Roen sænker sig

[Wibsen]

Tja, nu er det snart et år siden jeg blev fp i en alder af 36.

Jeg følte min verden gik under, og jeg mistede al værdi. Min arbejdsidentitet var giga stor, og min faglige stolthed enorm.

Jeg kunne slet ikke få øje på noget som helst positivt, overhovedet, ved at komme på fp, tværtimod brugte jeg al min energi på at slå mig selv i hovedet med hvor kæmpe stort et fjols jeg var.

Konsekvenserne af turen gennem systemet var også store, og angst blev en invaliderende følgesvend, som jeg har skullet lære at lytte til og forstå. I dag ser jeg den som noget brugbart, jeg er knap så bange for at få angst. Jeg taler til den (lyder langhåret, ved det godt) når den stikker snuden frem, og mærker hvad det egentlig er den vil. (Panik angst)

Men nu er der så gået nogle måneder, roen har sænket sig lidt over mig, jeg er begyndt at accepterer mig selv og de skavanker mine arbejdsskader har givet. Er endog begyndt at drømme om kreativt hobby arbejde, tuller lidt rundt i min lille have.
Jeg er herinde på K10 hver dag, har ikke sagt et pip i laang tid, men læser med, og finder ro og støtte i at vide i er derude skulle jeg få behov.

Så tak for jer. Og til jer der ikke er igennem processen endnu; det bliver bedre!

[Pip]

Håber snart jeg kan sige det samme....

[Diablo]

os mig, dumme møg angst

[Ninja]

Husker selv hvor rart det var at vide, at jeg endelig kunne få fred og ro, ikke flere nervepirrende breve fra kommunen, ikke flere sagsbehandlere og psykologer i mit hjem, bare førtidspensionen som var dokumentet på, at jeg havde ret til at være syg og gerne måtte være det - helt uden indblanding fra uforstående, der kun kunne stille urealistiske krav jeg ikke kunne imødekomme......

Selv troede jeg på, at førtidspensionen var billetten til helbredelse fordi jeg i flere måneder havde sagt, hvis bare jeg får pensionen, så bliver det hele godt.
Men det gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg fik fred og ro, men den indre kamp fortsatte jo......

Når jeg engang i mellem falder over min sag, så får jeg nøjagtig samme følelse som jeg gjorde for over 2 år siden da jeg fik tilkendelsen - og hvis jeg læser tilkendelsen, så får jeg det største sus i maven som var det første gang jeg læste det - det var jo papiret der gav mig et helt nyt liv, en ny frisk start, og troen på, at jeg reelt havde en fremtid....

Stærke sager! Bogstaveligt talt.

[Wodpoulsen]

Hvorfor skriver i mine tanker ?
Jeg fik FTP for snart en lille måned siden og har været langt nede i hullet og har sovet siden.
Og jeg er så forundret over at jeg er så træt.
Og trist.
Havde klart forventet en optur når chokket havde lagt sig.

Aner ikke hvad jeg skal med mig selv og livet.
Jeg har gudskelov en meget dejlig datter på 10, der holder mig til livet, ellers var det da gået helt galt.

Men jeg håber virkelig at jeg popper op igen, og finder en måde at leve på.

Til jer andre

[PiaL]

Jeg fik fp 1. april i år, og nej, lykke er det ikke. Jeg har fået fred, men jeg har og har haft meget svært ved at finde ud af, hvad jeg så skal stille op med den - jeg kan næsten ingenting. Men jeg synes, at det lysner lidt. Jeg har fået psykologhjælp og har fået "næsen oven vande" - men jeg gruer altså for den lange vinter!

Og ja, jeg har haft fat i den store bunke papirer fra mit sygemeldingsforløb og jeg har bare stakket det hele sammen igen i en stor pærevælling og stoppet det ind i skabet! Jeg kan godt mærke, at det skal jeg SLET ikke begynde hverken at rydde op i, eller læse eller noget som helst.

[Vovse]

Jeg har aldrig haft problemer med at få tiden til at gå, og da slet ikke siden jeg fik børn.
Nu er ungerne 11 og 15 år, så jeg er begyndt at have lidt mere tid til mig selv.

For mit vedkommende var det en lettelse at få fp, der blev frigivet noget plads på harddisken.

Men ca. samtidig med, at jeg blev tilkendt fp fik jeg andre skavanker at slås med, så det har ikke været ren fornøjelse det hele.

Men det, at jeg fik fp, har gjort, at jeg bedre kan klare "alt det andet" og alligevel have lidt overskud til andre ting, en gang imellem.

Jeg kan da godt forestille mig, at det bliver noget anderledes den dag ungerne er fløjet fra reden, men så må jeg jo følge min mors eksempel.

Min mor har været supergod til at få nogle nye venner, hun er besøgsven og går til forsk. slags gymnastik.
Min mor kan ikke stå/gå ret længe ad gangen, så hvis hun faldt i snak med en bekendt på gaden, så inviterede hun simpelthen hjem på kaffe.
For første gang i hendes liv har hun fået en bedste-veninde, hende har hun mødt gennem ældre-sagen.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Jeg har aldrig haft problemer med at få tiden til at gå, og da slet ikke siden jeg fik børn.
Nu er ungerne 11 og 15 år, så jeg er begyndt at have lidt mere tid til mig selv.

For mit vedkommende var det en lettelse at få fp, der blev frigivet noget plads på harddisken.

Men ca. samtidig med, at jeg blev tilkendt fp fik jeg andre skavanker at slås med, så det har ikke været ren fornøjelse det hele.

Men det, at jeg fik fp, har gjort, at jeg bedre kan klare "alt det andet" og alligevel have lidt overskud til andre ting, en gang imellem.

Jeg kan da godt forestille mig, at det bliver noget anderledes den dag ungerne er fløjet fra reden, men så må jeg jo følge min mors eksempel.

Min mor har været supergod til at få nogle nye venner, hun er besøgsven og går til forsk. slags gymnastik.
Min mor kan ikke stå/gå ret længe ad gangen, så hvis hun faldt i snak med en bekendt på gaden, så inviterede hun simpelthen hjem på kaffe.
For første gang i hendes liv har hun fået en bedste-veninde, hende har hun mødt gennem ældre-sagen.

Dejlig historie om din Mor - det luner at vide, at det aldrig bliver for sent til at knytte nye venskaber

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Dejlig historie om din Mor - det luner at vide, at det aldrig bliver for sent til at knytte nye venskaber

Ja, hun er et godt forbillede.

Hun er 74 år nu, hun var 65 da hun blev alene og godt kunne se, at hun blev nødt til at finde på noget, for at fylde dagene.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Ja, hun er et godt forbillede.

Hun er 74 år nu, hun var 65 da hun blev alene og godt kunne se, at hun blev nødt til at finde på noget, for at fylde dagene.

Det er også sundt, nogen siger ligefrem det er livsforlængende

Og ja, det er er rigtig godt forbillede, og meget rat at have i mente.