Hvad skal man vælge....

Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen ...)

Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.

Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.

Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....

Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....

Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.

Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komme sig i fred og ro.

De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....

I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for....

Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....

Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....

For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....

Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...

Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.

Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.

[Trylledyr]

Du er ikke den eneste, der bliver filosofisk. Eftertænksomhed er en god ting – ellers dør vi mentalt, tror jeg på. Beskrivelsen af den hjertesyge mands gentagne arbejdsprøver fra ”syge i tvangsarbejde”, fik ærligt talt tårerne til at trille hos mig. Kunne ikke lade være med at tænke ”arme menneske – så lade ham dog være!”

Men det er utopi at tro, at syge får lov at være i fred i Danmark. Jeg har faktisk været nødt til at holde pause med at læse den bog. Kan ikke holde det ud, og jeg bliver så ked af det, når syge behandles værre end det skidt, man træder på. :@

Kender det på egen krop og sjæl, har været fastlås i systemet i over 10 år uden at komme fremad, snarere tværtimod. Det system som koster en hulens bunke penge, men intet er værd, takket være ”geniale” politikere m.fl. Vi har et enestående sundhedssystem i Danmark, og så længe man ikke begår den fatale brøler at blive syg, så virker det.

Jeg kan godt forstå din tvivl om, hvorvidt projekt ”polyp” skal realiseres eller ej, men omvendt er mennesker også så tilpas stædige og tilpasningsdygtige, at de skal temmelig langt ud, før de opgiver. Nogle kommer derud, hvor de ikke kan se meningen med at fortsætte, og jeg kan ikke bebrejde dem det. Jeg håber ikke, du kommer dertil.

Jeg håber til gengæld, at operationen går godt, og at du får det ”skidtet” under kontrol (undskyld – jeg kunne ikke la’ vær’, og det er ikke ondt ment) Der er brug for, at du og jeg og masser af andre giver udtryk for, hvor elendigt kynikerne forvalter vores dejlige land, og laver regler, der kuer de, der i forvejen er på hælene. Vi er nødt til at råbe op og blive ved med at kæmpe, og så satse på, at vi kan få nogle mennesker sat på taburetterne i stedet for robotter. (hmm, det lyder vist helt modstandsbevægelsesagtigt)

Håber det bedste for dig

Knus

[annette]

Hej Metro.
Først så vil jeg sige pøj - pøj med den snarlige operation, og jeg tror at du skal være glad - nå ja det er måske så meget sagt , men narkose er et nødvendigt middel i den slags store operationer - har ikke selv prøvet det.
Men da min mand levede og skulle igennem en re operation af hans amputeret fod, blev han dårlig af at lytte til da de klippede / skar i hans fod. Han sagde at det lød som når man klipper en kylling over med en fjerkræs saks , og han var ikke nogen pive skid, så han spurgte lægerne om de ikke ville skrue højere op for lyden til et musik stykke de spillede i baggrunden - det hjalp ham meget..
Op med humøret Metro - det skal nok gå godt.
Knus Fra Annette

[Stella]

Metro skrev:
Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen ...)


Kan godt li din humor...

Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.

Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.

Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....

Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....

Hvis jeg var dig Metro ville jeg have fuld narkose

Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.


Kære Metro
Nu har jeg ikke forstand på den operation, men jeg ville udspørge lægen om alt .

Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komme sig i fred og ro.

De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....

I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for....


Ja det har jeg også tænkt...men man sidder i fælden...skal have hjælp og det er sgu værd at kæmpe for...

Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....


DET ER VÆRD AT KÆMPE FOR SIT EGET HELBRED... ligemeget hvad !


Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....


Dig Metro...du er stærk ! Jeg tror ikke du er så let at få ned med nakken...


For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....

Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...

Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.


Man skal ikke lade sig trampe ned på grund af de totalt blottede politikkere der ikke forstår den fortvivlelse folk står i når de er syge eller bare ledige...og ikke kan finde en plads i systemet...

Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.

Jeg tror vi er mange der er begyndt at tænke på samme måde ....mister vi vores forsørgelsesgrundlag eller er det bare en psykisk terror for at få folk til at fare rundt i panik...


