|
Webmaster
Tilmeldingsdato: 06-10 2005
Lokation: Køge
Indlæg: 9.806
Styrke: 67
|
Den omtalte Palle Jensen har haft skrevet et brev til de politikere....
Dette brev vil jeg lægge her så alle kan læse det...
Det er langt...men bestemt værd at læse...
Citat:
Brev skrevet af Palle Jensen
Kontanthjælpsmodtagere tvinges til sagsanlæg
Udspillet til kontanthjælpsreformen kolliderer voldsomt med lovgivning på mange områder, – og strider tillige mod Grundloven.
Ved at gennemføre sit oplæg, “Alle kan gøre nytte” vil regeringen tvinge ugifte, samlevende kontanthjælpsmodtagere til at anlægge sag mod kommunen, hvis deres samlever nægter forsørgerpligt med henvisning til Grundlovens §73 (se forklaring senere). På side 26 i oplægget hedder det: “Forsørgerpligten gælder, så snart én i et par søger om enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp –uanset hvor længe de har boet sammen. Hvis samleveren har indkomst eller formue, skal det samlevende par begge leve af det – helt efter de nuværende regler for gifte.”
Alment kendt faktum
Man har fra regeringens side forsøgt at retfærdiggøre dette tiltag ud fra en rimelighedsbetragtning, men meget bevidst nedtones/forties de økonomiske fordele, som gifte nyder i kraft af ægteskabets retsvirkninger mht. skat, boafgift, gaver mellem parterne etc.
Det kan ikke være uvidenhed om lovgivningen, der får regeringen til at fremsætte forslaget. Øvelsen har været prøvet tilbage i 2002, hvor den blev erklæret grundlovsstridig.
Grundlovens §73 og §75 er, som bekendt, ikke ændret, og det er Folketingets fortolkning heller ikke. Ifølge højestretsdommer professor dr. jur. Jens Peter Christensen betyder det (jfr. §75), at “par, der lever sammen uden at være gift, ikke har pligt til at forsørge hinanden”.
Konsekvensen bliver, at man risikerer at stå uden forsørgelse, hvis ens partner ikke vil forsørge én, og det strider mod samme paragrafs stk. 2, der siger, at “den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige …”.
Hvordan har man i praksis tænkt sig, at gensidig forsørgerpligt skal håndhæves, hvis den formuende part pure nægter at dele ud af sin formue til ovennævnte formål? Vedkommende er i sin gode ret til at bruge pengene på hvad som helst og er ikke bogførings-/regnskabspligtig over for nogen.
Vedrørende samme persons formuegoder: Har myndighederne planer om at tvinge f.eks. et hussalg igennem eller stille krav om belåning af friværdi? Og hvad med bil samt andre ‘dyre ting’?
Vil man kræve det solgt, for at samleveren kan blive forsørget? Selvfølgelig kan kommunen (eller for den sags skyld nogen som helst andre) ikke gribe ind i personlig formue og formuegoder ved at beordre en forsørgelse af en ugift samlever.
Det ville stride mod Grundlovens §73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og have karakter af ren ekspropriation, for hvilket der naturligvis skal ydes fuld erstatning…
Får negativ retsvirkning for alle ugifte samlevende
Den kontanthjælpssøgende må derfor uden nogen tvivl kunne påberåbe sig Grundlovens §75 stk. 2, som udtrykkeligt tilsiger, at vedkommende er berettiget til hjælp fra det offentlige.
Paragraffen indeholder ganske vist en yderligere bemærkning om, at forsørgelsen evt. kan påhvile andre.
Det er her, man fremover kunne tænkes at pådutte en samlever regler, som er gældende i dag for ægtefæller.
Det rejser bare et nyt problem rent formue- og familieretligt! Ønsket har altid været at bevare ægteskabet som den højst prioriterede samlivsform, derfor er der detaljeret lovgivet for ægteskabets retsvirkninger.
Det betyder bl. a., at gifte som udgangspunkt og i almindelighed automatisk har fælleseje og formuefællesskab.
Der eksisterer ikke en sådan lovgivning for ugifte samlevende.
Retspraksis har tværtimod været, at ægtefællers formuefællesskab ikke vil kunne overføres til samlevende (se noter nederst vedr. refusions-/kompensationskrav).
Hvis dette også skulle gælde for dem, rammer det alle ca. 300.000 ugifte samboende, med eller uden kontanthjælp, og Pandoras æske begynder for alvor at åbne sig.
Når parret går fra hinanden, vil den fattigste samlever logisk/retsligt kunne fremsætte kompensationskrav på halvdelen af boet og formuen, uansét om tilhørsforholdet kan dokumenteres.
