Sygdom og forælder

[Zania]

Hejsa,

ville lige være nysgerrig, og høre, hvad I mener om, at have en psykisk sygdom og være forælder?

Hørte i tv (DK4) at 50% af vores generelle "humør" stammer fra generne, så hvis man er ud af en familie med meget depression, er der relativ stor risiko for selv at få en depression. Jeg ved ikke, om der er større risiko for at få fødsels-depression?

behandlerne siger, at "alle" har en personlighedsforstyrrelse, vores svagheder ligger forskelligt, stikker du nok udenfor normen og er handicappet af det, er det sygdom. Ellers er det kun tendenser, forskelle i personlighed.

Måske kan man diskutere, om det er godt, nogle har kunnet styre udenom psykologer i deres liv.

Det må også være en befrielse at få flexjob/pension, hvis man har det svært, og har børn? Tænker at det omtales som et fuldtidsjob at have børn Kan I klare det?

Har gået og tænkt på det noget tid, jeg synes, det er spændende, men det er lidt tabu.

Lone

[Spunk]

Jeg må være en af dem du henvender dig til.

Jeg er mor til 4 unger,og psykisk syg. Jeg er maniodepressiv.

Jeg ved at depression ligger til familien, og jeg er så frygteligt bange for at mine unger vil "arve" de psykiske tilstande..

Mht. fødselsdepression, så har jeg kun hørt at risikoen er forhøjet hvis du tidl. har haft en depression af en art.

Jeg kæmper for en førtidspension,det har desværre lange udsigter.

Det ér et fuldtidsjob med små børn. Sådan er realiterne. Men selvom jeg synes det er røvsvært, og mega hårdt, så ville jeg ikke undvære mine børn.
Men jeg ville ønske at jeg kunnevære en anden mor for dem. Den mor der altid oser af overskud, bager boller, går med på legepladsen, spiller bold i haven, tager med til div. aktiviteren, engagerer sig i forældrebestyrelser osv osv.

Men sån er jeg ikke, og sådan bliver min virkelighed aldrig.

Jeg har en sygdom, som sætter store begrænsninger, hvad enten jeg vil det eller ej. Og det må jeg så bare håbe at jeg en dag accepterer,og at det ikke gør skade på børnene at have en mor der er psykisk syg og ustabil.

[Maybe]

Psykisk sygdom er mange ting/grader. Der er bestemt folk der er for syge til at kunne passe et barn. Der er også mange psykisk syge, der er de dejligste forældre!

Mange - ikke psykisk syge - er mærket af massive svigt i barndommen. Er de uegnet som forældre??? Nogle er, de videreføre mønstret (vold, svigt mv). Mange er ikke, de er netop meget omsorgsfulde, FORDI de ikke vil gentage mønstret.

Er psykisk raske altid gode forældre? NEJ, - det er de sgutte!!!

Er dem fra whiskeybæltet pr. automatik gode forældre??? Vi har gentagne gange set unge i vanskeligheder, ja følelsesløse unge der går amok - med de "fineste" forældre!

Så er der lige de forældre, der pr. automatik skal rakke ned på alt og alle (dem har vi vist alle i vores børns klasser). Deres børn kan i den grad en pestilens for omgivelserne, - mig mig mig.

Opskriften på de perfekte forældre findes ikke, - men vi kan gøre meget for at lære vores børn omsorg, forståelse og accept af andre, - uanset de adskiller sig fra normen.

[Sandie75]

Jeg er nok lidt hård på det område, jeg mener ikke man skal sætte børn i verden hvis man er psykisk syg, da man ikke vil kunne formå at være en optimal forældre.
Hvad sker der med børnene når man kommer ud i en depression?
De har ikke selv valgt at blive sat i verden og vi har et ansvar over for vores børn, så spørgsmålet er om man med god samvittighed kan sætte børn i verden selv om man har sådan en lidelse.

Min mand har fået konstateret ADD og alene af den årsag vil jeg ikke have børn med ham, der er store chancer for at videregive det til sine børn og det er en skam, for kan jo se hvordan det påvirker vores forhold og dagligdag.

Folk ser forskelliget på det og dette er min måde at se det på, beklager hvis jeg støder nogen med min holdning.


Sandie

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Sandie75

Jeg er nok lidt hård på det område, jeg mener ikke man skal sætte børn i verden hvis man er psykisk syg, da man ikke vil kunne formå at være en optimal forældre.

Hvad pokker er en OPTIMAL FORÆLDER????
Jeg er selv psykisk syg; og jeg ville så sandelig kunne byde et barn en bedre opvækst end mange såkaldt normale forældre byder deres børn. For mig handler det om at være i stand til at rumme børnenes følelser og samarbejde med omgivelserne.

Hvad sker der med børnene når man kommer ud i en depression?

Øh... Hvad sker der med børnene når mor eller far bliver syg? Hvad sker der med børn når forældrene bliver skilt? Der må vist være lige så mange resultater som eksempler. Det afhænger af, hvordan de implicerede og deres nære håndterer situationen.

