Hvorfor jeg overvejer selvmord som løsning

[Den indadvendt]

Efter et år med ekstrem stress, mobning i form af sabotage af mit arbejde, kolleager og stedfortrædende chef som ofte råbte mig i hovedet, og råbte af mig under møder, samt daglige ubehagelige sammenstød med kollega på samme kontor, som yndede at spille høj musik, have en lind strøm af kolegaer, samt konstandt afbrydelser i arbejdet, var jeg til sidst så dårlig at jeg måtte sygemelde mig og gik til HK.

HK's eneste løsning var jeg at kunne deltage i møder på min arbejdtsplads, hos den selvsamme chef som havde været så ubehagelig mod mig. På daværende tidspunkt var jeg så dårlig at jeg ikke kunne gå uden for en dør og havde ekstrem angsanfald.

Så overtog Brøndby kommunes jobcenter sagen, og jeg deltog derefter i mange møder, hvor jeg blev udspurgt om mit privatliv, samt sagsbehandler konstandt tvivlede på mine oplevelser på arbejdet. Jeg følte møderne med min sagsbehandler så ubehagelige at jeg kunne ligge i dagevis hjemme på sofaen og ryste af angst. Jeg var stadig ikke kommet mig over det traume jeg fik på arbejdet, og fik det bare værrer af sagsbehandlers takling af sagen.

Sagsbehandler gjorde sit bedste for at ignoere mine oplevelser på mit arbejde, og kontaktede min chef for at få mig tilbage på samme arbejdtsplads med samme vilkår som hidtil.

Jeg kom så i et forløb hos en psykolog, enetimer, hvor psykologen lagde vægt på at jeg skulle have absolut fred og ro. Det skal dertil siges at jeg fik tinitus i september 2009, grundet støj på arbejdtspladsen, og startede på behandlinger hos audiolog. pæd. Behandlingerne var dog kun af 4 ganges varigehed og der blev så søgt om yderligere behandlinger, hvilket jeg først fik i december 2010. På det tidspunkt var tinitussen gået hen og blevet kronisk.

Samtalerne med sagsbehandler blev værrrer og værrer og jeg måtte så have min mor med, idet jeg slet ikke kunne overskue møderne. Det blev sagsbehandler selvføldig veldig sur over, og mig og min mor stod magtesløse. Jeg endte med at blive så bange for min sagsbehandler at jeg blev paronid og valgte at blive indlagt på psykiartisk hospital. Der var jeg i nogle måneder, og i mellemtiden raskemeldte min sagsbehandler mig så. Det betød at jeg måtte hæve min pentionsopsparing for at overleve.

Efter jeg så kom ud fra hospitalet blev jeg henvist til psykiater hos Distriktspsykatrien, blev stadig medisineret, og skulle igen til samtaler på kommunen.

Jeg fik gang på gang at vide af sagsbehandler at kommunen ikke havde råd til at betale sygedagpenge, og de valgte også efter 3 måneder på kommunens regning, at opsige mine sygedagpenge. Jeg havde forud det fået sygedpenge fra mit arbejde i 7 måneder, og blev fyret grundet sygdom.

Da jeg mistede mine sygedagpenge så jeg ikke anden udvej en at melde mig ledig hos A-kassen. A-kassen mente dog at jeg var for syg til at få dagpenge, og henviste mig til en advokat i HK.

Efter at have talt med advokaten fik jeg at vide at jeg SKULLE deltage i det 6 ugers jobtræningsforløb, som Brøndby kommune havde meldt mig til, og at der ikke var nogen muligheder for at anke sagen.

Jeg skal samtidig indhente udtelser fra 2 læger og sende til a-kassen hvor jeg blevet rådet til at raskmelde mig, så jeg kunne få dagpenge.

Jeg står nu i den situation at min audiolog og psykiater frygter for min fremtid og helbred, de vil ikke raskmelde mig, og jeg kan dermed ikke få dagpenge. Jeg frygter nu at jeg igen skal sygemelde mig og igen til de frygtlige samtaler hos samme sagsbehandler.

Jeg er samtidigt bange for at miste mit hjem og blive hjemløs.

Jeg har stadig problemer med at være sammen med mange mennesker, kan ikke tåle støj og larm, samt føler mig total værdløs, og finder det ekstremt svært at sidde dagligt og jobsøge når jeg ikke føler jeg magter noget som helst. Det er først de sidste 14 dage jeg er begyndt at have overskud til at kunne jobsøge, med min mors hjælp, og jeg er begyndt at fortælle mine omgivelser om hvad der er sket. Det er først nu jeg er begyndt at kunne sove mere end 3 timer i rad, uden at vågne skrigende op. Det er først nu jeg kan rumme hvad der skete på jobbet, og kan se hvad det er systemet gør. Det er først nu jeg begynder at række ud til andre og læse deres historier og på den måde ikke føler mig helt alene. Men samtidigt har jeg ingen kræfter tilbage, jeg føler mig magtesløs og fanget i systemet som er totalt ligelgade med at de forværrer min situation og kaster mig rundt i systemet.

