K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Sagsformidler hjørnet > Alt det andet

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Alt det andet Her kan du stille de spørgsmål hvis du ikke lige mener at det høre til under fleks, førtidspension eller sygedagpenge dog ikke politisk indhold som skal lægges under kategorien Samfund og Politik

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 10-02-2024, 13:28   #1
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Tinnitus, kære ungdom, spil med hørebøffer

Han kendte ikke konsekvenserne. Nu er han fanget i en livslang lidelse: »Det her ville jeg ønske, at jeg havde vidst«

Emil Møller var kun lige blevet teenager, da han fik en lidelse, der i værste fald kan være invaliderende. Siden har han kæmpet med at leve et almindeligt ungdomsliv.


https://www.berlingske.dk/samfund/ha...ng-lidelse-det

Han husker ikke, hvornår det startede. Men han ved godt hvorfor.

Det startede formentlig, fordi han – som så mange andre unge – godt kunne lide at game. Fordi han brugte mange timer foran computeren. Med hørebøffer om ørene. Og lyden på fuld styrke.

21-årige Emil Møller skriver sig ind i en kedelig statistik over børn og unge, som i stigende grad bliver fanget i en lidelse, der kan give livsvarige konsekvenser. Og nu står han frem med et klart budskab.

»Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvor høj lyd der kan komme ud af et par høretelefoner. Og jeg ville ønske, at jeg havde vidst, det kunne skade mine ører på den måde,« siger han.

»Jeg kan ikke gøre det om. Men jeg kan fortælle om det, ingen fortalte mig.«

Som Berlingske tidligere har beskrevet, er andelen af danskere med tinnitus steget markant de seneste år, og det anslås således i Den Nationale Sundhedsprofil, at omtrent 777.000 lider af tinnitus i dag.

Særligt bekymrende er udviklingen, når man kigger nærmere på målgruppen 16-24 år, mener eksperter.

Blandt unge kvinder er forekomsten gået fra 4,4 procent i 2017 til 8 procent i 2021. Det svarer til en stigning på 82 procent.

Blandt unge mænd er tallene tilsvarende steget fra 6,1 procent til 9,7 procent - en stigning på knap 60 procent.

Lægens dom

Emil Møller var blot 13 år, da han første gang nævnte det for sine forældre.

Der var den her larmende lyd, prøvede han at forklare. Og den ville ikke forsvinde, sagde han frustreret.

Kort efter konstaterede en ørelæge, at det var tinnitus.

Lægen kunne ikke måle hørenedsættelse eller andre fysiologiske ting, der var galt, og som kunne resultere i, at tinnitus ville opstå. Så det var med al sandsynlighed gaming, der havde overbelastet øresystemet, lød konklusionen.

Lægen fortalte desuden, at lyden formentlig ikke ville forsvinde igen, og at det var noget, Emil Møller skulle »lære at leve med«.

En »ret vild« oplevelse

Lyden er rigtignok aldrig forsvundet. Den kan ændre karakter, men den forsvinder ikke.

Nogle gange er det en dyb brummen. Andre gange er den brusende og summende.

Nogle gange sætter den sig i nakken. Eller lige bag øret. Som en fysisk manifestation, siger Emil Møller.

»Jeg kan på en eller anden mærkelig måde mærke lyden. Det er en ret vild oplevelse, når det sker,« forklarer han.

Siden han fik diagnosen, har han prøvet at lære at leve med det, som lægen sagde, han skulle.

Det er en udfordring, når man er ung. Og når man gerne vil gøre alt det, som unge gør.

Det oplevede han især i gymnasiet.

»Jeg så alle mine venner spæne rundt på et dansegulv hver weekend. Og det var frustrerende. For det kunne jeg ikke altid være en del af,« siger Emil Møller.

Han blev ofte nødt til at trække sig, når omgivelserne blev for støjende, og han sov dårligt om natten.

