Erkendelsen af autismen

[Reqqaz]

Goddag.

Dette bliver et længere indlæg. Men jeg kan jo starte med at fortælle, at jeg i 2009 blev diagnotiseret Atypisk autist med udviklingsforstyrrelse som side diagnose. I udredningen står der også, at der ikke var mange muligheder for, at jeg kunne tage en uddannelse på almindelige vilkår.

Derudover kan det siges, at jeg har været i systemet siden børnehaven og derfor kender alt til skiftende sagsbehandler og ja, alt det der hører med til det.

Jeg har netop søgt om aktindsigt i hele min sag og sidder nu med over 500 siders papir, udtalelser, diagnoser og jeg ved ikke hvad. Alt der dog går igen, er at jeg har haft store vanskeligheder igennem mit liv.

I 2010 som 16-årig kom jeg i plejefamilie og dette fortsatte jeg med til det fyldte 18 år, hvor jeg flyttede sammen med min eks kæreste.

Jeg startede på HG2 (Nu EUD) og gennemførte grundforløbet med megen hjælp fra min eks kæreste, som hjalp, støttede og deciderede lavede mine lektier, når jeg havde mine dårlige perioder.

Jeg er måske som så mange andre. Jeg ønsker at være normal, ligesom alle andre - og dette har gjort, at jeg igennem længere tid har opført mig normalt og skjult min autisme og vanskeligheder for mine omgivelser.

Efter grundforløbet fik jeg en elevplads i en butik og denne elevplads gennemførte jeg også - men igen med støtte og hjælp fra min eks kæreste.

Jeg kunne sagtens gennemføre en 37 timers arbejdsuge, men problemet ligger i, at jeg så ikke havde overskud til familie, eks kæreste, pligter, bad og jeg kunne blive ved. Derfor har min eks kæreste været en uvurderlig person i mit liv igennem denne uddannelse.

I sommers 2015 blev jeg færdigudlært. I mens dette skete gik jeg og min eks kæreste fra hinanden. Siden da har jeg prøvet at gennemføre to nye grundforløb, men har måtte opgive, da jeg ikke har overskuddet til det (Jeg har ikke en person, som hjælper mig igennem)

Jeg må nu bare erkende, at jeg ikke kan gennemføre en ny uddannelse - eller arbejde fuldtid på en arbejdsplads, hvis jeg ikke har støtte 24/7.

Jeg har som tidligere skrevet altid ønsket at være normal, på trods af alle mine vanskeligheder, som jeg har prøvet at skjule. Men jeg må også bare erkende nu, at mine diagnoser har overtaget mig - og jeg må lære at leve med dem som mine venner, i stedet for at skubbe dem fra mig.

Jeg er nu på dagpenge og har netop meldt mig ledig. Det er både en trist, men også en skuffelse for mig. Et nederlag kan man vel sige. Jeg har netop booket et møde med jobcenteret, fordi jeg ønsker at snakke med dem om fremtiden.

Jeg ønsker ikke at sidde på dagpenge i 2 år og glo. Jeg ønsker ikke efterfølgende at sidde på kontanthjælp og glo. Det jeg ønsker er, at være normal og få mig et fuldtidsjob inden for butik, hvori jeg er uddannet.

Problemet og min erkendelse ligger nu i, at jeg ved, at jeg aldrig vil kunne overskue et 37 timers fuldtidsjob. Det virker vanvittigt mærkeligt, at jeg kan gennemføre en elevuddannelse på 2 år, men her efterfølgende ikke kan. Men jeg gennemførte elevuddannelse, netop fordi jeg havde støtte fra min eks kæreste i 24 timer døgnet rundt.

Mit spørgsmål er nu. Jeg skal til møde med jobcenteret i morgen og ønsker at blive indstillet til fleksjob (Mine søskende har samme diagnoser og er fuld ud i gang med arbejdsprøvninger) men som autist bekymrer jeg mig jo om fremtiden.

Skal jeg tage til lægen og komme på sygedagpenge? Hvordan er reglerne? Kan jeg overhovedet komme på det?

Vil sagsbehandlerne overhovedet tage min diagnoser seriøst, eller vil jeg kunne se frem til 10 år igen i systemet, hvor jeg bliver kastet rundt?