Metro jeg tror den opration du skal igennem vil gå godt...det er aldrig rart at skulle opereres og man bliver bange...men jeg tror det nok skal gå....jeg ønsker dig det bedste...hæng på og fortæl hvad der sker...

[Juliane]

Metro skrev

Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen ...)

Godt at den gamle speciallæge er gået på pension, lad os da håbe og ønske at det vil komme en masse af os, til glæde og gavn.


Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.

Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.

Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....

Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....

Jeg forstår godt dine tanker og bekymringer angående at komme i fuld narkose.Jeg synes at det er helt naturligt at tænke sådan,
.det gjorde jeg selv de gange jeg har prøvet det.Vi er angste for det ukendte, angst for ikke at vågne igen, angst for hvordan vi påvirkes af narkosen, angst for om jeg nu alligevel er en af dem der alligevel ikke kunne tåle narkosen.!!!!Hvis det her kan hjælpe dig lidt (ud over et smil på læben) kan jeg fortælle dig at jeg er storryger, ej heller helt "grøn " , var igennem en stor operation sidste år (fuld narkose), og det gik godt.1 Time efter jeg var kommet på stuen, var godt nok stadig noget tummelumsk,stavrede jeg med både dræn, dropstativ, forbindinger, samt katheterpose (guderne og andre må have fået sig et billigt grin) tillige godt støttet af min mand, hen i rygerummet.!!Ryges, skulle der, det var min primitive måde at overbevise mig selv om at jeg stadig var et levende menneske.Ja, det er ofte besynderligt hvad det er der pludselig bliver vigtigt, men vigtigt for mig var det i al fald.


Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.



Godt at se at du bruger ordet BASTA, det fortæller (mellem linierne) at du er på banen og kæmper din videre vej forude. Jeg tror at det er rigtig godt at have det standpunkt, samt at det vil komme dig mangfoldigt tilgode.
Hvor meget du skal fortælle din søn kan jeg ikke fortælle dig, men jeg kan sige at jeg synes at åbenhed er det allerbedste for at kan have mulighed for at forholde sig til sygdommen samt dermed være til støtte og gavn. også med hensyn til din virksomhed. Jeg var selv meget åben over for mine nærmeste og har kun fået positive tilkendegivelser derfra.Det gjorde det meget nemmere for alle parter.



Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komm

Vi kan nemt blive enige om at der sker mange horrible ting rundt om os, med behandlingerne af os syge mennesker, samt cirkuleren rundt.

De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....

I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for...

Metro, jeg forstår godt at du lige nu har disse tanker/overvejelser, det er helt naturligt, tror da også på at det er godt at gøre sig klart hvad det er man er oppe imod, samt hvad konsekvenser det kan medføre.Muligvis ser du anderledes på det om 3-4 uger, når du er kommet over operation,diagnose o.l.
Personligt synes jeg er det er det værd.Men igen, vi er så forskellige.

Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....


Jeg synes, at det er menneskeligt og ganske naturligt at tænke disse tanker.Jeg havde selv de tanker, det hele virker så uoverskueligt, og fylder meget sammen med angsten for hvordan nu lige det er det hele går (operation, diagnose) og overlever jeg i det hele taget!!
Jeg kommer til at tænke på et lidt særpræget ordsprog ::"Hvis du vil ha`en garanti, så køb en brødrister". der ligger megen visdom gemt bag det. Vi er ikke garanteret, at vi forbliver sunde og raske, at vi møder den store kærlighed, kan bibeholde vores job, osv. men vi har selv stor indflydelse på hvordan vi håndterer vores livssituation. Vi er jo så forskellige, og reagerer forskelligt, vi forsøger jo alle at finde en vej at "overleve" frygten og bekymringerne og det uvisse på.


Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....

For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....

Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...

Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.

Metro : jeg tror ganske bestemt at der er mange af os der tænker sådan. Jeg har selv stået med de samme tanker og været igennem den seje proces.Men, som før skrevet, var det, det værd for mig og mine nærmeste..

Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.[/quote]

Jeg sender dig de bedste tanker og ønsker om en vellykket operation samt på fremtiden.

Kærligst
fra
Juliane

[bantam]

Metro

Jeg tror ikke der er nogen vej udenom, du bliver nok nødt til en tur på operationsbordet i fuld narkose for at få fjernet polyppen.

