Jeg vil ha' anerkendelse

[logikeren]

Jeg vil ikke ha' flere penge i pension.
Jeg vil ikke ha' rengøringshjælp.

Det jeg vil ha' er anerkendelse af, at jeg er anderledes, dog så markant anderledes fra andre anderledes, at jeg i kraft af min anderledeshed, har nogle udfordringer der gør, at jeg bliver nødt til at have anderledes hverdag end de fleste.

Min anderledeshed betyder bla. at jeg ikke kan tvinges, for så mister jeg AL min arbejdsevne, og går i passivitet, dvale og ængstelige krampetrækninger og forværringer af mine psykoser. Med andre ord: Tvang og pres forværrer min sygdom så meget, at jeg bliver 100 % uarbejdsdygtig og får brug for endnu mere hjælp, bare for at holde mig i live. Jeg bliver altså en endnu større byrde for samfundet.

Min anderledeshed gør, at hvis jeg derimod får ros og anerkendelse for min INDSATS i samfundet, så øger jeg langsomt min arbejdsevne. Jeg tror, og håber på, at hvis mine omgivelser, dvs. ikke kun min familie og netværk, men mine arbejdskolleger anerkender mig for min arbejdsindsats, at jeg så på et tidspunkt kan arbejde så meget, at jeg kan få løn for det. Men jeg arbejder ikke for at få løn, men lønnen vil have to funktioner:

1. En målestok for, hvor god arbejdsevne jeg har, og hvor god jeg er til at bidrage til samfundet. Ingen løn, men lidt arbejde = lidt bidrag til samfundet. Lidt løn med lidt mere arbejde = lidt mere bidrag til samfundet og så fremdeles.

2. At jeg kan betale skat af min løn og/eller nedsætte min pensionssats vil medføre, at jeg ikke belaster den danske statskasse så voldsomt meget som før.

Men det kræver alt sammen, at jeg anerkendes for min indsats, og at mine medborgere ikke kalder mig "samfundsnasser" og "snylter".

[gunvor]

Hej Logikeren.

Hermed et anerkende smil for den du er

Forstår til fulde dit menneskelige behov for at blive set, som den du er, og ikke bare en samlet kasse for en gruppe mennesker.

Men det er jo ikke de vinde, der blæser i dagens DK, at man skal anerkendes for den man er. Som den kære nuværende finansminister skrev i Politiken den anden dag, er hans og hans lige kulturkamp lykkedes, som netop indebærer at man kun kan anerkendes for den værdi man har i et givet øk. samfundssystem, og ikke som det menneske man nu engang er.

Der er skrevet metervis af bøger omkr. anerkendelse, men desværre ikke så meget omkr. hvordan vi skaber et samfund, hvor vi møder hinanden anerkende fra den ene borger til den anden. Men rigtigt meget omkr. anerkendelse, som har sit udgangspkt. i jobfunktion, hvor der pr. def. er et ulige forhold. F.eks. indenfor børneområdet, hvor vi her taler voksen-barn.

Hvad angår arbejdsmarkedet har der også her været lidt vinde omkr. leder/chef kan udvikle deres organisation til det bedre via en anerkenden tilgang. Men buttom line, så er det jo stadig chefen, der har funktionen: at lede og fordele arbejdet herunder evt. afskedige deres ansatte.

Ang. anerkendelse fra kollegaer er dette jo svært i et samfund, hvor lighed er største fællesnævner, mange gange før fagligheden. Og ikke mindst af anderledes input uanset form, tit giver sig udslag i utryghed, mistænksomhed el. neglicering af disse in put. Alt for mange tør ikke begive sig ud på ukendt område ved være åben overfor det anerledes, det er meget trygere at være, hvor man er.

Så jeg vil da også gerne slå et slag for anerkendelse af, det at være anderledes end flertallet, el. som jeg mener vi alle er: en éner.

[logikeren]

Tak gunvor