Kan man ikke forestille sig, at ‘den svage part’ derudover kunne finde på at kræve bidragspligt fra den anden, som ved almindelig skilsmisse?
En del ugifte samlevende har endvidere oprettet en samlivskontrakt, der nøje aftaler økonomiske vilkår og ejerforhold mellem parterne.
Nogle af disse aftaler er sågar påtegnet af en notar ved Byretten.
Nu skal domstolene altså fremover til at bruge tid, kræfter og især penge på at håndtere åbenbart urimelige søgsmål fra forurettede samlevere.
Hvorledes skal en sådan kontrakt erklæres ugyldig uden at kollidere med Aftalelovens normale fortolkning?
Arveloven skal nødvendigvis laves om
Og endnu værre bliver det, hvis den formuende samlever har den frækhed at gå hen og dø i utide.
Efter nugældende arvelov, som for øvrigt blev revideret så sent som i 2008, har ugifte samlevende ikke samme gunstige arveret som ægtefæller og skal desuden betale arveafgift trods testamente.
Kan man forestille sig den farce, der vil udspille sig i Skifteretten, når en samlever hårdnakket forlanger at sidde i uskiftet bo med ret til hele boet incl. formuen som legalt fælleseje?
Ved opdatering af arveloven i 2008 var man, trods henstillinger fra flere topjurister, ikke interesseret i at sidestille samlevere med ægtefæller i arveretsmæssig henséende.
Justitsministeriet havde alle chancer tilbage i 2007 under udarbejdelsen af arveloven, idet der forelå et forslag fra lektor Rasmus Kristian Feldthusen, at der indføres legal arveret for ugifte samlevende, som har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende samliv i 2 år.
Det fremgik af svar til retsudvalget (23.januar 2007), “at der efter Justitsministeriets opfattelse er væsentlige hensyn, der taler imod indførelse af en legal arveret for visse grupper af ugifte samlevende.
Først og fremmest er det efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt også i arveretlig henseende at fastholde, at der er en principiel forskel på et ægteskab og et ugift samliv.
I modsætning til indgåelse af ægteskab eller registrering af partnerskab udløser etableringen af et samlivsforhold ikke på samme måde retsvirkninger.
Der er ikke gensidig forsørgelsespligt mellem ugifte samlevende, der stiftes ikke ved samlivsforholdet et formuefællesskab, og der gælder ingen begrænsninger i adgangen til at opløse parforholdet.
Ved indgåelse af ægteskab træffer parterne således et valg, der indebærer, at bl.a. reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger og arveloven skal anvendes.
Et sådant valg træffes ikke, når parterne alene etablerer et ugift samliv.
Der kan endvidere være mange årsager til, at et par vælger et ugift samliv frem for et ægteskab.
Det kan f.eks. være udtryk for parternes bevidste fravalg af reglerne om retsvirkningerne af ægteskabet både i parternes levende live og ved død. Justitsministeriet lægger vægt på, at reglerne i arvelovgivningen udformes således, at et sådant eventuelt fravalg respekteres.”
Ligeledes fremsatte professor, dr. jur. Finn Taksøe-Jensen et alternativt forslag om, at der indførtes en brugsret for den længstlevende samlever til den hidtidige fælles bolig eller en andel heraf, sammen med arbejdsredskaber, som måtte være nødvendige for, at den længstlevende samlever kunne fortsætte sit erhverv.
Justitsminister Lene Espersen (Kons.) afviste blankt dengang et sådant forslag med henvisning til, at “indførelse af regler om legal brugsret for den længstlevende samlever ville således indebære, at et ugift samliv bliver tillagt nogle retsvirkninger, som parterne ikke har truffet et bevidst valg om på samme måde, som hvis de havde indgået ægteskab.
Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være en hensigtsmæssig retstilstand.” (Svar til retsudvalget dateret den 27. april 2007).
Et af Folketingets medlemmer bemærkede ved behandling af lovforslaget: “Vil man ikke til præsten, så må man gå til advokaten.” Bemærkningen rammer nu regeringens kontanthjælpsoplæg i nakken som en boomerang, da det netop logisk tilsiger en yderligere markant ændring på et væsentligt punkt af en i forvejen ny arvelov…
Beskatningsgrundlag må ændres
Oplægget til kontanthjælpsreformen griber tillige ind i skattelovgivningen.
Man skal f. eks. ind og hæve beløbsrammen for skattefri gaver mellem alle ugifte samlevende par, uden hensyntagen til længden af samlivet.
