Asperger/angst/stress og FP

[Tassi]

Min mor har her til morgen telefonisk kontaktet chefen for socialafdelingen/jobcentret, og i meget skrappe og kontante vendinger forlangt et møde omgående, og at der efter dette møde kun må gå nogle få dage, før der foreligger en præcis plan for, hvordan og hvornår de har tænkt sig at færdiggøre det, der mangler i min sag

Min mor er bla blevet meget ophidset over at jeg i går fandt en mail stilet til mig i januar fra arbejdsprøvningen, hvori det bliver fortalt at det er aftalt med sagsbehandler at denne vil tage kontakt til min læge for at henvise mig til lokalpsykiatrien, samt henvende sig til familieafdelingen vedr støtte til mit hjem. DETTE STÅR IKKE NOTERET I SAGSAKTERNE, EJ HELLER HAR SAGSBEHANDLER GJORT DETTE!

Den stakkels chef var noget rystet over min mors henvendelse, og mine forældre skal nu til møde med ham på fredag kl 8.30

Det bliver spændende at se, hvad det møde fører med sig

ENTENELLER, TIMEGUEST, MINEBØRNSMOR, ANDERSINE: Jeg er udmattet, så kan ikke lige læse jeres indlæg nu, men vil gøre det senere, når jeg er kommet til kræfter igen
Enteneller, du må gerne bruge min tråd til dine spørgsmål. Jeg er selv interesseret i emnet, når jeg lige kan få brikkerne oppe i hovedet til at snakke sammen igen

[TimeGuest]

Nok-er-nok:

I min optik handler det om at prioritere sit ressourceforbrug og det gør man IMHO konkret ved at rette blikket fremad med sigte imod det fremtidige forsørgelsesgrundlag.

I kan vælge at anlægge den pragmatiske holdning, at såfremt der rettes op på de faktuelle fejl i sagen og der på adækvat vis bliver lagt en fornuftig fremadrettet handleplan, så er I villig til at bekymre jer noget mindre om ansvarsplaceringen – og her har jeg ikke taget stilling til hvorvidt I skal opgive den formelle klage over stoppet af sygedagpengeforløbet (den vinkel ”sover” vi fortsat på).

Helt konkret handler det derfor om at du fremadrettet sikres en præcis udredning af grundlidelsen kombineret med afledte komorbiditeter, herunder behandlingsmuligheder for samme samt implikationer af de tilstande på præcis: arbejdsevnen – aktuelt og langsigtet – samtidig med at du har en acceptabel økonomi i forløbet, der kan danne grundlag for en reel forsørgelse af dig og dine børn.

Dvs. der skal således i prioriteret rækkefølge i en social/beskæftigelsesretslig kontekst ses på mulighederne for:

1) Ordinær job
2) Revalidering
3) Fleksjob
4) Førtidspension

HVIS forvaltningsmyndigheden allerede på nuværende tidspunkt har udelukket 1 + 2, så har Andersine85 andetsteds på K10 henledt opmærksomheden på ”ymer-reglen”: Afgørelse A-38-2, der betyder visitering til ledighedsydelse indtil afklaring.
Principafgørelse: http://ast.kommuneinformation.dk/Pri...2.aspx?page=96

Bemærk særligt:

Ankestyrelsen henviste herved til det anførte i pkt. 4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse, sagsbehandling m.v., om, at kommunen skal sikre sig, at den før ophøret af en foranstaltning (f.eks. ophør af sygedagpenge) har taget stilling til, hvad der videre skal ske. Lovændringerne trådte i kraft pr. 1. juli 2001.

I kontekst kan vi vende tilbage til den aktuelle: forlængelsesgrund, der pt. er ukendt og konstatere, at informationsniveauet fra forvaltningsmyndigheden er yderst mangelfuldt og åbenbart har været det igennem længere tid (det kan således være en del af en evt. skjult agenda, der handler om at nedbringe det generelle udgiftsniveau inden for området ved at nedprioritere sager og informationsniveauet til borgerne).

