Psykisk syg ønsker råd om usikker fremtid

[keheii]

Hej alle derude

Vil gerne starte med at sende mine tanker til alle jer som føler sig ramt i systemet.

Kort om min livs historie og dets udfordringer:

Jeg har siden barnsben døjet med generaliseret angst som udviklet sig til panikangst for 21 år siden. Fylder snar 40 år og har senest arbejdet som pædagog. Fik for 2 år siden konstateret ADHD. Og sådan som jeg selv forstår det gennem psykiatrien, så er min ubehandlet ADHD resulteret i mine angst og depression stilstande. Jeg har så at sige haft posttraumatisk stress symptomer ifgl min læge. Jeg sover meget dårligt og har mareridt trods medicin at sove på. Jeg har formået at tage 2 uddannelser og passer fuldtidsarbejde så godt som jeg kunne. Dog ikke smertefrit, har været på medicin i 20 år, gået til psykiatere, gruppeforløb med mere. Jeg har haft mange ud-svingninger i negativ retning i mit liv som har haft store konsekvenser for min selvværd og familie. Lider under migræne og andre fysiske men af mit tankemylder. Jeg får medicin både mod angst og ADHD. Udadtil kan folk slet ikke forstå jeg har angst. ”Du er jo så kompetent i dit arbejde, det virker til du har overskud, er altid smilende og spreder godt humør omkring dig”. Nok er jeg det, men jeg bruger så meget energi på det grundet mine diagnoser at jeg har smadret mig selv fysisk og psykisk. Mine kollegaer har set mig have voldsomme angsttilfælde (besvimer)
Jeg måtte sygemelde mig i januar. Jeg kunne og kan ikke mere. Min angst er overvældende og sådan som jeg selv ser det så er pension eller flex mit eneste håb for at minimerer min angst og give mig håb om et liv. Jeg har prøvet mindfullnes, psykologer, psykiatere, motion, sund kost og mere til. Jeg er så at sige blevet Expert på min egen sygdom for at få det bedre. Om det så har haft den modsatte effekt kan man stille spørgsmålstegn ved. Jeg ved at min sygdom er statisk, nu skal et udvalg som ikke kender mig vuderer om behandlings-mulighederne er udtømt. I min optik er det meget simpelt. Tal med mig og min læge. Vi har svaret. Hmmm er SÅ vred og bange for udfaldet. Har også været ind og ud på psykiatrisk skadestue, har været selvmordstruet flere gange. Havde jeg ikke haft børn og kære omkring mig så havde jeg ikke været her i dag. Er ked af at måtte tage medicin for at passe et arbejde.

Jeg er blevet henstillet til 26 ugers forløb på IKT2. Det er nu 8 uger siden. Har, måtte tage hjem igen fra tilbud om yoga, mindfullness.
Min sagsbehandler og psykiateren på IKT2 mener jeg nok allerede nu er berettiget til flex. Jeg har ikke turde nævne pension, da jeg har været bange for at de skulle mistænke mig for at snyde mig til en pension. ”katastrofe-tanker”. På den ene side vil jeg gerne arbejde og bidrage med noget og på den anden side så overvinder min angst hele tiden og fortæller mig jeg ikke kan arbejde mere. Kan læse at man skal være forberedt på et liv med kommunen på nakken hvis man er i flexjob. Mit drømme senarie går på 15 timers flex, men forestillingen om at skulle i prøvning og skulle vurderes hvert 5 år på kurser osv, tror jeg vil forværre min tilstand.

• Hvordan tror i mine chancer er hvis jeg søger en paragraf 17 om pension?.
• Hvordan skal jeg gribe det an?
• Kan jeg ende på kontanthjælp, eller tror i min sag vil bliv afsluttet inden?
(Til januar er mine 52 uger på sygedagpenges gået. Håber på 52 uger mere.)
• Vælger man selv hvor man er i en arbejdsprøvning og skal arbejdsskiver og en selv så melde tilbage hvordan det er gået?

Håber i kan finde hoved og hale i min historie og spørgsmål. 

Kærligst Ken

[mik16]

Oprindeligt indsendt af keheii

Hej alle derude

Vil gerne starte med at sende mine tanker til alle jer som føler sig ramt i systemet.

Kort om min livs historie og dets udfordringer:

Jeg har siden barnsben døjet med generaliseret angst som udviklet sig til panikangst for 21 år siden. Fylder snar 40 år og har senest arbejdet som pædagog. Fik for 2 år siden konstateret ADHD. Og sådan som jeg selv forstår det gennem psykiatrien, så er min ubehandlet ADHD resulteret i mine angst og depression stilstande. Jeg har så at sige haft posttraumatisk stress symptomer ifgl min læge. Jeg sover meget dårligt og har mareridt trods medicin at sove på. Jeg har formået at tage 2 uddannelser og passer fuldtidsarbejde så godt som jeg kunne. Dog ikke smertefrit, har været på medicin i 20 år, gået til psykiatere, gruppeforløb med mere. Jeg har haft mange ud-svingninger i negativ retning i mit liv som har haft store konsekvenser for min selvværd og familie. Lider under migræne og andre fysiske men af mit tankemylder. Jeg får medicin både mod angst og ADHD. Udadtil kan folk slet ikke forstå jeg har angst. ”Du er jo så kompetent i dit arbejde, det virker til du har overskud, er altid smilende og spreder godt humør omkring dig”. Nok er jeg det, men jeg bruger så meget energi på det grundet mine diagnoser at jeg har smadret mig selv fysisk og psykisk. Mine kollegaer har set mig have voldsomme angsttilfælde (besvimer)
Jeg måtte sygemelde mig i januar. Jeg kunne og kan ikke mere. Min angst er overvældende og sådan som jeg selv ser det så er pension eller flex mit eneste håb for at minimerer min angst og give mig håb om et liv. Jeg har prøvet mindfullnes, psykologer, psykiatere, motion, sund kost og mere til. Jeg er så at sige blevet Expert på min egen sygdom for at få det bedre. Om det så har haft den modsatte effekt kan man stille spørgsmålstegn ved. Jeg ved at min sygdom er statisk, nu skal et udvalg som ikke kender mig vuderer om behandlings-mulighederne er udtømt. I min optik er det meget simpelt. Tal med mig og min læge. Vi har svaret. Hmmm er SÅ vred og bange for udfaldet. Har også været ind og ud på psykiatrisk skadestue, har været selvmordstruet flere gange. Havde jeg ikke haft børn og kære omkring mig så havde jeg ikke været her i dag. Er ked af at måtte tage medicin for at passe et arbejde.

Jeg er blevet henstillet til 26 ugers forløb på IKT2. Det er nu 8 uger siden. Har, måtte tage hjem igen fra tilbud om yoga, mindfullness.
Min sagsbehandler og psykiateren på IKT2 mener jeg nok allerede nu er berettiget til flex. Jeg har ikke turde nævne pension, da jeg har været bange for at de skulle mistænke mig for at snyde mig til en pension. ”katastrofe-tanker”. På den ene side vil jeg gerne arbejde og bidrage med noget og på den anden side så overvinder min angst hele tiden og fortæller mig jeg ikke kan arbejde mere. Kan læse at man skal være forberedt på et liv med kommunen på nakken hvis man er i flexjob. Mit drømme senarie går på 15 timers flex, men forestillingen om at skulle i prøvning og skulle vurderes hvert 5 år på kurser osv, tror jeg vil forværre min tilstand.

• Hvordan tror i mine chancer er hvis jeg søger en paragraf 17 om pension?.
• Hvordan skal jeg gribe det an?
• Kan jeg ende på kontanthjælp, eller tror i min sag vil bliv afsluttet inden?
(Til januar er mine 52 uger på sygedagpenges gået. Håber på 52 uger mere.)
• Vælger man selv hvor man er i en arbejdsprøvning og skal arbejdsskiver og en selv så melde tilbage hvordan det er gået?

Håber i kan finde hoved og hale i min historie og spørgsmål. 

Kærligst Ken

Hej Ken.. Og velkommen til

Jeg tror ikke at nogen hér kan forudsige det kommende forløb.. Dertil er alle for forskellige..

Men lidt fakta:

Din drøm om et 15 timers fleksjob er nok langt mere realistisk end en førtidspension.. ( kan du klare det, så gå efter fleks )

Du skriver at du snart fylder 40 år.. Personer over 40 år tilkendt fleks, skal kun revurderes een gang efter det første fleksjob. Er du ikke blevet bedre, så bliver fleks permanent til folkepensionen.

Hvis du kan slippe rimeligt nådigt gennem tilkendelsen til fleks, så er det nok den løsning hvor du får (kommunen MINDST på nakken)
(Et godt og positivt samarbejde mellem dig og kommunen KAN betyde at du slipper nemmere og hurtigere gennem en tilkendelse af fleks.)

En arbejdsprøvning KAN foregå et sted du selv finder.. Den afsluttes typisk med en vurdering hvor du, arbejdsgiver og jobcenteret medvirker..

Da det er din drøm at få et fleksjob, så FØLG den vej..

[jjsonn]

Oprindeligt indsendt af keheii

Hej alle derude

Vil gerne starte med at sende mine tanker til alle jer som føler sig ramt i systemet.

Kort om min livs historie og dets udfordringer:

Jeg har siden barnsben døjet med generaliseret angst som udviklet sig til panikangst for 21 år siden. Fylder snar 40 år og har senest arbejdet som pædagog. Fik for 2 år siden konstateret ADHD. Og sådan som jeg selv forstår det gennem psykiatrien, så er min ubehandlet ADHD resulteret i mine angst og depression stilstande. Jeg har så at sige haft posttraumatisk stress symptomer ifgl min læge. Jeg sover meget dårligt og har mareridt trods medicin at sove på. Jeg har formået at tage 2 uddannelser og passer fuldtidsarbejde så godt som jeg kunne. Dog ikke smertefrit, har været på medicin i 20 år, gået til psykiatere, gruppeforløb med mere. Jeg har haft mange ud-svingninger i negativ retning i mit liv som har haft store konsekvenser for min selvværd og familie. Lider under migræne og andre fysiske men af mit tankemylder. Jeg får medicin både mod angst og ADHD. Udadtil kan folk slet ikke forstå jeg har angst. ”Du er jo så kompetent i dit arbejde, det virker til du har overskud, er altid smilende og spreder godt humør omkring dig”. Nok er jeg det, men jeg bruger så meget energi på det grundet mine diagnoser at jeg har smadret mig selv fysisk og psykisk. Mine kollegaer har set mig have voldsomme angsttilfælde (besvimer)
Jeg måtte sygemelde mig i januar. Jeg kunne og kan ikke mere. Min angst er overvældende og sådan som jeg selv ser det så er pension eller flex mit eneste håb for at minimerer min angst og give mig håb om et liv. Jeg har prøvet mindfullnes, psykologer, psykiatere, motion, sund kost og mere til. Jeg er så at sige blevet Expert på min egen sygdom for at få det bedre. Om det så har haft den modsatte effekt kan man stille spørgsmålstegn ved. Jeg ved at min sygdom er statisk, nu skal et udvalg som ikke kender mig vuderer om behandlings-mulighederne er udtømt. I min optik er det meget simpelt. Tal med mig og min læge. Vi har svaret. Hmmm er SÅ vred og bange for udfaldet. Har også været ind og ud på psykiatrisk skadestue, har været selvmordstruet flere gange. Havde jeg ikke haft børn og kære omkring mig så havde jeg ikke været her i dag. Er ked af at måtte tage medicin for at passe et arbejde.

Jeg er blevet henstillet til 26 ugers forløb på IKT2. Det er nu 8 uger siden. Har, måtte tage hjem igen fra tilbud om yoga, mindfullness.
Min sagsbehandler og psykiateren på IKT2 mener jeg nok allerede nu er berettiget til flex. Jeg har ikke turde nævne pension, da jeg har været bange for at de skulle mistænke mig for at snyde mig til en pension. ”katastrofe-tanker”. På den ene side vil jeg gerne arbejde og bidrage med noget og på den anden side så overvinder min angst hele tiden og fortæller mig jeg ikke kan arbejde mere. Kan læse at man skal være forberedt på et liv med kommunen på nakken hvis man er i flexjob. Mit drømme senarie går på 15 timers flex, men forestillingen om at skulle i prøvning og skulle vurderes hvert 5 år på kurser osv, tror jeg vil forværre min tilstand.

• Hvordan tror i mine chancer er hvis jeg søger en paragraf 17 om pension?. Da du stadig er i behandling, er der ingen chancer for pension, du skal være stædionær g helt afklaret, med alle ting afprøvet.
• Hvordan skal jeg gribe det an? Så længe du ikke er stadinær kan du ikke gøre meget, du kan måske arbejds prøves, men de vil nok sige lad os nu se hvordan du regere på medicin.
• Kan jeg ende på kontanthjælp, eller tror i min sag vil bliv afsluttet inden? Desværre ja, mange ender der.
(Til januar er mine 52 uger på sygedagpenges gået. Håber på 52 uger mere.)
• Vælger man selv hvor man er i en arbejdsprøvning og skal arbejdsskiver og en selv så melde tilbage hvordan det er gået?
Du kan måske selv finde en arbejds prøvning, så kommer de fra jobcentret og snakker med dig og din arbejds giver om hvordan det går og om du evn. kan arbejde flere timer.

Håber i kan finde hoved og hale i min historie og spørgsmål. 

Kærligst Ken

men du er ny i systemet og der er lang vej igen, pension er næsten umuligt, at få nu om dage, fleks er også svært men ikke umuligt.

[keheii]

Hej mik10

Tak for dit svar. Det beroliger mig at du siger man kun skal vuderes en gang. skal jeg forstå det som at jeg feks er i fleksjob 12 timer ugentlig i 5 år og så kommer den ene og sidste vudering?

Jeg kender også mig selv for godt til at jeg bliver manisk i et job og bare kører derudaf for ikke at mærke min angst. Det giver bagslag ift min historie. Så en jobprøvning i sig selv fortæller mig at jeg må "skrue ned" for ikke at blive vurderet til mere end jeg reelt kan klare!. Nok har jeg kunne være på arbejde 7 timer førhen, men har kun været tilstede i ca 3 timer og har efterfølgende haft angst symptomer og migræne som har haft konsekvenser for både mit privat/arb liv

[mik16]

Oprindeligt indsendt af keheii

Hej mik10

Tak for dit svar. Det beroliger mig at du siger man kun skal vuderes en gang. skal jeg forstå det som at jeg feks er i fleksjob 12 timer ugentlig i 5 år og så kommer den ene og sidste vudering?

Jeg kender også mig selv for godt til at jeg bliver manisk i et job og bare kører derudaf for ikke at mærke min angst. Det giver bagslag ift min historie. Så en jobprøvning i sig selv fortæller mig at jeg må "skrue ned" for ikke at blive vurderet til mere end jeg reelt kan klare!. Nok har jeg kunne være på arbejde 7 timer førhen, men har kun været tilstede i ca 3 timer og har efterfølgende haft angst symptomer og migræne som har haft konsekvenser for både mit privat/arb liv

Ja sådan skal du forstå ( det røde )

Uden at kende til din angst, så kunne jeg forstille mig, at den ikke bliver mindre af at du ikke kender fremtiden.. (vist meget normalt)

Du skal også være klar over, at jo bedre du kan følge (og fuldføre) en arbejdsprøvning, jo nemmere slipper du.. En afbrudt arbejdsprøvning betyder alt andet lige at du nok sendes ud i en ny.
Så en realistisk arbejdsprøvning hvad angår timer og stedet, skal du kæmpe for..

[Bønne]

Hej webmaster

Tak for dit råd, helt sikkert noget vil gøre hvis el når jeg kommer i en arbejdsprøvning.

Tak for dit råd, det vil jeg få glæde af. Enig ja uhvisheden om hvad der kommer til at ske i fremtiden påvirker også mig, jeg bruger flere timer de fleste af dagene på at spekulere på det😳bliver i dårligt humør og meget negativ( hvilket min kæreste er træt af(det skal siges at inden jeg blev syg og en del af systemet havde jeg en meget positiv indstilling til livet og troede altid på det bedste i folk, intet andet var modbevist. Så det skammer jeg mig lidt over at jeg har ændret så meget indstilling til alt😳 og jobcenters tankegang om at alle mennesker skal/ kan placeres i nogle enkelte kasser, og hvis du ikke passer i nogen af kasserne er det bare ærgeligt😳og den generelle holdning om at alle kan arbejde 37 timer om ugen, hvis de ellers gidder!!!! Jeg ville gøre ALT hvad kunne for at være en helt normal person der kunne passe et alm fuldtids job, og ikke skulle kæmpe med systemet, og nogle menneskers holdning om at man bare er doven og ikke gilder at arbejde!!!! Og mit sygdom er psykisk og det hjælper altså ikke på sagen. Tænker tit at hvis jeg fejlede noget psykisk så ville det være nemmere(en meget dum tanke det ved jeg godt&#128530 jeg skal jo være glad for at jeg kun er psykisk syg.


Undskyld jeg havde bare brug for at komme af med det.

[Nøgne tær]

Oprindeligt indsendt af Bønne

Og mit sygdom er psykisk og det hjælper altså ikke på sagen.

Har du talt med din psykiater om der er et eller andet vedkommende kan hjælpe dig yderligere med, i den her svære situation hvor du er udsat for ekstra press.

Selv havde jeg meget hyppig kontakt med min psykiater, som også foreslog "midlertidig" øget medicinering, da min sag pressede mest på.
Men jeg blev også indlagt i en periode da det gik værst for sig i forhold til jobcenterets pres og arbejdsprøvning.

[Bønne]

Jeg vil ringe og snakke med ham i morgen og så må vi se hvad siger( jeg er allerede for en måned siden trappet op til 900 mg litium ( var ellers langsomt trappet ned da man ikke må/ bør tage det de 3 første måneder af en graviditet( da vi gerne ville have et barn i nærmeste fremtid. Men det er nu sat på standby det næste stykke tid��jeg har ellers været skruk de sidste 3 år, men da jeg jo læste til pædagog udsatte vi det.

Steg du så i medicin? Jeg får 3 slags medicin.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Bønne

Og mit sygdom er psykisk og det hjælper altså ikke på sagen. Tænker tit at hvis jeg fejlede noget psykisk så ville det være nemmere(en meget dum tanke det ved jeg godt&#128530 jeg skal jo være glad for at jeg kun er psykisk syg.

Jeg regner med, at der i det markerede skulle have stået "fysisk".

Og jeg kan trøste dig med, at din situation sandsynligvis ikke havde været lettere, hvis din lidelse havde været fysisk.

Til trods for en særdeles veldokumenteret reel ryglidelse, måtte jeg kæmpe med systemet i 15 år før jeg blev tilkendt fp.

[Bønne]

Ja der skulle stå fysisk syg. Men egentlig rart at vide( altså ikke at det tog 15 års kamp med systemet)