velkommen til min kommune

[calamityjane]

Igennem de mange år, der er gået, vil jeg komme med nogen af de artikler som har været i vores lokalavis, det er alt lige fra sindslidende m.m.

FANDT MIN MOR MED BRÆKKET LÅRBEN

13. Februar 2008 11:00


Min mor er pensionist og hun har hjemmehjælp to gange om dagen og sygeplejerske hver 3. dag. Når det faste personale er der, går det fint, men ligeså snart der er sygdom eller ferie og vikarerne kommer, går det galt. Tit kommer de først langt op af formiddagen, men lørdag gik det rigtig galt.
Min mor faldt kl. 1 fredag nat den 1. februar og brækkede sit lårben, og kunne ikke nå telefonen - og helt tilfældigt havde jeg sendt en sms til hende om morgenen som jeg ikke havde fået svar på. Jeg havde også ringet flere gang uden at hun tog telefonen. Det var grunden til jeg besluttede mig for at køre til hendes bopæl og undersøge hvad der var galt.
Udenfor hendes dør kunne jeg høre hun råbte, og da jeg låste mig ind, sad min mor på gulvet i stuen og var i stærke smerter – hun havde siddet fra kl. 1 om natten til kl. 10 næste dag med et brækket lårben – siddende ret op og ned, da hun ikke kunne lægge sig ned pga. smerterne.
I løbet af natten havde hun banket på alt hvad der var at banke på – både med sine hænder, men også med sin stok – og ingen havde reageret. Den eneste reaktion hun fik, var nogle beboere i nabolaget, havde råbt ud af deres altan "kan vi så få noget nattero" Undskyld mig – hvordan er vi mennesker blevet så ligeglade med hinanden, at vi ikke engang gider undersøge hvor larmen kommer fra! Det kunne jo være et menneske i nød!
Men det værste og fuldstændig utilgivelige er, at kommunens hjemmepleje svigter i den grad. Da vi kørte med ambulancen kl. 11 havde der stadig ikke været en hjemmehjælper – og da jeg kom hjem igen i lejligheden om eftermiddagen, havde der stadig ikke været nogen. Jeg talte med aftenvagten som ikke vidste at min mor var indlagt, så han fik lige besked. Så hvis jeg ikke havde fundet min mor kl. 10, havde hun kunne sidde der lige til aften uden nogen form for hjælp og i stærke smerter – aftenvagten er fast personale, så han er meget ansvarsbevidst. Det er simpelthen ikke godt nok af Hvidovre Kommunes hjemmepleje – det er ikke acceptabelt at der ikke bliver passet bedre på vores ældre borgere. Logistikken fungerer simpelthen ikke – når der kommer vikarer i stedet for de faste ansatte, så skrider det hele. Det jeg ikke kan forstå er, at både jeg og min søster ikke blev kontaktet af hjemmeplejen – kommunen har vores mobilnumre, så de altid kan komme i kontakt med os hvis der er noget galt – vi har intet hørt! Så det bestyrker vores tro på at i det tidsrum vi har været på hospitalet ikke har været nogen hjemmehjælp. Og hvis der har været en vikar, synes jeg det er højst underligt, at der hverken er afgivet rapport til den ansvarshavende sygeplejerske eller lagt en seddel om at der har været en, eller er blevet ringet op af kommunen med en efterlysning!
Kommunen har en procedure der siger helt klart, hvordan der skal handles hvis en borger ikke er at træffe, med mindre der er lavet særaftaler – og det er der ikke i dette tilfælde.
Selvom min mors tilfælde er ret alvorligt, kan jeg godt forestille mig, at der er mange andre ældre i kommunen som også bliver svigtet. Noget skal der gøres inden det kommer til at koste menneskeliv!
Vi har været meget tilfreds med hjemmeplejen generelt – og den har fungeret fint med de faste ansatte. Problemet ligger i styrken af vikarer og logistikken. Havde politikkerne holdt deres valgløfte og sikret bedre økonomi til de ansatte, ville chancen også være bedre for kvalificeret assistance – for hvem gider ha' et tungt og slidsomt arbejde for små penge???
Chancen for at få fastansat personale er større, hvis lønningerne er højere.