I virkeligheden manglede han de rette redskaber, som han dengang hverken var blevet henvist til eller oplyst om, fortæller han.

Et overset område

Tinnitus kan sjældent helbredes, men der findes en række behandlingsmetoder, som kan hjælpe med at aflede tankerne og mindske generne - dem kommer vi tilbage til.

»Der er ingen piller, der kan lindre generne. Eller en mirakelkur, som får det til at forsvinde. Det ved jeg godt,« siger Emil Møller.

»Men de her hjælpemidler, der nu engang er, har jeg selv skullet finde frem til. Og det kan jeg ikke rigtig forstå. At det skal være sådan,« tilføjer han.

Dansk Medicinsk Audiologisk Selskab har udarbejdet kliniske retningslinjer til udredning og behandling af voksne patienter med tinnitus.

Men det findes på værende tidspunkt ikke på børne- og ungeområdet, fastslår tinnitusekspert Susanne Nemholt og overlæge Jesper Hvass Schmidt i en videnskabelig artikel i Ugeskrift for Læger.

På trods af stigende interesse for området betragtes tinnitus hos børn og unge stadig som et »klinisk overset område,« konkluderer de.

Den rette hjælp

Emil Møller er senere kommet i kontakt med en audiologopæd.

»Hun var den første, der gad at sætte sig med mig - og snakke med mig om, hvad jeg kunne gøre,« siger han.

Her fik han at vide, hvordan han kunne aflede opmærksomheden. Blandt andet når han skulle sove.

»Hun foreslog lydterapi. Lyde fra havet og naturen og sådan noget. Men det virkede ikke rigtig, så jeg begyndte at lytte til podcast i stedet,« siger Emil Møller.

»Nu er jeg blevet meget klog, fordi jeg har lyttet til alle mulige kedelige podcast om alt muligt tilfældigt,« griner han.

Audiologen understregede, at han skulle have respekt for tinnitussen – men at han ikke måtte lade den være styrende for, hvordan han lever sit liv.

»Jeg skal gøre det, der gør mig glad, fik jeg at vide. For hvis jeg ikke gør det, og jeg skærmer mig fra alle sammenhænge med lyde, så kan det hurtigt lede til psykiske problemer.«

Det råd tog Emil Møller til sig.

Et vigtigt budskab

Emil Møller har siden opsøgt Høreforeningen, hvor han blandt andet har fået adgang til en psykolog.

Han har også fået nogle gode ørepropper. Det kan lyde banalt, siger han, men nu kan han blive hængende til sociale arrangementer, selvom der er meget støj, og musikken er høj.

Han har ikke gamet, siden han fik diagnosen. Til gengæld har fundet glæde i at spille musik, og med ørepropperne er det muligt.

Han er også netop flyttet hjemmefra. Han har fået et fuldtidsjob som pædagogmedhjælper. Og på et tidspunkt vil han gerne læse videre, fortæller han.

Han har stadig dage, uger og måneder, der er udfordrende. Særligt når han er stresset. Men han har lært at leve med det på godt og ondt, som han siger. Og nu vil han gerne give audiologens budskab videre til andre unge, der står i samme situation som ham.

»Der er hjælp at hente,« siger han og tilføjer:

»Det vigtigste er, at man fortsætter med det, der giver en livsglæde.«

Hilsen Peter Tinnitus siden den 10 april 1980 kl 1630 efter en flyvning, i dag 76 år gammel og glæder mig til det sekund jeg trækker det sidste suk. Måske stopper min tinitus der?
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 11-02-2024, 12:03   #2
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Tinnitus lyde Lyt.

https://www.dr.dk/nyheder/webfeature...tus-i-billeder

https://www.youtube.com/results?sear...y=tinnitus+lyd

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 11-02-2024, 12:05   #3
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Tinnitus, Menière og svimmelhed, Sudden Deafness

https://www.k10.dk/showpost.php?p=371585&postcount=44

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 11-02-2024, 12:14   #4
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Høreforeningen viden om...

https://hoereforeningen.dk/viden-om/

https://hoereforeningen.dk/viden-om/tinnitus/

Tinnitus

Tinnitus er betegnelsen for den ringen, brummen, susen eller hylen for ørerne, som mange mennesker oplever.

