Erkendelsen af autismen

[Reqqaz]

Oprindeligt indsendt af MistyMiss

Nu kan jeg se at mentorstøtte er blevet nævnt. Jeg tænker at en bostøtte måske kan være mere relevant?

Om mentor: "§ 31 b. Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte. "
(lov om aktiv beskæftigelsesindsats)

Om bostøtte: "§ 85. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer."
(lov om social service)

Men det er selvfølgelig op til kommunen at vurdere. Jeg tror bare at en bostøtte måske kan lidt mere ift dine behov

Da jeg flyttede fra min tidligere plejefamilie og indtil nu har jeg haft en bostøtte fra et opholdssted tilknyttet. Dette tilbud er dog stoppet, eftersom jeg fylder 23 år til januar og derved skal have en bostøtte igennem kommunen.

Grundlæggende er problemet ikke for mig som sådan, at jeg ikke kan finde ud af min økonomi, pligter i det daglige og derfor har jeg aldrig haft brug for en bostøtte på det område.

I og med, at jeg også havde en kæreste igennem flere år, så har hun lidt fungeret som min "tryghed" og derved har det kun været spildte ressourcer fra kommunens side at have en bostøtte på mig igennem disse mange år.

Men nu hvor jeg ikke har min kæreste, så er det store problem for mig, at der ikke er den der "tryghed" en person at komme til, når det er sværest og det med, at få struktur i det daglige. Min daværende kæreste har også været super god til at tage en tørn i ny og næ, når jeg har haft det forfærdeligt.

Problemet ligger i: Findes der en bostøtte, som kan dette? Narh. Desværre.

Af hvad jeg har hørt angående bostøtte fra kommunen, så skulle det vidst være noget værre skrammel, som man egentlig ikke kan bruge til noget.

Mine 2 søskende, som har præcis samme diagnoser som jeg er netop på venteliste til arbejdsprøvning og har begge en bostøtte fra kommunen - problemet med en bostøtte fra kommunen ligger i, at bostøtten ikke må deltage i møder og stort set alt kontakt foregår over telefon.

Men hvis der findes en "bostøtte" som kan tage med til møder hos kommunen og støtte mig i det - så er det helt klart at foretrække! Jeg vil høre nærmere om disse muligheder. Jobcentret må kunne vejlede mig i, om en mentor eller en bostøtte er bedst for mig i denne situation.

Oprindeligt indsendt af JohnDoe

Personligt så er det noget der har betydning for alle aspekter i mit liv dvs. Arbejde, uddannelse, familieliv, socialt/fritid osv.

De gange jeg har haft job, er jeg altid endt med at blive deprimeret, stresset og helt stoppe med at lave andre ting, fordi det tapper min energi og overskud.
På det sidste job var det så galt at jeg tog 20kg på, stoppede med at træne og blev virkelig deprimeret indtil jeg blev afskediget.

Den eneste grund til at tingene kører rundt nogenlunde nu, er fordi jeg (er sygemeldt og ikke skal stresse over ansøgninger) har en fantastisk kone som støtter mig uanset hvad, dvs. at hun også tager en større del af dagligdagsopgaver.

De eneste gange hvor det har været nemmere for mig var da jeg arbejdede deltid, eller tog en lille uddannelse på 9mdr hvor jeg kun skulle møde to gange om ugen i 2-3timer.
Det var så også utroligt godt at lærerne var fantastisk søde og hjalp meget + jeg tog den med min eks kæreste, så der var også støtte på den måde.

Gud hvor er det rart at høre fra en, som jeg har så meget tilfælles med!

Problemet ligger netop også for mig i, at hvis jeg ikke har en person i mit liv, som ligesom kan dække over de daglige pligter eller andet, når man har en down periode - så bliver man stresset, kan intet overskue og tager på. Jeg har det på helt præcis samme måde!

Godt nok er jeg kun 22 år og lyder som en på over 50, men for mig er det sådan, at jeg kan stå op en dag - være glad og nemt kan tage på arbejde eller i skole med et smil på læben. Intet kan slå mig ud og jeg føler, at alt kører for mig.

Så kan der gå en dag eller to og så ligner jeg ellers bare en udskidt gris, som ikke har overskud til noget, orker ikke at lave mad - orker ikke at gøre rent. Orker stort set intet og ønsker kun at begrave mig selv. Sådan en periode kan vare alt fra en dag til flere uger.

Det værste i min situation er generelt, at jeg altid har haft det sådan, at jeg ønsker at være "normal" ligesom alle andre og derfor aldrig har fortalt folk omkring mine diagnoser. Igennem min elevuddannelse kendte butikken ikke til min diagnose. Dette har så også resulteret i mange møder med dem, hvor de undrende har spurgt mig "Hvordan kan det være, at du i en uge nærmest bare flyver derudaf og har leder potentiale og kan det hele? - men så kan der være en periode, hvor vi nærmest må gemme dig væk på et lager, fordi du intet kan?" Jeg har altid afvist og altid fortalt, at det skyldes andre problemer, selvom det egentlige problem ligger i min diagnose.

