Sag med Odense kommune

[Henrikxxxx]

Jeg har i dag snakket med Lena og hun har anbefalet mig denne side.

Jeg står og har haft flere dårlige oplevelser med Odense kommune. Jeg har haft foretrådt arbejdsmarkedsmarkedsudvalget på Christiansborg. Jeg vil her kopier ind det jeg sendte til.

Mail sendt til socialministeren medio sep 07:

Til socialminister Karen Jespersen

Hvor er retfærdigheden henne i vores samfund?

Dette spørgsmål stille jeg mig selv ofte i denne tid. Normalt må man gå udfra at man selv vælger og træffer de valg der skal danne grundlag for ens liv. Men så enkelt er det ikke har jeg måtte erkende. Desværre har en anden person haft en yderst uønsket indflydelse på hvordan mit liv ser ud i dag og de fremtidige kaptitler der skal skrives.

I juli 2005 starter jeg i et job som pædagog på en døgn inst for voksen senhjernskade. Efter et par uger opstår en episode som skal gå hen at ændre mit liv. Jeg står en dag og spiller billiard med en beboer.
Efter vi har spillet i et stykke tid vælger beboeren af uforklarelige årsager at slå mig i hovedet med en billiardkø. Efter denne oplevelse arbejder jeg videre resten af min vagt i et letter chok og får ikke fortalt de andre om min oplevelse. Da jeg nogle dage efter igen skal på arbejde kommer der en reaktion. Jeg begynder at føle uro i kroppen, hjertebanken og flere andre negative ting. Jeg sygemelder mig derfor og går til min læge hvor jeg delvist får fortalt sandheden. Jeg fortæller ikke om den angst jeg oplever for at pludselig at skulle gå hen og død.

Efter nogle dage fortæller jeg min ledelse om min oplevelse. Jeg bliver her mødt af en mur. En mur hvor der står malet diverse grimme ting omkring min person og arbejde som pædagog.
De første sten er nu godt igang med at blive lagt til en psykisk nedtur. Det ender med jeg tilsidst går til min læge igen og erkende min negative tanker og følelser. Jeg bliver derfor sendt i medicinsk behandling for en depression med tilhørende angst anfald.

Jeg har siden oplevet små sejre men desværre også alt for mange nederlag. Dette påvirker mig desværre en del psykisk. Jeg har måtte erkende for hver psykisk nedtur jeg ender i bliver hullet dybere og derved længere at kravle op af igen. Jeg vil her gerne rette en stor tak til Odense kommune for at hjælpe til med flere gange at grave mit hul dybere.

I januar 2006 starter jeg i jobtræning på en SFO. Her bliver jeg over en periode øget i arbejdstid. I april går det galt. Jeg går ned med stress og sygemelder mig derfor. Jeg kontakter derfor min daværrende sagsbehandler KG for at få en dialog igang. Denne dialog viser sig hurtigt som en vejs. Det skal være som hun siger og jeg bør snart begynde at raskmelde mig. Jeg opgiver yderligere diaolog med Karen og klager til hendes leder. Jeg bliver derfor tildelt en ny sagsbehandler ved navn Kurt Rasmussen. Der er og bør også være grænser for hvad jeg skal finde mig i da jeg kun er et menneske og ikke blot et cpr/journal nr ved Odense kommune.

Den 5 maj 2006 står solen højt på himlen. Om det er fordi det er min fødselsdag eller det møde jeg er til med KR der ender positivt er svært at give svar på. Jeg får tilkendt en revalidering til ny uddannselse som ergoterapeut. På dette møde deltager både min jobkonsulent og fagforening(SL). Jeg har sidenhen fået at vide fra en person jeg ikke ønsker at oplyse navn på at KG har udtalt at hvis det var hende som skulle have truffet afgørelse i min sag havde jeg ikke fået en skid. KG har også sagt til mig personligt at jeg snart skulle se og raskmelde mig og ikke lege hypokonder
I februar 2007 starter jeg med at læse til ergoterapeut. Men efter ca 3uger må jeg erkende at jeg har kastet mig ud i et projekt jeg ikke magter. Jeg begynder samtidig med igen en ny psykisk nedtur.
Jeg beslutter mig for igen at prøve at vende tilbage til pædagog faget da det er et fag jeg ser på med stor stolthed. Jeg får en aftale i stand med en ny SFO og KR(sagsbehandler) bakker op omkring mit ønske.

I marts starter jeg på den nye SFO. Jeg skal i starten finde min plads og lære en masse nye mennesker at kende. Men ved siden af kæmper jeg stadig en kamp med min psykiske nedtur og en psykiater som ikke er de penge værd hun får sit job. Jeg har her i denne periode svært ved at holde mit hjem. Det at skulle vaske op, gøre rent og holde styr på daglige gøremål kan være svært at få gjort. Jeg går derfor igen til min læge og jeg bliver sat på anden medicin.


Det begynder nu at gå lidt fremad igen. Jeg oplever mere succes end nederlag og jeg søger heller ikke længere flugten i øl som jeg så ofte har gjort. Men dette skal snart vende igen.

Onsdag den 5 sep møder jeg glad op på kommunen da jeg har aftalt et møde med KR. Jeg finder da ud af han er sygemeldt. Dette kan jo også ske for en der arbejder med sygedagpenge sager.
Mandag den 10 sep ringer jeg for at aftale et nyt møde med KR. Men nej. KR er desværre syg og jeg begynder nu at blive urolig.

Jeg er nenmlig rigtig glad for KR som jeg føler mig tryg ved. Men der er et problem. Fredag den 14 sep er min sidste dag på den SFO jeg er og vil gerne blive længere for at forsætte den positive udvikling jeg er inde i. Jeg snakker derfor med en sagsbehandler som lover at vende tilbage til mig. Onsdag den 12 er dette ikke sket. Jeg skal som borger/klient opfylde en masse betingelser men går det ikke begge veje? Jeg ringer derfor til kommunen igen og bliver stille rundt fra den ene til anden. Tilsidst får jeg kontakt med en SA som nu er min nye sagsbehandler også selvom KR skulle komme tilbage igen.Vi aftaler at afholde et møde mandag den 17 sep.


Torsdag denden 13 sep. er jeg til møde på REVA. Her møder jeg min nye jobkonsulent CB. Igen et nyt ansigt. Jeg er nu begyndt at føle mig presset og føler uro i kroppen, tristhed og ondt i maven. På dette møde bliver det mig klart hvad der har været en lille personlig sejr og succes igennem de sidste par uger skal tages fra mig.

Dette får mig til at blive utrolig ked af det. Jeg får også på dette møde at vide at hun vil indstille til jeg forsat bør være tilknyttet REVA da de blandet har en psykolog tilknyttet huset som hun gerne ville have jeg skulle tale med. Jeg spørger ind tilmine fremtids udsigter økonomisk og hvad der videre skal ske. CB fortæller mig at jeg godt fremover at glemme alt om pædagog faget.

Ja faktisk resten af mit liv. Men ellers er det min sagsbehandler som træffer afgørelse om hvad der skal ske. Men hun tilføjer dog at hun synes jeg skulle afprøves indenfor andet område feks en kirkegård. Det går her op for mig at kommunen blotlægger sin totale mangel på empati. Jeg vender rystet hjem efter mødet og ringer SA op. Brikkerne begynder nu langsomt at falde på plads for mig. Jeg ender sikker nu på kontanthjælp. Jeg kontakter derfor min fagforening som nu fremover vil gå med til møder på kommunen.
Fredag den 14 sep ringer jeg til min jobkonsulent.
Jeg ville lige snakke med hende omkring hendes forslag om den kirkegård.
Jeg synes jo ikke ligefrem det er det klogeste jeg har hørt når man tænker på jeg har haft døds angst.

Men måske vil hun mene jeg bør ud og se mine dæmoner i mine øjne. Under samtalen spørger jeg også indtil hvad hun vil skrive til min sagsbehandler.

Dette kan jeg ikke få svar på da det vil komme på skrift og her vil det også fremgå hvad REVA`s sociallæge har udtalt om min person.
Jeg beder nu om et kort mundtligt REF af det som er sagt.

Det kan jo have en væsenlig betydning for det møde jeg skal til mandag. Dette bliver jeg nægtet. Jeg spørger derfor hvor i lovgivningen hun har hjemel til at nægte mig dette. Spørgsmålet stiller jeg flere gange uden at få et svar. Jeg er nu ved at være godt vred.

Tilsidst fortæller hun mig at jeg ikke har ret til at vide hvad der står i et interne arbejdsnotater. Men jeg får det jo på skrift så hvorfor ikke fortælle det nu? Er der noget som skal hemmeligholdes? Eller må jeg ikke kunne møde med den viden som står i de papir mandag? Samtalen afsluttes med af CB ønsker god weekend og lægger røret på fordi jeg stædigt fastholder mit krav om indsigt og gør opmærksom på jeg gerne vil behandles som et menneske.

Jeg har her i dag snakket med en leder på REVA og de oplysninger som ligger vil blive sendt pr fax til min fagforening i dag her inden mødet på kommunen. Hun erkendte at de ikke måtte tilbage holde oplysninger.

Jeg må erkende jeg snart er kommet til et punkt hvor jeg føler mig som en bomde der er ved at springe i luften. Jeg orker snart ikke mere. Min læge NS har sagt til mig jeg nok ikke skal regne med at komme tilbage til ordinært arbejde igen dertil er min psyke og stress for dårlig til. Jeg bør dog heller ikke ende med at stå uden en form for job da dette kan medfører jeg igen falder i huller og begynder et alkohol misbrug.

Hvor er mine rettigheder henne?
Vi har regler for hvordan man må behandle dyr i vores samfund som skrappere end hvordan man må behandle mennesker-

Så derfor kære Karen Jespersen.

Hvor er retfærdigheden henne i vores samfund?

Opdatering af sag medio sep 07:

Jeg har været til møde med SA et par gange og snakket med hende i tlf flere gange siden dette brev.
Jeg har bla konfronteret hende med at den plan KR og jeg lavede gik ud på at jeg langsomt skulle sættes op i tid over en længere periode. Jeg fortæller også at jeg på et møde med en jobkonsulent snakker med hende omkring at blive sat et par timer op om ugen. Dette møde finder sted omkring sidst i august først i sep.

Jeg har bedt om der indhentes en general helbreds attest samt en psykisk speciellægeerklæring. Dette er ikke sikkert jeg kan få indhentet da det er sociallægen i Odense kommune som tager stilling til dette. Jeg har gjort opmærksom på at jeg finder dette uretfærdig. En general helbreds attest vil kunne beskrive lang flere ting end kommunen har oplysninger om.

Den psykisk speciellægeerklering føler jeg også er vigtigt at denne indhentes da jeg har haft klaget over den psykiater jeg har gået hos. Derfor er hendes vurdering måske ikke lige den mest objektive. Jeg har spurgt til hvor de har lovhjemmel til at nægte mig at disse to attest indhentes men har ikke pt fået en henvisning til en lovgivning.

Jeg står nu også overfor en en ny knæoperation. Jeg har tidligere fået lavet 2 operationer i samme knæ.

Men denne gang er der en stor forskel. Jeg skal i fuld narkose denne gang. Jeg har aldrig før været i narkose og er ikke ret tryg ved det.

Jeg har været undersøgt ved en overlæge her på OUH NM. En læge jeg føler mig tryg ved. Der er dog lidt længere ventetid hos NM.

En ventetid på ca 4-5 mdr. Jeg har fået at vide af kommunen jeg skal gøre brug af frit sygehus valg hvis jeg kan komme hurtigere til på et andet sygehus. Jeg har prøvet at fortælle dem at jeg har meget svært ved at føle tryghed hos en læge jeg ikke kender og det heller ikke er sjovt at skulle ud og køre i tog med et nyopereret knæ hvor man skal ind både forfra og bagfra. Således overvejer jeg sige nej til en operation. Jeg synes heller ikke det er rimeligt da NMer en af landets bedste læger til disse operationer jeg skal sendes til et andet sygehus.

Jeg håber dette giver lidt indblik i min sag. Jeg tager også gerne en tur til København hvis du ønsker et møde med mig omkring hele denne sag. Jeg synes det er vigtigt at der bliver sat fokus på hvordan man behandler mennesker i vores samfund. Jeg tror ikke at de ansvarlige politiker som har med dette område at gøre er klar over hvilket psykiskpres man er udsat for. Bare en lille ting som at tage i sommerhus i en uge kan jeg heller ikke. Ofte kunne det måske være godt lige at komme lidt væk fra det hele.

Opdatering medio dec 07:

Jeg skulle have været opereret i dag men sikke et døgn jeg lige har oplevet.
Som tirsdagen skred frem blev jeg mere og mere stresset i kroppen og tilsidst endte det hele med jeg fik et kæmpe panikangst anfald med diverse skræk og kaos tanker om jeg ville død og ikke vågne af narkosen igen. Livet er en hård ting og nu sidder jeg så tilbage med en skyldsfølelse overfor NM som skulle opererer mig. Men først og fremmest en kæmpe skuffelse over mig selv.


Men dette bekræfter jo også lidt det liv og den situation jeg befinder mig i.

Men tilbage til det som det hele handler om. Min fremtid.

Lige nu synes jeg selv min fremtid ikke ser særlig lys ud. Det skyldes bla den situation jeg er endt med at stå i.

I 2005 blev lovgivningen om fleksjob, førtidspension og sygedag penge strammet. Her var der flere interesse organisationer der advarede mod at personer der er langtids sygemeldt ville kunne ende i en gråzone. Denne gråzone befinder jeg mig nu i.

Jeg står nu og skal ud i en ny jobprøvning. Jeg har spurgt min sagsbehandler hvis det går galt og jeg igen går ned psykisk og med stress i denne jobprøvning hvad der så sker. Det svar jeg kunne få var at jeg så måtte ud og afprøves igen inden for andet området igen. Med andre ord. Jeg kan ikke få en afklaring på hvor mange arbejdsprøvninger jeg kan blive sendt ud i.

Sagen har også den side at man ifølge lovgivningen kun kan være på sygedag penge i 52 uger. Herefter får man sine sygedag penge alt efter om man vil forlænge i en ny periode. Dette er i sig selv også et stort psykisk pres at byde folk. Det hele kan ende med at jeg bliver sendt på kontanthjælp. Her vil jeg så blive sendt ud i en aktivering på 37 timer om ugen. Hvis man ikke kan magte at arbejde 37 timer kan man så blive sendt ud i en ny nedtur for igen at skal samle sig selv op. For selvom kommunen er god til at at krave huller for folk hjælper de dem ikke op bagefter. Men problemet er at man kan ende på kontanthjælp for at blive sendt i aktivering og når det så heller ikke viser sig holdbart kan man blive indstillet til fleksjob.

Jeg har været en person med mange drømme. Drømme om ting jeg gerne ville opnå her i livet. Disse drømme er i dag meget begrænset hvilket er hårdt og sidde og tænke på som 34 årig. Jeg ville gerne arbejde fuldtid hvis det var mig muligt. Men jeg kender mig selv og mine begræsninger og når man taler om psyken er det ikke bare en knap man kan trykke på og alt er godt igen. Min læge vurderer at det er en varig lidelse jeg har pådraget mig. Så jeg kan ikke forstå hvorfor at man ikke prøver at anerkende folk mere og hjælper dem fremfor at slå folk med en lovgivning i hovedet.

Jeg ville ønske jeg kunne blive anerkendt som menneske og kunne opnå et fleksjob. Der mangler ansatte i den offentlige sektor. Hvorfor prøver man ikke at give alle os der er langtids sygemeldt en ny mulighed her i livet i at komme ud og arbejde på nedsat tid. Dette vil give selvværd, selvfølelse og styrkelse af ens selvtillid.

Konklusionen på alt der her må være. Prøv at hjælp og anerkende folk fremfor at slå folk i hovedet. Jeg er ret sikker på det vil være en meget bedre ide end som lovgivningen ser ud nu.
Opdatering ultimo jan 07:
Hej KH a-kasse SL.

Jeg er nød til at snakke med dig hurtigst muligt. Jeg er i dag torsdag den 24 jan blevet ringet op at en teamleder ved Odense kommune LE. Jeg fik den besked at jeg var indkaldt til møde den 31 jan på hendes kontor kl 13.

Jeg blev under samtalen bekendt gjort med at jeg vil blive tilbudt et 6 mdrs genoptrænings forløb som skulle gøre jeg kunne vende tilbage til arbejdsmarkede. Hun kunne ikke på nogen måde se i min sag jeg kunne få fleksjob. Jeg fik gjort hende opmærksom på at jeg ikke havde skjuldt dagsorden omkring at jeg bare skulle have fleksjob. Jeg stillede således også et spørgsmål til hende. Hvad ville der ske hvis jeg ikke kunne gennemfører dette genoptrænings forløb. Jeg fik det svar at jeg så skulle raskmelde mig. Jeg gjorde opmærksom på at min fagforening ikke ville have mig i a-kassen da jeg ikke således ikke vil stå til rådighed for arbejdsmarkede. Dette vil betyde jeg bliver sendt på kontanthjælp. Jeg forsøgte også at forklare hende at jeg er gået fra en moderat depression til at være blevet målt til en sværd depression hos min læge i mandags.
Jeg har dd meldt mig ind i faglig afd igen for at kunne opnå juridisk bistand. Jeg overvejer således også i skrivende stund at søge om at få bevilget friproces til at fører en sag ved domstolen mod Odense kommune.

Sidste nyt i sagen:

Mødet den 31 januar med teamleder LE, sagsbehandler SA, KH A-kassen og UT
På dette møde bliver jeg bekendt gjort med at jeg vil blive tilbudt et genoptræningsforløb medhenblik på at vende tilbage til ordinært arbejdsvilkår. Det bliver også gjort klart på mødet at lykkes det ikke at komme op på fuldtid skyldes det mangel på motivation og der så vil være folk i kontanthjælp systemet som nok skal motivere mig.

PT afventer jeg at skal ud i genoptrænings forløb.

Kommuen vil ikke sende mig ud i en arbejdsprøvning for at afprøve om jeg har nedsat arbejdsevne. Med andre ord. Man bygger sine konklusioner på erfaringer fra andre sager og ikke om jeg har en reel nedsat arbejdsevne.

Jeg har også bedt min sagsbehandler om at søge om fleksjob for at få en afgørelse i min sag hvor jeg vil kunne opnå en anke mulighed. Jeg er dog bekendtgjort med at hvis jeg anker en afgørelse stopper de mine sygedagpenge med det samme og sender mig på kontanthjælp. Med andre ord. Man har ingen muligheder for at klage eller anke en beslutning truffet af kommunen i min sag uden jeg sendt på kontanthjælp.

[lena]

Hej Henrik

Velkommen på www.k10.dk

Håber du bliver glad for siden - det er jeg i hvert fald!

Synes lige du skal se linkene her.

Det er muligvis samme sagsbehandler som du har

http://www.fyens.dk/article/492693

http://www.fyens.dk/article/526415?h...g+leder+nyborg

God vind

Lena