Hvor almindeligt er det?
10-20 procent af befolkningen har ifølge forskellige undersøgelser tinnitus i en eller anden grad. Ca. 1-3 % har en tinnitus, der er så voldsom, at de er stærkt generede af det.

En undersøgelse fra 2023 viser, at 18,6 % af danskerne har tinnitus, og at tallet er i stigning. I 2021 lå tallet på 16,1 %. Du kan se tallene for tinnitus på side 97 og 98 i undersøgelsen.

Årsag
Man kender ikke den præcise årsag til, at tinnitus opstår. Men man ved, at den ofte optræder sammen med øresygdomme og hørenedsættelse. Støj kan også udløse tinnitus.

Hvis du ikke kan holde din tinnitus ud
Hvis du ikke kan holde din tinnitus ud, men din ørelæge siger; 'det må du leve med', så bør du finde en anden ørelæge og opsøge et kommunikationscenter.

Du kan også få hjælp hos House of Hearing
Medlemmer i Høreforeningen kan desuden kontakte Høreforeningens vejledning.

Gode råd
sørg for at have lyd omkring dig
brug dit høreapparat, hvis du har et høretab
træn dig i at lytte henover tinnitus ved aktivt at lytte til andre lyde i din hverdag, fx når du går på gaden, på stranden eller i skoven.
Hæft dig ved de gode historier og lad være med at læse for meget på nettet
få hjælp til at håndtere sideløbende problematikker såsom sorg, angst, stress, depression
bevar optimismen
Rådene kommer fra psykolog og tinnitusekspert Anne-Mette Mohr, der i en lang årrække har beskæftiget sig med mennesker med høreproblemer.

Høreforeningens arbejde for tinnitus-ramte
Høreforeningen har siden stiftelsen af Menière- og Tinnitusforeningen i 1995 arbejdet for bedre livsvilkår for mennesker med tinnitus. MTF blev i 2006 lagt ind under Høreforeningen. Vi afholder løbende arrangementer om tinnitus, hvor man bl.a. kan få den nyeste viden om tinnitus og behandling fra eksperterne.

Høreforeningen har for medlemmer en faguddannet tinnitus-vejleder.

Som medlem af Høreforeningen støtter du arbejdet for en bedre tinnitusbehandling i Danmark og større gennemsigtighed i behandlingstilbuddene. Høreforeningen har kortlagt tilbuddene i Danmark og er i tæt kontakt med tinnitus-behandlere og forskere.

Læs mere om tinnitus
Læs mere om årsager til tinnitus samt behandlingsmuligheder.

Podcasts om tinnitus
"Tinnituskompasset" er en podcastserie, som giver viden om tinnitus, information om de mange muligheder for behandling og håb for dem, der er alvorligt ramt. Bag podcasten står to eksperter i tinnitus, psykologerne Anne-Mette Mohr og Martin Jensen. Tinnituskompasset har også en serie, der handler om tinnitus hos børn - Tinnituskompasset Junior. Læs mere på seriens hjemmeside, hvor man også kan lytte til episoderne.

Hvis du har en podcastapp kan du også abonnere på Tinnituskompasset, så behøver du ikke selv tjekke hjemmesiden for nye episoder.

Radio4 har videnskabsprogrammet Kraniebrud, der også udgives som podcast. Den 9. september 2022 handlede Kraniebrud om tinnitus. I løbet af programmet får man en grundig gennemgang af, hvad tinnitus er, hvorfor man får det, og hvordan man kan håndtere sin tinnitus. Hvis din hørelse tillader det, så kan du lytte til programmet via en podcastapp eller via programmets hjemmeside.