Der skal selvf. også rettes op så informationer tilgår både jer og forvaltningsmyndigheden på et niveau, således at der kan handles adækvat på informationerne.


BTW: Jeg vil opfordre din mor (der er din partsrepræsentant i sagen) – såfremt hun har muligheden - til at lægge vejen forbi K10 og din tråd og også gerne stille spørgsmål undervejs i forløbet.

Og så tænker jeg: der kan godt være et behov for at hele familien får tilbudt en kvalificeret: psychoeducation oven på alt det I har og fortsat må gå igennem – og IGEN tænker jeg som tovholder: VISO, der også kan pege videre på ressourcer, der kan træde til.

Vi er givet nogle stykker her på K10 (herunder undertegnede) der ret præcist kan sætte os ind i – både fagligt og personligt – hvad I alle har og fortsat må igennem på flere planer.


Søvnforstyrrelse:

Med det Tassi fortæller om sin søvn, kan man godt læne sig lidt op ad den antagelse, at Tassi er ”søvnforstyrret” i et vist omfang.


Jeg kan få øje på mindst 3 hovedfaktorer i spil i den kontekst.

1) genetik
2) Psykologiske og adfærdsmæssige forhold
3) Synergier


Ad 1:

Det er grundlæggende genetisk reguleret (ved ca. 12+ clock genes) om en person er et A- eller B-menneske.

A-mennesket har en døgnrytme, der er lidt kortere end 24 timer og B-mennesket har en døgnrytme, der er lidt længere end 24 timer.

Ureguleret vil A-mennesket derfor gå lidt før i seng og stå lidt tidligere op hver dag. Omvendt vil B-mennesket gå lidt senere i seng og stå lidt senere op hver dag. A-mennesket har derfor en lidt kortere dag end B-mennesket ...

Den kortere/længere døgnrytme er bla. verificeret ved ”hulestudier”, hvor forsøgspersonerne har været totalt isoleret fra enhver form for regulerende dagslys.

Der er lavet en lille (engelsksproget) populærvidenskabelig video om den genetiske vinkel og implikationerne.

http://www.youtube.com/watch?v=17L5S7Kk7Cc

Vil man studere emnet yderlig kan man evt. tage afsæt i flg. Wiki artikel med referencer:

http://en.wikipedia.org/wiki/Circadian_rhythm


Graver man videre i fænomenet: søvn, er Pineal kirtlen (”koglekirtlen”) og melatonin to begreber man ret hurtig vil støde ind i.

Kort fortalt er der direkte forbindelse fra øjet til Pineal kirtlen, der ud fra lys/mørke regulerer afsondring af melatonin – der populært kaldes for: ”sovehormonet”/"søvnhormonet" (BTW: Melatonin har mange andre opgaver, ud over at regulere: søvn).


Bla. alder og genetiske dispositioner bestemmer niveauet at melatonin.

Tidskrifter: Molecular Psychiatry bragte i 2008 en artikel der dokumenterer en: Abnormal melatonin synthesis in autism spectrum disorders (Melke et al.).

I behandlerkredse, der har berøring med autisme, fik man her et plausibelt bud på en årsagsforklaring på, hvorfor melatonin substitution synes at have en gavnlig effekt på søvnforstyrrelser hos personer med autisme.

Og prævalensen af søvnforstyrrelser er generelt høj hos personer på det autistiske spektrum – der er set undersøgelser hos voksne på spektret, der finder en prævalens for søvnforstyrrelser på omkring 80% (fx: Øyane og Bjorvant, 2005).

I parentes bemærket: I forhold til ADHD ser man i øvrigt også, at substitution med melatonin kan have en gavnlig effekt på søvnforstyrrelser inden for ADHD-området.


Ad 2: Man har i mage år forsøgt sig med diverse adfærdsregulerende tiltag over for søvnforstyrrelser inden for autismeområdet – med mere eller mindre held.

Nogen kan fx have gavn af en kugledyne, faste soveritualer, afslappende musik osv. også i en kombination.

