Forældre hårdt ramt af det offentlige!

[buster]

"Forældre til svært handicappede børn må kæmpe med det offentlige for at få den hjælp, som er afgørende for at få tilværelsen til at hænge sammen, og som de lovmæssigt har ret til."

http://videnskab.dk/kultur-samfund/f...det-offentlige

Den hjælp, som forældrene blandt andet har behov for, er basale ting som tilskud til at gå hjemme for at passe barnet, aflastning, indretning af hjemmet så det passer til en kørestol, skinner til benene, træning og weekendophold til barnet.

”Jeg tror, forældrene oplever, at de bliver mistænkeliggjort i mødet med det offentlige. De oplever, de er nødt til at kæmpe meget hårdt og skal skaffe meget dokumentation for, at de ofte helt oplagte ting, de har behov for, går i gennem. Det medførte, at forældrene i flere tilfælde søgte hjælp fra uafhængige socialrådgivere. Sagsbehandleren blev ofte oplevet som en modpart i en forhandling om ydelser og ikke som en samarbejdspartner, og forældrenes forventninger til det sociale system blev alvorligt skuffede,”


Jeg GRÆMMES over at bo i et såkaldt Velfærdssamfund som DK -velfærd for hvem

Mit hjerte græder

[Indiansummer]

Hej Buster. Også jeg græmmes. Det er så uværdigt at være ramt på en eller anden måde, i dette samfund.

Alle skal kæmpe for at få deres ret, og sagsbehandleren er blevet en stopper for alt hvad der hedder økonomisk hjælp, de er der ikke for at hjælper borgeren men kommunen med deres økonomi. Øv et L..... Land. Kh Indiansummer

[Karo]

Kender I den: “DU kan altid klage”.
To ord som giver mig kvalme er at klage og pengene.
Jeg tænker ikke mere i penge, jeg tænker i punkter. Jeg hader ordet PENGE.
Hvad koster et brød? Det koster 20 punkter…..

[popiae]

Ja, det er uværdigt for vores rige samfund.

>At man skal kæmpe med kommunen gælder for alle grupper, børn som voksne.

Jeg synes at det er urimmeligt for forældre til et handicappedet barn at skulle kæmpe med kommune oveni.

Men trods alt har de nogle til at kæmpe for sig(altså de handicappede børn).
De voksne handicappede, udviklingshæmmede bliver i disse år særligt hårdt ramt, ligesom vi kender det herinde fra.

Men jeg synes at samfundets menneskesyn, har fået en kedelig farve, hvor de der tjener pengene er sig selv nærmest.
De vil ha skattelettelser, men selvfølgelig gerne hjælpe der hvor det er nødvendigt??

Problemet er bare, at de ofte ikke kender de handicappedes behov og situation, hvorfor de aldrig vil blive i stand til at skelne, medmindre de står overfor enkelsager.

VH Popiae

[buster]

så ganske rigtigt sagt, popiea -desværre!

[MTVRV1]

nu har jeg boet på et bosted i en måned
tiden går hurtig, når man er glad for stedet
det er alså bare et super sted og får en masse hjælp og støtte.

så det behøver alså ikke at være nogle dårlige tilbud en kommune kan tilbyde
lidt sjovt når man ellers har været 3 år i systemet. at man faktisk kan se en kommune kan hjælpe en
fremfor at modarbejde en

Stor forskel på sagsbehandling
Ja det er rigtig nok, selvom det er den samme lov der bliver brugt.

men man er hurtig tl at give den enkelt sagsbehandler skylden for alting

Men jeg mener man skal kigge på ledelsen på det det sociale område og byrådet
det er alså dem der har ansvaret i den sidste ende
det undersøger man aldrig

[Karo]

Den lejlighed som kommunen har skaffet til mig er også en drøm af en bolig og jeg fik en ekspres behandling. Sagsbehandleren har været meget hjælpsom og professionel og på trods for, at jeg skal selv betaler for alt ( fik et lån fra kommunen ) så er jeg taknemlig for alt den hjælp som jeg nu har fået.

[LUM]

Ja de gode sager finde gud ske tak og lov endnu der ude.