Efter færdiggjort elevuddannelse har jeg forsøgt at gennemføre to nye grundforløb, men har måtte give op - fordi jeg ikke har en person ved min side, som holder min fokus fast. Jeg giver konstant op, er rastløs og kan ikke fokusere - intet motiverer mig og jeg har egentlig bare lyst til at sige "fuck det" til det hele.

Men sjovt nok. Da jeg havde min daværende kæreste ved min side hele tiden i skolen, hvor hun støttede mig og hørte på alle mine bekymringer i fritiden og holdte mig fast i, at jeg var god nok - så fik jeg motivationen frem og kunne derved score det ene 12 tal efter det andet i skolen.

Men nu er realiteten så sådan, at jeg ingen kæreste længere har og at jeg bor i en lejlighed med en ven, som ikke kan forstå det med diagnoser og derved kun har mine forældre at støtte mig op af - så hvad gør man nu? Giver op og siger "fuck det hele" eller må man kæmpe en kamp mod et system, som man har dårlige erfaringer med i forvejen?

Jeg er glad for, at du skrev! Så ved jeg, at jeg ikke står alene i denne situation og det er så hamrende rart (selvom det lyder underligt) at jeg ikke er den eneste i denne verden med en diagnose, som kan fucke ens hver dag op så meget, at man den ene dag kan det hele - men den anden dag vil man heller dø..

I aften har jeg gået med til at begynde at træne. Min autisme siger til mig, at jeg egentlig burde blive hjemme og komme væk fra det hele. Men omvendt prøver jeg også at kæmpe i mod den - for den skal ikke styre mit liv.

Jeg glæder mig til at høre mere fra dig!

[MistyMiss]

Reqqaz:

Ah, ja det kan jeg godt se
Kommunen ved nok hvad de lige har af tilbud, og ud fra dine behov, kan de så nok vurdere hvad du har brug for.
Jeg har ikke erfaring med mentor, kun med bostøtte.
Ligemeget hvad man får, tror jeg den vigtigste del er, at man får en der "passer" til ens behov. Den bostøtte jeg havde, havde f.eks. normalt borgere der var på et helt andet plan en jeg var. Borgere der ikke fik tømt postkasse, stod i RKI fordi de ikke fik betalt deres regninger og den slags. Så han behandlede mig nærmest som om jeg var på det plan også. Han var sikkert virkelig dygtig, men bare ikke til mine behov.

Jeg ved ikke hvad mentor/bostøtte må og ikke må, men den del har kommunen helt sikkert styr på, og så bør de netop kunne finde frem til, hvad der giver mening at give dig

[Reqqaz]

Statusmeddelelse:

Jeg blev ringet op af jobcentret i morges, hvor de måtte aflyse min tid, eftersom at der var sygemelding. God start på dagen, når jeg har været nervøs hele natten og ikke har kunne sove.

Jeg har fået en ny tid på torsdag og håber derfor, at de ikke er syge igen, for det er da ikke til at holde ud. Jeg skriver efter mødet på torsdag!

Brochure, diagnose-papir, diverse udtalelser er udskrevet og jeg er nu klar til kampen mod dette system. Derudover har jeg fået skrevet en lille liste op med punkterne: Mentor samt bostøtte. Så kan jeg vidst ikke være mere forbedret.

Jeg kan ligeledes fortælle, at jeg for et par dage siden ansøgte om aktindsigt i 4 kommuner. Vejledningen til aktindsigten fandt jeg igennem k10 - og i dag. Tja, så modtog jeg mails fra 2 af kommunerne, hvor de pænt fortæller, at de er i gang med at indsamle alle de sagsakter, som det ligger inde med - Den vejledning kan anbefales!

[JohnDoe]

Jeg er selv 31, så jeg synes det er fint du tager kampen op nu, så har du en chance for at få styr på det hele og undgå dårlige erfaringer/nederlag i fremtiden.

Jeg har startet på flere uddannelser og stoppet på de fleste af dem, det starter altid fint og pga. entusiasmen så kører det fint, men lidt efter lidt så begynder jeg at komme bagud med lektier, isolerer mig fra de andre elever, misforståelser med underviserne og så kan det i sidste ende også bare være ligemeget, og så giver jeg op/stopper.

Det lyder fint med at du vil starte med træning, det har hjulpet mig meget og hjælper generelt på humøret og energien.

Jeg skal prøve og huske at skrive når det er jeg har nyt og været inde og snakke med sagsbehandleren.

Glæder mig til at høre hvad der kommer til at ske i din sag fremover.

[Reqqaz]

Statusmeddelelse:

I dag skulle jeg så en tur op til jobcenteret for at høre hvilke muligheder der er, for at jeg kan komme i arbejdsprøvning.

Jeg mødte en (heldigvis) ung sagsbehandler, som var lyttende og forstående. Hun vil med det samme sætte en sag på det, da hun sagtens kan forstå, at jeg ikke ønsker at sidde fast i systemet i de næste par år.