Jeg kan kun se en udvej nu, selvmord, jeg venter bare på at jeg finder en måde at gøre det på som jeg er stensikker på virker.

Jeg har ingen til at hjælpe mig, jeg blev direkte rådet af en advokat til at lyve og raskmelde mig, og jeg føler at alle undtagen læger og audiolog, prøver at præsse mig til at følge deres kurs, dvs. tie stille om mine oplevelser og handicap, samt bare forsætte livet som om intet er hent.

Der er ingen tvivl i mit sind, penge betyder langt mere end menneskeliv i systemet, og kan man ikke kæmpe sin sag, så er det bare ærgeligt.

Så ja jeg føler min historie skal ud, selv om det ikke hjælper mig, så kan det være andre i fremtiden kan bruge mine oplevelser til noget.

Hilsen den traumatiske med tinitus og angst.

[nilla]

Først og fremmest skal du ikke begå selvmord Det er alle de dumme mennesker da ikke værd!

Dernæst så skal du tage på akut psykiatrisk og få det snakket igennem!

Nu ved jeg ikke hvor du bor, men i Århus har vi uvildig rådgivning i noget der hedder Gallo-huset

http://gallo.dk/huset/index.htm

kommunen kan ikke opsige dine sygedagpenge så hurtigt og du skal blive ved med at hævde at du er syg.

Samtidig skal du indstille dig på at de mennesker på psykiatrisk skadestue og dem i gallo-huset kun vil dig det bedste.

hvis du skriver hvor du bor, kan det være at en eller anden herinde vil hjælpe dig med at være bisidder.

Men du har helt klart brug for hjælp nu.

Men føl dig for god til at begå selvmord. Hvordan havde du det før du startede på møj-arbejdspladsen? Det er der du skal hen igen.

[mette thorsage]

Er ret ny i dette forum og kan desværre ikke give gode råd, men bare vent, der skal nok komme masser af "feed back" på din beretning og gode råd fra hjælpsomme mennesker.

Er helt målløs over den behandling du har været igennem og kan kun sige: AARRRGGGHHHH!!!!!!!!

[malofa]

Jeg er desværre ikke en af de stærke udi div paragraffer. Men det ser da ud som om der er sket en hel masse fejl i din sag.

Dog synes jeg, det værste lige nu er din psykiske tilstand. Det er bestemt ikke rart at gå rundt med selvmordstanker. Har du overvejet at blive indlagt igen, så du kan komme lidt videre fra den tankegang, inden du gør noget aktivt ved det? Jeg tænker, du skal kontakte enten egen praktiserende læge, psykiater eller psykiatrisk skadestue. Eller få din mor eller anden person tæt på dig til at tage kontakten for dig. For du skal have noget hjælp her og nu!!

Når du er kommet på den anden side af dine selvmordstanker - for det kan lade sig gøre, at komme væk fra dem igen - så var det værd at undersøge, om de har en socialrådgiver tilknyttet i distriktspsykiatrien, der kan hjælpe dig lidt videre i systemet.

Men her og nu: få noget hjælp!! Det er ikke iorden at skulle have det så dårligt.

Mange tanker herfra

[Ukken]

Jeg kan mærke jeg bliver vred på dig - det er simpelthen ikke i orden at lukke selvmordsplaner ud i dette forum hvor vi er mange andre skrøbelige mennesker.

Desuagtet du er presset og har det skidt.

Du må tage på psykiatrisk skadestue og tale med dem - i forhold til den problematik er der ingen der kan hjælpe dig i en brevkasse og det eneste du opnår er at skræmme andre.

Jeg har fundet nogle telefon numre hvor der sidder mennesker der kan hjælpe dig.

DEPRESSIONSLINJEN – telefon 33124774

LIVSLINIEN - telefon 70 201 201


PSYKIATRIFONDEN - telefonrådgivning 39 25 25 25

Med hensyn til hele din problematik så prøv at få en bisidder med - http://www.bisiddernet.dk/page.php?2

[Wibsen]

Jeg syntes egentlig der skal være plads til den slags også. Det er vel bedre at tale åbent om det, og forhindre, end at tie det ihjel?

