hvem bestemmer ?

[annasen]

Nogen gange har man brug for at læsse af, og nogen gange at lave lidt sort humor omkring det hele.

Min overbevisning siger mig, at det vil være ligegyldig, om vi skriver et sådan brev. Vi kender jo svaret. Du skal arbejdsprøves til du har mistet din sidste rest af selvværd..Og som du skriver, er det sagsbehandleren der bestemmer.

Jeg skriver - nej.
Der er kun en´der bestemmer og det er dig selv.

Resten er økonomi. Det kan være svært nok, det indrømmer jeg.

Men kan ens liv og helbred vejes op i penge?

Ikke mit liv. - det ville alligevel ikke være noget værd, hvis jeg resten af mine dage skal kravle rundt under gulvtæppet.

Det er kun min holdning til det fru Hansen spørger om.


annasen

[LUM]

Det bestemmer sagsbehandler helt suverænt, jeg har endnu ikke kunnet finde noget som helst der siger andet, om end jeg har brugt flere uger på at lede, da jeg selv havde brug for det... jeg spurte i øvrigt den daværende ombudsmand, og hans svar var klart, jeg skulle arbejdsprøves, slut prut, for det ville så bevise om jeg kunne arbejdsprøves.
Over for sagsbehandler havde jeg bla forsøgt den med § der siger at ens tilstand ikke må forværres, hvilket psyk holdt stærkt på at min situration ville, hvis de begyndte på noget tis, men det eneste der kunne bevise det ifg loven og altså ombudsmanden var/er en arbejdsprøvning, så den fik jeg ikke meget ud af.... men det var da forsøget værd.

De forsøgte, men kom kun til formødet, psykologen på stedet gav min sagsbehandler en skideballe *gg* eller faktisk flere, hvilket var lidt fedt at side og høre på, hun blev mere og mere rød i hovedet af arrigskab.
Efterfølgende viste sagsbehandler så slet ikke hvad hun skulle, for hun kunne ikke det hun havde fået besked på oppe fra, jeg skulle arbejdsprøves, men det kunne hun jo ikke, så hun gik helt i baglås, det eneste jeg hørte til hende var de der forbannede opfølgnings skemaer. Så blev jeg gravid og den potte var uden for den omgang, rent papir messigt, skulle hun lige "fremtvinge" noget tam tam omkring at jeg havde (har stadig) bækkenløsning, at mine knæ var ekstra belastede og at jeg grundet graviditet ikke kunne (ville) tage min medicin (fordi det kan skade) det er åbenbart noget de kan forstå, lige så snart det bliver fysisk håndgribeligt, sååå.

For mig virkede det at bevise kendsgerningerne, også lidt for godt, nu er der 2 muligheder kontanthjælp (hvilket så bare ikke lige er en mulighed alligevel, men det tror sagsbehandler at jeg har glemt) eller FP, for høre på mig, det vil man absolut ikke... jeg skal F ikke have FP, jeg skal i arbejde, slut prut, jeg kan og jeg vil og jeg kan bevise det, hvis bare jeg får lov, men det vil kommunen altså ikke.... åndsvage system.

Noget andet er, det der med at få luft, det er siden her jo OGSÅ til, hvis det hele skal være §§ vil siden hurtigt dø, for sikke mange spørgsmål der ville skulle slættes fordi folk har udtrykt at det hele er noget bævl, allerede i 1 indlæg. (jeg ved godt det ikke var det du menet, altså at man slet ikke må læse af)
At lukke galde ud, læsse af, er en stor del af det at overleve, en meget stor del, endda.
§§ og lovskrifter er fint, helt bestemt, det ville siden heller ikke kunne overleve uden, for det er da sørme også en del af det at overleve, bare på et andet plan. Og normalt, når en eller anden støder på den rette § (eller ved hvor den findes... nogle giver sig endda til at læse den ene lov efter den anden for at finde lige nøjagtigt DEN §) så ligger man den da ind som besvarelse, sammen med alle de/vi andres brokken, så dukker den op skal den nok komme til, det plejer de.
Måske det er lidt fimset at brokke sig og lukke galde ud, men måske det er derfor kvinder er så meget stærkere end mænd, har så meget nemmere ved at overleve kriser en mænd, det er ikke for sjov skyld at der er en højere selvmords rate blandt deprimerende mænd end kvinder, kvinder lukker fimserri ud, det er mænd ikke så gode til *ss* (de har så andre styrker altså misforstå mig ikke, mænd er da dejlige... en gang i mellem *gg* tror jeg da nok )

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af phhmw

Kære Fru Hansen og alle i andre.