Bemærk, at det er muligt at få skrivetolk til podcasts.

Ugeskrift for Læger om tinnitus
Fagbladet Ugeskrift for Læger har udgivet denne statusartikel om udredning og behandling af tinnitus.

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 12-02-2024, 22:33   #5
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Din hørelse kan lide skade både dag og nat. Sådan undgår du det

Lyt og læs.

https://www.berlingske.dk/samfund/di...undgaar-du-det

Biler buldrer afsted, sirener hyler, og musik brager direkte ind i øregangen fra høretelefonerne.

Hver eneste dag kan støj omslutte os og efterlade et varigt spor på vores hørelse.

Men det er ikke kun dagtimernes støj, der risikerer at påvirke dit helbred.

Hvis lyden fra bilerne kravler ind i dit soveværelse om natten, bør du holde øje med, hvor godt du sover. For det kan have konsekvenser for dit helbred, forklarer lektor på Klinisk Institut ved Odense Universitetshospital Jesper Hvass Schmidt.

»Bor du i nærheden af en trafikeret vej, kan det påvirke din nattesøvn. Når vi sover dårligt, er vi mindre udhvilet i hverdagen, og det kan give en form for stress. Og vi ved en hel del om, at tinnitus er forbundet til stress,« fortæller Jesper Hvass Schmidt.

Over 770.000 danskere lider af tinnitus, og andelen af især unge mennesker, der får lidelsen, stiger »bekymrende« hurtigt, som Berlingske beskrev lørdag.

Det kan der være mange forskellige årsager til, og forskerne opdager løbende nye forklaringer.

Én af dem er, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem trafikstøj og risikoen for at få tinnitus, som Jesper Hvass Schmidt har været den første til at kunne påvise sammen med sine forskerkolleger.

»Man skal bestemt tage trafikstøj alvorligt som en sundhedsrisiko på lige fod med eksempelvis luftforurening. Det er med til at øge stressniveauet hos mennesker, og det gør, at kroppen bliver sat i større alarmberedskab, hvilket får blodtrykket til at stige og gør forskellige dårlige ting, som påvirker vores helbred,« siger han.

Dæm op for nattens støj

Forskeren peger på flere forskellige typer af løsninger, hvis man ønsker at undgå støj og høreskader fra trafikken.

På det personlige plan kan man helt konkret overveje, hvor i sin bolig man placerer sit soveværelse.

»Vi taler ofte om den mest eksponerede facade og den mindst eksponerede facade. Man kan eksempelvis flytte soveværelset til bagerst i boligen. Længst væk fra den trafikerede vej. Det vil nedsætte støjpåvirkningen i soveværelset,« siger han.

Derudover kan man også udskifte sine vinduer, så det er deciderede støjisolerede vinduer.

»Man kan selvfølgelig gøre alle mulige andre ting, der kan forbedre ens søvnkvalitet, som man også skal tænke over. For det er nok summen af flere ting, der gør, at man får en dårlig nattesøvn,« pointerer han.

Men det vigtigste er ikke, hvordan vi hver især indretter vores hjem. For at komme problemet til livs er det i højere grad på samfundsplan, at vi skal finde løsningerne, mener han.

»Der er kommet mere fokus på det allerede med opførelsen af støjhegn og støjvolde på de store trafikerede veje, der er tæt på boligområder,« siger han og tilføjer:

»Men derudover kan man eksempelvis sænke hastigheden i byer. Det er noget af det, der faktisk betyder ret meget. For støjen stiger med stigende hastighed.«

»Stille høreskader« bekymrer professor

Jesper Hvass Schmidt understreger, at den type tinnitus, som opstår, fordi ens nattesøvn forværres af trafikstøj, er en anden type påvirkning af hørelsen end dem, der forårsages direkte af støj.

Men man bør være opmærksom på både de lydniveauer, man udsætter sig selv for, og andre risikofaktorer som eksempelvis ens nattesøvn, mener Jesper Hvass Schmidt.

