Kender du følelsen?:(

[skønnehjerte]

Er sygemeldt på 3 uge og savner mit fleksjob rigtig meget. Livet på arbekdspladsen på godt og ondt. Mærke og opleve jeg gør en forskel. Mangler de sidste prøver og svar før jeg kan komme tilbage. Er i løbende dialog med chefen og kommunen. Men er nu ramt af den dumme følelse af at ikke være savnet, en utilstrækkelig følelse at ikke at blive husket, ikke blive regnet for noget men bare en ustabil arbejdskraft, føler det blir svært at vende tilbage men føler jeg igen igen skal gøre mig fortjent til anerkendelse. Kender nogen mon det og hvis hvad gør I ved følelsen????

[lgkh62]

Opgaverne skal stadigvæk løses når en medarbejder sygemeldes.

Men når medarbejderen vender tilbage opnår medarbejderen sin gamle status
Man glemmer ikke en værdsat medarbejder når vedkommende er fraværende på lovligt grundlag.
F.eks. sygdom, behandling, indlagt med børn, plejeorlov osv.
Dette var min erfaring som Arbejdsleder - personaleansvarlig

Hvis ikke der er gensidig tillid bør man overveje om det er der man skal arbejde.

[jjsonn]

i går havde jeg en møj dag, ungerne var træls og en anden lærer måtte træde til og skælde ud, tænkte mit da jeg gik hjem, mine tanker var meget tror de ikke jeg magter opgaven.

så til morgen lå der en sms fra min leder, kan du rede min dag og overtage 2 timer for mig, nå men så er jeg nok ikke helt umulig, tror tit vi, har et lavt selv værd fordi man også har ondt hele tiden

[Reno]

Den følelse kender jeg også alt for godt.
Det at ikke kunne yde det samme mere, laver ar i sjælen.
Men det kan også give bagslag, når man så yder mere end godt er og så betaler prisen hjemme på sofaen/sengen.
Ingen tvivl om vi er sociale væsner, så det er eksistentielt for os som mennesker, at indgå i sociale sammenhænge og her kan et arbejde gøre en stor forskel for ens livskvalitet.

[skønnehjerte]

Trods alt dejligt at læse andre også kender følelsen for nogen gange kan man godt føle sig "alene" som fleksjobber. Tror også det i bund og grund handler om det dybe ar der er kommet efter at opleve og møde alt det man ikke længere kan som du Reno skriver om. Det tager lang tid til at nå den erkendelse selvom jeg syntes jeg er på vej og det handler om at være glad og tilfreds med den jeg er og det jeg kan og parkere tidligere ambitioner og drømme og justere det hele så det blir tilpasset med "min nye virkelighed"

[jjsonn]

ja kan mærke at mit selvvær hurtigt går helt ned, i dag kom inspektøren og skældte ud på ungerne fordi de havde været stride i går og jeg må indrømme at jeg også føler mig skældt ud selv om det var for at hjælpe mig.

tror det er fordi vi har været så meget igennem før vi er kommet her til og fordi vi har vores egen problemer fysisk/psysisk.

jeg kan nogen gange undre mig over, at man er så sårbar

[skønnehjerte]

Ja Jjnn vi er sårbare og har været meget igennem psykisk og fysisk og når man har kroniske smerter og hver dag oplever sine fysiske begrænsninger og overskud og ressourcer er få. Men jeg plejer alligevel ( i øjeblikket er det svært) for det meste at ha de positive øjne på og være glad for det jeg kan og prøve ikke at tage tingene personligt. Lidt som du selv skriver. Det har jeg også oplevet)