Jeg har ikke noget lovmæssigt at byde ind med, jeg vil bare sende dig et lille klem. Hold ud!

[nilla]

Jeg synes det er bedre at lufte det herinde, end at gå med det helt alene. Men der hvor problemet kommer, er vist nogen så reelt gør alvor af det. Så vil der sidde en masse herinde og føle sig skyldige i at de ikke hjalp nok. Så det er en grund mere til ikke at gøre alvor af det

[S_Phoenix]

Jeg vil hellere sige kom ud med det end at gå med det selv - vil KUN blive værre modsat vej.

Selvsamme emne er i mine tanker - ret kraftigt desværre, og der også kommet hentydninger dertil, ikke at der blevet besvaret til det, men på en eller anden måde så at skrive det hjælper måske LIGE minimalt i lidt tid - tid nok til at holde det lidt mere på afstand i kort tid.

Opretter:
Svarene er på vej - jeg er desværre ikke den stærkeste lige pt. til at give noget du kan bruge til noget, udover jeg som sagt har samme tanker, men prøver og holde håbet i at "de" ikke skal have den sejr

Hold modet oppe så godt du kan !

[Den indadvendt]

Hej Alle

Jeg er ret så overvældet over hvor mange der har læst mit indlæg, og hvor mange der har svaret på det.

for det første vil jeg sige at jeg dybt har fortrut at jeg skrev så ærligt om mine tanker om selvmord. Det er noget der fylder mine tanker døgnet rundt, og har gjort det længe, og er for mig ikke noget jeg skrev for at skræmme andre, eller få andre til at have det dårligt. Det er bare sådan tingene er. For mig er det en mulighed for at få fred, få den fred og ro som jeg har så meget brug for, og jeg ser det ikke som noget slemt noget tværtigmod. Jeg kan ud fra svarene godt se at I har en helt anden synsvinkel på det.

Grunden til at jeg ikke lader mig indlgge er der flere af. Dels lod jeg mig indlægge sidste år, hvilket forværrede min tilstand, jeg var igennem et hav af lægere, og fik hele tiden nye diagnoser, og blev proppet med medisin. Samtidigt skulle jeg hele tiden være sammen med de andre medpatienter og fik "høvl" hvis jeg valgte at være på min stue for at få fred i hovedet.

Det Jeg tilsynladene ikke har kunne få jer til at forstå er at jeg har ekstrem angst overfor andre mennesker. Jeg er bange når jeg skal snakke med nogle, og hader seriøst alle de spørgsmål ind til mit liv jeg har fået igennem hele processen. Jeg kan godt magte at skrive om det, overfor fremmede som ikke kender mig. Det kan jeg af flere grunde. Dels har jeg tid og fred og ro til at tænke over hvad jeg skal skrive, samt jeg er anonym så jeg troede jeg kunne åbne mig helt uden at det fik konsekvenser. Jeg troede også lidt at der var andre som mig der forstod at mine selvmordstanker ikke er et råb om hjælp, det er bare sådan mine tanker de er. Dette punkt kan jeg ikke ændre på, og jeg ved fra erfaring at blive lukket inde på en psykiatrisk afdeling og dopet med medesin ikke er løsningen for mig. Det udsætter bare tingene, undertrykker mine føelser, men løser ikke noget, det udskyder bare tingene, og når jeg så er udskrevet så står jeg med en hel række af nye problemer.

Så nej, det er ikke en løsning for mig.

Jeg beklager hvis jeg har skræmt nogle ved at være ærlig, dette var bestemt ikke min hensigt. Problemet for mig er nok også at jeg er så opslugt af mine problemer, at jeg ikke tænker over hvordan det bliver opfattet i den anden ende. Sådan er det når man ikke kan rumme andet end sin egen lille verden og står magtesløs overfor et system, der ikke reskpterer lægeres vurderinger.

Jeg godt se ud fra feddback at min sag er kørt forkert på mange områder, men samtidigt er der også mange forslag til hvordan jeg skal kæmpe imod kommunen o.s.v. Dette har jeg ikke overskud til, dels betyder det at jeg igen skal til en masse samtaler på kommunen, have en masse overskud til at kæmpe, samt jeg skal igen ud til mennesker.

Jeg kan bare ikke forklare jer hvordan det er at være så angst overfor andre mennesker.

Jeg vil læse jeres svar igennem af flere omgange, der er mange svar, meget at rumme, og mange ting jeg skal tænke over, så må tage det i små bidder, så jeg er sikker på jeg forstår og kan rumme det hele.

Detsværre har mit trume givet mig mange problemer, som gør at jeg kun kan rumme ting i meget små bidder.