For tilsammen kan de have store konsekvenser for hørelsen.

»Hvis man så ovenikøbet har et støjende arbejde, og man bor i et område med meget trafikstøj, så lægger man jo teknisk set alle risici sammen. Det er lidt det samme med rygning: Det er skidt at ryge i det hele taget, men jo flere cigaretter du ryger, jo større er risikoen for, at du bliver syg,« siger forskeren.

Høreskader kan typisk opstå, hvis man udsætter sig selv direkte for støj. Eksempelvis ved at høre høj musik over lang tid i høretelefoner eller til koncerter.

Hvis man vil mindske risikoen for høreskader, er det vigtigt at være opmærksom på, både hvor længe og hvor ofte man udsætter sin hørelse for støj. Det fortæller professor i lyd og hørelse Dorte Hammershøi.

»Hørelsen kan sådan set godt tåle høje niveauer, hvis bare den får tid til at restituere. Omvendt kan vi også få skader af lave niveauer, hvis det er en lang og vedvarende påvirkning. Så man er nødt til at have tid og niveau inde i en sammenvægtning,« siger hun.

Professoren har forsket i støj i flere årtier. Og hun er ikke kun bekymret over den aktuelle stigning i tilfælde af tinnitus hos især unge – der risikerer nemlig at være en større underliggende sundhedsproblematik.

»Prævalensen af tinnitus er relativt høj blandt børn og unge, og det er bekymrende. I hele den diskussion er det dog også vigtigt at huske, at det jo ikke alle høreskader, der giver tinnitus. De fleste høreskader er jo faktisk stille,« siger hun og tilføjer:

»Men der sidder jeg jo så indimellem og er ved at gå i panik ved tanken om de mange stille høreskader, der kan risike
re at være derude.«


Hilsen Peter

Bilag

Se og lyt.

https://fb.watch/qco-qVjMlC/

Sidst redigeret af phhmw; 14-02-2024 kl. 13:57.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 15-02-2024, 23:08   #6
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
"Sudden Deafness" Det varede kun et splitsekund. Men ændrede hele hendes liv

Høreforeningen, viden om:

Viden om.
https://hoereforeningen.dk/viden-om/

"Sudden Deafness"
https://hoereforeningen.dk/viden-om/...dden-deafness/

Medicin kan forværre Tinnitus:

https://www.molholm.dk/specialer/oer.../info/tinnitus

"Visse typer medicin kan give tinnitus, som eksempler salicylater (Magnyl, Kodimagnyl og tilsvarende), NSAID (fx. Ibuprofen), diuretika (visse vanddrivende midler), antibiotika (fx. Gentamycin) og kemoterapi (fx. Cisplatin)"


Berlingske artikel om et ung menneske som:

https://www.berlingske.dk/samfund/de...jhdhRZ-4mxGIY8

Det varede kun et splitsekund. Men ændrede hele hendes liv. En samtale blev senere afgørende

Da Nanna Vedel-Hertz pludseligt mistede hørelsen som 20-årig, ramlede hendes verden. Vejen til accept var lang, men et særligt råd hjalp hende på vej.

Hun var på arbejde som bagerjomfru en tidlig morgen i maj, da hun mærkede det.

Det varede kun et øjeblik, og i første omgang lod hun det gå ubemærket hen. Indtil der blev helt stille.

Hun så mennesker, der konverserede. Munde, der bevægede sig. Men ingen lyd på højre øre, registrerede hun, inden hendes øjne begyndte at flimre, og gulvet begyndte at snurre. Den dag ændrede Nanna Vedel-Hertz' liv sig for altid.

»Jeg vidste, at der var noget helt galt,« siger hun.

»Jeg vidste bare ikke hvad. Og jeg havde ingen idé om, hvor ødelæggende det ville blive

Dagen efter – 26. maj 2014 – befandt 20-årige Nanna Vedel-Hertz sig i et sterilt rum hos ørelægen.

