Et vedkommende digt af Charlotte Bonnor

[mukke]

Jeg har lige været på et specielt jobsøgningskursus, hvor en af deltagerne satte ord på, hvad mennesker oplever, som har kørt rundt i systemet længe.
Det bør stå på et site, hvor de mennesker kommer.

Charlotte Bonnor: Min stemme.

Engang var jeg et menneske,
der i mit indre blod, fornemmede en stemme
der gav mig vid og mod.
Engagementet til at kæmpe
Plante fod på denne jord.
Noget gik i stykker, da jeg mistede mine ord.

Idag er jeg den samme
Stemmen er ej glemt.
Jeg kæmper imod systemer, der tager sig selv for nemt
Og glemmer menneskekundskab
Der føler jeg mig klemt

Jeg kan ikke acceptere ligegyldighed
Systemer bør ikke bryde mennesker ned.
Det er skammeligt og uden værdighed
Skranker er som mure imellem dem og os
Distanceblænden byder aldrig frygten trods.

Mennesket tænker tanker, men er sig selv bekvemt
Systemer i forvaltning, udefra og nemt
Én på hver sin klode, så er der betjent.

Mennesker bliver ikke set, for det de er,
men som rullestene I et kæmpebjerg,
med hver sin plads til at trille
indtil de står helt stille
og mister deres værd

Min stemme er ej knækket, men på den er et slid
Jeg forsøger at forankre dens passion i denne tid
Rummet er det svære
for intet menneske næres af mistillid
Så går jeg over stregen
Det er viljen, og det er vejen
Denne pen kan skære
Igennem det, jeg ej kan bære
Det samme kan mit vid.