Det vil give gode muligheder for mystiske, spekulative pengetransaktioner mellem personer, der pro forma deler adresse i kort tid.
Det medfører selvfølgelig en masse fast arbejde til SKATs kontrolinstanser…
Som reglerne er i dag, beskattes gaver/pengebeløb mellem ægtefæller overhovedet ikke, – det sker derimod efter forskellige satser for ugifte samlevende.
Hvis man har boet sammen i over to år, kan man skattefrit give sin samlever penge, gaver etc. for kr. 58.700 pr. år.
Alt derover beskattes med 15%. Er man uheldig ikke at have boet sammen i så lang en periode, er alt principielt skattepligtigt.
Det indebærer, at den ‘forsørgede partner’ nødvendigvis skal betale normal skat af hele forsørgelsen, – altså markedsværdiansættelsen af fri bolig, fri kost, tøj, tandlæge, lommepenge o. lign.
For yderligere at understrege problematikken i forslaget, kan henvises til en dom fra Højesteret i 2012, som afviste et krav om skattefritagelse ved at rette opmærksomheden mod stor forskel på retsstillingen for ugifte samlevende og for ægtefæller.
Det kan i sandhed blive en bekostelig affære for en samlever, der tilfældigvis kommer til at bo sammen med én på kontanthjælp.
For et ungt menneske med børneopsparingen i behold og i gang med en uddannelse, vil nægtelse af kontant- eller uddannelseshjælp til en samboende ‘room mate’ pludselig sende økonomien på kamikazekurs. Ikke nok med at man skal forsørge vedkommende, det kræves også, at der er penge til at betale beskatningen af en sådan forsørgelse, – absurd tanke… Hvordan vil regeringen løse det problem?
Uvidenhed eller arrogance
Det skal bemærkes, at ophavet til hele dette oplæg vedr. kontanthjælpsreform, egentlig stammer fra Venstres landsmøde i 2012.
Allerede dengang advarede førende juridiske eksperter om det grundlovsstridige i forslaget, – deriblandt professor og ekspert i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher m. fl.
Det fik Ulla Tørnæs til at udtale: “Der findes jo hundredvis af eksperter, der mener en masse, så det kan jeg ikke tage alvorligt” (Berlingske Nyhedsbureau, november 2012).
Uvidenhed eller trods, – alle Folketingets medlemmer forpligter sig immervæk skriftligt til at overholde Grundloven (Grundlovens §32 stk. 7), og skulle de være i tvivl om fortolkninger, kan de støtte sig til Justitsministeriets redegørelser…
At Mette Frederiksen (Soc.) i fuldt alvor skulle tage det ukrudt til sin barm og nære det yderligere, forekom umiddelbart utænkeligt.
Mestendels fordi man havde indtryk af, at det nok mere handlede om ‘varmluft-akrobatik’ end praktisk gennemførlige planer.
Nu er skaden sket, og man undres, – hvorfor skyde sig selv i begge fødder med det uigennemtænkte oplæg til en reform.
Beskæftigelsesministeren foregiver, at ville modernisere lovgivningen, men i virkeligheden afspejler det kun eklatant uvidenhed eller kynisme.
Når kontanthjælpsmodtagere skal tvinges til at anlægge sager på stribe for at få deres grundlovssikrede ret, går der jo en rum tid, inden de har været gennem hele systemet, og det offentlige kan bekvemt anke afgørelser, der går imod og imens spare minimum 600 millioner kroner om året til delvis financieringen af erhvervslivets skattelettelser.
Denne strategi synes desværre helt bevidst, men som alle ved, (og som det fremgår af alt det ovenstående), har ægtefæller i kraft af retsvirkninger fra Ægteskabsloven fordele på en lang række områder, som ugifte samboende ikke har, – det være sig skattemæssigt, formuemæssigt, familieretsmæssigt og arveretsligt.
Ved en vielse foretaget af f.eks. en borgmester gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at der er tale om et lovligt ægteskab med fuld borgerlig gyldighed.
Vigtigheden og betydningen af ægteskabsløftet betones også, lige som der er vidner til stede (se noter nedenfor).
Parterne underskriver en ægteskabserklæring og en vielsesattest udstedes. Noget sådant er ikke gældende for ugifte samlevende, hvorfor det utvetydigt kan konkluderes, at de i enhver henséende er frit stillet over for den part, de deler adresse med, – også mht. forsørgelse!