Men som ADHD´er med en søn med tydelige ADHD tegn, ja så *suk*

Jeg har kæmpet siden han var 3, og er kommer ingen steder, jeg mener virkelig ingen steder.
BH´en ville ikke høre, så det endte med at jeg forlangte at få PPR på. PPR mås-randte os så lige, fordi vi pga ADHD´en valgte folkeskolen fra (giv ham 3 måneder i en klasse med 29 elever, hvilket var det han ville blive budt, og han ville være ødelagt totalt, det viste PPR udemærket, men nu han ikke blev deres problem så kunne vi rande og hoppe)
Han egen læge vil værgen fra eller til uden PPR.

I skolen blev det hurtigt klart at han har brug for lidt sær-behandling, og at han altså nu en gang fungere dårligt socialt, de kunne så rumme ham fordi de gør tingene som de gør og fordi de har små klasser, de lavede flere ADHD venlige tiltag kun for hans skyld (hvilket go et hammer godt)
Endelig gik det op for skolen at han ikke voksede fra det, men at det gik som mor spåede det bliver være og værre, og endelig bedte skolen om at få PPR på.

De har så hængt den til tørre på at vi også døjer med ham her hjemme (som om ADHD kun er noget man har i skolen??) og at det så er børne-unge-afdelings hovedpine, og de vil naturligvis ikke tage den for de mener selvfølgelig at det er PPR der skal have aben, fordi det er skolen der har bedt om at få ham set efter i sømmene.
Der lå vi så og kørte frem og tilbage i godt 6 måneder, så røg jeg på ægtefældeforsørgelse og vi blev tvunget til skoleskifte.

Den nye skole, en mellem stor (ikke kommuneskolen men en nabo kommune) besøgte vi hvor vi kort fortalte historien, skolelederen troede faktisk ikke på os, lige som heller ikke troede på at knægten har vanskeligheder i den grad vi kan berette om, men vi var temmelig stædige så det endte med at han trods alt ville hente det lidt der ligger på knægten, hvilket desværre ikke er ret meget, for den omgang i børnehaven, lavede de lige om fra en åben undersøgelse til en anonym = der ligger intet absolut intet, på trods af en lovning på det modsatte (klart jo mindre der er jo nemmere er det at slippe af sted med ikke at tage ansvar)

Knægten er i øvrigt 8, så det er 5 år, hvor vi er kommet ingen steder, vi er ikke en gang kommet i gang med at kæmpe endnu, så det siger lidt om den kamp der venter os, når bare det at få sat gang i en udredning er SÅ svært.

Der har det faktisk været nemmere for mig som voksen, nok har jeg ingen til at kæmpe for mig, men jeg har da i det mindste en mulighed for at kæmpe, det har jeg ikke ved min søn, for vi bliver bare sendt videre, rundt og rundt mellem egen læge PPR og børne-unge-afdelingen, samtidig kan vi ikke få noget på skrift, meldingen er at der ikke er noget (hvilket nu ikke helt passer, men desværre indgår det der ligger under indterne dokumenter, dvs vi kan ikke gøre en prut)
Klage nytter ikke noget, borgmester er hamrende ligeglad, og så ryger den som sagt bare rundt og rundt.
Så jeg tør næsten slet ikke tænke på hvad vi skal i gennem når vi endelig får en diagnose på ungen.

Jeg kan ikke klage, jeg kan ikke forlange jeg kan ikke en dyt andet end presse på og ellers håbe på der findes en med bare en smugle samvittighed, helst før det er alt for sent, og ind til da kan jeg kun håbe på ungen trods alt ikke bliver alt for ødelagt psykisk, om end det desværre er godt på vej til at ske.
Der kan jeg i det mindste med min egen sag, om ikke andet søge §17 og få skubbet godt og grundigt på, jeg har nogen jeg kan klage til, jeg kan foretage mig noget, med knægten kan jeg vitterligt ikke andet end vente og håbe (og råbe)

Det skal siges at børnehaven, er helt med på den nu, hvor han ikke længere er deres problem, nu siger de tit at de ikke forstår at vi ikke er kommet videre, for det er da tydeligt at han har brug for hjælp, jo jo når man ikke selv hænger på den sååå *grr*

[Karo]

Oprindeligt indsendt af LUM

Ja de gode sager finde gud ske tak og lov endnu der ude.