Jeg er bevidst om mine svagheder, og jeg kan se dem komme og italesætte dem, og jeg er i stand til både at bede om og modtage hjælp. Jeg har en bred indsigt i psykologi og pædagogik og jeg har god kontakt til min familie, som utvivlsomt ville hjælpe mig hvis jeg fik svære perioder.
Desuden findes der som en anden nævnte støttegrupper og foreninger der beskæftiger sig med børn af psykisk syge.

Det lyder lidt som om, at du har et billede i hovedet af, at en depressiv vil lade sine børn gå for lud og koldt vand og lade babyer ligge og skrige i et hjørne i deres eget ****.

De har ikke selv valgt at blive sat i verden og vi har et ansvar over for vores børn, så spørgsmålet er om man med god samvittighed kan sætte børn i verden selv om man har sådan en lidelse.

Det er jeg rent paf overfor. HVILKEN LIDELSE? Skal enhver der har oplevet at have psykisk sygdom inde på livet afstå fra at få børn? I så fald vil vi snart ikke have flere børn i Danmark. Der er jo noget så mange der rammes af depression.

Min mand har fået konstateret ADD og alene af den årsag vil jeg ikke have børn med ham, der er store chancer for at videregive det til sine børn og det er en skam, for kan jo se hvordan det påvirker vores forhold og dagligdag.

Hvad i alverden siger din mand til den holdning? Ville du gerne have børn med ham inden en eller anden professor gav ham diagnosen ADD?

Folk ser forskelliget på det og dette er min måde at se det på, beklager hvis jeg støder nogen med min holdning.


Sandie

Jeg er ikke bare stødt, Sandie. Jeg er dybt, dybt forarget, en kende såret og en anelse forbløffet. Jeg vil meget gerne at du svarer på dette indlæg. Og spørge dig: Hvem kan efter din mening med GOD SAMVITTIGHED sætte børn i verden? Hvad med dem der risikerer at videregive hjertekarsygdomme, hareskår, kraftige menstruationssmerter, dværgvækst, svage led, opstoppernæse eller astma?

Huh?

Anna

[Aspera]

Jeg er ikke psykisk syg, men har en fysisk sygdom. Gør det så mig til en bedre mor, end en der har en psykisk lidelse??

Jeg har ikke altid overskud til at lege og tumle med mine børn, sommetider er jeg indlagt i flere uger, og er der ikke for mine børn...
Nej da jeg fik børn vidste jeg ikke, at jeg skulle blive syg- ikke dermed sagt at jeg havde fravalgt dem.
Heller ikke når der nu er en chance for, at denne sygdom er arvelig. Jeg havde fået dem alligevel!

Min mellemste søn er autist, alligevel valgte vi at få et barn mere- selvom vi også her er ude i en arvelig diagnose....

Man skal passe på med, at hoppe ind i en åben diskussion omk. egnethed som forældre.
Jeg mener bare uanset psykisk/fysisk sygdom, så gør vi det bedste vi kan for vores børn. Og hvad det bedste er for den enkelte familie, må jo være op til dem selv.

Jeg er selv vokset op med to raske forældre, højtuddannede og hårdtarbejdende (så dem aldrig) og blev udsat for omsorgssvigt... Så hvad er rigtigt og forkert??

Jeg gør det bedste jeg kan for mine børn, og de fungerer faktisk godt i hverdagen- kan godt være at deres mor er syg, og ikke altid er 100% på, men når så overskuddet er til det, er jeg til gengæld 1000% på

[superkok]

ville lige være nysgerrig, og høre, hvad I mener om, at have en psykisk sygdom og være forælder?

min menign er man skal ikke få børn med det er min mening håber ikke jeg støder nogen det er kun min mening,pga der er store changer for de får de samme men osv osv

[Huldra]

jeg tror så ikke at de børn tager skade af det, hvis bare at moderens eller faderens sygdom er noget man tør tale om, tør at forklare sine børn, og ikke lader det være tabu, eller forsøger at skjule det.
hvad så med os som er forældre inden vi bliver fysisk syge, som jo også kan medføre depression og andre psykiske gener.. skal vi så forærer vores børn væk eller hvad?
og hvis man ellers er godt medicineret mod ens sygdom, og er rimelig velfungerende, så kan jeg ikke se at det er så meget værre at blive forældre, end det er for de som bliver født ind i fortravlede karrierefamilier. eller hvad man nu kan få i bagagen.

[LUM]

Nu er ADHD ikke psyk sygdom, men et handicap.

Jeg er ADHD´er og mor til 3. Der er 80% arvelighed, jeg ved med sikkerhed min søn lige så er ADHD´er, den mellemste er jeg i tvivl om, og den yngste er for lille til jeg tør gisne omkring, men SKAL jeg komme med et bud, så er hun gået fri.
De 2 store er født før jeg viste at jeg er ADHD´er, og den 3 blev overvejet MEGET NØJE, ikke kun lige her og nu, men også om 5 år 7 år 18 år....

Jeg valgte selv at få kommunen ud og vurdere mine evner som forælder, bla fordi jeg ikke gad høre på folks... man dur ikke når man har noget ud over normen, og ikke gad genbo´ens overdrevne fordomme og anmeldelser.

