Hjemmevant på K10
Tilmeldingsdato: 09-12 2006
Indlæg: 267
Styrke: 18
|
Ny bog "Syge på tvangsarbejde"
Hey alle..
Fandt denne bog - måske var det noget for dig ... enjoy
Kilde:
http://http://www.sundhed.dk/wps/por...46041123140241
Citat:
Anmeldelse
Ryg Olsen, Ellen
Syge på tvangsarbejde
Gyldendal, 2005. 163 sider. Pris kr. 249,00.
At det er en debatbog, Ellen Ryg Olsen har skrevet, ses allerede på titlen – tvangsarbejde er et ord, besindige mennesker ikke bruger ret tit i dagens Danmark. Men læs den her bog! Det er stærk læsning, der beskriver, hvilke holdninger syge mennesker kan mødes med, når de ansøger om førtidspension. Hun har en vis baggrund for at udtale sig om emnet, hun er nemlig læge og har i flere år arbejdet indenfor området. Altså indtil hun fik nok og skrev denne bog.
Hun skriver først om 4 forskellige personers oplevelser, da de søger førtidspension. Det drejer sig om mennesker, hvor ingen burde være i tvivl om, at de er berettigede til pension: to har svære somatiske sygdomme, én er
alvorligt syg pga. tortur, og én har psykiske problemer. Disse cases bruger hun til at påvise mangler, urimeligheder og direkte fejl ved førtidspensionssager.
Ellen Ryg Olsen fortæller om alvorligt syge, der med fare for deres helbred sendes ud i arbejdsprøvning. Om mennesker der sendes i arbejdsprøvning, selvom både deres egen læge og speciallæger har frarådet det. Om ydmygelserne ved ikke at blive troet på. Om hvordan mennesker i flere år kæmper for at beholde deres job, men til sidst må give op og bede om hjælp.
En stor del af problemet ligger iflg. Ellen Ryg Olsen i de ændrede regler på området og i, at kommunerne har økonomisk fordel i at holde folk fra førtidspension. For nogle år siden blev førtidspension tildelt efter vurdering af, hvad ansøgerne ikke kunne pga. helbredet eller andet. Det ændrede man, så der kom et mere positivt udgangspunkt: hvilke ressourcer har de? Man var blevet mere opmærksomme på, hvor stor værdi et arbejde har for de fleste, og nogen syntes, der var blevet for mange førtidspensionister. Det lyder da også vældig godt at se på det hele menneske i stedet for dets mangler, men resultatet er desværre blevet mistillid og mange urimelige arbejdsprøvninger. Selve det at man skal arbejdsprøves kan lægge op til, at folk presses udover deres grænser – for netop at finde ud af, hvad de kan og ikke kan.
Respekten er ikke blevet større ved, at vores arbejdsminister siger, at indkomsten for visse grupper skal sættes ned, det vil nok motivere folk til at finde arbejde. Altså: folk kan godt, hvis de gider, de skal bare rammes på pengepungen! (min kommentar)
Men skal alle og enhver da bare kunne komme og få penge uden at arbejde? Vi er da nødt til at kontrollere folk, ellers vil de bare snyde, siger nogle. Ellen Ryg Olsen skriver, at hun, i den tid hun arbejdede i systemet, kun har været ude for én, der prøvede at snyde, men over hundrede der har følt sig mistroet, selvom deres ansøgning om førtidspension var yderst rimelig.
Hun har skrevet bogen af 3 grunde: for at få sin harme over forholdene ud, for at give oprejsning til folk der krænkes og for om muligt at få indflydelse på lovregler ved at påvise urimelighederne.
Det er en meget politisk bog, slet ikke diplomatisk, men det er jo heller ikke det, dens ærinde er. Den er skrevet til alle – lovgivere, sagsbehandlere i kommunerne, førtidspensionsansøgere og deres pårørende m.fl., og sproget er letforståeligt. Læs den og vurder selv.
Grethe Olsen
"en bruger, der har været igennem systemet"
|
|