---------------------------------------------------

HJEMMEPLEJEN GLEMTE MIN MORMOR

20. Juni 2007 11:00


lKlage vedrørende min mormor Edel Hansen.
Jeg blev ringet op af hjemmeplejen kl. 14.14 - d. 03.04.07, at min mormor var på vej til hospitalet i ambulance, grundet et ildebefindende og de ikke kunne komme i kontakt med hende. Jeg tager straks til hospitalet.
Dagen efter bliver hun udskrevet. Akutmodtagelsen siger at, min mormor ikke har nøgler med! Aftalte at de skulle ringe, når ambulancen ville være der, så ville jeg åbne for dem. Mens vi venter på en ambulance til hjembringelsen, ringer jeg til hjemmeplejen kl. ca. 14.00, hvor jeg fortæller at jeg vil tage hjem for at modtage hende, smører noget mad og sørger for noget aftensmad, så kan aftenvagten derefter tage over.
D. 08.05.07 kl. ca. 20.00, bliver jeg ringet op af en aftenvagt, der fortæller at min mormor var blevet indlagt dagen inden kl. ca., 17.15. da hun var blevet dårlig..
Menneskeligt at fejle
Bliver oprørt over ikke at være blevet kontaktet som d. 03.04.07. Synes at det er for dårligt, at der går over et døgn uden at få noget at vide. Får det svar at det er menneskeligt at fejle.
Da jeg ankommer til hospitalet får jeg at vide af personalet på skadestuen, at det var da en forfærdelig og ulykkelig historie, det var da heldigvis ikke så tit sådan noget skete! Min mormor havde siddet fastklemt og været uden hjemmehjælp siden hun blev udskrevet for tre dage siden, derfor var hun ankommet bleg, kold, konfus og dehydreret.
- Hvorfor varede det så længe inden jeg blev kontaktet af aftenvagten??.
- Hvem på skadestuen havde ansvaret for at ringe til hjemmeplejen, for at sige at hun kom hjem?
- Hvorfor gav hjemmeplejen ikke beskeden videre, at jeg selv som en ekstra foranstaltning havde ringet, for at sige hun kom hjem.??
D.09.05.07. Tager jeg igen på hospitalet for at se til min mormor, og for at kunne dokumentere hendes skader, fotograferer jeg de blå mærker hun har på arm, ryg og hals. Derefter kontakter jeg hjemmeplejekontoret i nord, hvor jeg spørger hvem der har været hos min mormor, da der ikke står noget om de sidste 3 dage i hendes kontaktbog.
Jeg bliver vist ind på et kontor, og venter en halv time, derefter kommer områdechefen og gruppelederen for at undskylde denne ulykkelige hændelse. Jeg spørger igen, hvem der har været hos min mormor. Her får jeg det svar at sagen er overgået til hjemmeplejeleder Betina Hardt Madsen, som vil kontakte mig og derfor kunne de ikke svare må mine spørgsmål, men de ville dog selv gerne have nogle svar på, om hvordan min mormor havde det og om hun var ved bevidsthed.
- Hvorfor skulle jeg henvises til et kontor i en halv time inden de ville tale med mig?
- Hvorfor havde de lige pludselig ikke bemyndigelse til at tale med mig om de sidste 3 dage?
De havde dog bemyndigelse til at spørge om i hvilken tilstand min mormor var og om hun var ved bevidsthed..
D.10.05.07. bliver jeg kontaktet af Betina Hardt Madsen. Der brugte meget tid på at beklage det uheldige og forfærdelige forløb, at der ville blive gjort alt for at finde årsagen til at, der ikke havde været nogle hos min mormor og jeg endelig ikke gjorde noget for at skjule noget.
Hun forstod godt min vrede og frustrationer over dette forfærdelige forløb. Jeg spurgte, hvordan de havde fundet min mormor. Svaret var, at de tilfældigt var kommet forbi og fundet hende kold, bleg og bevidstløs i sengen. Derudover havde hun et lille trykmærke da hun havde ligget op af sengehesten.
Aftenvagten havde derefter trukket hende højere op i sengen og givet hende tæpper på og derefter havde de ringet 112. Så alt var gjort efter forskrifteme, sagde hun.