Noter og relevante lænker:
http://bm.dk/~/media/BEM/Files/Dokum...web%20pdf.ashx
“Alle kan gøre nytte” / oplæg til regeringens kontanthjælpsreform
http://www.ft.dk/samling/20061/lovfo...395/352104.pdf
Svar d. 23. januar 2007 til Folketingets Retsudvalg. (Vedr. forslag fremsat af lektor Rasmus Kristian Feldthusen om legal arveret for ugifte samboende)
http://www.ft.dk/samling/20061/lovfo...774/370866.pdf
Svar til retsudvalget d. 27. april 2007 (vedr. prof. dr. jur. Finn Taksøe-Jensens forslag)
http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/..._20_5_(NB).htm
Uddrag af første behandling af lovforslag nr. L 89 (det ‘famøse’ fra 13. november 2002, der skulle rette op på en tidligere grundlovsstridig vedtagelse…)
http://www.retssal.dk/?page=emne&id=659&indexid=55
Refusionskrav
Ugifte samlevende har ikke på samme måde som ægtefæller krav på en slutopgørelse af aktiver og passiver.
Nedenstående gennemgang tager udgangspunkt i de væsentligste problemer dette giver, og kan derfor ikke anses for udtømmende.
Ved konkret anvendelse af reglerne kan det kun anbefales at søge advokatbistand.
(Hernæst følger diverse domme…)
2.6 Opsummering På baggrund af ovennævnte domspraksis bør kunne opstilles følgende tommelfingerregler omkring muligheden for at kunne tildele et kompensationskrav i de ”almindelige” situationer, hvor det formelle ejerskab fastholdes og hvor der ikke er indgået en samlivskontrakt mellem parterne:
1. Ægtefællers formuefællesskab vil ikke kunne overføres til samlevende
2. Det formelle ejerskab vil reelt ikke kunne tilsidesættes af domstolene
3. Refusionskrav vil almindeligvis kun kunne komme på tale hvor der har været et længevarende samliv
4. Refusionskravet gives efter en konkret vurdering
5. Refusionskrav gives ikke ud fra en konkret billighedsvurdering
6. Formålet med formuegodernes erhvervelse
3. Samlivskontrakter Efterhånden er det ikke unormalt, at samlevende indgår samlivskontrakter, som regulerer de økonomiske mellemværende såvel under som efter samlivet.
Hvad bestemt er at foretrække, da det kan vise sig at være eneste mulighed for at undgå efterfølgende uklarheder.
3.1 Egentlig aftale Indgås en egentlig samlivskontrakt, bør den være så regulerende, at den medtager alle relevante krav.
Såvel krav under samlivet som ved dets ophævelse bør være reguleret.
3.2 Stiltiende og mundtlige aftaler Mundtlige aftaler er lige så bindende som skriftlige – dog er de i sagens natur væsentligt sværere at bevise.
Den af parterne som kræver en mundtlig aftale gennemført, skal i så fald løfte en tung bevisbyrde.
Det diskuteres ofte, om stiltiende aftaler vil kunne bruges ved opgørelse af eventuelle udeståender mellem tidligere samlevende.
Meget taler for, at det udelukkende er en akademisk diskussion, da det i praksis er nærmest umuligt at bevise hvad en stiltiende aftale præcist dækker over.
http://www.kromannreumert.com/da-DK/...amlevende.aspx
16.4.2012 Ny dom fra Højesteret om ugifte samlevende
http://skat.dk/skat.aspx?oId=1973890...ch=gaveafgift*
Satser for gaver mellem ugifte samlevere og i al almindelighed
https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=140351
Bekendtgørelse af lov om ægteskabets retsvirkninger
http://www.domstol.dk/saadangoerdu/f...s/default.aspx
Reglerne for skifte ved separation og skilsmisse gælder ikke, hvis et par bor sammen uden at være gift.
Selv ved årelangt samliv opstår der ikke automatisk et formuefællesskab.
BORGERLIGT VIELSESRITUAL:
Foretages af en borgmester (eller en af borgmester bemyndiget person), i nærværelse af 2 vidner, og vil lyde lignende dette:
“Da de har henvendt Dem til den borgerlige myndighed i x Kommune for at indgå lovligt ægteskab med fuld borgerlig gyldighed, vil Deres ægteskab nu være at bekræfte for øvrigheden.
Forinden vielsen foretages, vil jeg minde Dem om betydningen og vigtigheden af det løfte, De nu står i begreb med at give hinanden.
Ægteskabet forudsætter i almindelighed et løfte om samliv i gensidig kærlighed, hjælpsomhed og tolerance.
Ud fra denne erkendelse ønsker jeg Dem, at De ægteskabet igennem, under alle omskiftelser, må bevare denne vilje og evne til at leve i et harmonisk og meningsfyldt fællesskab.”