Én af de ting man også har rettet fokus imod, det er struktur i hverdagen og minimering af stressorer, idet det viser sig, at manglende struktur og stress øger tendensen til et søvnforstyrret mønster.

De fleste kender det sikkert også fra dem selv: hverdagen er kaos og/eller der er nye ”projekter” man skal forholde sig til, og den stress eller det engagement holder så tankerne i gang på de tidspunkter, hvor man ellers burde sove.

Og her har vi så det psykologiske linket til: stress som medvirkende årsag til en søvnforstyrrelse.

Der er selvf. også en neurobiologisk forbindelse over bla. det hormonelle system og hjernens biokemi og patofysiologi.

Langvarig stress destruerer ireversibel nerveområder i hjernen (særlig i hippocampus).

Endelig er der den konstatering at stress-trykket generelt for mennesker i alm. virke, aftager betydeligt i aften og natte timer - der er ikke de henvendelser, tilbud og krav om aktiviteter der kan være på andre tider af døgnet - derfor er sen aften og nattetimer tidspunkter, der typisk kan tilegnes uforstyret afslapning og fordybelse - hvilket kan have den konsekvens at nogle mennesker vender om på nat og dag.


Ad 3: Når flere faktore trækker i den samme retning er der evt. tale om at faktorerne forstærker hinanden.

Alderdom + autisme + stress giver fx et rigtig godt grundlag for trivsel af en: søvnforstyrrelse.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Nok-er-nok:Helt konkret handler det derfor om at du fremadrettet sikres en præcis udredning af grundlidelsen kombineret med afledte komorbiditeter, herunder behandlingsmuligheder for samme samt implikationer af de tilstande på præcis: arbejdsevnen – aktuelt og langsigtet – samtidig med at du har en acceptabel økonomi i forløbet, der kan danne grundlag for en reel forsørgelse af dig og dine børn.

Dvs. der skal således i prioriteret rækkefølge i en social/beskæftigelsesretslig kontekst ses på mulighederne for:

1) Ordinær job
2) Revalidering
3) Fleksjob
4) Førtidspension

HVIS forvaltningsmyndigheden allerede på nuværende tidspunkt har udelukket 1 + 2, så har Andersine85 andetsteds på K10 henledt opmærksomheden på ”ymer-reglen”: Afgørelse A-38-2, der betyder visitering til ledighedsydelse indtil afklaring..

Tak for, endnu engang, at give overblik og tillægsviden

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

[BTW: Jeg vil opfordre din mor (der er din partsrepræsentant i sagen) – såfremt hun har muligheden - til at lægge vejen forbi K10 og din tråd og også gerne stille spørgsmål undervejs i forløbet..

Flere af de spørgsmål jeg stiller herinde, er faktisk i samråd med mine forældre (og de er MEGET glade for K10, kan jeg hilse og sige)

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Ad 2: Man har i mage år forsøgt sig med diverse adfærdsregulerende tiltag over for søvnforstyrrelser inden for autismeområdet – med mere eller mindre held.

Én af de ting man også har rettet fokus imod, det er struktur i hverdagen og minimering af stressorer, idet det viser sig, at manglende struktur og stress øger tendensen til et søvnforstyrret mønster.

Og her har vi så det psykologiske linket til: stress som medvirkende årsag til en søvnforstyrrelse.

Langvarig stress destruerer ireversibel nerveområder i hjernen (særlig i hippocampus).

Endelig er der den konstatering at stress-trykket generelt for mennesker i alm. virke, aftager betydeligt i aften og natte timer - der er ikke de henvendelser, tilbud og krav om aktiviteter der kan være på andre tider af døgnet - derfor er sen aften og nattetimer tidspunkter, der typisk kan tilegnes uforstyret afslapning og fordybelse - hvilket kan have den konsekvens at nogle mennesker vender om på nat og dag.

Tak for den omhyggelige, og meget spændende gennemgang. Jeg har altid undret mig, hvorfor det med søvnen er så svært for mig, men nu er jeg blevet meget klogere!