Så begyndte hun at rose aftenvagten, over han ikke havde set ordentligt på listen, over hvem der skulle have besøg, for der havde egentlig stået at hun var indlagt, og derfor var det heldigt at han tilfældig var kommet forbi, ellers kunne der jo have været gået endnu længere tid, inden hun var blevet fundet!!!!
Betina H. Madsen var meget informerende om, hvordan hjemmeplejen og aftenvagten var påvirket over situationen. Til at starte med fik jeg ikke sandheden at vide, om hvordan min mormor var fundet, kun fordi jeg gennem hospitalet, vidste, hvad der nogenlunde var sket og jeg selv sad inde med informationer om, hvad tøj hun havde på da jeg forlod hende om fredagen og hvilket sengetøj der var på sengen, kunne jeg stille de rigtige spørgsmål.
- Havde aftenvagten fået mundkurv på, siden der gik et døgn inden de ringede til mig?
- De havde ikke kun trukket min mormor på i sengen. De havde vasket hende, og givet hende noget andet nattøj på.
- Aftenvagten sagde hun var blevet kørt afsted kl. 17.15. (i rapporten fra hospitalet står der kl. 20.15)
- De havde taget det beskidte lagen af, som hun havde ligget og haft afføring i de sidste 3 dage.
- De havde forsøgt at skjule sporene af afføring på hendes gulvtæppe.
- Hvor er den bluse jeg havde givet hende på inden jeg gik fredag aften?
Da jeg forelagde hende disse facts undskyldte hun med at hun havde flere stykker papir foran sig og hun skulle lige skimme dem igennem, imens hun talte med mig.
Sandheden
Hårdt presset kom det til sidst frem, at min mormor havde ligget fastklemt udover sengehesten, hun havde desuden væltet sit natbord, og angående den manglende trøje, hun havde haft på, havde de været nødt til at klippe den i stykker for at få hende fri af sengehesten..
De havde også været nødt til at gøre hende i stand og give hende rent nattøj på inden hun kom afsted til hospitalet.
Jeg spurgte, hvad der var gået galt, da jeg havde selv som en ekstra foranstaltning, havde ringet og sagt hun var på vej hjem. Dertil fik jeg et svar, der ordret hed 'ja det var jo påstand mod påstand". Da blev jeg vred, det endte med at jeg truede med politi for vanrøgt, at gå til aviserne og borgmesteren. Skal jeg nu også kaldes en løgner, fordi den ene ikke ved hvad den anden laver?
Betina forklarede, hun havde spurgt, hvem der havde været på kontoret kl. ca. 14.00, da jeg havde sagt at jeg ringede og fået det svar af sygeplejerskerne, at der ikke havde været nogle før kl.14.30. Selvom jeg kunne dokumentere, at jeg havde ringet på det givne tidspunkt, blev det ikke taget for gode varer. Men det ville hjælpe hvis jeg kunne, huske hvem jeg havde talt med....
Undervejs i vores samtale, var der var sket flere andre uheldige episoder, som jeg havde skrevet om i mormors kontaktbog, svarede Betina; at den jo godt kunne blive konfiskeret, hvortil jeg var nødt til at fortælle hende, at det havde hun ingen bemyndigelse til og at jeg desuden allerede havde den. Hun syntes dog, at jeg skulle klage over de ting, jeg syntes ikke fungerede, bla.
- Der bliver smidt sengetøj ud, hvis det skønnes for ulækkert til at blive skyllet af;
- Mormor er blevet sat i kørestol inde i stuen om formiddagen, hvor jeg kommer tilfældigt om eftermiddagen og finder hende fastklemt inde under hendes sofabord.
Trods min nu endnu større vrede og frustration over, ikke at blive troet på, at få fortalt usandheder og i særdeleshed over en mangel på medmenneskelighed, håbede Betina da, at vi stadig kunne finde ud af dette i mindelighed!
Efter et par timer ringede Betina Hardt Madsen mig op igen, for at spørge om jeg havde givet min mormor sit nødkald på?.
Efter vores sidste samtale og manglende information omkring forløbet, syntes jeg ikke at, det vedkom hende, dernæst fik jeg spørgsmål som..
Skal det forstås sådan, at du ikke har givet hende det på?
Skal det forstås sådan, at det lå på natbordet da du gik?
