblev overset i over ti år, idet speciallægen havde mere travlt med at omvende mig til ikke-ryger, hvad han så altid igennem de mange år brugte mere end halvdelen af konsultationens tid på. Den oversete polyp havde udviklet celleforandringer og blev så fjernet på XXX Hospital. Jeg er siden gået til kontrol der hver tredje måned og dette fortsætter jeg med "tiden ud", ser det ud til.

Det korte af det lange er, at skulle det ske at jeg får den endelige kræftdiagnose en skønne dag, har jeg forinden brugt meget tid på at overveje min stilling i forhold til de muligheder og tilbud der er - og er nået til den konklusion, at skulle min polypose udvikle sig så den overskrider grænsen til cancer (eller nogen som helst anden terminal sygdom i fremtiden) - vil jeg kun be` om en lindrende behandling til det er overstået. Jeg VIL IKKE behandles med sigte på en "helbredelse". Jeg foretrækker langt mere at dø af sygdommen end af behandlingen kombineret med kommunal dagpengestøtte.

Det sidste skal mest betragtes i lyset af de sygedagpengeregler, der er gældende nu, hvor man ikke får lov til at passe sin behandling og sin sygdom, uden også at blive slidt i stumper og stykker af aktiveringer, trusler og en konstant stress med at skulle koncentrere sig mere på at modstå den kommunale pres under deres refusionsregler, som gør at allerede efter 4. uge efter sygemeldingens start får kommunen halveret sin statsrefusion fra 100% til 50%. Så hvis jeg fortsat er syg ud over de første fire uger - skal kommunen tvinge en aktivering igennem, hvis statsrefusionen ikke skal falde yderligere ned til 35% efter den ottende uge.

Alt i alt kan jeg ikke se, for mig selv, nogen mulighed for at være berettiget til en støtte under sygdommen, der vel at mærke ikke koster mig en række æreskrænkelser og given køb på min personlig integritet. Jeg kan heller ikke forestille mig, at jeg kan overhovedet kan gøre mig håb om at blive rask eller bare bedre, hvis jeg konstant skal forholde mig til at blive forfulgt af de kommunale myndigheder i deres iver for at "afklare" min arbejdsmæssige situation ("tilbagevenden til arbejdsmarked") før jeg overhovedet ved om jeg overlever eller dør af sygdommen. Jeg kan ganske enkelt ikke formå at forene og håndtere disse to sæt af krav til mig: det ene i forhold til sygedagpenge-lovgivningen, og det andet: at finde ressourcerne der skal til, for overhovedet at kunne koncentrere mig om at blive rask, eller i det mindste - forsøge på det.

Derudover - forudsat at jeg kunne blive bedre som følge af behandlingen - tør jeg æde min gammel hat på, at dette vil ikke medføre en genvinding af 100% arbejdsevne - da vi alle jo ved, hvor invaliderende en invasiv kræftbehandling kan være for et menneske. Dette vil stille mig i udsigt at skulle dumpe ned i det sociale system som det nu er - medførende en evighed af tilsigelser, møder, aktiveringer, dagpengefratagelse, kontanthjælp, ressourceprofiler, igen aktiveringer, speciallægeerklæringer, lægekonsulenterne, anker, klager og igen nye trusler - alt sammen på ubestemt tid og uden sikkerhed for, at jeg kunne evt. håbe på en Førtidspension inden et tilbagefald af sygdommen, hvorved hele møllen starter forfra igen.

Jeg er derfor blevet enig med mig selv om, at skulle jeg blive diagnosticeret med en livstruende sygdom - giver jeg afkald på behandlingen, arbejder så længe jeg kan og så først til sidst, hvor jeg ikke længere kan arbejde og ingen - hverken læger eller kommunen kan være i tvivl om, at det er kun spørgsmål om tid før det er slut - benytte mig af dagpenge og en palliativ behandlig i eget hjem, indtil jeg er så dårlig at jeg enten tager billetten selv, eller hvis jeg er for sent på den - bliver smidt væk på et hospital.

