Hjælp. 18 år og opgivende.

[Coldkaos]

Hej alle. Jeg er en pige på 18 år.. og jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal stille op.

Historien starter her:
for 2 år siden droppede jeg ud af 2g, da jeg var utroligt stresset og svært deprimeret. Det blev nok udløst af at jeg lige var kommet ud af et 2 årigt forhold, med en mand der var 5 år ældre end mig, og som misbrugte mig, og at han var den eneste der "tog sig af mig" da mine forældre ikke viste omsorg.

Det tog mig enormt lang tid om at komme ind i systemet.. men efter 3-4 måneder, og en akut indlæggelse, fik jeg mig endelig en at tale med.. en såkaldt "Familiebehandler" hverken en psykolog eller en psykiater.
Uanset... Der gik godt et år, før at jeg fik nogen ordentlig form for behandling.. da jeg kun var 17 år, og dermed ikke berretiget til en test omkring personlighedsforstyrrelse.

Jeg har nu en diagnose på:

*" Forstyrrelse i personlighedsstruktur af blandet type"

Og 2 bidiagnoser der hedder:

*"Problem m. utilstrækkelig støtte fra familien"
*"Problem pga opløsning af familien"

Under personlighedsforstyrrelser af blandet type er der:

*Skizotypal
*Skizoid
*Borderline
*Evasive

Udover det har jeg udiagnosticeret spiseforstyrrelse og lider af meget selvskadende adfærd og angst.

Tingende begyndte endelig at lyse op, da jeg nu have fået en diagnose, og dermed troede at jeg ville kunne få hjælp. Men der sker det at min far viser sig at være min mor utro. Skylder skylden på mig. Hvorefter at han gør mig til deres mellemmand under forhandlingerne og diskutionerne.. jeg blev nødt til at flygte, da han chikanerede mig og gjorde mit liv til et helvede.

Så nu bor jeg i Sønderborg, i en lejlighed sammen med min kæreste. Og er fuldstændig på bar bund med hensyn til, hvad jeg skal stille op.

Jeg er pt. på antidepressiv medicin, men jeg er utroligt ustabil. Siden jeg er flyttet er min kontakt på kolding psykiatri, stoppet med at kontakte mig. Jeg er ikke blevet forflyttet til augustenborg, så jeg får ikke noget hjælp. Og oven i det står jeg med enormt mange problemer med hensyn til jobcenteret.

Lige nu bliver jeg sendt ud i ting, jeg udelukkende ved jeg ikke kan håndtere, men der er ingen der tager sig af det, og i sidste ende er jeg så bange for at de vil trække mig for uddannelsesstøtte som det nu hedder.. og at jeg pludselig står hjemløs, ensom og hjælpeløs.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op... jeg føler det virkelig som om at hvis jeg ikke kan håndtere det, ser samfundet det som: "Det er bare ærgeligt"

Pt. går min tankegang på at jeg endten selv kan vælge at dø.. eller ligge og vente på at det sker helt naturligt, når jeg pludselig står og hverken har et hjem eller penge til mad.

Jeg har prøvet at skære min pulsåre over, fordi jeg simpelthen ikke kan se nogen udvej. Men jeg blev desværre stoppet før at jeg skar dybt nok.

er der overhovedet noget håb for mig, eller skal jeg bare give op nu.

Det skal lige nævnes at jeg har ansøgt om en kontaktperson.. men på grund af en lang venteliste, kan jeg først regne med at høre omkring det, om flere måneders tid.

TAK fordi at du gad at læse mit indlæg. Det betyder en del for mig.