Jeg forklarede igen, at det ikke kom sagen ved og at forløbet aldrig var sket, hvis de havde gjort deres arbejde.. Skulle jeg nu hænges op på, at det var min skyld at min mormor ikke kunne kalde på hjælp, hvis hun ikke havde haft sit nødkald på..? Mormor KAN ikke selv betjene nødhjælpsknappen og det er noget de har vidst hele tiden.
D.11.05.07, blev jeg igen ringet op af Betina H. Madsen, der sagde jeg ikke behøvede at udtale mig, men om jeg kunne huske hvilket tlf. nr. jeg havde ringet til den dag. Dette oplyste jeg hende, hvor efter hun sagde at hvis det var det nr. jeg havde kontaktet, havde sygeplejerskerne måske ikke selv taget telefonen, at det så sagtens kunne have været en anden, og beskeden bare ikke var kommet videre..
Igen undskyldte hun det ulykkelige forløb, hvis hun kunne gøre noget eller jeg havde brug for en samtale med de involverede parter var jeg altid velkommen.
Hvis jeg under hendes ferie havde brug for at få nogle oplysninger, var jeg velkommen til at kontakte hendes sektionschef, for hun havde fået forleagt hele sagen.
D.14.05.07 ringer jeg sektionschefen op, som er chef for Betina Hardt Madsen, for at høre hendes forklaring på forløbet, igen fik jeg samme forklaring at de havde fundet min mormor liggende i sengen.
Jeg fik en snak med hende om, hvordan jeg undrede mig over, at jeg som pårørende fik én historie om forløbet og sandheden var en anden. Og at jeg nu kunne bevise ud fra de samtaler, jeg havde haft med Betina og nu hende, at de havde sammensat en historie der skulle passe.
Fik blodprop
Min mormors situation efter dette forløb er, hun har haft en blodprop, der har gjort hun vælter til venstre i sengen og ikke kan sidde i en kørestol uden at vælte ud over den ene side. Hendes synkerefleks er skadet, så hun har svært ved at synke mad og drikkevarer, hun skal fremover leve af kartoffelmos og blendet mad, yoghurt, fromage og andet flydende mad.
Inden de ville udskrive min mormor, bad jeg om et møde med den koordinerende sygeplejerske på Hvidovre Hospital. Her udtrykte jeg min store bekymring omkring hendes udsknvelse, Men det mente hun ikke var noget problem. Der ville blive bestilt en lift, kørestol og tyggevenligt mad fra Krogstenshave, hun mente også at hjemmeplejen godt kunne klare at passe min mormor med noget ekstra hjælp
D.23.O5.07 bliver min mormor udskrevet fra hospitalet jeg var i hendes hjem for at modtage hende. Falck sagde at det var ærgerligt at jeg var der for at modtage hende, da de ellers havde nægtet at køre hende hjem. De mente hun var for dårlig til anbringelse i eget hjem.
Tager til hjemmeplejekontoret, taler med områdechefen omkring min bekymring for mormor og hendes store behov for pleje ved hendes hjemkomst. Bliver beroliget med at hun vil få max antal besøg dag/nat og ang. maden vil der ikke blive problemer...
- Men den bestilte lift var ikke kommet da hun blev udskrevet, heller ikke kørestolen var kommet. Angående den tyggevenlige mad der skulle være bestilt, kom der kartofler og kød i skiver. Der var heller ikke givet besked til hjemmehjælperne om mormor ikke selv kunne spise og drikke.
Så selvom jeg igen kontaktede hjemmeplejen for at det ikke skulle gå galt - skete det alligevel.
Jeg klager over de inkompetente vikarhjemmehjælpere /aftenvagter, der bliver ansat af Hvidovre kommune til at passe på vores ældre, især i weekenderne.
Jeg klager over, den nederdrægtige måde jeg er blevet behandlet på, som pårørende.
Hvis jeg ikke næsten dagligt, havde besøgt min mormor og ved hvad der sker i hendes hverdag, ville hjemmeplejen have kunnet skjule denne frygtelige måde, hvorpå min mormor er blevet behandlet.
Til slut vil jeg bare sige at min mormor igen er blevet indlagt.
-------------------------------------------