Dette indebar, at hun straks tog kontakt til min fagforening og forklarede dem situationen, så jeg ikke skulle til at genfortælle det hele til dem. Derudover tog hun i mod mine diagnose papir og andre udtalelser samt brochuren, som vil blive lagt ind i min sag til en kommende sagsbehandler.

Hun rådede mig til at tage direkte ned til min læge og snakke med ham om det - og så er planen nu, at jeg skal på sygedagpenge og derved vil hun snakke med sygedagpenge kontoret for at finde ud af, om jeg skal overflyttes dertil, så arbejdsprøvningen kan sættes i kraft.

Fra tidligere erfaringer ved jeg, at det er fint nok, at en sagsbehandler kan virke handlekraftig og derfor forholder jeg mig stadig lidt skeptisk. Jeg forventer ingen ting før jeg har det på skrift.

Inden jeg tog ned til lægen fortalte sagsbehandleren mig desuden, at hvis lægen ikke var til at snakke med, så ville hun anbefale en bestemt læge, som hun synes jeg skulle skifte over til. Derudover kunne jeg ud fra hvad hun sagde høre, at hun ville gøre alt for, at jeg ville få mig en sagsbehandler i fremtiden, som tog tingene seriøst.

Da jeg kom ned til lægen (som jeg aldrig havde mødt før) kom jeg ind til en gammel vissen mand, som egentlig ikke gjorde andet end at høre på det, som jeg sagde. Han fortalte, at han nu afventer besked fra kommunen og så vil han skrive nogle notater til dem. Jeg har allerede nu bestemt mig for, at jeg vil skifte læge - men afventer lige..

Som autist tænker man altid 2 år frem i fremtiden og derfor er det jo rart at have dette forum, så man kan spørge folk om råd.

Hvilke muligheder har jeg, hvis sygedagpenge-afdelingen ikke mener, at jeg skal på sygedagpenge? Skal jeg så sidde og skrive ansøgninger til jobs, som jeg ikke kan magte i længden? Eller har jeg nogle former for andre muligheder?

Hvordan er reglerne for sygedagpenge sådan generelt? Skal man stadig skrive ansøgninger? Så vidt som jeg har læst mig frem til, så kan man kun være på sygedagpenge i et år - hvad med efterfølgende? Mister man retten til dagpenge efterfølgende, selvom man kun har været på "Dagpenge" i et år?

Håber at nogle af jer kan besvare et af disse spørgsmål og eventuelt fortælle egne erfaringer om, hvordan i kom på sygedagpenge.. For det er vidst den eneste vej frem i følge min sagsbehandler, ellers vil jeg sidde fast i systemet..

Håber at høre fra jer!

[Reqqaz]

Statusmeddelelse:

Jeg blev i dag ringet op af jobkonsulenten, som fortalte mig, at hun efter at have snakket med en af hendes kollegaer rådede mig til at gå ind på Jobnet.dk og sygemelde mig fra dags dato.

Derudover rådede hun mig til at få fat i sygedagpenge-afdelingen, så min sag kunne komme i gang med det samme. Da jeg fik fat i denne afdeling blev jeg henvist til min fagforening og dem ringede jeg så til.

Fagforeningen fortalte, at de vil få en socialformidler til at ringe mig op, så de kunne støtte mig i at komme i arbejdsprøvning med henblik på fleksjob. Desuden fortalte de, at hele sygemeldingen vil komme automatisk, hvorpå jeg om nogle dage vil modtage nogle papir, som jeg så skulle udfylde.

Nu kan jeg så ikke gøre mere end at vente og se, hvornår der så sker noget.

Så langt - så godt!

Er der eventuelt nogle, som har nogle råd i denne situation?

Jeg kunne læse mig frem til, at kommunen på et tidspunkt vil indhente en lægeerklæring fra min læge. Når dette sker, vil det så gavne min sag at jeg vedlægger flere papir, som jeg har liggende efter jeg søgte aktindsigt?

Er der noget, som jeg skal være særlig opmærksom på?

[Webmaster]

Herligt at du kan få hjælp fra din fagforening...

Det er altid smart at vedlægge papirer som kommunen ikke har...

Man skal bare bede om at få lagt dem ind i sin sag...husk at få en kvittering på at du har afleveret papirerne..

Jo mere dokumentation kommunen har jo bedre vil de kunne afgøre sagen ordentligt....og man vil samtidig stå bedre ved en evt klagesag...

[JohnDoe]

Jeg var oppe og snakke med min SB og det lyder som om at hun vil have en mentor tilknyttet mig, og så ellers ud i alm. praktik men i noget som tager hensyn til mine begrænsninger og problematikker.

Jeg spurgte om jeg kunne afleverer nogle pjecer og papirer om Aspergers, og om nogle kurser/forløb som de har på Center for Autisme.

Det lød på hende som om at der ikke er en fysisk mappe, men noget digitalt på deres computer.

Jeg vil op til hende idag og afleverer det.

Foreløbigt forbliver jeg på Sygedagpenge (de er lige blevet forlænget i op til 69uger, sidste måned) og prøver det praktik ud, ellers bliver det nok ressourceforløb og dertilhørende ydelse.