Skal vi ikke holde alle følelserne ude af debatten. Spørgsmålet er ganske relevat og vi bruger ofte mange indlæg på, at harmes over den virkelighed, som i alle beskriver.

Indtil nu har vi alle ret. Men det kan vi s.. ikke bruge til noget. Så jeg foreslår som i andre tråde.: Lad os i fællesskab finde ud af det!

Hvem skriver et korrekt formuleret brev til korrekt juridisk ministerium - minister - ? - for at modtage det juridiske korrekte svar som vi i fællesskab kan bruge til noget, således at Fru Hansen og vi andre modtager det korrekte svar, således at k10 kan præsenterer et juridisk dokument vi kan bruge i fremtiden.

Jeg vil godt, men da jeg har 2 tunge sager pt vil der gå nogel uger før jeg får overskud.

Mange hilsner til jer alle. Peter

Hvis vi skal holde os til lovgivningen, må sagsbehandleren ikke alene bestemme om man skal arbejdsprøves. Hun SKAL tage de lægelige papir i betragtning, da en arbejdsprøvning IKKE må forværre en klients tilstand, ligesom man ikke behøver at deltage i en arbejdsprøvning hvis det er åbenlyst formålsløst. Så spørgsmålet om arbejdsprøvningen er noget der skal løses/kigges på af sagsbehandler og evt lægekonsulent.

I øvrigt er det også rimelig selvforklarende, for hvis man ikke kan arbejdsprøves, jamen så kan man ikke....uanset HVEM der bestemmer om man skal eller ej. Det beror jo i sidste ende på klientens muligheder for at kunne deltage eller ikke.
Dermed bliver det klienten der skal bevise overfor sagsbehandleren at man ikke kan. Det er der jeg selv står nu.
Sagsbehandleren kaster boldene (indhenter statusprofil, speciallægeerklæring osv), og klienten forsøger at gribe dem.
Tilsidst skulle det hele gerne gå op i en højere enhed ved at MINE udtalelser passer nøjagtig overens med mine læger og min psykiaters vurderinger.
At sagsbehandleren i mellem tiden så alligevel forsøger at få én ud i arbejdsprøvning er jo dét der er så frustrerende, men jeg tror bare det er en del af 'gamet'...de bluffer så vandet driver og går den så går den!!

For små 14 dage siden skrev jeg til hende, at jeg gerne ville have en skriftlig erklæring fra hende, hvor hun skriver til mig at hun har læst og forstået mine lægelige vurderinger og påtrods af at de skriver jeg IKKE kan arbejdsprøves - og hun fortsat siger jeg skal, at hun underskriver brevet som den fuldt ud ansvarlige for min mentale tilstand, og at hun, hvis jeg dør af forværringen, tager det fulde ansvar på sine skuldre.

Dét fik hende så til at ringe til mig??
Hvor hun understregede at hun ikke stod alene om ansvaret for en arbejdsprøvning, og at hun endvidere (pludselig!) håbede jeg ville slippe for arbejdsprøvningen, hun ville bare lige afvente de sidste meldinger fra Incita

Så Peter, man skal ikke lade sig tryne! Det kan godt betale sig at stå fast på sin ret (man har ret til ikke at kunne!) - man er jo ikke selvforskyldt i de lidelser man har....
Havde jeg nu hoppet med på vognen og ud i en arbejdsprøvning, så ville min læge og psykiater jo også se enormt utroværdige ud, når de skriver det ikke kan lade sig gøre! Og så kan det alligevel godt lade sig gøre...??
Og samtidig ville jeg selv have fremstået som uansvarlig, for hvem ved sine fulde fem går ud i en arbejdsprøvning når alle siger man skal holde sig fra det, og risikerer både liv og lemmer for det, så vigtigt er det jo heller ikke!

Hovsa, det blev vist langt, men det er også en sag jeg er meget optaget af

Hmmm ja nu hopper jeg altså lige ind og giver Peter ret her, som jeg ser det hansen skriver ja så sidder hun og har brug for noget hjælp og så er det , det man må give...

Jeg syntes det er helt fint med en anden indgangsvinkel også og også gerne humor hvis altså ikke det er fordi der sidder en i den anden ende og har desperat brug for noget hjælp ...

Jeg kan godt følge jer i det i skriver men det forandre altså ikke det aspekt at man ikke alle står sådan i livet at man kan sige jamen nu gælder det mit helbred og så må jeg tilsidesætte mit behov økonomisk og tro mig jeg ved og mærker lige så meget på egen krop hvad det vil sige som i andre gør , jeg kunne også godt tænke mig at jeg kunne bestemme selv og jeg kunne sige nej...'