Det ønsker jeg jo ønsker er netop, at komme i fleksjob, så jeg både kan bidrage til samfundet, men også kan overskue et liv ved siden af arbejdet.

Er der andre, som har stående i lignende situation (at gennemføre en elevplads, men erkende, at 37 timers job ikke er en mulighed i fremtiden?) og som kan give mig råd - eventuelt fortælle deres historie?

Jeg er på bar bund nu, for hvordan skal jeg overhovedet kunne overbevise det såkaldte system om, at jeg faktisk ikke kan fungere i det daglige, når jeg ikke har støtte 24/7?

[Pip]

Tænker at det er svært at overbevise dem om at du skal afklares, inden du har prøvet at være i job..

Så måske skal du starte med at bede om mentorstøtte, og hjælp til at finde et job.

Hvis du så ikke klarer det, så kan du blive sygemeldt derfra..

Og så må du have hittet dig en kæreste igen.. *S*

[phhmw]

Kære Reqqaz

Bliv her på din tråd fremover, så vi andre ikke mister information i din sag.

Læs og følg disse råd til nye på k10:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=28928

Bekræft om du er over eller under 40 år? S.U.

Du har søgt aktindsigt, hvilket er fornuftigt.

Du har afsluttet en uddannelse, med stor hjælp udefra. Det er godt.

Du har en diagnose, som du ikke må tro andre, her kommunens sagsbehandlere forstår det mindste af, ejheller ved Jobcentret.

http://www.autismeforening.dk/log/di...f_ggu_2012.pdf

Derfor bliver det din opgave, at dine sagsbehandlere har viden om de konsekvenser din diagnose har.

Du kunne eventuelt printe ovennævnte information ud og bede om at den bliver ilagt din kommunale sagsmappe som et aktstykke.

Fordi du vil sikker også fremover møde nye sagsbehandlere som skal sætte sig ind i din sag.

Du har som ønske , at komme i arbejde inden for dit fag, men er bekymret for at du kan klare det på fuld tid, 37 timer. Er det korrekt?

Hvis ikke du er, ville jeg melde mig ind i http://www.autismeforening.dk/autism....aspx?linkId=1

Uanset hvad du har af spørgsmål i fremtiden, stiller du dem bare her på din tråd. Skulle der gå lidt tid med svar er det fordi vi er mennesker som dig selv, med mange mærkelige diagnoser og har selv problemer....

.... men svar skal du nok få.

Som udgangspunkt interesserer kommunen sig ikke for diagnoser men udelukkende din arbejdsevne og dokumentation herfor. Husk det.

Hilsen Peter

PS. Som Pip nævner, så drøft det på næste møde i Jobcenteret om en Mentorordning kan komme på tale:

http://bm.dk/da/Aktuelt/Nyheder/Arki...20arbejde.aspx

http://star.dk/da/Indsatser-og-ordni...ordningen.aspx

Hvem bevilliger mentorstøtte?

Det er jobcenteret, der vurderer, om der skal ydes mentorstøtte, som bevilges efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (se links ude i højre side). Jobcentret kan bevilge en mentor i forbindelse med stort set alle former for beskæftigelsesfremmende aktiviteter, så længe det vurderes, at mentoren er afgørende for at opnå eller fastholde beskæftigelse.

Antallet af timer, der kan bevilliges støtte til, afhænger af en individuel vurdering af behov og forudsætninger hos personen. Støtten kan, med få undtagelser, bevilges for maksimum 6 måneder, med mulighed for forlængelse. Der findes ingen regler om, hvor mange timers støtte, der kan bevilges.

[Reqqaz]

Oprindeligt indsendt af phhmw

Kære Reqqaz

Bliv her på din tråd fremover, så vi andre ikke mister information i din sag.

Læs og følg disse råd til nye på k10:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=28928

Bekræft om du er over eller under 40 år? S.U.

Du har søgt aktindsigt, hvilket er fornuftigt.

Du har afsluttet en uddannelse, med stor hjælp udefra. Det er godt.