Hvor sikker er du på at langvarig stress ireversibelt ødelægger nerveområder? Jeg har læst den påstand før, men har ikke kunnet finde dokumentation for den, hvilket stiller os kronisk stressede noget svagere overfor systemet

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Har du ikke haft en lign. under din eller dine pensionsordninger ? Pt. er min TAE midlertidig, men skulle gerne blive varig når jeg får pension. I pensionsforsikringen skriver de dog: " vi minder om, at kommunen vurderer retten til disse ydelser ud fra begrebet arbejdsevne, og at arbejdsevnebegrebet ikke er det samme som erhvervsevnebegrebet i dine forsikringsbetingelser". Jeg har før prøvet at undersøge hvad det egentlig betyder og om det vil kunne betyde at de ikke vil til kende mig deres ydelse varigt. ?? Måske ved Timeguest noget herom. ??Dem der udbetaler TAE til mig har dog været meget medgørlige, pt. fortsætter de bare udbetalingen indtil jeg får tilkendt ftp. fra kommunen, de behøver ikke mere end den lægelige dokumentation de fik tilbage i 2007.

Jeg får udbetalt invalidepension fra mit pensionsselskab. Måske er det, det samme som TAE, jeg har bare ikke hørt den betegnelse før. Jeg er ikke så meget inde i det, da min mor sørgede for det hele på mine vegne

Jeg tror ikke du skal være bekymret. Jeg ved ikke hvilket selskab du er i, men jeg får fra Lærerens Pension, og de har været SÅ søde og medgørlige. Ikke det mindste problem eller forsøg på at snyde mig. Min pension har ingen tidsbegrænsning, så længe jeg ikke er selvforsørgende uden arbejdsevne, så helt uafhængigt om jeg får fp eller ej

Engang var reglerne for opnåelse af invalidepension og førtidspension det samme - indtil kommunerne ændrede deres regler og tilføjede arbejdsevnemetoden. Det er derfor man kan opnå invalidepension men ikke førtidspension, på trods af at invalidepensionen netop er baseret på de samme papirer som kommunen har. Du har derfor ingen grund til at bekymre dig mere over denne sætning vedr. arbejdsevne- og erhvervsevnebegrebet, da den i bund og grund bare betyder det, jeg lige har forklaret

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Nå mht. til mig, der skal jeg nok forsøge, at gøre det så kort som jeg kan, men det bliver nok ikke nemt, for det er lidt indviklet. Jeg ser egentlig mig selv som en Cér. Jeg er og har altid været en stærk person føler jeg, men det er måske også dem der knækker nakken. Jeg har dog altid først tænkt på andre frem for mig selv. Har meget svært ved at sige fra og sige nej og det kan jeg stadig have. Jeg bliver på en arbejdsplads selvom det til tider er uuholdeligt og man bør søge væk.

Det lyder som mig selv!
Jeg fik foretaget en arbejdsspykologisk undersøgelse af kommunen, da jeg var i arbejdsprøvning, som netop konkluderer at jeg bliver for længe i ting, og ikke formår at sige fra, og at det derfor gør mig mere sårbar. Det kunne måske have været en fordel hvis du også havde haft sådan en test. hvis, mod forventning, du ikke får tilkendt fp nu, synes jeg bestemt du skal insistere på sådan en undersøgelse

Udfra TG's opstilling, skulle jeg også mene, jeg er en C'er, da jeg altid har kæmpet indædt og stædigt. Men jeg tror ikke det skal forstås i forhold til den styrke vi kæmper med, men mere i forhold til hvor meget vi kan holde til! Ergo må vi være A eller B, da vi endte med at blive syge af kronisk stress
C må være den, der ikke bliver syg, selvom han oplever samme stressbelastning som os. Fordi vi har en skrøbelighed/sårbarhed som gør os mindre modstandsdygtige, enten medfødt eller skabt via opvækstbetingelser

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Derefter nåede jeg 10 - 12 timer, men det var ikke nok for min chef, hun ville pludselig have en på 25 timer. Kommunen og jeg blev så enige om, at vi skulle finde et nyt sted hvor jeg skulle klare 15 timer, men det holdt slet ikke, i marts 2009 gik jeg fuldstændigt ned med flaget og røg på psykiatrisk skadestue med tvangs tanker og havde det så smerte fuldt at det ikke kan beskrives. Arbejdsprøvningen var kulminationen på min nedtur.

