Jeg har brug for jeres hjælp

[ladytass]

Jeg har diagnosen

Add
ocd
angst, socialforbi, personlighedsforstyrrelser

MEN jeg er altså meget i tvivl om min ADD diagnose.
Jeg kan huske meget langt tilbage i mit liv. Kan huske, hvor noget af min adfærd opsted. Jeg har set min far true,slå og råbe af min mor en del gange. Nogle gange var vi i seng. Andre gange stod vi bag min mor, mens hun tiggede ham om at lade være.

Da jeg var omkring 5 år, kan jeg huske, at jeg begyndte at blive sadistisk overfor dyr. Tog fx mit hamster og puttede den i min legetøjsovn, mens jeg viskede til den, at den ikke kunne komme ud. Og at jeg bestemte alt, for den var min fange. Denne adfærd fortsatte længe. Jeg gjorde ikke dyrene fortræd, men følte en form for magt og kontrol ved dette.

Denne adfærd gik dog i sig selv, og senere overtog min sære besættelse med at alt skulle gå op i tallet 5. Jeg mindes ikke at have noget angst eller ligende. Jeg var ok i skolen. Havde venner og klarede mig fint. lektier osv havde ikke den store interesse og jeg dagdrømmer tit. Dog har jeg altid haft super hukommelse - altså sådan helt vildt god hukommelse. Har aldrig haft svært ved at sove eller noget.

Gennem min teenage år har jeg faktisk mange venner. Er ret populær. Men når jeg tænker tilbage, så havde jeg et ret uheldigt træk, som jeg stadig har idag.
Jeg trives i andres ulykke. Jeg manipulere gerne andre folk (både bevidst og ubevidst) til at ende i en træls situation. Dette gør jeg, så jeg kommer i en position, så jeg kan hjælpe dem. At hjælpe dem giver mig anderkendelse og en helt fantastisk følelse indeni. Nærmest en rus. Dog hjælper jeg aldrig så folk har det bedre end mig. For så er jeg jo overflødig
Ved ikke hvorfor jeg gør dette? Jeg har virkelig brug for at føle, at nogen har brug for mig.

Nårh men hurtigt videre;
I 1998(jeg er 20 år) passede jeg 2 dejlige piger, for en af min mors veninder. Den ene er 2 år, den anden er 5 år. Jeg henter dem i henholdsvis dagpleje og børnehave. Vi går hjem mod deres hus stille og roligt. Jeg holder begge piger i hånden.

Pludselig river den lille sig ud af min hånd og løber ud over vejen.
Hun bliver ramt frontalt i panden af bilen forlygte og bliver kastet hen af vejen. Bilen når ikke at bremse overhovedet og køre hende efterfølgende overdirekte over maveregionen. Pigen bliver kiglet fast mellem fordæk og skærm efter overkørslen.

Jeg skubber den store pige ind i en indkørsel (jeg kunne ikke tænke) og løber hen til bilen. Får pigen fri fra bilen. Hun er stadig ved bevidsthed. Hun har adskillige kraniebrud og alt kød i panden er flået af og hænger ned over den ene øje.

Kvinden som kørte bilen er fuldstændig i panik og ikke til meget hjælp. Jeg får ringet 112 samtidig med at jeg ligger pigen ind på bagsædet af bilen. Jeg får skreget at nogen skal få den store pige væk. Hendes llillesøster ligger jo og er helt smadret.

Endelig kommer ambulancen og henter hende. Jeg skal selv få fat i pigens mor, hvilket jeg gør og beder hende køre på hospitalet, da hendes pige er på vej derind. Jeg var fuldstændig i chok, så får sagt til moderen, at det ikke er alvorligt, men at hendes datter havde slået sig og lige skulle på sygehuset. Ved ikke hvad jeg tænkte, ud over at ikke ville sige, at hendes datter var døden nær og efterfølgende bede hende køre alene på sygehuset. Tænkte det var bedre, at hun kørte derind UDEN katestrofe tanker og kunne få oplysningen derinde.

Jeg tager derefter den store med ind i deres hjem og prøver at lege med hende. Politien kommer og afhører mig og pigen bliver hentet af noget familie. Jeg sidder tilbage alene og skal så tage hjem.
Jeg går ud på vejen og står og kigger lidt på stedet. Er helt tom indeni.
Jeg ser at der ligger et stykke af pigens bukser på vejen samt hendes ene sko, som er revet af i ulykken. Samler det op og ligger det ind i huset.

Tager så hjem i min lejlighed (bor alene).
Min mor kommer og snakker lidt med mig. Og derefter er jeg alene.
Jeg får en henvisning til psykolog, som jeg selv skal betale en del af. Jeg er på SU og har ikke råd til det, så må stoppe efter 3 samtaler. Desuden hjalp det heller ikke. Var helt tom indeni.

Derefter bliver der ikke gjort mere ved den sag.