“Da De overfor mig har oplyst, at De ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om De (X-manden) vil have (Y) til ægtefælle?”
JA
“På samme måde spørger jeg Dem (Y) om De vil have (X) til ægtefælle?”
JA
“Efter at De nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg Dem herved at være ægtefolk.”
http://www.ft.dk/Dokumenter/Publikat...ttigheder.aspx
Grundloven
§ 73
Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til Folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende Folketing.
Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 73 (Forklaring)
Stk. 1. Denne paragraf beskytter folks ejendom. Beskyttelsen omfatter alle ejere – danskere såvel som udlændinge, selskaber såvel som privatpersoner.
Ordet ejendom skal forstås i meget bred forstand.
Grundloven beskytter de rettigheder, som er grundlaget for folks økonomiske eksistens. F.eks. beskytter § 73 et krav på løn og pension, man selv har sparet op.
Man har retten til de ting, man har købt og ejer. Det gælder også, hvis man f.eks. har købt et hus eller et stykke jord.
Men det kan ske, at stat eller kommune har brug for folks ejendom. Hvis der f.eks. skal anlægges en offentlig vej, bliver projektet ikke standset, fordi en grundejer ikke vil sælge sin jord.
I sådan en situation kan stat og kommune overtage folks ejendom og give erstatning i stedet.
Man kalder det at ekspropriere folks ejendom. Det kan imidlertid ikke ske uden videre.
Projektet skal komme samfundet til gode. Der skal vedtages en lov, som giver tilladelse til ekspropriationen.
Og der skal gives fuld erstatning for den ejendom, stat eller kommune overtager.
Stk. 2. Det kan være svært at komme igennem med en lov om ekspropriation. Hvis en tredjedel, dvs. 60 medlemmer af Folketinget, er imod en lov om ekspropriation, kan de kræve, at den skal udskydes til efter næste folketingsvalg.
Og så skal det nye Folketing stemme om loven. Dette krav fra mindretallet skal komme, inden der er gået tre hverdage.
Tidsfristen regnes fra den dag, loven er blevet vedtaget.
Stk. 3. Bestemmelsen om, at ekspropriation kun kan finde sted mod fuldstændig erstatning, er det vigtigste element i grundlovens beskyttelse af ejendomsretten.
Men det er ikke altid let at afgøre, hvad der er ‘fuldstændig erstatning’.
Derfor giver stk. 3 mulighed for, at man kan gå til domstolene for at få prøvet sin sag.
Domstolene kan både tage stilling til, om ekspropriationen er lovlig, og om erstatningen f.eks. er stor nok.
Hvis Folketinget ønsker det, kan man oprette en særlig domstol til at tage sig af den slags sager.
Det er nu ikke sket.
§ 75
Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 75 (Forklaring)
Stk. 1. Grundloven fastslår, at enhver borger, der kan arbejde, skal have mulighed for det på rimelige vilkår.
Hvis det altså kan lade sig gøre. Den sidste sætning er vigtig. Den betyder nemlig, at en arbejds*løs ikke kan kræve at få et arbejde med henvisning til grundloven. Stk. 1 er ikke en bestemmelse, der i sig selv giver borgerne rettigheder.
Den har ingen direkte virkning. Man kan sammenligne den med en politisk formålsbestemmelse, der fortæller, hvad Folketinget skal arbejde hen imod.
Stk. 2.
Denne del af § 75 har større praktisk betydning end stk. 1.
Den siger nemlig, at enhver, der ikke kan forsørge sig selv, skal have hjælp af det offentlige. Inden det offentlige træder til, skal den enkelte have udnyttet sine egne muligheder.
Det kan være gennem at arbejde eller ved at bruge sin formue. Men der kan også være tale om, at andre har en forsørgelsespligt.
Ægtefæller eller registrerede partnere har pligt til at forsørge hinanden. Ligesom forældre har pligt til at forsørge deres børn, så længe de er under 18 år.
Det er imidlertid ikke alle, der lever op til deres forpligtelser. Hvis en fraskilt far f.eks. ikke betaler børnepenge til moderen og barnet, betaler det offentlige. Det er bestemt i sociallovgivningen.
Et par, der lever sammen uden at være gift, har ikke pligt til at forsørge hinanden.
Børn har ikke pligt til at forsørge deres forældre.
Og forældre har ikke pligt til at forsørge børn over 18 år. Den offentlige hjælp er fastsat i sociallovgivningen.
Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp.
Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’.
Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik.
Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp.
Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.
Med venlig hilsen
Palle Jensen
|
|
11-06-2013, 23:12
Lignende emner
Linear visning