Jeg ville ønske der var et system der kunne hjælpe sådan en som mig, der ikke kan magte at rende rundt til en masse møder. Et system hvor man kunne skrive sig fra det hele, så man ikke lå derhjemme og var helt ødelagt i flere dage efter. Et system der gjorde at men ikke igen og igen skulle fortælle sin historie, til hver ny der blev involveret i sagen, et system der forstod at sådan som systemet er bygget op nuværende, kun er for at knække et menneske yderligere, idet det i mine øjne kun er dem der har overskuddet der kan magte det.

Det er netop fordi jeg er blevet tæsket igennem systemet med læger, psykologer, psykiater, sagsbehandlere mv at jeg er endt med selvmordstanker. De tanker var der nemlig ikke da jeg startede i systemet efter mine trumatiske oplevelser på arbejdet.

Så i mine øjne er det systemet der har fået mig så langt ud som jeg er nu, og derfor vil jeg netop ikke indlægges igen. Det kan jeg bare ikke det magter jeg bare ikke, for så ved jeg godt hvad der sker, og den for for lidelse kan jeg slet ikke rumme at tænke på igen.

Nej så ja ærgeligt at jeg var lidt for ærgelig med hvad mine tanker er, ked af at jeg ikke er god nok til at få andre til at forstå hvor angst jeg er, og ja jeg ved godt at jeg ikke har fortalt hele historien om hvad der skete på jobbet, men det var over et år 8 timer edagligt jeg blev udsat for ting, og jeg er slet ikke nået dertil hvor jeg kan gå i detaljer og fortælle om det hele, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Det gør for ondt det er for smærtefuldt, og det gavner ingen at jeg fortæller om det. Jeg har bare konkluderet at der detsvære findes mennesker der vil gøre hvad som helst for at få andre ned med nakken, og der blvier ikke skyet nogle midler. Jeg kan kort lige sige at de mennesker der er tilbage på den arbejdtsplads, alle er mopperne, og de søde rare mennesker jeg kendte alle har søgt andre jobs for længe siden. Det fortæller lidt om virksomheden, og hvad den lægger vægt på.


Samtidigt fortæller min SB behandling af saggen, hvor årsagen til jeg er endt sådan her, er totalt ikke nævn i partshøringen, og hun hele forløbet igennem har ignoret årsagen, meget om at systemet heller ikke registerer alle tilfælde af mobning og stress.

Der var en der spurgte om hvorfor jeg var bange for at blive hjemløs. Jamen jeg får ikke dagpenge, fordi A-kassen og HK mener jg er for syg til at arbejde, og jeg får ikke sygedagpenge fordi kommunen ikke vil betale for det. Så jeg har jo ingen indkomst, indtil jeg finder ud af hvad jeg så gør, så derfor er jeg da bange for at blive hjemløs.

Men nok om det jeg har utruligt magne føelser klemt inden, jeg kan ikke sidde og snakke om dem, det har jeg prøvet med flere behandlere, og min måde at få det ud på er at skrive om det, og jeg sidder nu her og passer meget på hvad jeg skriver så jeg ikke sårer andres føelser m.v

Så må tænke lidt over hvad jeg så gør, kan ikke tale om mine problemer, kan ikke skrive om dem uden at skade andre, og jeg mener de virkelige føelser der gemmer sig helt inde, så hvad gør jeg så. Årh det er også så hårdt hele tiden at skulel sætte andres behov forrest, og sig selv sidst altid.

Nå men mange har svaret, så påskønner det enormt, så det vil jeg bruge ugen på at læse igennem, og se om der er nogle løsningsmodeller jeg kan bruge, som ikek involverer en masse kontakt med SB, og andre.

Det er bestemt ikke sjovt at man ikke kan TALE og MØDE andre mennesker, uden at gå i panik inden i.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Den indadvendt

Jeg ville ønske der var et system der kunne hjælpe sådan en som mig, der ikke kan magte at rende rundt til en masse møder. Et system hvor man kunne skrive sig fra det hele, så man ikke lå derhjemme og var helt ødelagt i flere dage efter. Et system der gjorde at men ikke igen og igen skulle fortælle sin historie, til hver ny der blev involveret i sagen

Hvis du kender et menneske, som du har tillid til, og som kender dig og dine problemer, så kan denne person blive din partsrepræsentant.
Og det vil sige, at denne person kan gå til møder på dine vegne.

Du skrev dette i dit første indlæg:

"Jeg står nu i den situation at min audiolog og psykiater frygter for min fremtid og helbred"


Kan din psykiater ikke skrive dette til kommunen?