SVIGT PÅ SVIGT

03. April 2007 11:00


Jeg tillader mig at skrive til Hvidovre Avis vedr. min voksne søn på 36 år, hvordan de sociale myndigheder behandler en psykisk syg.
Min søn blev overfaldet i dec. 2004 i sin lejlighed af to mænd, blev slået og truet med at få klippet fingrene af, min søn slap væk fra dem. De blev politianmeldt.
Min søn fik posttraumatisk stresssyndrom, var meget bange for at være i lejligheden. Kommunen tilbød en anden lejlighed tættere på gerningsmændene, det var det eneste, de kunne tilbyde. Den gamle lejlighed havde elevator op og en svalegang, den nye er i en opgang, så det var enten pest eller kolera.
Der blev ikke udarbejdet en handlingsplan fra kommunens side.
Politiet klokkede i indkaldelse til retten (vi blev indkaldt to gange til retten, min søn var meget bange for at møde gerningsmændene). Politiet havde ikke fået skrevet indkaldelse af gerningsmændene og deres advokat fik stoppet retssagen.
Gerningsmændene gik fri hvilket gjorde min søn meget bitter, de har ødelagt hans liv. Han har altid klaret sig selv, er uddannet bygningsmaler.
Han føler sig virkelig svigtet af systemet, fik sygedagpenge, gik i distriktpsykiatrien, der ikke opdagede, hvor syg han i virkeligheden var/er, han har spiseforstyrrelser osv. Han sad bare hjemme i lejligheden, var på piller, ville ikke være sammen med andre mennesker, træt af livet, så vi fik ham tvangsindlagt, han var der to dage, og så ude igen.
Han er så bange for at være i lejligheden, for hvornår sker der noget igen.
Kommunen ville skaffe ham arbejde, min søn havde opfattelsen af, at de ved næste møde skulle ud på arbejdspladsen, hvad der ikke skete. Der var så mange svigt på det tidspunkt, at min søn gav op.
Han gik hjem tog alle de piller han havde, lå på sofaen i 21 timer, hvor jeg fandt ham dybt bevidstløs, han overlevede, men efterfølgende fik han ingen hjælp til at få bearbejdet traumet, han fik store tryksår, infektion i blodet, og på afdelingen på Hvidovre hospital var der ingen omsorg, de havde travlt, så han fik lov at passe sig selv, følte sig meget svigtet.
Efterfølgende blev han overført til psykiatisk afd. Glostrup, hvor han bare lå på sin seng, uden omsorg, eller pasning af sår m.m.
Sårene var der skorper på, men indenunder lurede det, han blev indlagt på Glostrup for at få revideret sårene. Han kom i fuld narkose, men her blev han også svigtet, han fik ikke sine piller til tiden, faldt i søvn, pillerne var fra psyk. afd. og doseret, de kunne have givet ham æsken for en dag, så havde der ikke været så mange problemer, de forstod ikke at han var psykisk syg - svigt igen.
Han var bange for at komme tilbage til sin lejlighed efter selvmordsforsøget. På psykatrisk afd. sagde de, at han måtte flytte på "Mændenes hjem", de kunne ikke have ham mere.
Han har været hos min anden søn i Hillerød, men behandlingerne af sår- medicin- dagpatient på psyk.afd. foregik herinde, så han var tvunget til at tage tilbage til lejligheden. Så snart han er væk fra området føler han sig tryg og kan fungere normalt.
Jeg har haft kontakt til borgmester Britta Christensen, hun siger, at hvis der sker noget, og han bliver bange, kan han bare ringe efter politiet.
Kommunen tilbød en anden lejlighed, der var væsentligt mindre, og som psykisk syg har man brug for at have sine ting omkring sig, hans seng og skab kunne ikke være der, og jeg mener kommunen ville få hans gode lejlighed fri, og jeg mener da også, at folk dør eller flytter i Hvidovre. Så hvor svært kan det være?
Han havde også en besøgsven, men min søn kan selv gøre rent og handle, hvis ellers han har penge til det. Besøgsvennen kom - drak min søns kaffe- så tv-, holdt ferie, en anden ringede, så havde de kontakt til min søn, det var ikke den hjælp, vi havde forventet. Vi havde troet, at han havde fået hjælp til alle de ting med kommunen, vejledt mín søn.
Han har været meget igennem, og vi forældre har været med hele vejen, jeg har kontaktet flere foreninger, blandt andet Sind, hvor jeg fortalte historien, hun syntes det var forfærdeligt, ville ringe tilbage, jeg lagde besked på tlf.svarer flere gange, uden der blev ringet tilbage. Vi har også brug for hjælp og vejledning.
Min mand har skrevet mange breve til det offentlige, men lige meget hjælper det, de har deres papirarbejde i orden, så blæse være med det menneskelige, hvis ikke min mand og jeg havde været der som socialrådgivere m.m., så havde vores søn ikke været her i dag.
Jeg mener, jeg skal være hans mor og ikke alt det andet.
Min søn har i dag fået flexjob som elektriker, hvilket han er meget glad for, men lige så snart han træder ind i lejligheden, går hans verden i stå.
Jeg har mange gange gået til hans dør, bange for hvad skulle jeg opleve, hvor længe skal dette stå på? Min mand og jeg har ikke noget liv, det hele går med at tænke på vores søn, som vi meget nødigt vil miste på grund af samfundets svigt, som virkelig mangler menneskelighed og forståelse.
Systemet er svært, hvor får man hjælp og opbakning, nogen der tager en i hånden, er der for en, når man er psykisk syg. Du skal selv bede om hjælp, og hvem gør det og har overskuddet, når man har det sådan?
Med venlig hilsen
en mor