Igen parallel til mig. Vi forsøger at leve op til de krav, der er blevet stillet, til dels fordi vi gerne vil 'behage', til dels fordi vi jo selv er interesseret i en løsning. Resultatet er bare at vi, igen, presser os selv ud over vores formåen, og ender med at blive endnu dårligere end vi var før. Havde jeg ikke haft det fulde ansvar for mine børn, var jeg også blev indlagt dengang

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Herefter blev det til søgning af pension og det har jeg fået overbevist mig selv om, at det bare er det bedste for mig. Jeg keder mig overhovedet ikke herhjemme og syntes faktisk, at jeg har rigeligt at se til. Dette til trods for, at mine unger primært bor hos deres far. Jeg kan ikke klare at have dem så meget, som en mor jo ellers har. Dette til trods for, at jeg så betaler børne penge og går glip af den højeste bolig sikring, men sådan må det være når nu det er det bedste for mig og børnene.

Er dine børn flyttet hjem til faderen efter du har fået det dårligt? Og hvis tilfældet, har det slet ikke nogen betydning i din sag?
Jeg tænker med gru på den sag fra en anden tråd om veninden, som fik at vide hendes børn skulle i pleje, så hun kunne klare en arbejdsprøvning. Det er som om at børns tarv slet ikke bliver varetaget, endsige får nogen som helst opmærksomhed
Hvordan er det i din sag?

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af MineBørnsMor

Jeg tror der er rigtig meget rigtigt i det TG skriver her! Dog har både min læge, min psykolog og psykiateren givet udtryk for at mit problem har været at jeg netop har været meget stærk, en klar person C, og haft en meget stor modstandsdygtighed for stress, men at det på et tidspunkt alligevel er blevet for meget, og så 'betaler man prisen' for de mange års stress, hvilket man ville ha sluppet for hvis ikke bægeret var flydt over. Altså, hvis man er en person C, så kan man gennemgå en masse stress og press i sin tilværelse og i princippet gøre det uden nogen pris. MEN hvis man så alligevel kammer over af en ekstrem oplevelse, eller hvis perioden med stress man har udstået bliver FOR lang, så får man pludselig regningen med for alle de stress-forløb man har gennemgået tidligere....så var de alligevel ikke gratis.

Ingenting er sjældent så sort/hvidt som en punktopstilling, men det er godt for forståelsen af mekanismerne

Man kan også opstille en alternativ ABC

A knækker først, men kommer også hurtigst over det, da belastningen ikke var så voldsom
B knækker senere, og bruger længere tid på at komme sig. Får måske kronisk stressyndrom i mindre grad, som vil betyde skånejob eller andre hensyn
C knækker lang tid efter de andre, grundet en stærk overlevelsesevne, en stærk vilje, og en ukuelig stædighed. Disse folk er dem, der enten falder døde om af det, eller aldrig kommer sig igen, da systemet er presset så meget at det uigenkaldeligt er brændt sammen

Sådan genkender jeg mig selv som en C'er

[MineBørnsMor]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Jeg ved ikke hvilket selskab du er i, men jeg får fra Lærerens Pension, og de har været SÅ søde og medgørlige. Ikke det mindste problem eller forsøg på at snyde mig. Min pension har ingen tidsbegrænsning, så længe jeg ikke er selvforsørgende uden arbejdsevne, så helt uafhængigt om jeg får fp eller ej

Det lyder som mig selv!
Jeg fik foretaget en arbejdsspykologisk undersøgelse af kommunen, da jeg var i arbejdsprøvning, som netop konkluderer at jeg bliver for længe i ting, og ikke formår at sige fra, og at det derfor gør mig mere sårbar. Det kunne måske have været en fordel hvis du også havde haft sådan en test. hvis, mod forventning, du ikke får tilkendt fp nu, synes jeg bestemt du skal insistere på sådan en undersøgelse