Hun havde kastet op hele natten. Hun var svimmel, afkræftet, og hendes far måtte støtte hende, fordi hun ikke kunne holde balancen.

Lyden var stadig forsvundet på det højre øre. Det eneste, hun her kunne høre, var en høj, skinger tone, fortæller hun.

Lægen endte med at indlægge hende. Han frygtede, at det var en hjernetumor, der var skyld i hendes pludselig høretab, sagde han.

Sudden deafness

Heldigvis viste en lang række prøver og scanninger, at det ikke var tilfældet.

Men hun var ramt af sudden deafness, konstaterede ørelægen.

Sudden deafness er et pludseligt høretab, der opstår uden varsel og oftest kun på det ene øre. Årsagen er som regel ukendt, men kan blandt andet være forårsaget af støjskader eller medicin.

Det kan medføre svimmelhed og opkast, hvis balancenerven i øret er blevet påvirket, forklarede han.

Han fortalte også, at det ville forsvinde igen. Inden for et halvt år ville hun få sin hørelse igen, lød det meget overbevisende.

»Jeg var lettet over, at det ikke var en hjernetumor, og jeg gik faktisk fortrøstningsfuld fra lægen med en ret stor tro på, at om et halvt år – så ville det hele blive, som det plejede at være,« siger Nanna Vedel-Hertz.

Sådan blev det ikke.

En udfordrende hverdag

Nanna Vedel-Hertz brugte de første tre uger på at komme sig. I starten var det, som om det hele skulle nulstilles. Forbindelsen mellem hovedet og benene. Evnen til at gå. Og cykle.

Hun var meget plaget af tinnitus. Det var svært at finde ro om dagen og sove om natten. Hun prøvede white noise og alle tænkelige regn- og naturlyde, men det kunne ikke overdøve den høje hyletone.

Nanna Vedel-Hertz er således blevet en del af en stigende tendens. En tendens, som ifølge eksperter er »dybt bekymrende«. https://www.berlingske.dk/node/67110...amp=1707311032

De seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser nemlig, at flere børn og unge rammes af tinnitus.

Blandt unge kvinder i alderen 16-24 år er forekomsten gået fra 4,4 procent i 2017 til 8,0 procent i 2021. Det svarer til en stigning på 82 procent.

Blandt unge mænd er tallene tilsvarende steget fra 6,1 procent til 9,7 procent. En stigning på knap 60 procent.

Kort efter genoptræningsforløbet var Nanna Vedel-Hertz alligevel tilbage på fuld tid hos bageren i Tisvildeleje.

Hun havde netop booket en rejse til Indonesien, som hun blev nødt til at spare op til, fortæller hun.

»Jeg tror, min stædighed satte ind. Men det var udfordrende. For jeg kunne ikke høre, hvad kunderne sagde, og jeg begik fejl,« siger hun.

Et halvt år senere

Det lykkedes Nanna Vedel-Hertz at fylde bankkontoen op, og nogle måneder senere tog hun afsted på sit livs rejse med en gruppe unge.

Det var i hvert fald det, hendes forventninger var sat op til. Det var derfor, hun havde knoklet hos bageren.

En eftermiddag sad hun på en bountystrand i Indonesien, da hendes kalender afslørede, hvilken dag det var.

Det var præcist et år halvt siden, hun mistede sin hørelse på det ene øre.

I dag skulle hendes hørelse være tilbage. Det havde lægen jo sagt. Og lige siden havde hun talt dage, uger og måneder.

»Selvom jeg godt kunne mærke, der ikke var nogen fremskridt, så havde jeg en naiv forestilling om, at det en dag bare ville sige plop – ligesom da den forsvandt – og så ville lyden være tilbage.«

Men den var ikke tilbage. Og i det øjeblik vidste hun, at det ville den aldrig komme. Ligesom tinnitussen aldrig ville forsvinde.