Du har en diagnose, som du ikke må tro andre, her kommunens sagsbehandlere forstår det mindste af, ejheller ved Jobcentret.

http://www.autismeforening.dk/log/di...f_ggu_2012.pdf

Derfor bliver det din opgave, at dine sagsbehandlere har viden om de konsekvenser din diagnose har.

Du kunne eventuelt printe ovennævnte information ud og bede om at den bliver ilagt din kommunale sagsmappe som et aktstykke.

Fordi du vil sikker også fremover møde nye sagsbehandlere som skal sætte sig ind i din sag.

Du har som ønske , at komme i arbejde inden for dit fag, men er bekymret for at du kan klare det på fuld tid, 37 timer. Er det korrekt?

Hvis ikke du er, ville jeg melde mig ind i http://www.autismeforening.dk/autism....aspx?linkId=1

Uanset hvad du har af spørgsmål i fremtiden, stiller du dem bare her på din tråd. Skulle der gå lidt tid med svar er det fordi vi er mennesker som dig selv, med mange mærkelige diagnoser og har selv problemer....

.... men svar skal du nok få.

Som udgangspunkt interesserer kommunen sig ikke for diagnoser men udelukkende din arbejdsevne og dokumentation herfor. Husk det.

Hilsen Peter

PS. Som Pip nævner, så drøft det på næste møde i Jobcenteret om en Mentorordning kan komme på tale:

http://bm.dk/da/Aktuelt/Nyheder/Arki...20arbejde.aspx

http://star.dk/da/Indsatser-og-ordni...ordningen.aspx

Hvem bevilliger mentorstøtte?

Det er jobcenteret, der vurderer, om der skal ydes mentorstøtte, som bevilges efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (se links ude i højre side). Jobcentret kan bevilge en mentor i forbindelse med stort set alle former for beskæftigelsesfremmende aktiviteter, så længe det vurderes, at mentoren er afgørende for at opnå eller fastholde beskæftigelse.

Antallet af timer, der kan bevilliges støtte til, afhænger af en individuel vurdering af behov og forudsætninger hos personen. Støtten kan, med få undtagelser, bevilges for maksimum 6 måneder, med mulighed for forlængelse. Der findes ingen regler om, hvor mange timers støtte, der kan bevilges.

Hej Phhmw.

Dejlige informationer at få!

Siden børnehave klassen har jeg og min familie kæmpet en kamp mod det såkaldte system og derved kender jeg alt til lange ventetider, dårlig sagsbehandling, skiftende sagsbehandler og jeg kunne jo blive ved..

Jeg er 22 år i dag - bliver 23 til januar og står derfor lidt i den situation, at jeg med stor hjælp fra min daværende kæreste og tidligere støtte kontaktperson har gennemført en elevplads, men har også må erkende nu, at jeg uden hjælp - aldrig kommer til at klare en 37 timers arbejdsuge, selvom det faktisk er det som jeg ønsker allermest.

Jeg har altid været en person, som ønsker at bidrage til samfundet og mener, at hvert enkelte individ bør bidrage med det, som de kan. Om det så er 5 timer om ugen - det er jo bedre end ingenting.

Jeg har heldigvis en aktindsigt med over 500 papir, diverse udtalelser, udredningspapir og ja, jeg kunne blive ved. Min bror er netop blevet skrevet op til venteliste til arbejdsprøvning og dette kom han baseret alene ud fra hans udredning (samme diagnose som jeg) og derfor burde det jo som sådan ikke blive noget problem for mig - men desværre bor vi i to forskellige kommuner og derved ved jeg også, at jeg kan få et helt andet svar.

Det kan sagtens være, at løsningen må være at finde et fuldtidsarbejde og derved blive sygemeldt. Men omvendt tænker jeg: Hvorfor skal man så langt ud, for at jobcenteret tager en seriøst?

Jeg har booket et møde med jobcenteret i morgen og starter allerede sagen op der - jeg ønsker ikke at sidde i dette system i flere år og ikke bidrage til samfundet. Det bliver man jo kun mere skør af..

Mentor støtte? Det må jeg søge! Med mine papir, så burde det ikke blive noget problem overhovedet. Men man skal jo ikke tage forskud på glæderne i disse sparetider.