Udfra TG's opstilling, skulle jeg også mene, jeg er en C'er, da jeg altid har kæmpet indædt og stædigt. Men jeg tror ikke det skal forstås i forhold til den styrke vi kæmper med, men mere i forhold til hvor meget vi kan holde til! Ergo må vi være A eller B, da vi endte med at blive syge af kronisk stress
C må være den, der ikke bliver syg, selvom han oplever samme stressbelastning som os. Fordi vi har en skrøbelighed/sårbarhed som gør os mindre modstandsdygtige, enten medfødt eller skabt via opvækstbetingelser

Lærernes pension - det gør jeg også!

Altså, jeg mener stadig jeg er en C. Fordi de jo netop har udtalt at jeg netop IKKE er mindre modstandsdygtig og har større skrøbelighed/sårbarhed. Tværtimod. At jeg netop har været meget robust, og ikke en type, der normalt ville bryde sammen med stress. Men som TG skrev det ' alle elastikker kan sprænge'. Min elastik holdt til mere end de fleste, men der var så en grænse. I korte træk er min stress-historie sådan her:
Mistede min mor som teenager. Fik en mindre depression, som ingen opdagede, heller ikke mig selv. Jeg kan se det nu på dagbogsnotater fra den tid, men dengang vidste jeg det ikke. Gennemførte et studie og havde nogle gode år. Flyttede til en anden landsdel som 25årig. Efter få uger døde min far. Kæmpede et år med at gennemføre et meget svært studie på universitetet (og samtidig selvstudier fordi min studentereksamen var ret gammel og jeg havde glemt meget og måtte læse gymnasieniveauer op ved siden af uniniveauerne) samtidig med at jeg måtte pendle til anden landsdel og sælge/pakke mit barndomshjem sammen. Gennemgik på 3. semester på uni en større operation der medførte at det i forvejen hårde studie skulle gennemføres på morfinplastre, gigtpiller mm. Fik senere utroligt spændende job som var meget meget hårdt. Arbejdsmiljøet var forfærdeligt og jeg brød sammen. Har ingen familie til at bakke mig op, og har stået alene med det meste. Jeg ser mig ikke som specielt sårbar og skrøbelig, men der var alligevel en grænse...!

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af MineBørnsMor

Mistede min mor som teenager. Fik en mindre depression, som ingen opdagede, heller ikke mig selv. Jeg kan se det nu på dagbogsnotater fra den tid, men dengang vidste jeg det ikke. Gennemførte et studie og havde nogle gode år. Flyttede til en anden landsdel som 25årig. Efter få uger døde min far. Kæmpede et år med at gennemføre et meget svært studie på universitetet (og samtidig selvstudier fordi min studentereksamen var ret gammel og jeg havde glemt meget og måtte læse gymnasieniveauer op ved siden af uniniveauerne) samtidig med at jeg måtte pendle til anden landsdel og sælge/pakke mit barndomshjem sammen. Gennemgik på 3. semester på uni en større operation der medførte at det i forvejen hårde studie skulle gennemføres på morfinplastre, gigtpiller mm. Fik senere utroligt spændende job som var meget meget hårdt. Arbejdsmiljøet var forfærdeligt og jeg brød sammen. Har ingen familie til at bakke mig op, og har stået alene med det meste. Jeg ser mig ikke som specielt sårbar og skrøbelig, men der var alligevel en grænse...!