Resultatet blev at jeg er en bedre mor end gennemsnittet, jeg kan noget / har noget en normal ikke har/kan, jeg tilføre børnene (absolut ikke kun mine egne, børn og unge ELSKER mig, jeg kan finde ud af at lege, jeg kan "glemme" at være voksen, man ved hvor jeg har mig, man er ikke i tvivl hvis jeg har en dårlig dag, lige som at man ikke er i tvivl hvis jeg har en god dag, jeg siger alt på en direkte måde, noget voksne generelt er rigtig dårlige til, børn vil hellere have af vide at spaden er en spade og ikke en skovl.

Yder mere har jeg en forståelse for, specielt min søn, som igen anden har, jeg kan 100% sætte mig ind i hvad der foregår i hovedet på ham, han har det langt bedre end jeg havde som barn, netop fordi han har en forælder der ved hvad der sker i knolden på ham, og en voksen som kan forklare andre voksne at han fungere anderledes, der er han MEGET heldigere stillet, end de børn med ADHD som ikke har det via arv, de har ingen mor/far der kan føle hvad der sker i dem (noget jeg kender lidt for godt, da jeg er adoptiv barn) At de få børn der ikke har ADHD´en gennem arv, har muligheden for at tale med linesignede og for at komme i kontakt med voksne som forstår, syntes jeg så absolut kun er positivt, hvis alle ADHD´ere bevist valgte at lade være med at få børn ville det være langt svære for de børn/voksne hvor forældrene ikke havde valget.

Jo der er bestemt også ting jeg er knap så god til, som normale men alle normale er altså heller ikke lige gode til de sammen ting, vel... der bidrager jeg som ADHD´ere, så med nogle helt 3. ting, jeg er med til at skabe forskellighed.

Jeg syntes KUN det er positivt med forskellighed, verdenen ville dælme være super kedelig, hvis alle var normale, jeg forstår simpelthen ikke hvorfor vi absolut skal sautere alt, ikke normalt fra? hvad er der positivt ved det? det er netop det unormale der gør at samfundet/verdenen, udvikler sig... uden den skøre mand som ingen forstod, ville vi fx ikke have elektricitet, vi ville ikke have H.C. Andersens Grimme ælling, vi ville faktisk ikke have ret mange ting, uden de her skøre unormale mennesker, netop hovedparten af de der skøre tosser, som har opfundet mange uundværlige ting, kalder vi i dag for geniale, det sjove er at mange af dem, inden bevisligt er ADHD´ere, eller historien tydeligt beskriver dem, som meget mulige kandidater til at være det.

Der er forskel på sværhedsgraden af de forskellige ting folk døjer med, personligt ville jeg vælge børn fra, hvis jeg havde ADHD i høj grad, men det har jeg ikke, jeg har det i mild til middel, og er ret velfungerende som menneske (og var endnu mere velfungerende før kommunens vridemaskine) og åbenbart meget godt velfungerende som forælder (ifg profferne)
Naturligvis bør man ikke få børn hvis man ikke kan tage vare på sig selv, men nu vælger man altså ikke altid selv hvad livet skal bringe. fx kan en mongol ikke blive steriliseret, om så det er vedkommendes ønske, før denne er blevet 25, en artikel i Familiejournalen, så er det bare synd, hvis P-pillerne svipser og/eller kondomet springer, eller måske er blevet sat forkert på. Man kan også risikere at komme ud for krise efter man har fået børn, der gør at man går totalt ned, og måske endda vælger selvmord, eller bliver psykisk syg af det restens af ens dage.

Sådan er det med alt sygdom, nogle magter end ikke at tage vare på sig selv, mens andre er så godt velfungerende at man knapt opdater at der er "noget", og så er der alle dem ind i mellem, jeg mener ikke at man kan stille det op sort mod hvidt, for sådan fungere det altså bare ikke, det svarer til at sige at en pizza med ost og oksekød, smager lige som en pizza med bacon og salat..... svarer til at sige at kræft er en dødsdom slut! men nogle lever altså fint i maaange år med kræften, mens andre dør hurtigt, og andre igen bliver helbredt.

Hurra for forskelligheden, buuu til at samfundet udvikler sig mere og mere i retningen af ensformighed, en udvikling vi ser MEGET tydelig i div love inden for det sociale område, netop den manglende lyst og evne til at ville forskellighed har skabt og skaber de meget meget stramme kasser vi bare SKAL mases ned i, når vi af den ene eller anden årsag er uden for arbejdsmarkedet, passer man så ikke lige, er fanden løs.

[c.l.e.o.]

Det er da ikk til at have en mening om, psykiskSYGDOM,der er er jo nærmest lige så mange nyangser i den/de sygdomme,som der er mennesker på jorden,men er man til fare for sig selv og andre så skulle man måske vælge børnen fra...

Man har vel også nogle samtaler ,med læger og linde der kunne man jo tage dem med på råd,spørpe til hvad det kunne have af virkning,på ens liv hvis der kom et barn...Pasonligt tror jeg de børn har det svært når mor eller far i perioder er "fraværende"Og så det enlig lige meget hvad grunden så er til det....

Ja, så havde jeg aligevel en mening om det