Men man er altså nød til at tænke i konsekvenser også ..

Hvis og så frem jeg siger nej ja så siger jeg samtidig nej til at samarbejde og det vil igen sige at kommunen kan lukke for kassen, det vil så igen sige at jeg ikke kan betale min husleje og det vil så igen sige at jeg bliver sat på gaden jeg vil ikke kunne betale mad og medicin og i sidste ende kan det ende med at min datter bliver fjernet fra mig .. .så nej forlanger kommunen noget ja så er det ikke så nemt at sige nej....


Jeg har mit liv mit helbred og mit barn for kært til at jeg overhovedet kunne tænke tanken om at nægte noget der kunne koste mig den smule økonomisk eksistens jeg har ...

Så jeg har ikke muligheden for at sige nej og man skal også tænke på at ikke alle har været så mange år i systemet og er så veldokumenteret nogen har en sag og andre har en , så nej at sige at man bare skal sige nej det er forkert måske det er løsningen for nogen her på siden men ikke for alle ...

Jeg vil sige at i sidste instans er det kommune der bestemmer om du skal i den arbejds prøvning eller ej , du kan sige og skrive at du ikke mener at det er godt for helbredet du kan evt prøve med den paragraf der tydeligt siger at helbreddet ikke må forværres men til syvende og sidst så er det kommunen og pengepungen der har det sidste ord...

Jeg er også i fuld gang med min egen sag lige nu og så sendt som i går var jeg til møde med kommunen og her sagde min sagsbehandler at hun ville når alle lægepapir var i hus fremlægge det hele for lægekonsulenten og spurgte om jeg var villig til at sige ordet "førtidspension" og om jeg snart var enig i at få det skrevet ned som en mulighed ...

Og ja jeg sagde ordet ...og det blev skrevet ned,men vi snakkede også om at jeg som jeg har det pt ikke ville kunne klare endnu en arbejds prøvning men at det ikke var sikkert at vi kunne komme uden om den , men at de fra kommunes side ville stille kørsel til rådighed og jeg måtte gå hjem hvis det blev for meget og jeg måtte sygemelde mig fra det hvis ikke jeg magtede det, men at nægte det nej det kunne jeg ikke drømme om, hvis det er det der skal til så må det være sådan ...

Men føler jeg at det sætter mit helbred værre ja så skriver jeg det ned til kommunen og gør dem opmærksom på hvad lægerne har skrevet med kopier og det hele og beder dem om på skrift at tilkende give at de har læst og forstået hvad det er mine læger skriver og at de er viden om at det kan forværre mit helbred og hvilke indsigt de mener at besidde som gør at de mener at det er forsvarligt og så skal jeg have det på skrift fra dem af , men som loven er skruet sammen lige nu, ja så er det min eneste mulighed ...(det kan jo være at de bliver nervøse over det og trækker i land igen det er set før)

Så nej har man ikke mulighed for at klare sig uden økonomi så skal man bestemt ikke bare sige nej, man må kigge på sin egen sag og se hvad der er i den det er jo langt fra sikkert at den ligner de andres som måske er sluppet godt fra at sige nej ...

Oprindeligt indsendt af phhmw

Kære Fru Hansen og alle i andre.

Skal vi ikke holde alle følelserne ude af debatten. Spørgsmålet er ganske relevat og vi bruger ofte mange indlæg på, at harmes over den virkelighed, som i alle beskriver.

Indtil nu har vi alle ret. Men det kan vi s.. ikke bruge til noget. Så jeg foreslår som i andre tråde.: Lad os i fællesskab finde ud af det!

Hvem skriver et korrekt formuleret brev til korrekt juridisk ministerium - minister - ? - for at modtage det juridiske korrekte svar som vi i fællesskab kan bruge til noget, således at Fru Hansen og vi andre modtager det korrekte svar, således at k10 kan præsenterer et juridisk dokument vi kan bruge i fremtiden.

Jeg vil godt, men da jeg har 2 tunge sager pt vil der gå nogel uger før jeg får overskud.

Mange hilsner til jer alle. Peter

Peter jeg vil godt give det et forsøg men har også selv lige et del hængepartier og en del i privaten også , men jeg giver det et forsøg og skriver til dig når jeg går i gang og kommer du så før mig kan du så ikke lige skrive en besked til mig om det , så vi ikke begge sidder og laver det samme ...

Og til andre hvis der er noget der har lyst til at give sig i kast med det så råb endelig op

[zuza]

Helt konkret så må kommunen gerne handle i strid med andre lægers mening, MEN der skal argumenteres for, HVORFOR kommunen mener noget andet.