Jeg må heller melde mig ind i autismeforeningen, mon ikke også de kan besvare nogle af mine mange spørgsmål. Jeg blev også tippet lidt om tidligere, at jeg måske lige skulle have fat i HK og få snakket med dem om det.

Jeg vender tilbage i morgen, om hvordan det er gået. Jeg forbliver på tråden og opdaterer igennem hele forløbet, så andre i lignende situationer også kan få hjælp fremadrettet.

[phhmw]

Kære Reqqaz

.... er, at du ser ud til en ung der tager ansvar for eget liv og beskæftigelse.

Netop som samfundet kræver af dig.

Samtidig med, at du erkender din diagnose og dine erfaringsmæssige konsekvenser..... en mønsterborger for enhver sagsbehandler.

Men.......... der er et men, fordi de sidste år er der vedtaget en del reformer hvor tonen over for især arbejdsløse, syge og handicappede er, skal vi sige det diplomatisk..... skærpet i et tonelejer der ikke er et retssamfund værdigt.

Til mødet på Jobcenteret i morgen, bør du printe ud det materiale der beskriver din diagnose, fordi........

..... der er 2 muligheder til mødet i morgen.

1) Du bliver mødt af et professionelt mennesker, som agerer normalt og lytter, forstå eller undersøger således, at du modtager den vejledning som lovgivningen giver dig mulighed for. Du forlader mødet tilfreds og kan se muligheder.

2) Du bliver mødt af en lalleglad meget positiv person, som ikke kan forså du skal have hjælp, du har jo gennemført en uddannelse etc. og du forlader mødet mere desorienteret end da du kom. Det må ikke slå dig ud.

Kom til mødet med åbent sind og lyt. Du må ikke lyde appellerende for at det eneste der kommer til at virke for dig er et fleksjob. Lyt til de forslag der bliver tilbudt dig. At virke appellerende vil blive noteret som noget negativt.

Når mødet er slut beder du om, at modtage det aftale på skrift.

Det er trist du ikke har en ven, familie eller anden der eventuelt kunne hjælpe dig med dels at være bisidder og en du fremover kan samtale med.

Fordi, du må ikke forvente, at efter mødet, så er alle problemer løst. Hvis man skal dokumenterer din nedsatte arbejdsevne, så kræver det tid.

Der findes muligvis flere tilbud som der kan bringes på bane, men hvis man kan arbejde effektivt i ca 22 - 25 timer om ugen så påstås det måske at du er 100% selvforsørgende.

Om det kan blive et fleksjob, §56 kan jeg ikke bedømme, muligvis et ressourceforløb, hvor man ønsker på sigt at kunne udvikle dig til at blive 100% selvforsørgende er også en mulighed.

Derfor er det vigtigt, at der i din kommunale sagsmappe er beskrevet din diagnose, fordi der faktuelt findes sagsbehandlere der påstår, at din diagnose kan helbredet i løbet af kort tid.

Dokumentation for min påstand:
http://www.k10.dk/showthread.php?t=3...fantil+autisme

Men uanset, hvad tager du det roligt.

Din praktiserende læge er en særdeles vigtig person i din sociale sag.

https://www.sundhed.dk/borger/sygdom...mentorordning/

https://ast.dk/om-ankestyrelsen/juri...3-ed90f5904c15

Held og lykke med dit møde, som sikkert forløber, som du ønsker.

Hilsen Peter

[JohnDoe]

Hej, jeg er i næsten samme båd.

Først og fremmest så kan jeg genkende det med at ville skjule ens problemer og bare klarer tingene som alle andre, det har jeg prøvet og til tider lykkedes med, men da jeg efter kort tid i arbejde blev arbejdsløs igen for 2-2½ år siden gik det virkelig ned af bakke, det er mildest talt svært at få sig et arbejde i dag.

Jeg tog med nød og næppe en 2½ årig uddannelse, fik advarsler og var mange gange oppe og toppes med nogle af de andre elever, samt dårligt samarbejde med lærere.

Lang historie kort: Jeg blev efter en lang tur igennem det offentlige psykiatri system, endeligt udredt med diagnosen Asperger Syndrom i middelsvær grad med opmærksomhedsforstyrrelser.