Det var dog en forfærdelig trist historie. Og ingen tvivl om at du besidder meget styrke
Jeg kan godt genkende det fra mig selv; År efter år, hvor man presser sig selv igennem. Hvor man siger til sig selv igen og igen, at nu KAN jeg ikke mere. Men man har ikke noget alternativ, føler man, så man presser endnu mere, endnu hårdere, altimens man indeni godt ved at det nu kun må være en stakket frist før det hele kollapser. Men man er nu så langt ude at man bruger sin kræfter på at overleve og komme igennem dagen, så man ikke er i stand til at arbejde på nye løsninger mere

Det sidste måneder før jeg gik ned, var det så slemt at jeg havde veritabel dødsangst fordi jeg kunne mærke min krop var ved at give op. Jeg skulle finde uanede kræfter for at tvinge mig selv gennem en time. Og når jeg havde overlevet den time, brugte jeg uanede kræfter på at komme gennem den næste, og den næste, og den næste

Jeg forsøgte forsigtigt at snakke med min chef, om jeg ikke kunne få et lempeligere tidsskema, men hun forstod ikke min tilstand, og jeg var for skamfuld til at være ærlig omkring, hvor slemt det stod til. Følte jeg fejlede. Følte ikke, jeg kunne sygemelde mig, da alle kolleger i forvejen var pressede af langtidssygemeldinger og konstante nye retningslinier fra Ministeriet. Og som enlig mor var jeg hundeangst for at miste mit job.
Så jeg hang i med det yderste af neglespidserne, indtil den dag min stemme forsvandt
I dag forstår jeg at det var min krop, der var begyndt at lukke ned, for at bevare energi til mere vitale organer. Hvis jeg ikke ville lytte, måtte jeg føle!
Jeg blev sygemeldt med 'Præstesyge'. Og vendte aldrig tilbage

I de næste par måneder havde jeg travlt med 'antistress' aktiviteter. Midt under en træningstime var jeg ved at kollapse. Kun viljen fik bragt mig hjem. Lå i en uge på min sofa med en skyhøj puls. Bare jeg bevægede en arm, gik pulsen yderligere op. Jeg var ikke i tvivl om at min tilstand var meget alvorlig. Man er slet ikke i tvivl, når man stirrer døden i øjnene. Min krop kunne ikke mere - i ordenes helt bogstavelige betydning
Efter en uge begyndte min puls at falde igen. Og så faldt jeg i søvn. Sov i 4 uger. Tvang mig selv til at vågne og stå op for at hente og bringe børn. Resten af tiden sov jeg. Jeg aner faktisk ikke, hvordan de fik mad i denne tid. Måske mine forældre hjalp? Jeg har ingen erindring
Min elastik var helt og aldeles effektivt sprunget

[MineBørnsMor]

Puha, det er da noget af en omgang du har haft der!!!

Det (måske) atypiske i min sag er at jeg slet ikke var klar over at jeg var ved at køre mig selv ned! I alle de år. Jo jo, der har været hårde perioder, men har sjældent haft den der følelse af at nu må jeg bare overleve en time ad gangen. Der var den aften hvor jeg skulle sidde i timevis og ringe til min fars omgangskreds og fortælle om dødsfaldet...den husker jeg som en hård tjans der bare skulle gennemleves. Og så har jeg haft det sådan i nogle eksamensperioder at jeg bare så et par timer ad gangen...men ellers ikke!

I perioden op til mit break-down var jeg gravid med mit barn nr to. Det var ca 3 mdr inde i graviditeten og jeg huskede fra min første graviditet at jeg jo var voldsomt træt i de første 3-4 mdr, så den enorme træthed jeg oplevede tilskrev jeg ene og alene graviditeten. Jo, der var enormt travlt og stressende på mit job, men på intet tidspunkt tænkte jeg at det var stress, eller at jeg var FOR træt osv. Netop fordi jeg jo trives med adrenalinkick og elskede at have travlt, at finde på lyn-løsninger osv. Men jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen.

Den dag det skete stod jeg og talte med en kollega og sekundet efter var jeg helt blank. Jeg havde et regulært breakdown. Jeg anede ikke hvad vi havde snakket om, om hvad vi havde aftalt osv. Jeg sad senere i bilen og vidste ikke hvordan det med de 3 pedaler virkede og så husker jeg ellers ikke mere fra den uge/14 dage??? Det kom som et lyn fra en klar himmel. eller det gjorde det sikkert ikke, men jeg har ikke været bevidst om at der var noget galt før det var HELT galt. Jeg har sidenhen haft 2-3 af de break-downs når jeg i perioder har været for presset - til trods for jeg ikke har været i arbejde siden den dag! Derfor ser jeg selvfølgelig også frem til et langvarigt behandlingsforløb, en ny arbejdsprøvning osv...!!!! SUK!