Og disse argumenter hører vi ikke meget om. Kun at kommunen har besluttet at ignorere lægers anbefalinger.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Hmmm ja nu hopper jeg altså lige ind og giver Peter ret her, som jeg ser det hansen skriver ja så sidder hun og har brug for noget hjælp og så er det , det man må give...

Jeg syntes det er helt fint med en anden indgangsvinkel også og også gerne humor hvis altså ikke det er fordi der sidder en i den anden ende og har desperat brug for noget hjælp ...

Jeg kan godt følge jer i det i skriver men det forandre altså ikke det aspekt at man ikke alle står sådan i livet at man kan sige jamen nu gælder det mit helbred og så må jeg tilsidesætte mit behov økonomisk og tro mig jeg ved og mærker lige så meget på egen krop hvad det vil sige som i andre gør , jeg kunne også godt tænke mig at jeg kunne bestemme selv og jeg kunne sige nej...'

Men man er altså nød til at tænke i konsekvenser også ..

Hvis og så frem jeg siger nej ja så siger jeg samtidig nej til at samarbejde og det vil igen sige at kommunen kan lukke for kassen, det vil så igen sige at jeg ikke kan betale min husleje og det vil så igen sige at jeg bliver sat på gaden jeg vil ikke kunne betale mad og medicin og i sidste ende kan det ende med at min datter bliver fjernet fra mig .. .så nej forlanger kommunen noget ja så er det ikke så nemt at sige nej....


Jeg har mit liv mit helbred og mit barn for kært til at jeg overhovedet kunne tænke tanken om at nægte noget der kunne koste mig den smule økonomisk eksistens jeg har ...

Så jeg har ikke muligheden for at sige nej og man skal også tænke på at ikke alle har været så mange år i systemet og er så veldokumenteret nogen har en sag og andre har en , så nej at sige at man bare skal sige nej det er forkert måske det er løsningen for nogen her på siden men ikke for alle ...

Jeg vil sige at i sidste instans er det kommune der bestemmer om du skal i den arbejds prøvning eller ej , du kan sige og skrive at du ikke mener at det er godt for helbredet du kan evt prøve med den paragraf der tydeligt siger at helbreddet ikke må forværres men til syvende og sidst så er det kommunen og pengepungen der har det sidste ord...

Jeg er også i fuld gang med min egen sag lige nu og så sendt som i går var jeg til møde med kommunen og her sagde min sagsbehandler at hun ville når alle lægepapir var i hus fremlægge det hele for lægekonsulenten og spurgte om jeg var villig til at sige ordet "førtidspension" og om jeg snart var enig i at få det skrevet ned som en mulighed ...

Og ja jeg sagde ordet ...og det blev skrevet ned,men vi snakkede også om at jeg som jeg har det pt ikke ville kunne klare endnu en arbejds prøvning men at det ikke var sikkert at vi kunne komme uden om den , men at de fra kommunes side ville stille kørsel til rådighed og jeg måtte gå hjem hvis det blev for meget og jeg måtte sygemelde mig fra det hvis ikke jeg magtede det, men at nægte det nej det kunne jeg ikke drømme om, hvis det er det der skal til så må det være sådan ...

Men føler jeg at det sætter mit helbred værre ja så skriver jeg det ned til kommunen og gør dem opmærksom på hvad lægerne har skrevet med kopier og det hele og beder dem om på skrift at tilkende give at de har læst og forstået hvad det er mine læger skriver og at de er viden om at det kan forværre mit helbred og hvilke indsigt de mener at besidde som gør at de mener at det er forsvarligt og så skal jeg have det på skrift fra dem af , men som loven er skruet sammen lige nu, ja så er det min eneste mulighed ...(det kan jo være at de bliver nervøse over det og trækker i land igen det er set før)

Så nej har man ikke mulighed for at klare sig uden økonomi så skal man bestemt ikke bare sige nej, man må kigge på sin egen sag og se hvad der er i den det er jo langt fra sikkert at den ligner de andres som måske er sluppet godt fra at sige nej ...

Nå, men det er jeg også enig i
Man skal tænke for sig selv, og udfra sin egen sag afgøre med sig selv, hvor langt man vil gå.
Jeg har kun mig selv at fortælle om, hvad angår arbejdsprøvning, og hvordan jeg selv tackler det. Og hvad jeg får fortalt på kommunen når jeg henvender mig.