»Det var en svær erkendelse. At det var noget, jeg skulle leve med resten af mit liv. Og når man kun er 20 år, så virker resten af livet pludselig som meget lang tid,« siger hun.

»Hele min verden ramlede den dag

Mørke udsigter

Da Nanna Vedel-Hertz vendte hjem fra rejsen, røg hun ned i et mørkt hul.

Hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle blive glad igen, når der ikke var udsigt til, at det ville blive bedre.

»Det var håbet, jeg havde holdt fast i. Da det forsvandt, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle vente på eller arbejde mig frem imod,« siger hun.

»Jeg mistede troen på mig selv. Og det liv, jeg troede, jeg skulle have.«

Men hun var heldig, tilføjer hun. Hun havde nogle forældre, som kunne se, at hun havde brug for »en påmindelse om, at der stadig var alt muligt godt i livet«.

Hendes forældre sendte hende på Testrup Højskole lidt uden for Aarhus. Og det blev vendepunktet.

Her fik hun nogle tætte venner, der forstod hendes situation, og som kunne få hende op af sengen om morgenen.

Hun kom på skrivelinjen, hvor hun fik mulighed for at udtrykke sig skriftligt.

»Jeg kunne for første gang blive så opslugt af noget, at jeg fuldstændig glemte, at jeg havde tinnitus,« siger hun.

Et afgørende møde

Samtidig blev hun aktiv i Høreforeningen. Og så blev hun tilknyttet et kommunikationscenter, hvor hun fik en psykolog, som kunne hjælpe hende med det psykiske.

Især sagde psykologen en ting, der blev afgørende.

»Jeg fik at vide, at jo mere, jeg kunne acceptere min situation, jo lavere bliver min tinnitus,« siger hun og uddyber:

»Jeg var så vred over, at det var sket, og der ikke var en forklaring. Jeg havde virkelig svært ved at acceptere, at det bare var sådan, det var.«

Men det er det, der er med tinnitus, forklarer Nanna Vedel-Hertz.

Jo mere man tænker over det, jo mere generende bliver den.

»Jeg havde alle mulige tanker om, hvad jeg skulle kunne. Og hvor hurtigt det skulle gå. Så det handlede også om at acceptere, at man ikke kan det hele. At man bliver mere træt, og at man har brug for flere og længere pauser.«

»Da jeg accepterede – og implementerede – det, gik det op for mig, at jeg i virkeligheden kan rigtig meget. Og de hensyn, jeg tager i dag, gør, at jeg har et dejligt liv til trods.«

Siden har Nanna Vedel-Hertz fået et høreapparat på sit højre øre. Det har hjulpet hende meget, fortæller hun. Ligesom det har hjulpet hende, at hun nu har indrettet sit liv efter sit handicap.

FAKTA

Sudden deafness

Sudden deafness opstår pludseligt og oftest uden kendt årsag.
Som regel mister man kun hørelsen på det ene øre, men den kan godt forsvinde på begge.
I 30–68 procent af tilfældene kommer hørelsen tilbage. Jo yngre, jo større chance. Er der svimmelhed, stor hørenedsættelse eller stejlhed i høretærsklen, er chancen mindre.
Er lyden ikke kommet tilbage efter et halvt år, kommer den med al sandsynlighed ikke igen.
Der registreres 225–1.350 nye tilfælde pr. år.

Peter råd,........
......... med 43 års erfaring Tinnitus, i dag begge øre, "Sudden Deafness" i 1980 højre, efter en arbejdsflyvning, anderkendt som arbejdsskade pga trykket i flyet.

Total døv og balancecenter højre side udflugt 100% med store konsekvenser senere i livet.

En lille sprængt blodåre i gennemgangen af nerver til hjerneskallen.

Hørenerve og balancenerve ligger tæt sammen, derfor ødelægges begge nerver ofte.