Uanset hvordan jeg end vender det og drejer - er jeg overbevist om, at jeg ikke dør et sekund før jeg alligevel ville gøre, hvis jeg underkastede mig alskens "behandlinger" som den moderne lægevidenskab kan tilbyde, i denne atmosfære af pres og utryghed omkring sit eksistensgrundlag. Tværtimod - tror jeg at min sidste tid i dette liv kan endda blive meget, meget bedre, end hvis jeg fik lov til at rådne langsomt væk i en hospitalsseng, med maltrakterede indvolde og organer - behandlingen havde ødelagt i forløbet og med endnu et trussel-brev fra kommunen i hånden.

Denne risiko tager jeg ikke, da jeg jo samtidigt ikke kan regne med en menneskeværdig støtte fra systemet, mens jeg jo kæmper mod sygdommen. Så alt i alt, som tingene er - er jeg meget bedre tjent med at gå mine egne veje og ikke efterlade mit barn, som vidne til mit råddent forfald i en hospitalsseng, mens kommunen bliver ved med at sende krav efter krav af sted, ledsaget af adskillige lovbestemte trusler om, at hjælpen vil blive frataget hvis jeg ikke gør dit eller dat....

Hvert forår jeg ser de første erantis - tænker jeg på om jeg ser dem igen næste år. Og hver Juleaften tænker jeg på, om den måske er den sidste... og disse tanker regner jeg med fortsætter resten af min tid, som det ser ud. Alligevel skal ingen bekymre sig på mine vegne, for når jeg tænker på alle disse syge og sygemeldte mennesker, der særligt fra 6. juli befinder dem i systemets helvede - er det jeg, som har kontrol over mit liv i uforholdsmæssig højere grad end de gør. Desuden bevarer jeg min livskvalitet til det næsten sidste, hvilke man så absolut ikke kan sige om andre, der i stedet håbefuldt havde overdraget dem selv til systemets sagsbehandlere... Så uanset hvordan jeg end vender det og drejer - anser jeg mig for den heldige, midt i denne sump som velfærdsstaten har forvandlet sig til gennem de sidste år.

Et eller andet sted dog føler jeg mig snydt og bestjålet. Selv om jeg ikke er "knald-rød" er jeg altså socialistisk orienteret, hvilket jeg anser for at være så absolut foreneligt med den liberale indstilling jeg også har til økonomi, politik, tilværelsen osv. Hvor jeg føler mig snydt og bedraget er, at jeg har altid svaret mit og altid var glad for at bidrage til, at samfundets fælles kasse skulle fyldes så den kunne skabe en fintmasket net for mennesker i uføre, hvilket kan jo ske for høj som lav, da skæbnen er jo ofte blind.

Nu sker det så, at selv om jeg allerede har betalt en gang - i verdens skatte-dyreste land - skal jeg til at betale en gang til, bare for at få lov til at blive støttet under sygdom - skal jeg betale denne gang en personlig pris udregnet i mistænkeliggørelse og kontrol, ledsaget af tabet af ære og integritet. Det er denne pris jeg nægter at betale og det er derfor at jeg føler mig snydt af samfundet.

Det har aldrig været meningen, at jeg ville leve AF samfundet, men jeg havde en forventning om at jeg, ved at støtte om og bidrage til samfundet - skulle erhverve mig på mine og på andres vegne - retten til at kunne forvente hjælp i nødens stund. Denne hjælp ser jeg nu behæftet med en ekstra merpris, jeg ikke agter at betale. Uden ære, respekt i behold og personlig integritet er der for mig, ikke noget liv der er værd at kæmpe for. Så enkelt kan jeg sige det, udelukkende for egen regning. Og der er ingen genveje her at skyde. Kan det ikke være "my way" (med ære og værdighed i behold), kan det kun blive "no way".

Pia Kjersgaard

Anders Fogh Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen

Claus Hjort Frederiksen

Inger Støjberg

og

Helle Thorning-Schmidt

I kan alle sammen rende mig!

[zuza]

Så må vi andre jo splejse om sygedagpenge til dig, så du kan blive behandlet i fred og ro, for vi vil da under ingen omstændigheder miste dig - pga. sygedagpengeloven.

Tja... har man ikke tegnet en privatforsikring oveni den høje skattebetaling, så er der ingen "kære mor" mere.

Nogle er jo "heldige", at de har haft råd til begge dele - både høj skat OG privat forsikring. De kan slippe for det kommunale helvede.

[Ninja]

Ja velkommen til USA....øøh, nåe nej! Danmark!!!