Jeg har været sygemeldt og været på sygedagpenge i over 6 mdr. Nu skal jeg ind og snakke med sagsbehandleren 2.December, efter at de har fået statuserklæring på min diagnose osv.

Jeg har måttet indse at et alm. job og måske også fuldtidsjob under skånsomme omstændigheder, ikke vil være realistisk i den lange bane for mig.

I min statuserklæring står der at de anbefaler at jeg kommer på et autisme specifikt tilbud, at jeg ikke skal være i jobs der kræver samarbejde eller kundekontakt, og når arbejdsprøvning iværksættes er det en fordel at der tilknyttes en mentor eller SKP med solid erfaring i autismespektrumforstyrrelser.

Personligt håber jeg at det i sidste ende munder ud i et fleksjob, for jeg mister meget nemt overblik, fokus, overskud og energi til resten af dagligdagen.
Men min sagsbehandler er en af dem der bare vil have en ud i alm. job koste hvad det vil, så jeg tror ikke det bliver lige til.

Umiddelbart tror jeg ikke at ens læge bare sygemelder en, hvis man ikke er deprimeret eller andre alvorlige ting.

Om din sagsbehandler tager din diagnose alvorligt ved jeg ikke, min tog det ikke særligt alvorligt da jeg fortalte at jeg havde ADHD (det troede man det var indtil for nyligt), og hun sagde at det kunne man tage medicin for og så klarer man et normalt liv helt fint.

Fortæl gerne hvad resultatet er af din samtale

[jjsonn]

problemet er i har arbejdet fuldtid tros sygedom, så derfor vil det være svært for jeres sagsbehabdler ,at se problemet, husk at en dianose ikke giver nedsat arbejdsevne og det skal der til for at få fleksjob

[Pip]

Adhd eller autisme betyder at man kan have problemer i forhold til arbejdsmarkedet, men ikke at man nødvendigvis har det.

Nogle har, og andre har ikke.

Og det kan gøre det ekstra svært for de der har, at få det anerkendt.

Derfor vil diagnosen i sig selv ikke åbne døre, men blot angive at hvis man ikke kan klare det, kan det være grunden.

Så hvis man ikke klarer det, er det en arbejdsprøvning der skal vise hvad man kan og ikke kan.

En typisk årsag kan være at man går ned med stress.

Kunsten er at finde ud af hvad det præcist er man har det svært med, og så sørge for at kunne undgå den del eller få støtte til den.

Problemet ligger jo ofte ikke kun i arbejdsdelen, men også i det daglige liv.

[JohnDoe]

Personligt så er det noget der har betydning for alle aspekter i mit liv dvs. Arbejde, uddannelse, familieliv, socialt/fritid osv.

De gange jeg har haft job, er jeg altid endt med at blive deprimeret, stresset og helt stoppe med at lave andre ting, fordi det tapper min energi og overskud.
På det sidste job var det så galt at jeg tog 20kg på, stoppede med at træne og blev virkelig deprimeret indtil jeg blev afskediget.

Den eneste grund til at tingene kører rundt nogenlunde nu, er fordi jeg (er sygemeldt og ikke skal stresse over ansøgninger) har en fantastisk kone som støtter mig uanset hvad, dvs. at hun også tager en større del af dagligdagsopgaver.

De eneste gange hvor det har været nemmere for mig var da jeg arbejdede deltid, eller tog en lille uddannelse på 9mdr hvor jeg kun skulle møde to gange om ugen i 2-3timer.
Det var så også utroligt godt at lærerne var fantastisk søde og hjalp meget + jeg tog den med min eks kæreste, så der var også støtte på den måde.

[MistyMiss]

Nu kan jeg se at mentorstøtte er blevet nævnt. Jeg tænker at en bostøtte måske kan være mere relevant?

Om mentor: "§ 31 b. Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte. "
(lov om aktiv beskæftigelsesindsats)

Om bostøtte: "§ 85. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer."
(lov om social service)

Men det er selvfølgelig op til kommunen at vurdere. Jeg tror bare at en bostøtte måske kan lidt mere ift dine behov