Men jeg TROR også, at sagsbehandlerne kommer klienterne i kategorier, der er dem der siger de ikke kan, men alligevel gør det, og så er der dem der siger de godt kan, men ikke må gøre det, og dem der siger de ikke kan...og vitterligt heller ikke kan. Det er jo klart, sagsbehandlerne skal jo liiige finde ud af hvem der er hvem, og det kan de jo hurtigt finde ud af via 'lokke og/eller trusselsmetoderne''.....de ved jo af erfaring, hvis de bare truer eller lokker med det rigtige, jamen så styrter klienterne ud i arbejdsprøvningen, selvom det er dømt til fiasko på forhånd (i rigtig mange tilfælde).

Selv har jeg personligt oplyst at jeg ikke kan, også selvom det betyder at vi helt må droppe pensionssagen eller at jeg må miste kontanthjælpen, for jeg kan jo ikke fremtrylle en tilstand der gør at jeg kan arbejdsprøves, desværre.
Og selvom de tvangsfjerner mine børn, standser kontanthjælpen osv, det bliver min arbejdsevne jo ikke bedre af, jeg kommer stadig ikke i arbejdsprøvning af dén grund.
Så min sagsbehandler må selv hitte ud af alt sammen, jeg siger bare som det er....mere kan jeg jo ikke gøre.
Men jo, det er da frygteligt at man kan miste børn, hjem og økonomi bare fordi man er syg og ikke kan arbejdsprøves, men hvad skal vi gøre sådan nogen som mig der har en mere alvorlig psykopatologi der gør at arbejdsprøvning er umulig???
Jeg kunne forstå konsekvensen hvis man NÆGTEDE!
Men det gør jeg jo ikke......jeg kan bare ikke.

[Risa]

Jeg ser, at jeg vist er lidt af et "specialtilfælde" herinde: Både min sagsbehandler er sød og presser mig ikke til noget, jeg eller behandlere mener, jeg ikke kan klare og sørme, om ikke også lægekonsulenterne alle er såre enige både med hinanden og i, at jeg har det dårligt.... Hvorfor f... er det så lige, at det alligevel går galt, og jeg får afslag på afslag på afslag...??? Hm... Må være endnu et af livets mysterier....
Nå, tilbage til emnet: Jeg har også overvejet at skrive til både Beskæftigelsesministeriet og Velfærdsministeriet ang. bl.a. arbejdsprøvning (har en forespørgsel vedr. §34 ude lige nu), men problemet er, at den måde loven blev tiltænkt omsat på, ikke altid er den måde kommunerne bruger den. Måske I kan huske den sag fra Kolding ang. arbejdsprøvning i forbindelse med bevilling af fleksjob? Fagforeningen fik foretræde for selveste chf i Beskæftigelsesministeriet og chf løftede så pegefingeren og sagde, at kommunen fortolkede reglerne for stramt. Ih, fryd! Men glæden varede kun kort, for kommunen fastholdt deres afgørelse, og BESKÆFTIGELSESANKENÆVNET GAV KOMMUNEN RET I DEN STRAMME KURS...!!! Og hvad skal man så bruge ministersvar til, når kommunerne kun følger deres egen, stramme lovgivning...???

[annasen]

Hmmm ja nu hopper jeg altså lige ind og giver Peter ret her, som jeg ser det hansen skriver ja så sidder hun og har brug for noget hjælp og så er det , det man må give...

Jeg syntes det er helt fint med en anden indgangsvinkel også og også gerne humor hvis altså ikke det er fordi der sidder en i den anden ende og har desperat brug for noget hjælp ...

-----------------------------------------------

Mit råd er stadigvæk: Hvis fru hansen ikke kan arbejdsprøves - hvis lægen, Psykologen siger nej, ja så er der for mig at se kun en mulighed. - Det kan ikke lade sig gøre.

Groft sagt ville det svare til at en person uden ben blev tvunget til at gå, og ville han ikke, så røg kontanthjælpen.

Er der nogen herinde der har mistet kontanthjælp ved at være så syg, at de ikke kan deltage i arbejdsmarkedet?

De truer med alverdens ulykker, men er det reelt sket?

Hilsen annasen

[buster]

tja, annasen, så vil jeg da lige svare ja til dit spørgsmål

tilgiv, men orker ikke lige at genfortæle vores historie, men den ligger herinde et sted.

Kort sagt, man lukkede for kassen mens min mand var indlagt og ikke kunne deltage på arbejdsmarkedet -man mente han var uvillig

Så øhh, jo, han manglede sine ben(lammet) og kunne derfor ikke komme nogen steder.

PS: vi var fire mennensker som skulle leve af min mellemste førtidspension!

Glædelig jul