---------------------------------------------------

SVIGT- SVIGT - SVIGT

19. Oktober 2005 11:00


lPå grund af svigt skete det igen! Det, alle vi beboere i denne blok Hvidovrevej 478-492 havde frygtet, skete IGEN.
På Hvidovrevej i FRIHEDEN udbrændte en lejlighed IGEN. Det samme skete en februaraften for blot et par år siden; der var vi i samme situation, hvor samme lejlighed udbrændte TOTALT. Jeg/vi tør ikke tro på følgerne, hvis ikke en snarrådig beboer havde reageret i tide midt om natten og fået tilkaldt brandvæsen og politi til hjælp. Hvad var der ellers sket, hvis vi alle var gået til ro på dette sene tidspunkt?
Flammer og røg stod ud fra lejligheden, og vores allerværste frygt blev til virkelighed for anden gang indenfor 2 år. Lejligheden beboes af en psykisk syg kvinde, - hvis historie jeg af gode grunde IKKE kan gå dybere ind i, - men når een person udsætter så MANGE andre for fare, må der ske et eller andet, som forhindrer yderligere katastrofer i fremtiden. Samme kvinde ønskede åbenbart at gøre skade på både sig selv og andre, - og blev dermed helt blottet for normal tankegang for følgevirkning af at sætte brand til sin lejlighed. Er dette ikke strafbart, når man er syg? Hvor er kriteriet for, at man bliver særanbragt? Er det ansvarligt at lade 63 beboere være gidsler i hendes sygdomssituation?
Svigt fra Hvidovre Kommunes side kommer ind i billedet ved boliganvisningen til den kvinde, der beboer lejemålet. Vi har i tiden siden hendes indflytning erfaret, at hun har været "under kommunens vinger". Det er i og for sig også godt nok, BLOT IKKE, når man fra kommunens side IKKE evner at følge op på denne sag. Her tænkes på det opsyn, man skal tage i forbindelse med en psykisk syg person.
DET MÅ KUNNE GØRES BEDRE!
Den psykiatriske opfølgning har svigtet, fordi man netop havde "givet hende fri" i hverdagen, til trods for kendskabet til hendes sind, og fordi man IKKE i normale omgivelser TRODS BESPARELSER evner at følge op på denne patient, og dermed bringer mange i fare uden mulighed for at kunne reagere. Det må der gøres noget ved. Det nytter ikke med den påstand, at "man ikke kan gøre noget, da det kun vil flytte problemet". Ja, vi hører ordene, men det er FARLIGT FOR alle os andre med den stillingtagen. Det ER synd for beboeren, men i denne sag er det gået FOR vidt.Nu er det også synd for os andre!
DET MÅ KUNNE GØRES BEDRE.
Det kan IKKE være rigtigt, at alle vi familier skal gå i vore hjem og være utrygge i fremtiden for, at hun vender hjem igen. Her kan nævnes, at nedenunder den udbrændte lejlighed, flyttede sidste år en enlig mor med 2 små børn ind. De har NU ikke har noget hjem at bo i, efter de kl. 4.00 om natten måtte vækkes på grund af den voldsomme situation. Dybt berørte og angste måtte de forlade deres hjem sammen med deres mor og mormor midt om natten med den besked, at de IKKE måtte bo i lejligheden, der nu sejlede i vand. DE HAR NU INTET STED AT BO. Det er jo en følgevirkning af, at man fra SYSTEMETS SIDE blot satte den syge kvinde tilbage i lejligheden efter sidste brand i februar 2003, TRODS mange, mange protester.
DET MÅ KUNNE GØRES BEDRE!
NU har vi kun én bøn, - få den kvinde væk fra et sted, hvor så mange andre mennesker er i potentiel fare for at blive inddraget i en katastrofe, hvis hun kom tilbage, og det samme sker igen. Havde hun glemt at tage sine piller? Hvem havde ansvaret for, at hun gjorde det? SVIGT FRA KOMMUNEN!
Det kan godt være, at det er synd for de syge, men vi er ikke gearet i hverdagen til at håndtere dette som beboere. HJÆLP os nu med at efterkomme vor bøn.
Svigt fra Afdelingsbestyrelsen, der ikke i tide hørte vore beboeres nødråb, og som blot overhørte vor klage, og vor bøn om IKKE at lade beboeren flytte tilbage trods deres dybere kendskab til sagen, og som IKKE orienterede os.
DET MÅ KUNNE GØRES BEDRE!
Hvor var vores Socialrådgiver i denne sag? Var hun bekendt med denne kvindes situation? Eller var socialrådgiveren optaget af andre gøremål? Har vi i det hele taget nogen socialrådgiver i Beboerforeningen Friheden?
Svigt fra Politiets side, der samme dag var kaldt ud flere gange til husspektakler i opgangen, og ikke vurderede farligheden. Sidste gang var lige inden midnat inden infernoet brød løs. Hvad skulle den sidste hundepatrulje kort for midnat i lejligheden? Så de ikke faresignalet? Hundene gøede i en 1/2 time nede i bilen. Hvad gøede de af? Havde de en bedre fornemmelse af, at der var noget helt galt, - mere end de betjente, der var oppe i lejligheden?
Det kunne gøres bedre!
Een af betjentene "læste" IKKE situationen korrekt efter branden var brudt ud, - at han havde med mennesker at gøre, der var blevet ramt på det basale, TRYGHEDEN I DERES HJEM, og nu måtte gå hvileløst rundt. Sådanne mennesker i affekt giver man ikke et vredt svar på en venlig forespørgsel, om hvad der er sket. Det er er job, hvor man SKAL kunne bjæffe og skabe respekt. Ja, men det er et job, der forpligter, politiet skal skabe ro og informere. Det er hvad der skal til. DET SKAL GØRES BEDRE.
Der er nu snart valg til kommunalbestyrelsen, og det ville være rart og betryggende, om nogle politikere ville tage dette problem med husning af psykiske ustabile personer i den almene boligbebyggelse op som et emne i valgkampen, for så vidt vi er orienteret, og læser i Hvidovre Avis, er der også andre Boligselskaber i Hvidovre, der er ramt, eller bliver udsat for samme situationer.

---------------------------------------------------

Nødopkald blev afvist, da øksemand gik amok

21. Marts 2007 11:00

Døren som øksemanden forsøgte at trænge igennem.


Zoom





lSøndag eftermiddag skete det, der ikke måtte ske. Før har Hvidovre Avis kunnet berette om en mand, som har skabt skræk og rædsel med sine kamphunde i Risbjergkvarteret. Søndag skræmte han livet af beboere i området - værst gik det udover en villa, hvor manden gik amok med en økse på hoveddøren og fremsagde mordtrusler.
- Slap dog af din tosse, var beskeden fra alarmcentralen, da beboerne forsøgte at tilkalde politiet. Afdelingsleder, af den Operative Kommunikation, Uffe Uldahl Nielsen, kender til sagen, men kan ikke udtale sig om verserende sager til pressen.
Gassede manden ud
Leder af nærpolitiet i Hvidovre, Johnny Christiansen, bekræfter politiets indgriben på Torstensvej, og at personen er kendt i kvarteret for andre sager.
- Klokken 16.49 i søndags rykkede vi ud til adressen, da en 28 årig mand forstyrrede beboerne i et hus ved at banke hårdt på døren, mens han råbte; - Luk mig ind eller jeg smadrer døren.
Man nægtede at lukke manden ind, hvorpå øksen gik igennem ruderne i indgangspartiet. Bag døren fik den mandlige beboer glasskår i ansigt og øjne, mens kvinden i huset foretog nødopkald. Udenfor stod gerningsmanden og lavede halshugningstegn, mens han kom med direkte mordtrusler.
Da politiet mødte op på gerningsstedet med opbakning fra Beredskabsafdelingen i København i form af 10-12 mand, var gerningsmanden løbet over vejen til sit eget hus. Indefra grunden havde han kort forinden smidt brosten og lignende mod ofrenes hus, og et vidne fortæller, at politiet også blev udsat for trusler og kasteskyts.
- Man forsøgte at kalde manden ud af huset, men det nægtede han. Og da han var bevæbnet med en økse, så tog man ingen chancer. Klokken 18.30 skød man gas ind i huset, typisk gennem et vindue, og efter et minut overmandede betjente - iført gasmasker - manden, fortæller Johnny Christiansen.
Via videooptagelser fra vidner, kan man se hvordan stærkt bevæbnede specialenheder lå i stilling, skulder ved skulder, ude på gaden klare til at rykke ind i huset, mens flere salatfade holdt på vejen. Folk fra området mener at have set fire salatfade og over 20 betjente.
Kamphund bed betjent
Efter anholdelsen skulle resten af bopælen ryddes, men mandens syv kamphunde befandt sig stadig i huset, og skulle indfanges i samarbejde med Falck. Hundene var i misrøgtet tilstand med liggesår og andre betændte sår. Vidner fra området hævder, at hundene ikke har været ude af huset i et helt år. En betjent blev bidt af en hund, som opførte sig aggressivt på grund af anholdelsen af ejeren og betjentenes indtrængen i hjemmet. Man fandt ikke yderligere våben eller personer i huset. Dyrene blev anbragt på et dyreinternat, hvor deres miserable tilstand behandles, og fremtiden for hundene overvejes.
Øksemandens sag og kommende dom overvejes i disse dage, hvor en behandlingsdom kan være en mulighed, da hans opførsel betegnes som stærkt uligevægtig.
- Det er en ulykkelig sag, da manden er psykisk uligevægtig, forklarer Johnny Christiansen og fortsætter, - og beboerne i området er virkelig bange for ham, og det er ikke holdbart, at han skal skabe skræk og rædsel i Risbjergkvarteret.
Nødopkaldet!!!
- Hjælp, hjælp, lød det desparate forsøg på at få hjælp fra politiet gennem et opkald til 112.
- Slap dog af, din tosse. Og ring til Rødovre Politi, lød svaret fra manden i alarmcentralens omstilling.
Ofret måtte ringe til oplysningen for at få fat i nummeret til Rødovre Politi, mens øksen smadrede gennem døren. Forulempede kunne ikke komme gennem til det lokale politi og ringede derefter til 112 igen, hvor vedkommende tiggede og bad om hjælp. Denne gang kunne man fortælle, at en vogn var på vej.
Ifølge Hvidovre Avis' oplysninger, har man efterfølgende aflyttet samtalen og beklaget situationen overfor ofret. Man skulle også have bedt om tilladelse til at benytte samtalen i undervisningsøjemed, så kommende betjente i omstillingen kan tage ved lære af situation. Den pågældende betjent skulle desuden være kaldt til samtale.
- Jeg kender til sagen i Hvidovre, men jeg kan desværre ikke kommentere på verserende sager, selvom jeg gerne ville, men alle har da krav på en ordentlig behandling, udtaler Afdelingslederen af politiets Operative Kommunikation, Uffe Uldahl Nielsen, som hverken bekræfter eller afkræfter den telefoniske behandling af ofret.
Johnny Christiansen kender ikke til nødkaldets håndtering, men udtaler; - Folk kan være desperate, når de ringer ind. Men der skal man være i stand til at snakke pågældende til ro og ikke selv blive irriteret. Under alle omstændigheder må man ikke udvise utilstedelig opførsel, men jeg kender ikke til dette opkald.