Første skridt :

De gængse, akupunktur, høremaske, hvor et høreapparat sender en modfase af lyd ind. Det skal afprøves først, efter at scanninger ikke viser problemer med tumor på hørenerven, som i langt de fleste tilfælde er godartet. Eller andre diagnoser.

Operation tilbudt, destruktion af hele det indre øres indmad, hvilket jeg afslog da lægerne ikke kunne eller ville sætte succes% for at Tinnitussen vil forsvinde.

Var til et afslapningskursus i Høreforeningen, hvor vi hørte de forskellige lyde en Tinnitus kunne komponerer samt et brugbart råd:

Din tunge skal ligge nede i underkæben, som om du ser ud som en sløv padde.

Prøv det foran spejlet.

Hvis din tunger er klistret til din gane, er det tydeligt tegn på, at du er anspændt i voldsom grad.

Øv dig på at blive bevidst om dine spændinger i kæbe og hals.

Ret hurtigt SKAL du øve dig i at blive "venner" med din Tinnitus. VIGTIGT.

Din Tinnitus må og skal ikke bestemme over dit liv.

Erkender, at du ikke er eller kan blive den samme, som før.

Erkend at der er situationer, hvor du ikke skal være, støj, larm, koncerter få meter fra scenen.

Erkend at dine muskler i kæbe, hals og øvre ryg skal været bløde og veltrænede, med stor blodgennemstrømning.

Hvis du er spændt i de nævnte muskler får du ikke god blodgennemstrømning til dine områder ved dine øre.

Sæt dig ind i fodzoneterapi.

Din partner, pårørende, naboen, en ven skal være behjælpelig med at give dig afslapning bla i det parasympatiske nervesystem,

Fodzonterapien hvor du tydeligt, med lidt øvelse, kan finde små hårde krystaller, som skal knuses og når det sker kan de ikke findes igen.

Øvelse gør mester. Drik rigeligt med vand og bliv ikke nervøs, hvis din urin ser ud som lyserød saftevand.

Der kan ikke gøres noget galt, så kom i gang med at øve sig.

HVIS du, som jeg, også har ødelagt balancecenter, udslugt, skal du livslangt træne din krop, fordi du ellers vil gå anspændt og i halvcirkler. Se på sneen om vinteren, så opdager du, at du ikke går lige, men i halvcirkler.

Jeg modtog ikke efterfølgende rådgivning, hvilket senere i livet gav mig lumbale diskusprolapser, adskillige operationer, med og uden succes.

Så du skal tage din krop alvorligt og træne den, så du ikke får skæve muskelgrupper senere i livet.

Det er en af fordelene ved "Sudden Deafness" at du bør træne dine muskler, varmtvand svømning, gymnastik og kontrol ved dine behandlere, fysioterapieneller andre behandlere eksempelvis Øfeldt Centrene, som gav mig min gangfunktion tilbage efter 5 år i kørestol. https://ofeldt.dk som kræver en hospitals - eller lægehenvisning.

I dag har jeg det godt, men for sent med rådgivningen, kan gå igen men med TLSO-korset.

Så kære unge mennesker, pas på dine øre og hold dig langt væk fra rygning, misbrug af enhver art.

Hvis uheldet er ude, så øv dig på at blive gode venner med din trofaste ven Tinnitus. Livslang god ven. Ingen negative tanker om Tinnitus.

Vanskeligt det første år, men gå ikke i panik, din hjerne hjælper dig, som den gør ved mig.

Hjernen distancere fra lyden. Ved mig bemærker jeg den ikke før, omgivelserne nævner eller spørger ind til min Tinnitus.

Lyden forsvinder, når jeg går ture om sommeren. Mærker den ikke ved cykling.

Så du får det bedre og bedre med tiden. Med garanti.

Bedste hilsner til unge der lytter og tænker lidt over hvad vi gamle fra forrige årtusinde råder Jer til.

Sidst redigeret af phhmw; 16-02-2024 kl. 01:17.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 23:47.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension