interviewperson til blad om 'anden aktør'?

[roma]

hejsa

måske en ide at henvise ham til Foreningen Til Borgernes Retssikkerhed. de har kørt mange sager og skrevet adskillige læserbreve og indlæg om både lægekonsulenter og sociale sager igennem årene.

www.retssikkerhed.dk

her kan der måske være hjælp at hente.

[Trold]

Jeg ville rigtig gerne hjælpe. Men for det første har jeg kun været visiteret til flex siden foråret (2008), og for det andet blev jeg med det samme kastet i armene på en "anden aktør", som simpelthen er det rareste og mest fornuftige menneske jeg har mødt, på min lange vej i systemet (ca. 12 år).
Derudover har jeg så, for ganske nylig, oplevet, at den sagsbehandler jeg har nu, hører hvad jeg siger. Så nu har jeg lovet, at komme med alle mine røntgen-beskrivelser (som egentlig allerede burde ligge i sagen, da jeg tidligere har afleveret dem, men uden at få en kvittering), og så vil hun bede lægekonsulenten om at se på det, og vurdere om der skulle være grundlag for en ftp-ansøgning.
Men kan jeg bare få dem overbevist om, at jeg ikke er fuld af løgn, så er jeg tilfreds, i denne omgang.

[buster]

Jamen, her kommer så den laaange version af vores møde med systemet, go læselyst
Husk, dette er skrevet i dyb frustration på daværende tidspunkt og er oprindelig stilet til Helle Thorning/Villy Søvndal.

Kære xxx
Jeg skriver ikke til dig for at få ynk eller medfølelse, men som en desperat kvinde, der forsøger at holde sammen på det jeg har kært. Samtidig også for at fortælle dig, at verden for borgerne ikke altid er, som den forsøges fremstillet fra Christiansborg. Jeg har i min kommune forsøgt at få kontakt med min borgmester, men uden held, jeg har kontaktet amtet, nu regionen, også uden held. Derfor prøver jeg nu at kontakte folk, der har en højere position i samfundet.

Min historie:
Jeg blev uddannet sygehjælper i 1985 og var meget glad for mit arbejde. 1995 blev jeg sygemeldt med en rygskade og fik af lægerne at vide, at jeg skulle skifte kurs, da jeg under ingen omstændigheder ville kunne fortsætte som sygehjælper med den dårlige ryg. Der blev samtidig indledt en arbejdsskadesag mod Dianalund kommune.

Jeg fik ret hurtigt et tilbud om revalidering og i 1996 – 97 tog jeg enkeltfags HF på VUC.
Jeg blev optaget på Fodterapeut skolen i Kbh. 1998, men måtte stoppe på grund af overbelastning af min ryg med efterfølgende hospitalsindlæggelse. 1999 gik jeg hjemme på sygedagpenge i en periode. Derefter fik jeg flexjob som nattevagt på et opholdssted for psykisk og fysisk udviklingshæmmede unge i ca. 8-9 mdr.
Jeg måtte stoppe i dette job i forbindelse med at min mand blev syg og gentagne gange indlagt på hospitalet med stærke rygsmerter og delvise lammelser i benene.
Ved første indlæggelse på Slagelse sygehus i februar 2000 kunne man ikke stille en eksakt diagnose, men hældte til Iskias-Lumbago, dog med nogle atypiske symptomer, de ikke kunne forklare. Der blev taget en del blodprøver, men man analyserede dem tilsyneladende ikke.

Min mand, Peter, arbejdede på dette tidspunkt som jord og betonarbejder, et job han havde haft i ca. 15-18 år. Lægerne anbefalede ham at finde et andet job, da jord og betonarbejdet ville være for stor en belastning for hans ryg. I denne periode fik han sygedagpenge.
September 2000 fik han job som arbejdsmand i et vinduesfirma, et job han havde i knap tre måneder. I januar 01 blev han igen sygemeldt med stærke rygsmerter og efterfølgende indlagt på sygehuset. Lægerne kunne stadig ikke afklare hans sygdomsbillede. En læge fortalte, at der ved sidste indlæggelse var taget nogle blodprøver, der tydeligt viste en betændelsestilstand – kunne muligvis være en form for nervebetændelse, som de daværende læger ikke havde reageret på og som Peter dermed har gået rundt med ubehandlet i næsten et år. Vi valgte at klage til patientklagenævnet og fik også delvis medhold i vores klage dvs vi havde ret i at man ikke havde analyseret dem og dermed reageret korrekt men tingenes tilstand kunne ikke ændres. På hospitalet kunne der stadig ikke findes en diagnose og han blev sendt videre til diverse specialister og undersøgelser.

Peter var indkaldt til et møde med sagsbehandler, hvor denne foreslog ham at deltage i et kursustilbud for kommunens ledige, kaldet kompetenceporten og fik via denne kontakt til amtsgården i Sorø, hvor han skulle arbejde som amtsbetjent. Efter yderligere et knæk i ryggen i forbindelse med flytning af et skrivebord, sagde ryggen igen stop. Han blev igen sygemeldt og måtte lade sig indlægge på Slagelse sygehus. Han blev fyret ved udgangen af februar 02 med en arbejdsskade, der aldrig er blevet anmeldt.

Peter fortsætter med at blive sendt til alle mulige specialister bl.a. Neurolog Anne Mette Hausager , der sender ham videre til forskellige scanninger og andre undersøgelser i et forsøg på at stille en diagnose. Stadig forgæves.
En EMG-undersøgelse på Glostrup sygehus viste senere, at højrebenet var nærmest ”dødt” der var ingen følelser eller reflekser tilbage, men man kunne ikke sige 100% hvorfor.
På Neurologisk afdeling på Rigshospitalet har han gennemgået en større undersøgelse ang. de manglende reflekser. Også her konstaterede man at benet var nærmest ”dødt” og at han havde nogle atypiske symptomer, der ikke kunne forklares. Det var stadig ikke muligt at stille en diagnose og han hang stadig i en gråzone.

Jeg søgte førtidspension i 2000 og fik efter en meget kort sagsbehandlingstid tilkendt pensionen i november 2000. året efter fik jeg afgørelse på min arbejdsskadesag og fik udbetalt en erstatning samt en erklæring på erhvervsevne tab.

Peter lander nu igen i en kløft mellem systemerne. Dianalund kommune gør opmærksom på at sygedagpenge tiden er ved at rinde ud og ønsker at han raskmelder sig og melder sig fuldtidsledig på AF. Lægen ønsker ikke at raskmelde Peter, da han ikke er rask efter hans mening. Peter henvender sig til fagforeningen 3F for at få hjælp, men de kan ikke hjælpe ham, da han ikke er rask og dermed ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Peter overgår til kontanthjælp og han føler sig af sagsbehandleren presset/truet til at starte i et meningsløst aktiveringsprojekt i april 2002. dette viste sig senere at blive betegnet som en arbejdsprøvning af Dianalund kommune. Efter kun to dage knækkede ryggen sammen igen pga. kørsel med trillebør, men Peter nægtede at lade sig indlægge pga. de tidligere dårlige erfaringer med hospitalet.

I forbindelse med Peters manglende mobilitet og jeg selv var i en dårlig periode med stærke smerter og sengeleje havde vi en vagtlæge ude, de ordinerede både hjemmehjælp og diverse hjælpemidler som nu igennem en del år har været en fast bestanddel af vores liv.

Peter var til samtale med sagsbehandleren igen og det blev her foreslået at han kunne starte en revalidering. De fandt i fællesskab ud af at Peter gerne ville uddannes til datamatiker. Han bliver tilkendt revalidering og for at blive optaget var det nødvendigt at han startede på VUC. Her tog han matematik og engelsk på HF niveau fra august 02 til juni 03. Sideløbende med dette render han stadig til diverse undersøgelser fordi han i perioder har svært ved at kapere sin dagligdag med konstante smerter. Ingen har endnu været i stand til at finde hverken effektiv smertebehandling eller en eksakt diagnose. Han får at vide gentagne gange, at han nok må vænne sig til at leve med smerterne, da det højst sandsynligt ikke vil/kan blive bedre. Med andre ord, han må lære at leve med sine smerter og begrænsninger og forsøge at undgå enhver belastning af kroppen.
Efter bestået enkeltfags HF eksamen optages han på datamatiker uddannelsen i august 2003. Marts 04 får han konstateret mavesår på grund af længerevarende brug af gigtmedicin. Lægerne fraråder at han spiser disse præparater og foreslår at hans dosis af forskellige morfinpræparater øges. Dette påvirker hans koncentrationsevne og dermed hans selvværd, så han beslutter i samråd med sin praktiserende læge at stoppe uddannelsen. Peter startede op igen på uddannelsen i august 04, men måtte stoppe igen i marts 05.

I forbindelse med at han stoppede sin uddannelse blev Peter af Dianalund kommune sat på starthjælp. Efter en meget ubehagelig samtale med en sagsbehandler, der beskyldte Peter for ikke at fejle noget, men bare være doven og arbejdssky, tog vi kontakt til DUHK (den uvildige handikapkonsulentordning). Konsulent xxx udtalte at han var målløs over den behandling Peter havde fået og han var oprigtig chokeret over at en kommune vælger at behandle sine borgere på denne måde.

I en periode på ca. 6 mdr. fik Peter starthjælpen sat ind på sin konto, men modtog ingen lønsedler. Denne uværdige behandling, hvor vi ikke kunne vide, om der blev sat penge ind på vores konto eller ej, og man ikke modtager lønsedler var utrolig opslidende og vi opfattede det som en form for chikane.
Konsulent xxx anbefalede at vi ikke deltog i flere møder med kommunen i fremtiden uden en bisidder og han gør os opmærksom på at kommunen har referatpligt.
Peter og konsulent xxx får aftalt et møde med sagsbehandleren, hvor de stiller spørgsmålstegn ved at Peter skal have starthjælp, han er jo ikke flygtning?. xxx påpeger en del sagsbehandlingsfejl og undrer sig over at Peter ikke er blevet tilbudt andre former for hjælp, da han mener, der foreligger masser af dokumentation for, at Peters lidelse er en kronisk lidelse med heraf varig nedsat erhvervsevne. Der bliver på mødet talt om at der skal laves en ressourceprofil. Peter forsøger gentagne gange at få fat i sagsbehandleren, så de i fællesskab kan få udarbejdet denne, men forgæves. Personen er ikke at træffe, sidder i møde, er på kursus osv. Han lægger besked om, at han ønsker, at blive ringet op, hvilket ikke sker.

Efter et stykke tid modtager Peter med posten en ressourceprofil udarbejdet alene af sagsbehandleren og ikke i fællesskab. Der blev ikke sendt hverken kopi af denne eller referat fra det tidligere møde til bisidderen, hvilket vi har opponeret kraftigt over.
Peter meddelte, at han under ingen omstændigheder kan godtage denne ressourceprofil, da den kun tager hensyn til udvalgte skånehensyn og ikke alle de hensyn som lægen har tilrådet.
Den sidste scanning viste i øvrigt at hans ryg er faldet sammen og i tilgift har han nu yderligere 3 andre diagnoser at slås med.
Vi kontaktede herefter Advokat Charlotte Plejdrup fra Advodan i Holbæk. Hun har også gentagne gange kontaktet kommunen og meddelt, at hun er partsrepræsentant og bedt om diverse referater. Også uden held.

Den sidste episode der bevirker at vi igen føler os presset og ladt i stikken er endnu et forsøg fra kommunens side for at få en syg mand i arbejde
Peter blev indkaldt til et fællesmøde for ledige flexjobbere 26/2 2007 med andre flex jobbere. Jeg vedlægger Peters egen udredning som bilag, så du kan få en fornemmelse af, hvad vi føler, vi er oppe imod.

Vi føler os efterhånden helt nedslidte, magtesløse og kan ikke forstå hvad vi har gjort, siden vi har fortjent denne behandling. Uanset hvor mange undersøgelser Peter går til, føler vi, at vi bliver trynet. Vi finder ikke, at et velfærdssystem som det vi plejer at bryste os af her i Danmark, kan være bekendt at jagte, forfølge og tryne en gruppe borgere som vi føler, at vi konstant bliver og er blevet siden vi af uforskyldte årsager måtte opgive at være almindelige erhvervsaktive borgere.

Vi føler det efterhånden er svært at finde ressourcer til at holde sammen på vores lille familie, faktisk føler vi at vi er ved at gå i opløsning. Den ene dag fremtræder mere sur end den anden og efterhånden bliver man bange for at nærme sig sin egen postkasse. For hvad ligger der mon nu af krav fra kommunen. Vi føler at vi bliver straffet hele familien, men vi ved ikke hvad vi har gjort.
Vi har to børn, der bestemt ikke har gået igennem dette forløb uden knubs. De lider helt tydeligt også under de vilkår der gælder for vores lille familie.
Vores ældste søn læser HTX og er glad for det nu. Han startede sidste år i 10. klasse, men havde ikke overskud til at fuldføre. Han opgav og har i de sidste 6 mdr. nærmest isoleret sig fra omverdenen. Han har et vægtproblem og det er svært at finde overskud her i familien til at støtte og hjælpe ham.
Vores datter lider også under de forhold vi lever under. Hun har udviklet en indadvendthed og et lavt selvværd. Hun har altid været en stærk og dygtig pige, men har nu svært ved at tackle teenagelivet. Hun er i øjeblikket psykisk ustabil og er i kontakt med ungdomspsykiatrien, da hun er stærkt selvmordstruet. Også hun har jo brug for opbakning fra en stærk familie, hvilket det er svært at være i vores nuværende situation. Vi finder det meget svært som forældre at tackle at vores kæreste eje – vores børn – lider og vi føler os angrebet fra snart sagt alle sider.


Vi føler at vi i hele forløbet har gjort vores pligt, men også krævet vores ret. Vi vil ikke føle os som eller behandles som ”nassere” eller andenrangs borgere, blot fordi vi har været så uheldige at miste vores erhvervsevne.
Vi er stadig mennesker med følelse og behov – også selvom vi ikke kan arbejde mere.

Når vi har følt os magtesløse og trådt på pga. diverse afgørelser har vi forgæves klaget til både borgmesteren, amtet m. m. uden held og uden at modtage nogen form for respons fra dem. I forbindelse med de seneste afgørelser har der end ikke været vedlagt en klagevejledning. Under hele dette forløb, der efterhånden strækker sig over mange år føler vi, at vi konstant bliver forfulgt og mødt med en mistro som vi ikke finder værdigt.
Vi føler at vi sidder i et dybt sort hul som vi ikke er i stand til at komme op af, hver gang der tegner sig lidt lysning kommer der nye krav fra kommunen.
Vi bliver konstant afkrævet dokumentation for Peters manglende arbejdsevne, men kommunen vælger at sortere i de oplysninger der passer i deres plan, hvad den så end er. Sidst ved at sortere i de skånehensyn som den praktiserende læge og diverse specialister anbefaler.
Jeg har igennem længere tid fulgt debatten om vores velfærdssamfund, der efter min mening er stærkt under pres. Også regeringens og beskæftigelsesministerens forsøg på at få alle i arbejde, uanset folks psykiske eller fysiske tilstand og det stigende krav om dokumentation, hvis man skulle være ude af stand til at arbejde, påvirker mig dybt.

Jeg ved ikke om det nytter noget at skrive denne afhandling til dig, men vi har bare et behov for, at der snart er nogen, der lytter til borgerne i dette land, nogen der magter at gribe ind og gøre noget for at forhindre den drejning vores samfund har taget. Det er sørgeligt, at det enkelte individ har så lidt betydning i et rigt samfund som vores. Nu føler jeg, at jeg har fået luft og fået løftet vores sag et trin højere op. Det kan da ikke være rigtig, at man skal gå til medierne for at få en fair sagsbehandling og ikke blive kvalt i dokumentationskrav.
Er dette et velfærdssamfund værdigt?

Med venlig hilsen
Buster

Denne historie/resumé er skrevet sidste år(2007) november måned da sagsbehandleren/konsulenten IGEN vurderede at Peter blot var en doven hund og smækkede kassen i.
Andre ærede læsere kan læse vores føljeton under: Gør din pligt, men kræv ikke din ret her på siden for det var dengang jeg var så heldig at finde k10, gudskelov, det er jeg for altid dybt taknemmelig over.

Jeg er ikke lige klar over hvordan jeg kan vedhæfte hans redegørelse MEN jeg synes den er vigtig at få med for den fortæller netop hvordan sagsbehandler/konsulent behandlede Peter SAMT var det også denne der bla dannede grundlag for at han vandt sin klage i Statsforvaltningen.

[annasen]

Hver gang jeg ser ordet konsulent, får jeg små røde knopper. Jobkonsulenter kender alt til vores situation. Om vi så skriver ti historier til fagbladet, så tror jeg ikke det har nogen indflydelse på hvordan det bliver taklet fremover. Alle ved det, men ingen ændrer det.
Lovgivningen er så rådden, at ingen - selv om de har lyst - kan ændre noget.

Jeg har et forslag:
Send jeres historier til beskæftigelsesministeren. -bm@bm.
Bombarder hans skrivebord med sager. Jeg har sendt 4 lange mails til ham.(har dog aldrig fået nogen svar). Jeg bliver ved. Jeg har fået aktindsigt i min sag. Jeg har selv fået journaler fra sygehus/læge. Jeg kan min historie forfra og bagfra, og jeg bliver ved og ved med at sende mails. Det hjælper i hverttilfælde mig med at overleve. Jeg føler jeg gør noget.
Mange hilsner til jer alle
Annasen

[buster]

Synes lige at jeg vil fortælle at jeg i dag telefonisk blev kontaktet af Berit A.

Vi fik os en lille snak men jeg tvivler på at vores historie er brugbar, da det jo ikke er det allermest positive vi har at fortælle

Men hvad, nu har jeg/vi i hvertfald gjort et forsøg på at blive hørt også ad den vej.

[Orsoq]

Underligt at andre aktører også skal ind over Fleksjobbere. En pilot undersøgelse INGEN BESLUTNINGEN viste klart at kommunerne selv var de bedste til at klarer dette (omend de ikke er gode nok) alligevel valgte regeringen at tillade (tvinge kommunerne) til anden aktør. Efter 6 mdr ledighed har man ret til anden aktør og efter 12 mdr ledighed har kommunen pligt til at tilbyde mere end een anden aktør

[Nusli]

Jeg har nu også sendt hende et link til den hjemmeside hvor jeg har skrevet mit sagsforløb i en slags artikel til et blad/en hjemmeside- så må vi se om der bliver taget noget op.,

http://www.lff-storkbh.dk/3316290