Grunden til det er jo at de kan først rigtig kan danne overblik over tarmen ved operationen, og måske fjerne et stykke og lægge en midlertidig eller blivende stomi.

Nu er det jo heldigvis kun et meget lille fåtal af polypper der er kræft i, men selvf. er risikoen der omend lille.

Har selv været igennem tilsvarende operation og fik dengang en midlertidig stomi, da det var værre da der blev lukket op.

Operationen gik fint og jeg levede faktisk udmærket med min Kolostomi, men efter 1 år ville de igen fjerne stomien, og hvem vil ikke gerne undværre den hvis det er muligt.

Desværre gik så den operation så helt galt, så da jeg vågnede op var det stadig med stomi, da den alligevel ikke kunne fjernes.

Efter 3 dage røg jeg på operationsbordet igen, og var desværre ved at dø af det, så jeg endte på intensiv hvor de kæmpede i 14 dage, mens min familie selvf. forskrækket så til.

Efter den operation havde jeg ikke en men 3 stomier, og kunne intet, og fik drop ustandselig iog alverdens andre ting.

Efter 6 mdr. på hospitalet valgte et par dygtige overlæger sammen med mig at udføre en stor operation for at se om de kunne få det til at fungere så jeg kun havde en stomi, en kolostomi.

Den operation gik heldigvis godt, men må desværre i dag leve med et stort bugvægsbrok, som de ikke tør fjerne, og mange smerter som betyder at jeg er på ketogan

Men jeg overlevede og det er jeg glad for hver dag, og er heldig at have fået god støtte fra kommunen og er i dag i fleksjob 4 timer dalig fra 9-13, da jeg har flest smerter om eftermiddagen.

Det jeg vil med min sygehistorie er at HVIS du skulle ende op med en stomi, og det går godt, ja så tænk dig om hvis de tilbyder at lægge den tilbage, jeg så desværre flere tilfælde under min lange indlæggelse at folk faktisk fik flere problemer end de havde før, men selvf. også mange der slap af med posen på maven og efter 1 uge forlod hospitalet.

I første omgang skal du ihvertfal ikke være nervøs, du vil syntes du får et helt nyt liv når du slipper for de evindelige trange til at skulle på toilettet o.s.v., jeg havde IKKE haft det så godt i mange år som efter den operation og var fuldt arb. dygtig efter 1 mdr., det var som sagt først ved tilbagelægningen det gik galt.

Rigtig held og lykke med det hele

Hilsen
bantam

Det er ganske simpelt forfærdeligt at din gamle special læge ikke har set så stor en polyp..........Jeg mener hvad er det lige vi har dem tilsmiley
Hvor er jeg glad på dine og andres vegne at, han er gået på pensionsmiley

Jeg har selv en mave tarmsydom og har været operet mange gange. Det er for mit vedkommende bare et spørgsmål om hvornår jeg skal det igensmiley Alle gange har jeg været i fuld narkose og har været glad for det. Jeg har også i flere tilfælde være i narkose i undersøgelser op til en operation. Så ja jeg kan også godt nikke genkendende til dine bekymringer. Mit råd til dig er, få en rigtig god snak med narkoselæge, der kommer og tilser dig inden operationen.......fortæl om dine bekymringer. Dernæst få en snak med lægen der skal udføre oprationen.........fortæl ham det samme. Skriv evt. dine spørgsmål ned inden du bliver indlagt, når man først er på hospitalet kan man nemt midt i forvirringen glemme noget.
Ang. om du evt. skal fortælle din søn om din situation, her vil jeg sige at du kommer længst ved at være åben. Din søn kan jo godt se på dig at du ikke har det godt. Jeg ved godt at man ikke vil have ens børne bekymre sig, man vil gerne beskytte dem for alt det grimme og onde her i verden. Det er selvfølgeligt forskelligt fra person til person, hvad man ønsker børnene skal vide. Børnens alder skal der jo også tages højde for, da du er den der kender din søn bedst skal du gøre hvad du syntes er rigtigt for både ham og dig.
Jeg håber alt det bedste for dig.
Hilsen Guffi
ps. jeg syntes lige jeg vil fortælle dig at jeg er stor ryger, og at jeg ligesom Juliane knapt er vågen før jeg skal rygesmiley

EDIT:// Lagt på d. 12-01-2007 17:20 af Guffi
Og jeg prøver lige at få lidt samling her

Metro skrev:
Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen ...)

Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.

Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.

Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....

Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....

Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.

Kære alle
Denne første del af mit indlæg har jeg skrevet specielt for at beskrive min personlig baggrund for at skrive den anden del, der har en særlig relevans for netop denne hjemmeside.... hvad og hvordan man skal/kan forholde sig til sin egen fremtid, når sygdommen slår til. Og hvilke konsekvenser man er villig til at bære og hvilke - skal/vil man afvise når man er et respektabelt, ærligt og retskaffent menneske det absolutte flertal af os er - der af myndigheder og politikere takkes herfor med mistænkeliggørelse, mistillid, respektløshed og ringeagt! Det er min begrundelse for at have skrevet mit indlæg.

Jeg vil meget gerne takke for alle kommentarer vedrørende den medicinske del af min beretning og lover at "lytte" til ethvert godt råd jeg herigennem havde modtaget fra Jer

Men når det er sagt - forbliver jeg fortsat med mine tanker omkring enhvers personlige integritet, enhvers krav på respekt og retfærdig behandling når helbredet svigter.... når de dertil indrettede samfundets "midler" til hjælp og støtte hurtigt forvandler sig til at blive til en del af problemet - i stedet for en del af LØSNINGEN for den pågældende syge.

Metro skrev:
Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komme sig i fred og ro.

De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....

I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for....

Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....

Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....

For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....

Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...

Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.

Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.

Hvis jeg skulle tage imod samfundets tilbud på de præmisser samfundet kræver af mig, at jeg skal overholde for at blive hjulpet.... vil jeg hurtigt miste mit forsørgelsesgrundlag (ventetider, ventelister, papirgangen m.m.), mine borgerrettigheder og vil ikke længere have krav på en respektfuld behandling.... da fra da af - vil jeg betragtes som en potentiel snyder og bedrager og selv tonsvis af lægelig dokumentation på at jeg vitterligt er syg vil ikke gøre et nævneværdigt indtryk på denne enorme hær af offentligt ansatte, der bestyrer dette umenneskelige system på vegne af dem, der aktuelt tjener pengene.

Glemt er det, at de fleste af os allerede har svaret hver vores og var med til at fylde statskassen med de milliarder, der i dag får lov til at ligge hen til glæde for hvem...? Når de elementære årsager til, at vi overhovedet skal have et samfund (at tage vare på hinanden) ikke længere gælder alle.

Glemt er det, at mange af de syge faktisk havde mistet helbredet som følge af, at have arbejdet og slidt sig selv ned netop mens man havde trukket på fælles hammel og faktisk havde bygget dette samfund op til det rige samfund vi har i dag!

Tror I, at det er de sidste sølle 5 år, der havde fyldt statskassen til randen op med mønter? Jamen så kan I tro om igen! Dette er resultat af de sidste 20-30 års myreflid og slid menneskerne på gulvet havde ydet til det fælles bedste - de uheldige af dem, der er blevet syge af/i processen ikke kan få lov til at nyde godt af i dag!

Det er ikke de skiftende politiker-hold der har skabt "smørhullet" (for nogle) som det er i dag og lad os ikke besnære til at tro det! Det er os og kun os, selv de sølleste af os - der har jord under neglene og har udrettet det, der i dag bliver taget fra os igen og givet til dem, der har mere end rigeligt i forvejen!!!

Og så er det at jeg sidder her for mig selv og tænker tanker.... skal jeg eller skal jeg ikke lade mig indlemme i denne uværdige ordning og udsætte mig frivilligt på at blive "jagtet vildt" netop når jeg allermest får brug for fred og ro til at komme mig af min sygdom - når jeg ved, at jeg IKKE får denne fred og sandsynligvis ej heller den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt.... At jeg sandsynligvis bliver endnu mere syg af ventetider, tilsigtet stress og "aktørernes" gentagende overgreb på min integritet, min selvrespekt og mine borgerrettigheder samt ikke mindst min personlige frihed....