Men som ADHD´er med en søn med tydelige ADHD tegn, ja så *suk*

Jeg har kæmpet siden han var 3, og er kommer ingen steder, jeg mener virkelig ingen steder.
BH´en ville ikke høre, så det endte med at jeg forlangte at få PPR på. PPR mås-randte os så lige, fordi vi pga ADHD´en valgte folkeskolen fra (giv ham 3 måneder i en klasse med 29 elever, hvilket var det han ville blive budt, og han ville være ødelagt totalt, det viste PPR udemærket, men nu han ikke blev deres problem så kunne vi rande og hoppe)
Han egen læge vil værgen fra eller til uden PPR.

I skolen blev det hurtigt klart at han har brug for lidt sær-behandling, og at han altså nu en gang fungere dårligt socialt, de kunne så rumme ham fordi de gør tingene som de gør og fordi de har små klasser, de lavede flere ADHD venlige tiltag kun for hans skyld (hvilket go et hammer godt)
Endelig gik det op for skolen at han ikke voksede fra det, men at det gik som mor spåede det bliver være og værre, og endelig bedte skolen om at få PPR på.

De har så hængt den til tørre på at vi også døjer med ham her hjemme (som om ADHD kun er noget man har i skolen??) og at det så er børne-unge-afdelings hovedpine, og de vil naturligvis ikke tage den for de mener selvfølgelig at det er PPR der skal have aben, fordi det er skolen der har bedt om at få ham set efter i sømmene.
Der lå vi så og kørte frem og tilbage i godt 6 måneder, så røg jeg på ægtefældeforsørgelse og vi blev tvunget til skoleskifte.

Den nye skole, en mellem stor (ikke kommuneskolen men en nabo kommune) besøgte vi hvor vi kort fortalte historien, skolelederen troede faktisk ikke på os, lige som heller ikke troede på at knægten har vanskeligheder i den grad vi kan berette om, men vi var temmelig stædige så det endte med at han trods alt ville hente det lidt der ligger på knægten, hvilket desværre ikke er ret meget, for den omgang i børnehaven, lavede de lige om fra en åben undersøgelse til en anonym = der ligger intet absolut intet, på trods af en lovning på det modsatte (klart jo mindre der er jo nemmere er det at slippe af sted med ikke at tage ansvar)

Knægten er i øvrigt 8, så det er 5 år, hvor vi er kommet ingen steder, vi er ikke en gang kommet i gang med at kæmpe endnu, så det siger lidt om den kamp der venter os, når bare det at få sat gang i en udredning er SÅ svært.

Der har det faktisk været nemmere for mig som voksen, nok har jeg ingen til at kæmpe for mig, men jeg har da i det mindste en mulighed for at kæmpe, det har jeg ikke ved min søn, for vi bliver bare sendt videre, rundt og rundt mellem egen læge PPR og børne-unge-afdelingen, samtidig kan vi ikke få noget på skrift, meldingen er at der ikke er noget (hvilket nu ikke helt passer, men desværre indgår det der ligger under indterne dokumenter, dvs vi kan ikke gøre en prut)
Klage nytter ikke noget, borgmester er hamrende ligeglad, og så ryger den som sagt bare rundt og rundt.
Så jeg tør næsten slet ikke tænke på hvad vi skal i gennem når vi endelig får en diagnose på ungen.

Jeg kan ikke klage, jeg kan ikke forlange jeg kan ikke en dyt andet end presse på og ellers håbe på der findes en med bare en smugle samvittighed, helst før det er alt for sent, og ind til da kan jeg kun håbe på ungen trods alt ikke bliver alt for ødelagt psykisk, om end det desværre er godt på vej til at ske.
Der kan jeg i det mindste med min egen sag, om ikke andet søge §17 og få skubbet godt og grundigt på, jeg har nogen jeg kan klage til, jeg kan foretage mig noget, med knægten kan jeg vitterligt ikke andet end vente og håbe (og råbe)

Det skal siges at børnehaven, er helt med på den nu, hvor han ikke længere er deres problem, nu siger de tit at de ikke forstår at vi ikke er kommet videre, for det er da tydeligt at han har brug for hjælp, jo jo når man ikke selv hænger på den sååå *grr*

Det er trist læsning LUM og jeg forstår dig 100%, med alt det hvad der rører sig i dig. Kort før jeg fik min FP døde min mor. Jeg har brugt alt hvad jeg havde på at hun skulle dø med værdighed og jeg betaler prisen for det i dag.
Men jeg er glad for det, for at jeg har ofret mig, ellers alt ville være uden betydning for mig i dag.
Husk på, at kærlighed til den man elsker er som et mirakel og kan hjælpe en til at finde vejen og den sidste overskud man har, til at gøre noget for den man elsker og i sidste ene for sig selv.