Langsomt får jeg det dårligere (uden at vide grunden). Jeg får angst, men holder det for mig selv. Jeg er angst for døden, angst for at miste min lillebror, angst for at hvis jeg kommer til at sige noget forkert, og så en person dør, så er det min skyld.
Det bliver værre og værre, men holder det for mig selv. Jeg får startet op på min læreplads og det går (dog ikke så godt). Der er nu gået 6 måneder siden ulykken. Jeg har kæmpe huller i mine erindringer om ulykken. Jeg har svært ved at koncenterer mig og har mange sygedage. Min hukommelse bliver værre og værre.
Jeg bliver gravid 1½år inde i uddannelsen, og skynder mig at sygemelde mig, for nu har jeg jo en fysisk grund, så jeg ikke skal snakke om det psykiske.
Jeg får dog alligevel mit lærebevis som kontorassistent.

Mit liv går, jeg går ind og ud af jobs. Kan ikke klare fuldtid, men hopper hele tiden udenom systemet. Enten ved selv at sige op og gå ledig på dagpenge eller sygemelde mig med noget fysisk. Jeg er nu godt ude i selvmedicinering. Min angst er helt af ******* til, og jeg begynder så småt at kæmpe med selvmordstanker. Jeg græder mig selv i søvn, mens jeg holder om den pude, som min lillebror syede til mig i håndarbejde, da han gik i 4. klasse. Jeg er bange for at miste ham i en ulykke, og holder derfor fast i alt han har givet mig.
Jeg er bange for, at min morfar skal dø, og jeg begynder allerede at forberede mig på det. Jeg besøger ham tit, har dårlig samvittighed over alle de ting, som jeg ikke har gjort for mine elskede, for hvis de nu dør, så er det for sent.

Jeg har efterhånden opbygget et kæmpe had til mig selv. Jeg har isoleret mig socialt og er mistroisk overfor alle mennesker. Jeg får adresse beskyttelse, så pigen eller hendes familie ikke kan finde mig. Er total paranoid. Jeg har mareridt om den lille pige. Jeg ser på bilen med hende under. Hun rejser sig op med blod over det hele og går hen mod mig. Hun vil op, men jeg tør ikke se på hende og prøver at bakke væk fra hende, men jeg kan ikke komme væk. Når barnet endelig viser ansigtet er det mine egne børn. Jeg kan ikke redde dem og de græder og råber til mig, hvorfor jeg ikke kan høre dem. Jeg skriger tilbage til dem, at jeg godt kan høre dem, men det er som om, at vi er i 2 forskellige verdener, for de kan ikke se eller høre mig.
Denne drøm kører stadig nu her 13 år efter.

I 2010 går det galt. Jeg forsøger selvmord og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Jeg har en facade uden lige og jeg er bare et tom hylster nu. Jeg fortæller ikke hvad der går mig på og ved det efterhånden egentlig ikke mere. Jeg føler mig alene, uværdig til at leve. Tror alle mennesker snakker om mig. Får diagnosen "moderat depression" og kommer på valdoxan. jeg er bange for mine børn skal dø. Bange for, at når jeg sender dem i skole, børnehave osv, så bliver de nok kørt over, kidnappet eller slået ihjel.
Jeg ved ikke længere hvem jeg selv er. Føler at jeg er en dårlig person, som bringer dårlige ting med sig. Føler at jeg selv er skyld i, at ingen kan lide mig. Alle snakker om mig. Når de visker i hjørnet, så snakker de dårligt om mig.

Jeg kan ikke binde mig til mennesker mere. Kun min familie. Andre siger min intet. Kan ikke føle noget for dem. Og alligevel har jeg konstant dårlig samvittighed på andres vegne. Over andres ulykke.
Valdoxan hjælper ikke.Der er nu gået længe, hvor jeg ikke kan sove om natten. Sover generelt meget lidt nu, men er kronisk træt. Men kan ikke falde i søvn, så får nu truxal og seroquel. Det hjælper nogle gange. Jeg kan nu intet huske mere. Rejser mig og går i køkkenet efter noget the, men når jeg kommer derud, kan jeg ikke huske hvorfor jeg er der og hvad jeg gik efter. Jeg er forvirret hele tiden, distræt, høre ikke når folk snakker til mig.

Jeg kan ikke begå mig blandt fremmede mennesker og selv min egen familie kan jeg ikke overskue lang til af gangen. Kun mine børn og kæreste. Jeg kan ikke regne ting ud mere. At gange en bageopskrift op med 2, kan tage meget langt tid. Jeg bliver enormt hurtig udkørt.

Jeg har faktisk ikke taget læring til mig siden 1999. Her er det gået i stå eller tilbage.

Endnu et selvmordsforsøg opstår. Og jeg er begyndt at skære i mig selv.

Indlagt igen, svært depressiv, selvmedicinere med alkohol, skære i mig selv.

Får nu effexor, concerta, seroquel og truxal ved behov.

Skal nu udreddes for biopolar lidelse.

Hvad tænker i om alt dette?
Jeg har brug for hjælp. Jeg vil ikke være prøveklud for en masse medicin mere Føler ikke jeg har ADD.