Jeg ved squ ikke om jeg sidder her med en gammel kæmpepolyp eller en tarm der allerede er ædt af kræft - taget i betragtning dette kæmpegisp lægen ikke nåede at stoppe, der han undersøgte mig.... alligevel mener jeg (for mit eget personlige vedkommende), at jeg dårligt har et valg... for at bytte den personlige frihed mod et liv i nedværdigende afhængighed af "aktørernes" forgodtbefindende og oven i det også lurende fattigdom.... ja, er der overhovedet et valg for mig og er perspektiverne/udsigterne til den livskvalitet jeg kan forvente mig - overhovedet gode nok og værd alle de ofre, der følger med præmisserne for overhovedet at kunne få hjælp til at overleve og leve efterfølgende - når jeg allerede havde bidraget til samfundet og burde kunne regne med en respektfuld assistance den dag jeg evt. selv kommer i nød?

Jeg tænker videre.... for en ting er sikker (!!!) - jeg hellere kreperer end lader "aktørerne" bestemme farten og indholdet af min fremtid! I lyset af hvor dårligt job de allerede udfører og hvor mange TUSINDER af mennesker de allerede har forarmet -

- skal de holde nallerne fra mit liv!

Metro skrev:

Og så er det at jeg sidder her for mig selv og tænker tanker.... skal jeg eller skal jeg ikke lade mig indlemme i denne uværdige ordning og udsætte mig frivilligt på at blive "jagtet vildt" netop når jeg allermest får brug for fred og ro til at komme mig af min sygdom - når jeg ved, at jeg IKKE får denne fred og sandsynligvis ej heller den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt.... At jeg sandsynligvis bliver endnu mere syg af ventetider, tilsigtet stress og "aktørernes" gentagende overgreb på min integritet, min selvrespekt og mine borgerrettigheder samt ikke mindst min personlige frihed....

Jeg ved squ ikke om jeg sidder her med en gammel kæmpepolyp eller en tarm der allerede er ædt af kræft - taget i betragtning dette kæmpegisp lægen ikke nåede at stoppe, der han undersøgte mig.... alligevel mener jeg (for mit eget personlige vedkommende), at jeg dårligt har et valg... for at bytte den personlige frihed mod et liv i nedværdigende afhængighed af "aktørernes" forgodtbefindende og oven i det også lurende fattigdom.... ja, er der overhovedet et valg for mig og er perspektiverne/udsigterne til den livskvalitet jeg kan forvente mig - overhovedet gode nok og værd alle de ofre, der følger med præmisserne for overhovedet at kunne få hjælp til at overleve og leve efterfølgende - når jeg allerede havde bidraget til samfundet og burde kunne regne med en respektfuld assistance den dag jeg evt. selv kommer i nød?

Jeg tænker videre.... for en ting er sikker (!!!) - jeg hellere kreperer end lader "aktørerne" bestemme farten og indholdet af min fremtid! I lyset af hvor dårligt job de allerede udfører og hvor mange TUSINDER af mennesker de allerede har forarmet -

- skal de holde nallerne fra mit liv!

Jeg har tænkt....

I næste uge skal jeg til en forundersøgelse og skal medbringe en kalender med til booking af operationen... (det ser ud til at de er ganske sikre på at jeg ikke slipper uden :| ).

Og.... jeg lader mig ikke sygemelde!

Jeg har squ gjort det før....og overlevet! I 1999 er jeg blevet indlagt fra skadestuen med et klassisk tilfælde af diskus prolaps i lænden... Dagen efter udvandrede jeg fra hospitalet med smerter, lammet ben, drypfod og med ble på. Lægernes "tilbud" var ganske enkelt for ringe: 1. langtidssygemelding=bankerot/arbejdsløshed; 2. ingen behandlingsforslag/oversigt/overblik; 3. ingen langtidsprognose; 4. udpræget ligegyldighed og dårlig behandling fra sygeplejepersonalet (måtte ikke stå op og skulle ringe efter personale ved behov for toiletbesøg.... de lod mig vente så længe at jeg "gjorde" i sengen p.g.a. lammet endetarm); 5. nedladende ignorant af en overlæge (RAS)!

Det har taget mig 1 time at blive klædt på og 1/2 time at komme ned ad trappen og de 50 meter til hvor min van (med høj førersæde og automatgear gudskelov) var parkeret. Efterfølgende 6 måneder, 6 dage om ugen 2-3 timer dagligt havde jeg min søn til at hjælpe med det jeg ikke selv kunne....

Det må vi kunne gennemføre igen om nødvendigt, men selvfølgeligt... hvis det viser sig at det ikke er polyp... ja, så kan det jo være lige meget...og dog....

.... en af mine naboer, en mand med en resterende overlevelsesprognose på 6 måneder (kræft i prostata) har modtaget et påbud om at stille op til en eller anden form for aktivering (?) men nåede heldigvis at dø inden de standsede hans penge som konsekvens af at han nægtede at "samarbejde".... Og dette på trods, at kopi af hospitalets udskrivelsesdokument lå øverst i hans "sag"....

Jeg har indkøbt 50 kg havregryn og har tegnet en begravelsesforsikring. Og så må vi vente og se hvad kirurgerne finder, før jeg igen "tænker videre"....B)

Mit helbred er ganske enkelt ikke godt nok til at være syg

Kære Venner

Her kommer en lille opdatering vedr. mit personlige valg af, hvad jeg vil og ikke vil være med til i det videre forløb..... Jeg ved godt, at dette er lidt "off topic" her på siden hvad angår selve "sagen", men da alle mine overvejelser begyndte med mit kendskab til, hvordan syge behandles i landet - mener jeg, at det alligevel er lidt relevant, at I informeres om hvad der videre skal ske.... og at at det er mig, der fortsat blander kortene!

Jeg er fortsat ikke sygemeldt og sygemelder mig ikke!

I morgen skal jeg møde op til en konference på hospitalet, hvor jeg får at vide hvad sundhedsvæsenet har tænkt sig at byde på i mit sygdomstilfælde.... jeg vil dog allerede erklære, at uanset hvad jeg får at vide - er jeg fast besluttet på at afvise enhver form for kemoterapi samt strålebehandling medmindre denne tilbydes i form af stereotaktisk strålekanon, der mig bekendt kun eksisterer i en 11 år gammel udgave på Rigshospitalet, hvilket gør det så absolut uegnet til behandling af mennesker - mener jeg helt seriøst!

Man kan evt. læse nærmere om vores "rigdom" på dette område her: http://www.kortelinks.dk/?straalebehandling og søg på stereotaktisk for at slippe for at læse hele pdf`en. Alt sammen menhs vi sidder på en bugnende statskasse og pengene samler støv mens de syge får lov til at blive udsat for behandlingen der nærmest er værre end døden med kemoterapi samt påføres sekundære stråleskader, der gør det efterfølgende liv elendigt - for alligevel i den sidste ende at dø af sygdommen i Danmark, der befinder sig på den absolutte bund i kræftdødsstatistikken ikke kun i Europa men også sammenlignet med tredje lande ude i verden! Sådan!

Vores svenske naboer havde den rette strålebehandling til rådighed i snart vist nok 15-16 år...!!!! Men man skal vist nok selv betale, hvis man afviser de danske tilbud med den konventionelle stråleslagter-behandling og de penge har jeg ikke.

Jeg har heller ikke ressourcer og ntværket til rådighed som Asbjørn Kloppenborg-Skrumsager havde, da han i 1994 blev syg af den samme kræftform jeg har. Læs om Asbjørn Kloppenborg-Skrumsager her: http://www.kortelinks.dk/?behandlingisverige . Læs og døm selv.... mig bekendt er det ikke ændret sig stort siden den gang og fanden tager mig, hvis jeg lader mit liv ødelægge af underlødig behandling selv om jeg betalte en formue til statskassen årene igennem! Dette kalder jeg for et forbandet svineri!

Så heller dø af sygdommen, uden at min livskvalitet og min værdighed tages fra mig som led i en kvaksalveri udøvet af uansvarlige læger, der i strid med deres Hipokrates-løfte - bare logrer for uanstændige politikere og finder sig i at deres egen lægekunst defineres af lægfolk i hæren af de samme taburetklæbere vi dumme vælgere bliver ved med at vælge ind gang på gang!

Nej tak! Ikke mig! Krydser fingre for mig selv B)