------------------------------------------------

VI ER EN ØKONOMISK KASTEBOLD MELLEM TO KOMMUNER

04. Oktober 2006 11:00


Siden min søn var lille, har vi haft rigtig mange voldsomme problemer med hans adfærd - problemer, ingen har været opmærksom på.
Først meget sent opdages det, at min søn lider af en form for autisme - nemlig Asbergers Syndrom. Træk, der udmønter sig i ubevidste vredesudbrud og voldsom aggresiv adfærd, der tit går ud over uskyldige.
Både i børnehaven, på skolerne - Gungehusskolen og Sønderkærskolen - har der været fysiske og voldelige problemer, og vi bliver henvist til familiecentret Poppelgården for at få styr på familien! Stadig ser ingen hans Asbergertegn.
Først da han er 13 1/2 år, og jeg selv banker i bordet for at få ham vurderet på en psykiatrisk afd., finder man hans alvorlige handicap. Vi er i mellemtiden flyttet til Københavns Kommune og hans sagsakter fra Hvidovre Kommune er pist væk!
Jeg kæmper for at få min dreng væk fra det gademiljø, han efterhånden opsøger for at være sammen med typer, der er lige så hårde som ham selv.
Jeg vil gerne have ham på en døgninstitution. Hans far - der bor i Hvidovre og har en høj stilling - vil have ham på dagskole, og vi kæmper om forældremyndigheden for at kunne bestemme det tilbud, vi hver i sær ønsker for vores søn.
Hans far vinder myndigheden, hvilket resulterer i at min dreng stadig har adgang til det kriminelle miljø. Jeg siger stadig til myndighederne, at der må gøres noget, men intet sker.
Dagskolen har problemer med ham, han er ved at blive smidt ud, men Hvidovre Kommune kan stadig ikke se, at skolen ikke er passende til ham. Han går i skole to timer om dagen, der er ikke mødepligt, så han gør, hvad der passer ham.
Fra maj i år har jeg passet min søn hver dag fra kl.13.00 til kl. 22.00. Han kan nemlig ikke lide at være alene, og hans far er på arbejde. Hvidovre Kommune gør intet ved, at det går dårligt i skolen. Efter sommerferien har han kun "set" sine lærere til en is i et storcenter. Det får skolen 30.000 kr. om måneden for af Hvidovre Kommune! Skolen kan ikke rumme ham og hans syndrom, selvom det er en specialskole.
I august smider hans far ham ud. De er blevet rygende uvenner, og min søn står reelt set på gaden. Jeg vil selvfølgelig ikke se på, at han ikke har et sted at bo og tager ham ind, da hans kontaktperson afleverer ham akut. Han frygter, at han er ved at få et nervesammenbrud.
Jeg fik at vide, at han skulle være hos mig i 10 dage - så ville der være en plads til ham. Nu er han hos mig på 9. uge. Jeg kan ikke magte ham og hans sygdom, og dét ved kommunen godt. Familien bliver mere og mere isoleret, for min ældste søn styrer ALT.
Min yngste søn er bange, for han tager hans computer, hans tøj og hans telefon. Jeg er bange, for han tager våben med ind på sit værelse om natten. Og jeg er bange for, at boligforeningen smider os på gaden, hvis larm og ballade fortsætter.
I de uger der er gået, har jeg ikke modtaget penge for, at han er her hos mig. Faren har stadig myndigheden, og jeg får ingen bidrag, sålænge han ikke har adresse hos mig.
Min læge har skrevet til Hvidovre Kommune, at de nu må finde et sted til min ældste søn, fordi jeg er ved at bryde sammen. Og han er smidt ud af sin skole pr. 1. oktober uden at man har fundet et andet skoletilbud.
Jeg føler, at Hvidovre Kommune gerne vil slippe af med min søn, og derfor gør hvad de kan, for at få ham ind på min adresse - så er det nemlig Brøndby Kommune, der står med problemet.
Vi er blevet en økonomisk kastebold mellem kommunerne. Ved at få ham tilmeldt min adresse, slipper Hvidovre nemlig for en udgift, der lyder på omkring 100.000 kr. om måneden.
Jeg troede, vi kun skulle have ham midlertidigt, for jeg kan ikke magte ham på længere sigt. Det er bondefangeri, for hvem kan afvise sin egen dreng? Vi elsker ham jo trods hans handicap.
Hvis han flyttes til Brøndby Kommune, sættes han tilbage i institutionskøen. Han er i sidste uge fyldt 15 år. Når man overhovedet at hjælpe ham rigtigt, inden han bliver myndig?
-------------------------------------

Det kan så meddeles at familien i historien SVIGT PÅ SVIGT ikke bor i kommunen længere.