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af MineBørnsMor

Det (måske) atypiske i min sag er at jeg slet ikke var klar over at jeg var ved at køre mig selv ned! I alle de år. Jo jo, der har været hårde perioder, men har sjældent haft den der følelse af at nu må jeg bare overleve en time ad gangen.
Den dag det skete stod jeg og talte med en kollega og sekundet efter var jeg helt blank. Jeg havde et regulært breakdown. Jeg anede ikke hvad vi havde snakket om, om hvad vi havde aftalt osv. Jeg sad senere i bilen og vidste ikke hvordan det med de 3 pedaler virkede og så husker jeg ellers ikke mere fra den uge/14 dage??? Det kom som et lyn fra en klar himmel. eller det gjorde det sikkert ikke, men jeg har ikke været bevidst om at der var noget galt før det var HELT galt. Jeg har sidenhen haft 2-3 af de break-downs når jeg i perioder har været for presset - til trods for jeg ikke har været i arbejde siden den dag! Derfor ser jeg selvfølgelig også frem til et langvarigt behandlingsforløb, en ny arbejdsprøvning osv...!!!! SUK!

Jeg ved ikke om det er atypisk. Det er første gang, jeg hører om en andens stresshistorie, om dengang det gik galt, så jeg aner faktisk ikke, hvordan sådan noget sker
Det er derfor også meget spændende for mig at høre. I lang tid snakkede jeg ikke om det, fordi jeg var bange for at blive beskyldt for at være hypokonder

Ak ja, det var en meget lang proces, før jeg endelig erkendte nok til at læse skriften på væggen

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Hvor sikker er du på at langvarig stress ireversibelt ødelægger nerveområder? Jeg har læst den påstand før, men har ikke kunnet finde dokumentation for den, hvilket stiller os kronisk stressede noget svagere overfor systemet

Jeg er ikke mere sikker end de teser man fra tid til anden kan læse i forskningsartikler.

Fx:

Repetitive stress-induced reduction of BDNF may partly contribute to the neuronal atrophy/death and reduction of hippocampal volume observed both in animals and humans suffering chronic stress and/or depression.

Kilde: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16024125

Men gider man kan man lægge lidt arbejde i det kan man jo støve MedLine/PubMed igennem og se om det måske giver entydig pote.


Går vi over til dyreforsøg er det set, at:

Animal studies have shown that chronic stress and depression produce irreversible atrophy of the apical dendrites of CA3 pyramidal neurons.

Kilde: http://ieeexplore.ieee.org/xpl/freea...number=5130384


Tom G. Bolwig sige i forbindelse med DR2 Viden Om:

Fra dyreeksperimentelle undersøgelser ved vi, at det ved kortvarigt stress kun varer nogle få dage, før hjernens cellenydannelse er normaliseret, når belastningen er væk.
Vi mennesker skal formentlig udsættes for meget svær og langvarig belastning, før vi ikke kan genoprette en sådan balance.

...

Vores viden om neurogenese stammer mest fra dyreforsøg, men er relevant for stressforskning hos mennesket. Alt tyder på at neurogenesen bliver normaliseret når stressbelastningen og den øgede cortisol produktion falder.
Der må dog tages forbehold overefor ekstreme belastningstilstande over meget lang tid.

Kilde: http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Program...0227104838.htm


Men umiddelbart ser det ikke ud til, at der er fuld konsensus om hvorvidt der kan bestå irreversibele skader.


Well, det kunne være et spørgsmål til Morten Kringelbach, Peter Lund (Hjerne) Madsen, Milena Penkowa eller andre tæt på hjerneforskningen ... dersom man brænder for at få et svar baseret på den nyeste viden :-)