[LUM]

Oprindeligt indsendt af Karo

Det er trist læsning LUM og jeg forstår dig 100%, med alt det hvad der rører sig i dig. Kort før jeg fik min FP døde min mor. Jeg har brugt alt hvad jeg havde på at hun skulle dø med værdighed og jeg betaler prisen for det i dag.
Men jeg er glad for det, for at jeg har ofret mig, ellers alt ville være uden betydning for mig i dag.
Husk på, at kærlighed til den man elsker er som et mirakel og kan hjælpe en til at finde vejen og den sidste overskud man har, til at gøre noget for den man elsker og i sidste ene for sig selv.

Jeg holder utrolig meget af min søn, det er så tydeligt at han er min, han er som snyt ud af næsen på mig, hvilket vist mere er synd for ham, end noget andet *gg*

Men det er møg frustrerende ikke at lave andet end at rande panden mod en mur, da PPR måsede os i børnehaven, var jeg direkte rasende, mundtligt fik jeg besked på at de så nøjagtigt det samme som jeg, kun en ting er jeg ikke enig i, men ellers, og så tager de alligevel og laver sådan et nr, kun for at spare penge

Tidligere skole gjorde meget for ham, virkelig meget, næsten også for meget (de har bla i perioder mandsopdækket ham i frikvarterene, ikke for at undgå han lavede ulykker, men fort at hjælpe ham til ikke at komme ud i konflikter med andre børn, han har bare så svært ved at begå sig socialt, hans evne til at aflæse det nonverbale sprog er alt alt for dårligt) men efter som vi ikke har råd så er vi jo tvunget ud i at skifte til en folkeskole, hvor tingene af naturlige årsager er noget anderledes, så jeg frygter det, især fordi den sådan set allerede er gal inden han er startet, mindst 2 af dem han skal i klasse med kan han ikke med på forhånd, den ene af dem er det virkelig tosset med, de kommer op at slås, inden for 10 min også selv om at der er en voksen (en pige der har vanskeligheder der minder lidt om nogle af dem min knægt har) Så det skal nok blive "sjovt"

Men på den anden side som min mand siger, når det så er gået galt kan det jo være ham kan få det hjælp han har brug for.
Det er bare frustrerende at det SKAL gå galt, når nu der kan forebygges, jeg forstår ikke pointen i at penge skal komme før mennesket, alle er enige om at han ikke er som andre og har brug for lidt ekstra, men ingen vil give ham det, jo tidligere skole (det helt rigtige sted for ham) men hvad nytter det når vi må leve af en indtægt og selv sagt ikke har råd til at have ungerne der mere.

Faktisk ved jeg ikke hvad jeg frygter mest, at han bliver ødelagt mere end godt er psykisk, eller om det er frygten for at ham bliver ramt på det faglige, han er super skarp bogligt (foran) men for at bevare det kræver det at han bliver "taget" rigtigt, ikke bliver presset, det kommer der kun et meget meget hissig og frustreret barn ud af at gøre, et barn som flere måneder efter nægter at gøre forsøget på en tilsvarende opgave igen, det lærer han jo ligesom ikke noget af.

Men jeg har sådan set lidt besluttet at læne mig tilbage og lade tingene få lov at løbe, det andet bliver jeg bare kørt træt af, så jeg er næsten nød til at lade det løbe, og ellers håbe på det bedste, og selvfølgelig støtte ham alt det jeg nu en gang kan, hvilket jeg heldigvis er temmelig god til fordi jeg forstår hvad der ryger i gennem knolden på ungen.
Som jeg startede med han er som snyt ud af næsen på mig, han reagere som mor gjorde, er som mor var, og tænker som mor, da hun var barn.