[nocturne]

måske ptsd, hvis du oplever situationen hyppigt.

[Tassi]

Det var dog en skrækkelig historie
Hvad skete der med pigen? Døde hun?

Jeg skal slet ikke kloge i diagnoser, men undrer mig da også over at PTSD ikke står på din liste

[ladytass]

Jeg har flygtet fra det så længe, flyttet, skiftet læge. Har intet sagt til min nye læge eller psykiater.
Har sendt dette til psykiatrien, mobilteam samt egen læge nu.

Det er virkelig ikke noget, som jeg har lyst til at nogen skal pille i. Har jo brugt de sidste 13 år på at gemme det væk.

[Lunasdatter]

Oprindeligt indsendt af ladytass

Jeg har flygtet fra det så længe, flyttet, skiftet læge. Har intet sagt til min nye læge eller psykiater.
Har sendt dette til psykiatrien, mobilteam samt egen læge nu.

Det er virkelig ikke noget, som jeg har lyst til at nogen skal pille i. Har jo brugt de sidste 13 år på at gemme det væk.

Ladyass .. godt at du også har sendt det til din læge og psykiatrien.. for der er ingen herinde på k10 der kan stille en diagnose eller hjælpe dig på den måde som du har brug for...

Og det er godt at du nu lukker op for det så der kan blive taget hånd om dig, for du har brug for at blive hjulpet på bedste måde..

Det eneste jeg kan er at sende dig nogle ♥ knus

[ladytass]

Nej pigen døde ikke.
Hun lå i koma i lang tid. Jeg tog op til hende, men brød helt sammen af alle de slanger. Kunne slet ikke kende hende.
Hun fik adskillige kraniebrud, men kom sig, men det tog lang tid.
Hun brugte 2 år på at hele op efter det hele, hvor hun så efter 2 år fik menigittis (staves?) flere gange. Dette fandt man så ud af, at dette kom fra alle de kraniebrud ved ulykken. Det kunne ikke hele op 100%, så der kunne komme bakterier ind
Dette kom hun sig også efter.

Jeg tog et voldsomt skridt.
Jeg ringede til hendes mor. Jeg havde en klump i halsen og kunne næsten ikke få ordene frem, men hun var sød og snakke med. jeg spurgte om hvordan pigen havde det, og hun går nu på gymnasiet i viborg. Hun har en del ar i panden og hovedbund, men langt hår og make up kan skjule det ok, fortalte modere.

Hun ville gerne, hvis jeg ville mødes med pigen og hende selv igen. Pigen vil gerne møde mig, og moderen vil gerne give mig et knus og forsikre mig om, at det ikke er min skyld. hun var så sød og snakke med.

Men jeg er bare ikke klar til at se pigen igen - ikke nu

[nocturne]

du går vist med en masse selvbebrejdelser, som du ikke fortjener.
Vær glad for at pigen har det godt, og at hun gerne vil møde dig.

Du er jo ikke et dårligt menneske fordi du har oplevet en dårlig situation.

Det er altid sværest at tilgive sig selv.
Måske er din cuttingen del af straffen?

[LUM]

Ud fra hvad du skriver:

PTSD kommer i mange styrker og jeg har heldigvis kun set en mild udgave hos en Falck mand, men jeg har gennem Beredskabet modtaget undervisning af de akutte problemer ifb traumer, og må derfor erklære mig yderst enig med nocturne i at PTSD er en meget oplagt mulighed.

Du skal i øvrigt vide at da du løg til din mors veninde om graden af pigens skader var det helt RIGTIGE! at gøre, i situationen tænker man ikke man gør bare og lige her er en løgn 100 gange bedre end sandheden, for i sådan en situation kan sandheden føre meget alvorlige konsekvenser med sig, det er før set at folk har kørt sig selv ihjel på vej til sygehuset, fordi de ikke har ænset trafikken... så havde du stået med 2 på samvittigheden og ikke kun en, så du reagerede nøjagtigt som du skulle, uanset hvad moren så syntes om dig bag efter.

[Karo]

Oprindeligt indsendt af ladytass

...Langsomt får jeg det dårligere (uden at vide grunden). Jeg får angst, men holder det for mig selv. Jeg er angst for døden, angst for at miste min lillebror, angst for at hvis jeg kommer til at sige noget forkert, og så en person dør, så er det min skyld.
Det bliver værre og værre, men holder det for mig selv.... .

http://www.dr.dk/P1/menneskerogtro/u...0/28133452.htm

[nocturne]

Børn har ofte en uhensigtmæssig måde at behandle traumer på.
Det kan de jo næsten heller ikke andet.

Mon ikke dit forsøg med hamster var en genkaldelse af den
magt/afmagt situation din mor og du var udsat for af din far?

Nu er det mange år siden og hamster er her ikke mere,
så du behøver ikke tænke mere på ham, vel.
Du har nok haft behov for at forstå "spillet"

Vi har alle evnen til at hjælpe andre så langt vores resurcer rækker.
Derudover kan det blive svært.

Jeg er sikker på at dine børn har brug for dig.